Nye udfordringer i sigte

2017 kommer til at byde på en masse kilometer i løbeskoene, det er der vel egentligt ikke noget nyt i!? Men lidt nyt er der alligevel under solen, jeg har nemlig fået fornøjelse af at blive løber i Team Tvilling Nordjylland. Indtil nu har min træning mest af alt været alene, og det bliver der faktisk ikke ændret så meget på, men et par gange om måneden kommer jeg til at træne sammen med de skønne mennesker fra Team Tvilling Nordjylland (TTN). Men det er ikke den eneste udfordring, der er i sigte. Der er jo en personlig rekord på både halv og fuld maraton, der skal forbedres, og så lige mit første ultra maraton på 50 km, der skal løbes. Træningsplanen er opdateret, og året er skemalagt med nærmest tysk disciplin, så 2017 kan bare komme an!

Der er næppe mange i Danmark, som ikke har hørt om det seje tvillingepar Steen og Peder, der i 2014 gennemførte KMD IRONMAN Copenhagen. Men historien er så god, at den sagtens tåler at blive fortalt igen. I sig selv er det jo ikke en ‘unormal’ præstation at gennemføre en Ironman (Det er stadig en utrolig præstation, og jeg har den vildeste respekt for alle, der begiver sig i kast med projektet), men når man tænker på, at Peder er født spastiker og sidder i kørestol, så sætter det pludseligt tingene lidt i perspektiv. At gennemføre – endda indenfor den officielle tidsgrænse – er en helt fantastisk præstation af dem begge. For Steen der yder meget af det synlige arbejde i form af svømning, løb og cykling, men bestemt også for Peder, der i lidt over 15,5 time skulle “styre mine spasmer undervejs”, som han selv beskriver det.

Min første træning med TTN sammen med Leah

Budskabet fra Team Tvilling er klart: “Vi vil åbne omverdenens øjne for, at kørestolsbrugere og handikappede kan meget mere sammen end de tror, og vi håber at kunne inspirere til at se mulighederne frem for begrænsningerne”. Det er et super projekt, som giver så fantastisk god mening, så når nu jeg er den løbetosse, som jeg er, ja så ligger det jo lige til højrebenet at dele ud af glæden ved at løbe. Jeg er efterhånden kommet til et punkt i min ‘løbe-karrierer’, hvor jeg kender mig selv – og min krop – godt nok til at være klar. Klar mentalt til at sætte nogle af mine personlige ambitioner og målsætninger til side, og tilpasse mit løb til andre end mig selv. Klar fysisk til at tilpasse mit løb til at løbe med løbevogn. Klar til at forpligte mig i mit løb overfor andre mennesker, som jeg endnu ikke kender særligt godt. Jeg har været af sted to gange til træning i TTN, og er overvældet over den positive modtagelse og hjertevarme, som gruppen udstråler. Der bliver uddelt krammere, spist kage, byttet løgnehistorier og hygget før, under og efter træningen. Jeg glæder mig allerede til næste træning med de skønne mennesker, og der vil helt sikkert være flere løb rundt omkring, som jeg deltager i som løber for TTN, hvis de vil have mig med!

I Team Tvilling Nordjylland forstår de skønne mennesker virkeligt at hygge 🙂

Hvis jeg vil indfri mine mål for 2017, så kan det hele ikke gå op i krammere og kage, derfor fortsætter min almindelige træning også som planlagt. Jeg har siden Salling halvmaraton i november droslet lidt ned og løbet grundtræning tre gange om ugen. Men med knap 15 uger til Copenhagen Marathon 2017 er det blevet tid til at trappe op. For halvanden uges tid siden løb jeg et par tests, sådan at jeg kunne beregne nye træningszoner inden den målrettede træning med 4 pas om ugen gik i gang. Der er ingen tvivl om, at det seneste år hvor jeg har trænet efter planerne fra “Løb som eliten” har gjort mig til en bedre, hurtigere og mere erfaren løber, men hvor meget har jeg egentligt flyttet mig? Hvis jeg sammenligner mine træningszoner, fra da jeg begyndte i januar 2016, med de nye, så bliver forbedringen pludselig meget tydeligt. I Ae1-AT zonerne, der jo primært er der trænigen ligger til de mellemlang og lange distancer, er jeg blevet 9% hurtigere. Det svare til en forbedring i AT-zonen på 24 sekunder/km – svarende til 3 minutter og 50 sekunder på 10 km (fra 44 til 40.10) i AT-zonen. Senest – faktisk under min 60 minutters test – satte jeg ny rekord på 10 km, og kom for første gang under 40 minutter med en tid på 39.42. De nye træningszoner er noget hurtigere, end jeg har løbet det seneste halve år, og jeg er efterhånden klar med en ny målsætning til den 21. maj. Min nye målsætning hedder 3 timer og ti minutter, og det er ambitiøst, men ikke urealistisk. Der er to grunde til, at jeg har sat en lidt skarpere målsætning, dels træner jeg pt. i 4.15/km som maraton tempo (Det siger planen, men da det kun er mit andet har jeg besluttet at løbe lidt mere konservativt) og dels er der ikke fartholdere til 3.15 – det er der til 3.10. Det, at der er fartholdere hele vejen, skulle gerne hjælpe mig til et løb, hvor jeg disponerer rigtigt hele vejen igennem – og har nogen til at trække mig op, når det bliver hårdt!

Ny rekord på 10 km er et biprodukt af min langdistance træning.

Der er mange forskellige måder at løbetræne og mange filosofier, nogle mener at intervaller ikke er for almindelige motionister, nogle mener, at man kun bliver bedre ved at løbe hårde intervaller, andre igen løber bare, og ser hvordan det går. Jeg har købt ind på Hechmann’s filosofi beskrevet i “Løb som eliten”, det er bestemt ikke den eneste sandhed, når man vil blive en bedre løber – og man kan jo udfordre, hvor meget bedre, jeg er blevet af lige nøjagtigt at træne efter hans metode frem for en anden. Måske ville jeg havde nået samme resultater ved at træne markant anderledes, måske ikke. Det er egentligt heller ikke så vigtigt, det vigtige er at det virker for mig – måske det også virker for dig? Og har du fået lyst til at kigge nærmere på træningsplanerne, så har jeg jo tidligere delt min træningsplan og det værktøj, som jeg har lavet baseret på træningsplanerne fra bogen. Jeg må også tilstå, at det måske ikke er det mest tilgængelige for andre mennesker. Derfor er det blevet tilpasset, og jeg har skrevet en lille guide, så der forhåbentligt er flere, som kan få gavn af det.

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar