CPH Half 2017 – årets samtaleemne for motionsløbere

Samtlige indbyggere i Skanderborg by indtog København! Nej selvfølgelig gjorde de ikke det, men det samlede indbyggertal i Skanderborg by er knap 19.000 (Ifølge Danmarks Statistik). Knap 19.000 er også antallet af løbere, der stillede til start ved årets CPH Half – det er vanvittigt mange og kan ikke helt beskrives, det skal opleves. Ruten er blandt de hurtigste halvmarathon i verden og tiltrækker i stor stil elite og sub elite løbere, men det er mest af alt – tør jeg godt påstå – årets løb for os motionsløbere, der bare godt kan lide at løbe. Og hold da op det blev et løb man sent glemmer!

CPH Half har været en af tre milepæle i 2017 for mig, de to andre var Copenhagen Marathon 2017 og Coast 2 Coast. Så da Coast 2 Coast var overstået i slutningen af Juni, sadlede jeg om i min træning, og begyndte at forberede mig på at skulle løbe en kortere distance, men til gengæld i et noget højere tempo. Jeg kom aldrig rigtigt i gang, jeg forsøgte i en måneds tid, men smerter i ryggen og en formkurve, der ikke helt var der, hvor jeg forventede den ville være, gjorde at min motivation forsvandt. I slutningen af Juli lagde jeg – i et håb om at få løst problemet med ryggen – al løbetræning på hylden og begyndte en proces med at indstille mig mentalt på, at jeg ikke skulle sætte ny PR på halvmarathon distancen til CPH Half. “Ja ja den er god med dig Morten, du kan sgu ikke ligge al din løbetræning på hylden!” – jo den er faktisk god nok, jeg har ikke haft et eneste træningspas siden udgangen af Juli. Men jo jeg har været ude at løbe – jeg har i alt i August og September (Frem til CPH Half) løbet 100 km – de fordeler sig på 3 halvmarathons, 2 løbeture med Team Tvilling og 2 omgange til DHL Stafet med arbejdet. Til sammenligning har jeg de resterende måneder i år løbet ca. 250 kilometer om måneden, så August og September tilsammen er ca. 275 kilometer under, hvad jeg ville have løbet i perioden.

Den dårlige ‘optakt’ til løbet gjorde, at jeg i ugerne op til ikke rigtigt kunne finde gejsten – jeg overvejede faktisk mere end en gang, om jeg bare skulle droppe det og bruge weekenden på noget andet. Dels kunne jeg ikke finde en god undskyldning, og så havde jeg jo allerede en aftale med min gode makker Peter om både transport og overnatning – og hvis han kunne løbe med et par bøjede ribben og vejrtrækningsbesvær, så skal jeg nok bare klappe i med mine bristede drømme om en ny PR! Jeg besluttede mig for, at selvom det hverken ville blive kønt eller behageligt, så skulle den have fuld gas – jeg havde også et startnummer, hvor der stod “Below 1:30”, det forpligter jo. Søndag morgen da jeg stod op, følte jeg mig ikke specielt klar, ikke at der var noget i vejen, jeg var bare ikke rigtigt mentalt i ‘race mode‘. Niveauet af planlægning forud for et løb nåede da også lavmålet i forhold til hvad jeg plejer. Jeg havde ikke overvejet energistrategi, og helt kogt ned var planlægningen begrænset til tre mulige scenarier, som jeg ville være tilfreds med:

  • Under 1.30 (pace 4.16)- det burde være muligt, det havde jeg gjort (på uret) til Runway Night Run tre uger tidligere.
  • Under 1.28 (pace 4.10) – det ville blive hårdt, men guleroden var en forbedring af PR på 30 sekunder. En beskeden forbedring, men dog en forbedring!
  • Under 1.27 (pace 4.07) – Mega hårdt – og reelt ikke et outcome, som jeg tænkte var realistisk.
  • Vi mødtes med Team Tvilling og fik hygget og sludret imens klokken langsomt men sikkert bevægede sig tættere på 11.15. Peter havde ikke travlt, for Team Tvilling skulle først af sted 11.45, så da jeg sagde farvel og god tur, var der stadigvæk en rimelig afslappet stemning i ‘lejren’. Jeg gik ud på startgaden og indfandt mig foran det grønne banner med teksten “Start Group: Below 1.30”. Planen – der egentligt nok havde luret et sted i baghovedet i et par dage – blev tydelig for mig: Løb så længe du kan i 4.05/km – ikke hurtigere – når du ikke kan det længere, så forsøg at holde dig under 4.10/km. Drop de første to depoter, dit medbragte vand skal være væk omkring 8-10 km mærket. Spis en GU chew fra ca. 10 km og hver 2-3 km derefter. Sidst men bestemt ikke mindst acceptér at det kommer til at blive mega hårdt og gøre ondt!

