Race mode fully engaged…

Jeg sidder i toget og lytter til en podcast. Det er en god podcast, det er kompetente mennesker, der snakker om VO2Max, Carbo loading, Nike’s Sub2 projekt og løbetalentet Anna Møller. De snakker også om weekendens vejr, specielt hvordan temperaturen og luftfugtigheden bliver i morgen søndag. De snakker om en masse ting, som fylder i mit hoved – og har gjort det i noget tid efterhånden. Det kan lyde som noget negativt, noget der tynger mig – det er det ikke. Jeg må faktisk indrømme, at det er en tilstand, som jeg er en smule afhængig af at være i. Nogle kalder det at være fokuseret eller i zonen, jeg kalder det ‘Race mode’…

Jeg tror de fleste kan genkende tilstanden. Man glæder sig, er spændt, måske endda nervøs og på den ene side glæder sig til at det skal ske – og på den anden side glæder sig til det er ovre. Den mentale tilstand påvirker i høj grad ens præstation, og det skal man udnytte til det bedste. Matthew Inmann (Måske bedre kendt som The Oatmeal) har i bogen “The Terrible and Wonderfull Reasons As to Why I Run Long Distances” en sætning, som jeg synes passer fantastisk her: “I don’t know how to fix you, so I’ll just bend you into workable shapes”.

Det er i virkeligheden en ret central ting for mig, når det kommer til at være i ‘Race mode’. Det gælder om at bruge det, der fungerer og tilpasse det, som ikke umiddelbart passer ind, så det kommer til at passe. De læsere, der har fulgt med her på bloggen, ved nok, at jeg elsker struktur, hvad knap så mange måske ved er, at jeg ikke er god til alt det der ‘fluffy stuff’. Så når mit hoved bliver fyldt med ukonstruktive, ustrukturerede, irrationelle, tanker om pacet nu kan holdes, så bliver det sat i en eller anden form for struktur, så jeg med ro i sinde kan sige til mig selv, at jeg har forholdt mig til det. Det er en del af min mentale forberedelse, at sætte mest muligt i kasser og skemaer, mit sidste indlæg omkring planen for Copenhagen Marathon viser det med al tydelighed.

JA det er hårdt. Og JA det gør ondt. Og det er helt OK!

Om det er en 5 km eller et marathon, så er der én ting til fælles, der vil komme et tidpunkt, hvor ens hjerne ikke længere er en medspiller. Vi kan grundlæggende ikke lide, at være uden for vores komfortzone, og hjernen vil helt automatisk forsøge at beskytte os, når det sker. Men når man forbereder sig på – og ikke mindst accepterer – det, så kan man langt hen af vejen styre, hvordan man vil reagere når det sker. Mange – specielt langdistance løbere – bruger et mantra. En enkelt sætning, som har et overordnet formål; at fjerne fokus fra det ubehagelige og få en til at modarbejde de signaler, som hjernen giver om at stoppe det galskab, som man har gang i.

Når jeg i morgen løber Copenhagen Marathon, så ved jeg godt, at det bliver hårdt. Jeg ved, at jeg kommer til et punkt, hvor jeg mest har lyst til at stoppe og gå, måske endda ligefrem udgå. Når jeg kommer til det punkt, så vil jeg sige til mig selv: “JA det er hårdt. JA det gør ondt. Og det er helt OK!”. Jeg vil fokusere på alle de dejlige heppere i Københavns gader, som står der kun for at skabe en god oplevelse for alle os løbere. Jeg vil visualisere, hvordan jeg triumferende løber over målstregen med armene over hovedet, hvordan jeg med et smil stopper uret og konstaterer, at målsætningen er nået. Og når det umiddelbare eufori har lagt sig, så vil jeg gemme den følelse i sted, så jeg kan genkalde mig den næste gang det bliver hårdt. For det bliver hård igen – uanset om det bliver mit sidste marathon eller ej…

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar