Mit Copenhagen Marathon 2016

Alle 9383 deltagere der løb over startlinjen til dette års Copenhagen Marathon er blevet en unik oplevelse rigere. Nogle er sikkert blevet skuffede – blandt dem uden tvivl nogle af de omkring 800 deltagere, der måtte udgå. Andre har haft den bedste dag og måske endda sat ny personlig rekord. Nogle har disponeret deres løb på formidabel vis, imens andre er blevet presset på de sidste 10-12 km og måtte grave dybt for at kæmpe sig i mål. Min oplevelse af løbet er i virkeligheden lidt af det hele – når man som jeg er maraton debutant, så sætter man helt naturlig personlig rekord, når man gennemfører. Og gennemførte det gjorde jeg – men min målgang blev overhovedet ikke så stilfuld, som jeg havde visualiseret så mange gange på mine træningsture.

Der var mange ligesom jeg selv, der skulle løbe deres første maraton til dette års Copenhagen Marathon, og uden tvivl lige så mange forskellige veje har ført til, at vi stod samlet den søndag formiddag på Islands Brygge med gels og energibarer i bæltet og klar til at tilbagelægge 42,195 km til fods. Jeg har tidligere skrevet lidt om min vej til maraton, en vej som alt taget i betragtning har fungeret godt, men blot er én ud af mange mulige måder, at blive klar til et maraton på.

Fandt mig selv på expo'ens fantastiske store "Wall of names" :-)
Fandt mig selv på expo’ens fantastiske store “Wall of names” 🙂

Når man læser om at skulle løbe sit første maraton, så er der et råd der går igen: “Lad være med at fokusere på din sluttid og nyd i stedet løbet!”. stik imod det gode råd havde jeg allerede i foråret 2015 (længe inden min egentligt træning gik i gang) besluttet mig for, at en rimelig ambitiøs målsætning på 3:30 skulle være målet. For mig er motivationen til at løbe, at bevise overfor mig selv, at jeg kan løbe x km på y tid – at gennemføre er ikke en succes i sig selv. Der findes på nettet et utal af beregnere til at estimere sit sluttid, men det er og bliver et estimat, der er baseret på nogle forudsætninger (Alder, maraton erfaring etc.). Jeg havde læst et eller andet sted, at 2x halvmaraton tiden + 20 minutter var en god indikator. Så når jeg i Marts løb en halvmaraton på 1:31:04 (Min PB i skrivende stund) lyder mit mål ikke så urealistisk endda – hvis man lige ser bort fra, at jeg aldrig havde løbet maraton, eller bare over 30 km!
I takt med at min træning blev trappet ned hen imod løbsdagen, begyndte spændingen og nervøsiteten at trappe op. Havde jeg fået løbet nok? Hvad sagde tiden på omkring 30 km? Et kig i min træningsdagbog afslørede hurtigt, at jeg havde tilbagelagt lidt over 1000 km siden Januar, og et par ture over 30 km i en helt igennem godkendt tid. Ok fysisk var jeg klar – og selv hvis jeg ikke var, så ville det være for sent at gøre noget ved. Hvad så mentalt? Det siges at et maraton først begynder omkring 30 km og at det er lige så meget en mental udfordring, som det er fysisk. Tre en halv time er lang tid – uanset om man ser Ringenes Herre eller løber.

Et imponerende syn at se mange løbetosser samlet! Foto: Copenhagen Marathon/Sparta
Et imponerende syn at se mange løbetosser samlet! Foto: Copenhagen Marathon/Sparta

Efter at have hente startnummer på Expo’en lørdag bød et familiebesøg på en kærkommen distraktion forud for morgendagens strabadser. Tøjet blev lagt klar, startnummeret monteret og uret stillet til halv seks, så der var god tid til at blive klar og få noget morgenmad – og så ellers tidligt på hovedet i seng. Jeg har igennem min træning ikke været super god til at få testet maden af, men jeg ved at Skyr med mysli ikke giver mig problemer, og så giver det en god mæthedsfornemmelse, der holder i lang tid. Lidt yoghurt, en banan, et par skiver ristet brød og en liter vand fuldendte måltidet. I år var Telenor hovedsponsor, og som ansatte ved Telenor havde vi derfor adgang til vores eget telt – endda med egne toiletter. Noget der var med til at give ekstra ro på inden starte skulle gå. Min plan var at ligge mig foran 3:30 fartholderne og løbe mit eget løb med 4:50 i splittid. Og som for at gøre det hele endnu mere perfekt, så var 3:30 farholderne lige uden for vores telt – så der var rigeligt af tid til at slappe af (Så meget som man nu kan i situationen). Timerne op til starten blev brugt på at smøre rigelige mængder vaseline på særligt udsatte steder og småsludre kollegaer, der var lige så spændte som en selv. Da der var små ti minutter til start, fandt jeg mig en plads i mængden 10-15 meter foran de orange 3:30 balloner.

Copenhagen Marathon er et lækkert byløb, på en stort set flad rute.
Copenhagen Marathon er et lækkert byløb, på en stort set flad rute.

Vi blev – meget passende – sendt af sted til Matallica’s Fuel og det slog mig pludseligt “Wow nu er vi i gang, jeg er ved at løbe maraton!”. I de første par km var det svært at løbe helt sit eget løb – der var mennesker over alt! Jeg kunne hurtigt fornemme, at 4:50 nok var unødvendigt meget at stramme den, så jeg besluttede mig for at holde 4:55, hvilket ville give mig 2,5 minut “at give af”, for at kunne holde mig indenfor målsætningen på 3:30. Igennem min løbetræning har jeg udelukkende brugt High5 energy bars, og skal jeg være helt ærlig, så var jeg allerede trætte af dem inden løbet, men havde ikke fået testet andre muligheder af. De er sådan set ok, men det er altså tørt at tygge sådan nogle, derfor var planen også at spise en bar ca. 500 meter før hvert væske depot. Apropos væske så var det jo helt fantastisk vejr – for tilskuerne. De 23-25 grader i skyggen gjorde det tydeligt, at væske strategien skulle justeres. Jeg besluttede mig for, at 2 glas ved hvert depot – ét rent vand og ét energi drik – var en god plan. De lå med ca. 4 km imellem og med en hastighed på ca. 12 km/t ville jeg kunne nå tre depoter i timen – hvilket igen betød at jeg skulle have ca. 33 ml ved hvert for at holde balancen.

You're never alone! Foto: Copenhagen Marathon/Sparta
You’re never alone! Foto: Copenhagen Marathon/Sparta

Til de små løb jeg tidligere har løbet, er jeg ofte endt med at løbe for mig selv med 40-50 meter til den nærmeste løber, så er det altså helt specielt at løbe et løb som Copenhagen Marathon, hvor du aldrig løber alene – men endnu mere fantastisk at mærke tilskueropbakningen. En kollega, der de tidligere par år har deltaget, sagde til mig i ugen op til, at de første 30 km går let, der bærer publikum dig hele vejen. Og det er der måske nok noget om. Der var i alt 6 powerzoner med musik, konfetti kanoner og alt hvad der hører sig til. Hertil kommer endnu flere steder på ruten, hvor blandt andet blev spillet på sækkepibe, danset samba, opvisning af cheerleadere og folkedansere og meget mere. Familien var blevet udstyre med VIP adgang til Telenor’s powerzone, som vi ville passerer på ca. 7. & 9. km og igen på ca. 31. og 33. km. Her var der garanti for at se velkendte ansigter i form af venner, kollegaer og familien, så det blev hurtigt et fokuspunkt.

Omkring 32 km inde i løbet er det for alvor gået i gang, og det er nu det mentale salg begynder.
Omkring 32 km inde i løbet er det for alvor gået i gang, og det er nu det mentale slag begynder.

Da jeg passerede halvmaraton markeringen sagde uret 1:44, det gjorde hurtigt to ting klart for mig. Dels holdte planen fint, og dels kunne jeg tydeligt mærke, at jeg ikke kom til at løbe med negativt split. Hvilket jo heller ikke havde været en del af planen, så “Ro på Morten og hold dig til planen!”. Og det gjorde jeg så og passerede for 3. og 4. gang Telenor’s powerzone og blev heppet godt igennem af familien. Formen var stadigvæk fin, og min splittid på 30. til 35. km lå lige på min gennemsnitstid på 4:56. Med kun 7,2 km igen fandt jeg lidt ny energi i ikke at have mødt den berømte/berygtede “mur” og egentligt stadig føle mig ovenpå. Tiden var god og benene var trætte, men farten var der stadig. Væske depotet ved omkring 36. km var kærkommet, jeg var virkeligt begyndt at blive tørstig og havde af samme grund droppet min bar. Jeg tog mig også lidt længere tid og snuppede et ekstra glas vand. Set i bakspejlet var der nok en alarmklokke eller to, som jeg skulle have reageret på – måske det havde været for sent, måske ikke. Omkring 37-38. km blev jeg for alvor ramt, der var virkeligt langt til næste væske depot ved 40. km – heldigvis havde en skøn familie ved søerne stillet ekstra vand frem til os. En stor tak skal lyde til dem, ligesom den søde knægt, der et sted på ruten stod med en skive vandmelon! På det tidspunkt var det de små ting, der gjorde forskellen.