    Tiden til starten lød gik på en og samme gang alt for hurtig og slet ikke hurtig nok. Alt for hurtig fordi jeg overhovedet ikke følte mig klar, alt for langsom fordi jeg nu bare gerne ville i gang. Bang! Startskuddet lød og så var vi i gang. Det gik overraskende nemt med at finde min hastighed. Jeg havde placeret mig lidt foran 1.25 fartholderne, det var egentligt lidt et tilfælde, at jeg endte foran dem, men da jeg endelig kom af sted var jeg glad for det. Der er altid mange, som af en eller anden grund ligger sig lige bag fartholderne i stedet for foran dem, så jeg havde ok med plads. Jeg placerede mig så vidt muligt helt ude til siden, sådan at jeg var mindst muligt i vejen for de hurtigere løbere.

    Den første kilometer forsvandt under fødderne nærmest uden jeg bemærkede det, et tryk på uret markerede første omgang – 4.06! Det var en fin tid. Egentligt ville jeg ikke have markeret for hver kilometer, men det virkede som det rigtige at gøre, så det blev planen. Omkring 2 kilometer mærket kom 1.25 fartholderne forbi mig, helt forventeligt – jeg nærede ingen forhåbninger om en tid under 1.25 længere. Anden kilometer i 4.07 – igen helt igennem godkendt, hellere tage den lidt mere med ro de første par kilometer end at ligge for hårdt ud. Inden længe var Dronning Louises Bro i sigte. Alle der har løbet Copenhagen Marathon eller Copenhagen Half ved, at Dronning Louises Bro betyder et overflødighedshorn af fest og energi leveret på bedste vis af NBRO – og det ry levede de til fulde op til igen i år.

    På den anden side af broen markerede jeg 3. kilometer, og uret kvitterede endnu en gang med en tid – denne gang 4.07. Jeg nåede at tænke, at jeg nu var 1/7-del inde i løbet, inden jeg igen fokuserede på den forestående opgave; at løbe en kilometer. Hvor banalt det end kan lyde, så delte jeg løbet op i 21 bidder af én kilometer, som blev mit fokuspunkt. Om det var energien fra NBRO’s powerzone der gjorde det, ved jeg ikke, men ubevist havde jeg skruet lidt op for tempoet, og den fjerde kilometer blev løbet i 4.00. Det første depot på ruten dukkede op, men det var på ingen måde nødvendigt at gøre holdt. Selvom vejret var godt, så havde jeg ikke behov for væske, så der var stadig rigeligt i flasken i hånden. Jeg havde drukket en god del i løbet af lørdagen og om morgenen – men reflekterede alligevel over den stump af en samtale, som jeg havde overhørt i startgaden: “Når først du er tørstig, så er det for sent at drikke”. Hmm ja det er der jo nok noget om, jeg tog en slurk vand og løbe videre ned af Nørrebrogade.

    5. kilometer! Det føles næsten som 25% gennemført – og da uret sagde 20.2x kunne jeg også konstatere, at det indtil videre så rigtigt fornuftigt ud. Det gav et mentalt boost, klø på Morten, du kan godt forsætte i det her tempo 6-8 kilometer endnu! Pludseligt hørte jeg en velkendt stemme bagfra, der råbte: “Det ser godt ud Morten”. Det var Kristian (der sidste november havde en stor fortjeneste i min hidtil bedste tid på halvmarathon), ved siden af ham løb Thomas, som jeg også kender fra den lokale ‘motionsløber-scene’ i Aalborg. Jeg viste, at Thomas havde et mål på 1.25 – og har fulgt hans målrettede træning fra sidelinjen, så jeg forventede ikke, at jeg ville kunne følge med ham hele vejen. Alligevel besluttede jeg mig for, at forsøge at holde ham indenfor synfeltet så lang tid så muligt. Han kommenterede kækt, at det var os løbere fra Aalborg, der mente vi havde noget at skyde med. Jeg smilede for mig selv og svarede, at jeg udmærket viste, at jeg ikke havde nok at skyde med, men det skulle ikke afholde mig fra at lade som om. Vi løb videre i stilhed de næste par hundrede meter indtil Kristian råbte, at han ville falde tilbage til 1.30, men at vi måtte have en god tur. Jeg ønskede ham i lige måde, og bad ham samle mig op, hvis han fandt mig på vejen. Jeg var stadig meget nervøs for, hvor stor regningen ville ende med at blive. Inderst inde viste jeg jo godt, at jeg lige nu løb over evne.

