Sådan lokker du løbetossen væk fra asfaltens trygge rammer!

Vi drenge er nemme at lokke med til noget, vi ellers normalt er fornuftige nok til ikke at gøre. Som børn skulle der ikke mere end et: “Du kan/tør ikke!” til. Klip til næste scene, hvor Morten står på den højeste rampe i skaterhallen. Nøj den sætning har kostet mange hudafskrabninger og forstuvede håndled igennem min barndom/teenagesår. Hos de fleste af os vinder fornuften dog oftere og oftere, i takt med at vi bliver ældre. Men tag ikke fejl, vi kan sagtens lokkes – det er bare et spørgsmål om at servere maddingen rigtigt! Normalt anser jeg mig selv for at være en relativt ‘fornuftig ung mand’, som mine bedsteforældres generation ville have sagt. Men så er det lige det her med løb, hvor jeg er utrolig nem og bliver ‘lokket’ af en indre stemme, der siger: “Kunne det ikke bare være mega fedt at gennemføre det her. Ja jeg ved godt, du måske ikke er helt klar, men så løber du bare lidt langsommere, så går det nok!” Klip til næste scene, hvor Morten melder sig til et ultra trail løb om mindre end en måned!

Jeg er den type løber, der tilbagelægger et par tusind kilometer om året på asfalt – til stor forundring for mange løbere i min omgangskreds for det jo kedeligt og monotont. Og ja det er sgu ikke altid lige motiverende at løbe på asfalt, men det har fungeret for mig, fordi mine træningspas har været meget varierende takket være træningsplanerne fra Hechmann. Men det er ikke hele historien, der en faktisk en anden – og måske mere irrationel – grund. Når det kommer til trail løb, så er der mange flere parametre end ved almindelige asfaltløb, som kan påvirke resultatet. Der kan være flere højdemeter, mere mudder, en mere teknisk rute osv. Det gør det svært for mig at sætte et realistisk mål, men også at sammenligne mine resultater – både i forhold til andre, men i endnu højere grad overfor mig selv på tværs af løb. Og det er jo ingen hemmelighed, at jeg er meget styret af mine mål. Men hvad er det så, der kan lokke en asfalt-løbetosse ud af – eller måske nærmere ind i – busken? Det er faktisk uhyre simpelt: 1. Fang min opmærksomhed. 2. Pir min nysgerrighed. 3. Sig at jeg ikke kan/tør tage udfordringen op! Jeg sagde jo, at jeg var nem, når det kom til løb ikke 🙂

Juleløbet Skamling ramte plet på alle tre områder. Fortæl mig, at løbet er blevet inspireret af det ikoniske “The Barkley Marathons“, så har du i hvert fald min opmærksomhed! Nu sidder du måske og tænker: “Burde jeg vide hvad “The Barkley Marathons” er?” Tjah hvis du ikke gør – og har adgang til en Netflix konto – så har du i fald halvanden times fantastisk underholdning til gode, også selvom du ikke er en fuldblods løbetosse! Dernæst: Lav tilmeldingsproceduren til et event i sig selv – og fortæl at alle deltagere bliver screenet inden tilmelding, så bliver jeg for alvor nysgerrig. Og sidst men ikke mindst, når selve løbets indhold er omgærdet af hemmeligheder, så hverken rute, distance eller starttidspunkt er oplyst. Ja så virker det næsten som om arrangørerne siger: “Kom nu Morten, du tør ikke, når du ikke kender detaljerne!”

Min gode kammerart og løbemakker Peter elsker at løbe trail (Og løber vel egentligt mest af alt asfalt af nød), men bortset fra det, så ligner vi meget hinanden. Ganske som forventet var han hooked på den helt igennem ufornuftige ide at deltage i et 50-60 km trail løb i ukendt terræn, da jeg sendte ham linket til løbet. Så efter en kort dialog kastede vi os over den første forhindring: At finde frem til ansøgningsformularen, så vi kunne melde vores interesse – og forhåbentligt blive godkendt til det videre forløb. Et par dage efter lå der en mail i indbakken med en ordlyd, der tydeligt var inspireret af “The Letter of Condolences” fra The Barkley Marathons: “Det er med stor beklagelse, at vi må meddele dig, at du hermed er blevet udvalgt til at blive udsat for Julemændene på Skamlings store Nisseaspiranttest d. 10.12.17.”

Så er der ingen vej tilbage, jeg er blevet godkendt til at deltage! Det må vel betyde, at de ud fra mine løbsmeritter vurderer, at jeg kan klare det. Eller har de? Måske er jeg løbets “The Human Sacrifice“! En løber der reelt ikke har noget berettigelse i løbet, men hvis deltagelse med garanti vil byde på (ufrivillig) underholdning. Tvivlen ramte mig for en stund, da jeg sad og reflekterende over, at vi forventer at være i gang i 6-7 timer – potentielt i knæhøjt sne – i et terræn som jeg ikke er vant til at løbe i. Det har potentiale til at blive en helt unik oplevelse, men der er heller ingen tvivl om, at jeg kommer til at blive udfordret – ganske sikkert mere end jeg hidtil har været. Og når jeg tænker på det på den måde, så forsvinder al tvivl – for det er jo netop derfor, jeg løber. For at finde mine grænser – og flytte dem!

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar