Løbetosset.dk Posts

marts 22, 2019 / Løbetræning

Prærace syndrom (PRS) er en række symptomer, der optræder i perioden op til et længe ventet løb. Symptomerne kan være af både psykisk og fysisk karakter. I de sværeste tilfælde påvirkes de daglige aktiviteter.” Sådan kunne netdoktor.dk have beskrevet den følelse, som jeg går rundt med i disse dage. Lige om hjørnet venter en helt vanvittig udfordring, og jeg føler mig helt klar til at tage den op – og alligevel overhovedet ikke! For hvornår er man klar til at stille til start til et løb uden en målstreg eller en tidsgrænse? Et løb med så godt som 100% sandsynlighed for at få det tvivlsomme prædikat “DNF” (Did Not Finish) klistret på sig for første gang? Jeg ved det ikke, men uanset om jeg er klar eller ej, så er det i aften kl. 22.00, det går løs. Om jeg glæder mig? Ja det kan du bande på!

februar 12, 2019 / Løbetræning

Der har været noget stille her på bloggen igennem det sidste stykke tid. Jeg har haft de bedste intentioner om at skrive indlæg et par gange om måneden, det er det ikke blevet til efter Amsterdam Marathon. Det er – heldigvis – ikke fordi, jeg har mistet lysten til at skrive, der har bare været en masse andet, der har rumsteret rundt i hovedet de sidste 3-4 måneder. 2018 bød på udfordringer både iført løbesko og uden – og jeg må erkende, at jeg er bedre til at håndtere udfordringerne iført løbesko, end jeg er uden. Udfordringerne iført løbesko er håndgribelige: Løb længst muligt på 12 timer. Løb 42,195 km i pace 4.16/km. Løb til du har fundet alle bøger og er tilbage ved mål. Det er den type udfordringer, jeg kan finde ud af at håndtere. Udfordringer hvor jeg er blevet presset helt ud til kanten af min fysiske og mentale kapacitet. Der hvor jeg på en eller anden mærkelig måde godt kan lide at være, der hvor jeg på en gang føler mig totalt ude af kontrol – og på samme tid alligevel føler, at jeg kontrollerer kaos.

oktober 25, 2018 / Løbsberetning

Whatever it takes. ‘Cause I love the adrenaline in my veins. I do whatever it takes. ‘Cause I love how it feels when I break the chains. Omkvædet fra “Whatever it takes” kører på repeat i hovedet, da jeg står op. Klokken er 6.00 og der er 3½ time til start. Kroppen kører nærmest på autopilot, men hovedet er fyldt af en masse tanker. Jeg er ét stort miks af følelser; på den ene side er det en lettelse, at det endelig er blevet ‘race day’, på den anden side er det helt vildt angstprovokerende. Nu gælder det sgu – uanset om jeg er klar eller ej så skal jeg løbe marathon på under tre timer om ganske få timer. Det siger jeg til mig selv, udtryk som “forsøge” eller “prøve” eksisterer ikke i dag. Der er ikke noget, der hedder “at håbe på” eller “at drømme om” – nej jeg skal, jeg kan og jeg gør!

oktober 20, 2018 / Løbetræning

Det er en af de dage, jeg har det lidt ambivalent med. Den er super vigtig, fordi jeg for alvor skal være ‘fornuftig’, i alt hvad jeg foretager mig – og lad mig bare være ærlig, det falder mig ikke altid lige naturligt. Lad nu være med at trave byen tynd og lege turist. Sørge for at drikke rigeligt igennem hele dagen. Spis det rigtigt – og ikke for meget af det. Få styr på de sidste ting omkring påklædning, og transport, så det hele er klar til søndag. På den anden side er den her dag bare meget til overs! Den skal bare overstås, så det kan blive søndag morgen. For søndag morgen er velkendt og alt har sin plads. Rutinen tager over; jeg står op, tager et bad, spiser min morgenmad, inden jeg tager løbetøjet på og begiver mig af sted imod startlinjen. Om mindre end 24 timer har forløsningen indfundet sig, om mindre end 24 timer vil det stå klart om målet er nået. Jeg føler mig som et barn juleaftensdag, der næsten ikke kan være i kroppen af spænding – og det er præcis sådan, det skal være!

oktober 17, 2018 / Løbetræning

Det at løbe marathon fylder meget i mit hoved for tiden. Måske det fylder lidt mere, end hvad godt er? Jeg er jo bare en gennemsnitslig motionsløber, der gerne vil bevise overfor mig selv, at jeg kan løbe en given distance indenfor en fastsat tidsramme. Vel og mærke en tidsramme, jeg selv har bestemt mig for. En tidsramme der er himmelråbende ligegyldig, for når alt kommer til alt, så er der jo ikke noget på spil. Intet ændre sig i verden på søndag – uanset om det tager mig 2 timer og 59 minutter eller 3 timer og 1 minut at komme i mål. Det betyder ikke en skid, og alligevel betyder det en hel masse – i hvert fald i mit hoved. Det er race week, og inden længe går starten til årets løb for mig!