    Thomas og jeg løb stort set side om side, – men der var ikke tiden og stedet til de store dybe samtaler. Faktisk foregik det i gensidig stilhed, ingen af os havde overskud til at hyggesludre. Lige nu gjaldt det bare om at holde fokus på opgaven. Både 6. og 7. kilometer blev tilbagelagt i 4.01 – lige vel hurtigt, men det motiverede mig at holde mig tæt på Thomas, der virkede til at løbe super jævnt uden udsving. Rutens andet depot lå ved ca. 7,8 kilometer, her greb jeg et glas vand, og hældte det i min flaske – eller rettere nok nærmere halvdelen i flasken og halvdelen ved siden af. Pga. varmen havde jeg besluttet mig for ikke at drikke energidrik ved depoterne. For meget sukker begrænser mængden af væske, som man kan optage – og jo varmere der er, jo højere behov har man som bekendt for væske. Selvom stoppet ved depotet havde været hurtigt, så havde det alligevel kostet en lille smule tid, og uret viste 4.06, da jeg markerede 8. kilometer – stadigvæk en rigtig fin tid. Thomas var kommet en 30-40 meter foran, men stadig indenfor syne, så indtil videre lykkedes det at holde fast.

    I svinget ved Allegade og Frederiksberg Alle lå Telenors powerzone, her burde der være et par kendte ansigter i mængden. Der har sikkert været en masse jeg kender, men på tidspunktet var fokus mest af alt på at løbe, så jeg så ikke umiddelbart nogen. Ca. 150 meter nede af Frederiksberg Alle markerede jeg den 9, kilometer i tiden 3.59 – det var med blandede følelser. Dels var det fedt at have løbet lidt ekstra tid ind, men det begyndte også at blive hårdt at holde kadencen – også selvom Frederiksberg Alle faktisk er 1 kilometer ned af bakke. Thomas lå nu ca. 5 meter foran mig, jeg gav ham et opmuntrende tilråb med på vejen, inden jeg igen lukkede mig inde i min egen bobbel. Det skulle blive sidste gang, at jeg løb tæt nok på, til at mine tilråb ikke forsvandt i mængden.

    Erindringen om Frederiksberg Alle fremstod på mange måder meget mere pompøst end jeg oplevede det. Da Peter og jeg løb her sidste år, var der fyldt med mennesker – både på vejen, men også fortovene var fyldte af heppere. I år var der meget mere albuerum, og jeg var bestemt ikke alene – alligevel føltes det på en måde sådan. Jeg var alene med min kamp, en kamp der efterhånden havde sat sine spor – i hvert fald mentalt. Jeg synes egentligt, at jeg – baseret på hvor udmattet jeg følte mig – burde være på omkring 14-15 kilometer, og reelt havde jeg ikke engang passeret 10. kilometer.

    I bunden af Frederiksberg Alle passerede jeg powerzonen fra ‘Smag på Spanien’, hvor skønne spanske rytmer blandede sig med lyden af løbesko, der ramte jorden. De flerfarvede serpentiner, der hang hen over vejen, vækkede barnet i mig – så Morten 5 år hoppede op og klappede til dem. Det overraskede faktisk mig selv lidt, men samtidig gav det mig også et smil på læben. Jeg løb videre ud på Vesterbrogade, hvor 10. kilometer markeringen stod og lokkede. Halvvejs! Eller i hvert fald tæt på. Uret sagde 40.35 og jeg kunne hurtigt regne ud, at jeg havde hentet 15 sekunder i forhold til et pace på 4.05.