Set i bakspejlet var der nok en alarmklokke eller to, som jeg skulle have reageret på!

Min fingre og tæer var begyndt at snurre, jeg kunne ikke holde kadencen og måtte modvilligt ned og gå. Da jeg rundede Christiansborg, og havde knap 2 km igen, skete det, som jeg frygtede; jeg blev overhalet af de orange 3:30 balloner – og så endda på et tidspunkt, hvor jeg var nede og gå! Øv også! Det var et slag i ansigtet, men jeg tvang mig selv i gang igen og overhalede dem, men kun for endnu en gang at erkende, at jeg måtte ned og gå. De hentede mig selvfølgeligt hurtigt. Et forsøg mere! Denne gang besluttede jeg mig for at ligge mig sammen med dem og så ellers bare hænge i. Det gik faktisk ok, uden tvivl ikke i pænt stil, men farten var stadig i benene. Jeg krydsede Langbro sammen med gruppen og svingede ned på opløbsstrækningen. Målporten var i sigte! Jeg kan garantere, at ingen løbere i verdenshistorien har eller har haft lyst til, at være den der stopper med at løbe og begynder at gå på opløbsstrækningen – men jeg kunne simpelthen ikke mere. Drømmen om de 3:30 var for længst forsvundet, det hele snurrede – med undtagelse af hænder og fødder, der nu bare gjorde ondt. Jeg var nede og gå i maks et par sekunder, hvor jeg troede mine ben skulle knække sammen under mig. På det tidspunkt blev det klart for mig, at jeg måtte løbe eller se mig selv udgå efter 42. km mærket. Hvor jeg fandt dem ved jeg ikke, men det lykkedes mig, at mønstre de allersidste kræfter og kom op og løbe igen, krydsede målstregen og de 2 tidstagningsmåtter, stoppede uret og der forsvandt benene under mig.

Og der forsvandt benene under mig.

Der kom hurtig en official og spurgte, om jeg selv kunne gå over i samaritternes telt, hvilket jeg svarede nej til. Kort efter kom der en samarit, jeg kom op på en båre og kørt ind i samaritternes telt. De konstaterede at det “bare” var en kraftig dehydrering og hyperventilering. De gav mig et drop og lidt vand at drikke og en mundfuld banan. Hold nu op hvor fik jeg det skidt i løbet af den næste halve time! Alt i kroppen snurrede og gjorde decideret ondt, jeg havde kvalme og kunne ikke ligge ordentligt – ja jeg var direkte ynkelig! Det skulle tage næsten 5 kvarter og knap en liter saltvand at få mig på benene igen. Da jeg begyndte at få det bedre, kom Dorte ind i teltet til mig. Hun havde været noget bekymret, da hun kunne se via live tracking, at jeg var kommet i mål, men ikke var i teltet som aftalt. Hun kunne fortælle mig, at min officielle tid blev 3:30:19 – en tid jeg er yderst tilfreds med, og som rakte til en placering som nummer 950. En video af min – alt andet end stilfulde – målgang kan ses her.

Splittiderne ligger pænt og stabilt frem til 40. km - og det er tydeligt, at der sker et eller andet efter 35. km.
Splittiderne ligger pænt og stabilt frem til 40. km – og det er tydeligt, at der sker et eller andet efter 35. km.

På trods af de 19 sekunder jeg er gået over min målsætning – og på trods af hvordan de sidste 4-5 km gik, så er jeg stolt af at have gennemført mit første maraton. Men vigtigere endnu – det var en fed oplevelse og jeg nød det. Ok måske ikke lige de sidste kilometer og tiden i samaritternes telt efterfølgende (Selvom de var super professionelle og søde) – men oplevelsen som helhed nød jeg. Jeg har følt på egen krop, hvor langt jeg kan presse mig selv og set hvor meget, jeg faktisk kan præstere. Og ja det var hårdt, og ja benene var ømme (Specielt om tirsdagen) – men det er snart glemt og tilbage er glæden ved at have gennemført! Politikken har i øvrigt en glimrende artikel om hvor hårdt det var, den er et kig værd.

Det store spørgsmål er jo så, om jeg kommer til at gøre det igen? Under træningen sagde jeg, at det ville blive mit første og sidste maraton. Tiden der skal investeres i det gider jeg ikke igen, men jeg er ikke længere så skråsikker. Det afhænger nok i høj grad af hvordan træningen hen over vinteren går, for jeg ved jo også godt, at skal jeg løbe et maraton igen, så skal jeg jo under 3:30 – måske endda på 3:20?

Uanset sluttiden så må man gerne stolt flashe sin medalje efter sit første maraton!
Uanset sluttiden så må man gerne stolt flashe sin medalje efter sit første maraton!

2 Comments

Skriv et svar