oktober 12, 2018 / Løbenørderi

Marathon – den klassiske distance, der for mange af os motionsløbere nærmest har status af en enhjørning. Et næsten mytologisk fænomen der skal spores, fanges og tæmmes for til sidst med stor stolthed at blive vist frem. Men er marathon nu også den specielle distance, der kræver særlig seriøsitet omkring sin træning – eller er det blevet gjort mere specielt og ‘elitært’ end det egentligt behøver at være? Når alt kommer til alt er det jo ‘kun’ 42,2 kilometer, der skal tilbagelægges – og for de flestes tilfælde indenfor en tidsgrænse på 6 timer. Nu stikker jeg – med fare for at få et ordentligt hak i den – næsen frem og siger, at der er rigtigt mange, der tillægger det at gennemføre et marathon uforholdsmæssig stor ‘wow-faktor’.

juni 11, 2018 / Løbsberetning

Lørdag den 2. juni har det seneste halve år har været en dato, som jeg har glædet mig helt ubeskriveligt meget til – og på én og samme gang også har frygtet lidt. På årets anden sommer dag ifølge kalenderen – hvad end det så måtte betyde denne sommer – ville jeg stille til start til den største fysiske udfordring, jeg nogensinde har udsat mig selv for; at løbe så langt så muligt på 12 timer. I takt med at juni kom tættere på blev det mere og mere konkret, hvad det var, som jeg havde meldt mig til – og en snigende bekymring blandet med en stor del ‘forventningens glæde’ begyndte at brede sig i kroppen. Var jeg mon klar? Hvordan ville det være, at løbe på den kun 1,987 kilometer “lange” rundstrækning? Ville jeg kunne svinge mig selv mentalt op til at forsætte i alle 12 timer? Nu er det ovre, trætheden i benene er ved at være på retræte og tæerne er knap så ømme – det er blevet tid til løbsberetningen fra mit første 12 timers løb, hvor 24 Timer Ved Havet leverede fantastiske rammer for en super dag i løbesko.

juni 1, 2018 / Ultraløb

Lige knap 206 æg! Det er hvad jeg ifølge Dirch Passer kan nå at servere på 12 timer. På 12 timer kunne jeg også nå at flyve til Seattle, eller køre til Warszawa i Polen – men nej jeg er jo en løbetosse, så de 12 timer skal naturligvis bruges i løbesko. “Men Morten – hvor har du tænkt dig at løbe hen på de 12 timer?” Ingen steder egentligt jeg har tænkt mig at løbe rundt og rundt – og rundt. Og når jeg bliver træt at det, så tvinge mig selv til at forsætte de resterende 11½ time. I morgen kl. 12. lyder starten til mit første 12 timers løb – og jeg er lige nu ét stort miks af følelser omkring det. Jeg glæder mig super meget, jeg er helt vildt spændt, jeg er nervøs for hvad kroppen siger til det, og jeg frygter lidt hvordan hovedet reagerer. Kort sagt; alt er lige præcis som det skal være dagen før et ‘stort’ løb!

maj 22, 2018 / Løbetræning

I dag for to år siden kunne jeg for første gang kalde mig marathon finisher, det er også to år siden, at jeg lå på en båre ved samaritterne og mærkede, hvor ganske fantastisk ubehageligt det er, når kroppen er voldsomt dehydreret. Som jeg lå der – ja faktisk også resten af dagen hvor jeg havde det jævnt dårligt – forsvor jeg, at jeg nogensinde ville løbe et marathon igen. Sådan gik det ikke, og jeg vendte tilbage til gerningsstedet i 2017. Jeg ville have revanche, for selvom jeg gennemførte – og faktisk kun 19 sekunder langsommere end mit mål – så følte jeg stadig, at København skyldte mig noget. København skyldte mig et godt marathon. Et marathon hvor man kæmper med sig selv, og presser sig selv, men alligevel har en fantastisk oplevelse hele vejen – og det var lige præcis, hvad jeg fik! For 10 dage siden vendte jeg tilbage for at løbe mit 3. marathon. Det blev en helt fantastisk fest, hvor al fokus på splittider og personligt ego blev tilsidesat. Det blev en fest iblandt de mest fantastiske mennesker fra Team Tvilling Nordjylland. Det fik mig til at reflektere over den udvikling, som jeg har gennemgået som løber – og som person.

maj 4, 2018 / Inspiration

Hun er en af de mest inspirerende løbere jeg har mødt. Når man ser hende – som vi løbere jo ofte er – iklædt stramtsiddende løbetøj, ligner hun enhver anden frisk løber i tyverne, men den sort/hvide cammo trøje og de lange sorte tights gemmer på en historie. En historie om beslutsomhed og en viljestyrke som jeg er fuld af beundring over. For knap 2½ år siden vejede hun 150 kilo – på søndag løber hun sit første marathon til Copenhagen Marathon. Her er historien om Astrid, der uden besvær løber i pace 5.10/km og svarer uddybende på alle mine spørgsmål om hendes vægttab, om tankerne om det første marathon – og naturligvis hvordan hun på så kort tid er blevet klar til at løbe marathon.