    Jeg begyndte at fantasere om Kalvebod Brygge – ikke fordi det er en speciel spændende del af ruten, men det var i mit hoved et vigtigt punkt. Det var her, at vi ville være mest udsatte for vinden – og selvom det ikke blæste ret meget, så skulle der på nuværende tidspunkt heller ikke meget til at vælte læsset. På Enghavevej lidt før 11 kilometer markeringen var Mikkellers powerzone, hvor Pikachu stod klar med en highfive. Det virkede lige dele skørt og motiverende, men festligt det var det i hvert fald. 11 kilometer markeringen stod som et symbol på, at vi nu var definitivt over halvdelen inde i løbet. 3.59 – endnu en kilometer løbet hurtigere end målet, hvor lang tid mon jeg kan holde den?

    Vi drejede ned af Ingerslevsgade med retning imod Fisketorvet, det var ned af bakke langs banen., Jeg havde held til at spotte Thomas længere fremme, han lignede en mand, der arbejdede koncentreret på opgaven. Jeg ville gerne bilde mig ind, at jeg lignede ham – men sandheden er nok nærmere, at jeg lignede en mand, der ikke helt vil indse, at tanken er ved at være tom. Rutens 3. depot kom til syne længere nede af vejen, og jeg viste at jeg blev nødt til at stoppe og få noget vand i min flaske – eller i hvert fald stoppe og give mig selv et lille mentalt pusterum. Nogle af depoterne tilbød udover vand og energidrik også frugt, jeg snuppede en appelsinbåd i farten og løb af sted. Det havde vel maks taget 8-10 sekunder, og 12. kilometer var den langsomste indtil videre i tiden 4.12.

    Oppe på Dybbølsbro fik jeg flashback til Copenhagen Marathon, hvor jeg overhørte en kort dialog imellem en løber og en tilskuer. Tilskueren havde råbt, at det så skide godt ud, og løberen havde svaret “Tak, men der er stadig lang vej hjem”. Præcis sådan havde jeg det lige nu! Svinget ved Fisketorvet var pakket med mennesker, hvor er det dog bare fantastisk at opleve, hvordan så mange mennesker bakker op om nogle tosser, der er ude og løbe en tur. Nede på Kalvebod Brygge kunne jeg til min tilfredshed konstatere, at vinden ikke var et issue. Vejen er ikke komplet lukket, men dog indsnævret til én vejbane for billisterne. Jeg løb helt ude ved autoværnet og passerede en bil med en knægt på bagsædet, der kiggede meget interesseret på det hele. Jeg vinkede til ham, og han lyste op i et smil og manden på forsædet kvitterede med et vink. Jeg kunne med en vis tilfredshed konstatere, at jeg havde fået sat tempoet op igen, da jeg passerede den 13. kilometer. Endnu en gang viste uret 4.01.

    Den næste kilometer husker jeg ikke meget af, ikke fordi der var noget galt, andet end jeg var træt – den tilbød bare ikke rigtigt noget mindeværdigt. Det var bare tidspunktet at bide tænderne sammen og løbe fokuseret. 14 kilometer og endnu en gang en bid af ruten løbet i tiden 4.01 – jeg havde svært ved at tro det, jeg følte faktisk ikke, at jeg havde løbet så hurtigt. Det er ikke et udtryk for, at jeg ikke løb på grænsen for, hvad der var at give af – det føltes bare ikke fysisk som om, at jeg bevægede mig med knap 15 km/t. Jeg løb og tænkte på, at de hurtigste ville krydse målstregen indenfor få minutter nu, det er næste ikke til at forstå, at man kan løbe så hurtigt!

    Da jeg passerede Det Kongelige Bibliotek, tænkte jeg tilbage på den dag i maj, da jeg netop havde passeret den 40. kilometer og kunne konstatere, at mit mål om at komme ind under 3.10 på marathon var indenfor rækkevidde. Jeg drejede op af Slotsholmsgade og hørte bag mig en råbe: “Det ser godt ud Klingenberg!”. Jeg stak en tommel i vejret, og brugte de næste par hundrede meter på at spekulere på, hvem det mon var? Jeg fandt aldrig ud af det, men hvis du læser med så “Tak for opbakningen!”. Jeg passerede det 4. depot og havde stadig rigeligt med vand i flasken, så jeg valgte at løbe forbi. Der var gået skyer for solen, og temperaturen var dalet et par grader, og nu var der jo kun ca. en halv time igen, så behovet for væske det sidste stykke ville være begrænset.

    Den 15. kilometer blev markeret umiddelbart efter Holmens Bro i tiden 4.08 – ok det var nok også optimistisk at tro på, at jeg kunne blive ved med at løbe i 4.01. De næste par kilometer forbi Kongens Nytorv og videre forbi Kastellet var ren transport – og overlevelse. 16. og 17. kilometer blev tilbagelagt i henholdsvis 4.02 og 4.08 – igen en del af ruten, som jeg stort set ikke kan genkalde mig. Jeg nåede Strandboulevarden og huskede tilbage på sidste års løb, det var ca. her Peter for alvor begyndte at være presset. Det virkede voldsomt bekendt, min krop var ved at være brugt – altså sådan virkelig færdig. Det 5. og sidste deport kom til syne og jeg besluttede mig for, at jeg ville stoppe og fylde flasken med energidrik. Det havde i virkeligheden intet at gøre med et behov for at drikke eller for at få sukker, det var udelukkende for at give mig selv en lille mental pause fra det hele. Det føles bare lidt mere ok at gå, når det er i forbindelse med et depot. Prisen kunne jeg se på uret umiddelbart efter, da den 18. kilometer blev markeret. 4.19 – den absolut langsomste kilometer indtil nu med mere end 10 sekunder. På det tidspunkt betød det lige nøjagtigt ikke en skid – det drejede sig udelukkende om at løbe fornuftigt det sidste stykke. Jeg forsøgte at regne mig frem til min sluttid med udgangspunkt i en splittid på 4.30 de sidste tre kilometer, hurtigere virkede ganske simplet ikke realistisk.

    Jeg blev overhalet af to gutter, der løb pacer for en kvindelig løber, hun var tydeligvis også presset. Den ene fyr sagde: “Lad være med at fokusere på tiden, nu skal vi bare i mål!”. Det råd tog jeg til mig, men glædede mig samtidig over, at min hovedregning havde antydet en ny PB var i sigte, så helt at slippe fokus på tiden var ikke nemt. Benene føltes som bly; tunge og trætte. Pulsen var banket godt op i toppen af zone 4 – ja sådan havde det faktisk været den sidste halve time. Alligevel sagde uret 4.06, da jeg passerede den 19. kilometer – jeg troede ikke helt på det, men det var også lige meget, det eneste, der betød noget, var, at jeg forsat bevægende mig frem ad i løb.

    Da jeg drejede ned af Østerbrogade begyndte der er småregne – ikke meget i starten – men da jeg passerede de farverige flag ved Copenhagen Pride, var det blevet en regulær byge. Jeg forsøge at smile taknemmeligt til de mange trofaste heppere, der enten iklædte sig regnslag eller fandt paraplyer frem og blev ved at klappe og heppe. Jeg kunne se 20. kilometer mærket og kæmpede mig forbi – 4.20. Et minuts tid efter hørte jeg et brag og tænkte for mig selv, at det alligevel var vildt, at 1.25 fartholderne var så langt foran mig. Når fartholderne løber i mål skyder to flammekastere op, så det måtte have været lyden, jeg hørte. Jeg løb imod Trianglen og kunne se Garmins powerzone, jeg kunne næsten ikke overskue tanken om, at jeg skulle rundt om hjørnet og dreje ind i Fælledparken for at komme i mål.

    Regnen pissede ned da jeg drejede ned af Østre Alle, hvor AC/DC blæste ud af højtalerne og blandede sig med lyden af flere hundrede mennesker, der klappede, heppede og festede til trods for regnen. Så fik jeg øje på den – målstregen! Jeg skulle ikke dreje ind i Fælledparken, jeg skulle bare løbe det sidste lige stykke ind i mål. Det var en forløsning uden lige, havde jeg ikke fået øje på målstregen, så havde jeg nok sat tempoet drastisk ned. Den fik det sidste jeg havde i mig, og jeg løb ind over stregen. Jeg var ved at tude i en blanding af udmattelse, glæde og forløsning. Sekundet efter rev et tordenskrald uden lige mig ud af tankerne, lynet slog ned i et træ mindre end 100 meter fra mål, al lyd forsvandt – og himlen åbnede sig over os. Det er svært ikke at tænke tilbage på det ironiske i, at jeg løb over målstregen med AC/DC’s “Thunderstruck” bragende ud af højtalerne – og sekundet efter slog lynet ned og kappede strømen til musikken. Nå ja og den lyd jeg havde troet var 1.25 fartholderne, der kom i mål, var naturligvis ikke flammekasterne, jeg kunne høre men et ordentligt tordenskrald.

    Jeg skyndte mig ind i Fælledparken i jagt på et regnslag og læ for regnen. På vej ind så jeg en løber, der havde stået op af det træ, som lynet slog ned i, ligge på jorden. Selvom der var læ, så havde jeg ikke længere lyst til at stå under træerne i parken. Jeg fandt en plads inde i et af teltene på pladsen, hvor en masse løbere og frivillig stod tæt samlet, og kiggede ud på det surrealistiske vejr, vi var vidne til. Regnen tog – om muligt – endnu mere til, det lynede og bragede lige over hovederne på os, så begyndte det at hagle. Og ikke bare almindelige hagl, de her fra på størrelse med glaskugler der faldt tungt og tæt.

    Der kom så meget vand, at Fælledparken i løbet af kort tid blev omdannet til et stort mudderhul, efter 20-25 minutter stilnede det så småt af. Jeg var begyndt at blive kold, og ville gerne have en tør t-shirt og jakke på. Mine ting lå i teltet ved Team Tvilling, så jeg gik tilbage til Østre Alle bag ved målstregen – eller det vil sige, jeg gik lidt forkert i parken, så fik jokket godt og grundigt rundt i mudder op til anklerne. Ved målstregen troede jeg knap mine egne øje, i hver side løb der en ‘bæk’ ca. 30 cm dyb og ca en meter bred. Inde i Team Tvilling teltet var der en trygget stemning, mange var bekymrede for deres familiemedlemmer og venner i vognene ude på ruten. Det begyndte endeligt at klare op og et kort øjeblik kom solen næsten igennem, de første Team Tvilling løbere begyndte at komme i mål. Over højtalerne blev der annonceret, at pga. begrundet risiko for endnu et uvejr, havde løbsarrangørerne måtte se sig nødsaget til at aflyse løbet.

    Her efterfølgende kan man altid diskutere om det var den rigtige beslutning at aflyse, om det skulle have været besluttet meget tidligere, om løbere ude på ruten skulle have været “fjernet” i stedet for at lade dem løbe i mål. Hvad der er det rigtige, ved jeg ikke – men én ting ved jeg. Jeg tager hatten af i respekt for alle de fantastiske frivillige, der trodsede uvejret og blev ‘på deres poster’ – selv efter løbet var blevet aflyst – for at sørge for, at alle løberne fik en så god mulig oplevelse trods alt. Jeg kipper også med hatten til arrangørrene for at tage en umådelig svær beslutning i en svær situation. Men mest af alt har alle de løbere, der stadig var ude på ruten, da det for alvor blev uvejr, min største respekt for at gennemføre. Mange af dem løb igennem haglbygerne og måtte løbe igennem 20-30 cm vand. De er på alle måder langt sejere – og har vist større mentalt overskud – end alle os, der kom i mål inden uvejret for alvor ramte.

    Jeg behøver næppe sige, at jeg er skide stolt af min præstation til årets CPH Half – det blev et løb, der på mange måder var helt anderledes, end hvad jeg havde forventet. Det er et fantastisk løb, som man helt sikkert bør overveje. Når det så er sagt, så er det ikke et løb, jeg kommer til at løbe igen – i hvert fald ikke, hvor jeg skal løbe efter ny rekord. Man skylder simpelthen sig selv at tage oplevelsen ind og nyde den fantastiske følelse, som det er at deltage i så stort et løb med så stor tilskuer opbakning. Det havde jeg ikke overskud til i år, og det fortryder jeg faktisk en lille smule – men på den anden side, så føles det jo godt, at have sat en god tid. Specielt når nu Sparta har lovet, at de i forlængelse af deres “Big Four” koncept vil gøre det muligt, at se ens samlede placering for Copenhagen Marathon og CPH Half for alle os, der ikke dyrker halve og hele Iron man. Spartas repræsentant og jeg havde desværre misforstået hinanden, og det ser alligevel ikke ud til, at det bliver muligt lige med det første. Jeg håber, at de kan levere en liste med løbere fra hvert event, så vil jeg nemlig gerne hjælpe med at udarbejde en rangliste. Med min nye PR i tiden 1.26.08 og min PR fra Copenhagen Marathon ligger jeg nu på en samlet tid på 4.32.13 – det er jeg i al beskedenhed rigtigt godt tilfreds med!

    Én kommentar

    Skriv et svar