Ultratrail – når “DNF” er ikke en mulighed!

Det er dagen før dagen, men selvom vi er i december, så er det ikke juleaften, der fylder i min bevidsthed. Det er dagen før dagen, hvor jeg – i selskab af mine gode løbemakker Peter – begiver mig ud på endnu en “lille” løbetur. I morgen kl. ?? – lyder starten til “Juleløbet Skamling – Det Ægte Juleeventyr“. Vi kender endnu ikke alle detaljerne om, hvad der venter os, men lidt ved vi da: Vi skal løbe 50-60 km trail løb (ca. 10% asfalt) omkring Skamlingsbanken. Der er mulighed for at have en dropbag efter 25-30 km, hvor vi kommer omkring start/mål området, og der er en maks tid på 8.30 time. Joh vi skal skam nok nå at blive trætte, når vi er færdige med – hvad vi forventer bliver – vores hårdeste løb til dato!

Den sidste måneds tid har jeg forsøg at forberede mig på, at spring ud som trail-løber sådan for alvor. Det er jo begrænset hvor meget erfaring, man kan nå at få sig på en måned, men det er da blevet til nogle ture i både Lundby Bakker og Rold Skov. Den vigtigste læring jeg har fået er – og det viste jeg jo egentligt godt – at man skal glemme alle holdninger til pace og gennemførselstid. I Oktober sprang jeg spontant på Pandelampeløbet i Lundby Bakker. Et halvmarathon om natten med ca. 650 højdemeter – og jeg skal da lige hilse at sige, at jeg blev sat til vægs. Det tog mig 2 timer og 8 minutter at gennemføre – altså ca. 40 minutter længere end til CPH Half. Da jeg endelig var kommet i mål bemærkede jeg for mig selv, at jeg var glad for, at jeg ikke var en af dem, der havde meldt sig til en fuld marathon. Men i morgen er det mig, der skal løbe den helt lange trail distance – det kan godt virke en lille smule angstprovokerende!

Som så ofte før op til et løb har jeg i de seneste dage formegentligt stået for en stor andel af trafikken på dmi.dk. Vejrudsigten er blevet tjekket mange gange, og overvejelserne i forhold til påklædning har været mange – og skiftende undervejs. Vi forventer at være i gang i mindst 6-8 timer, og har en ide/håb om, at det er en 25-30 km rundstrækning, der skal gennemføres to gang – det stemmer nogenlunde overens med den information, vi har på nuværende tidspunkt. Det betyder, at vi skal være selvforsynende i en 3-4 timer, og jeg vil meget nødig stå med 10 km hjem på første omgang og pisfryse, fordi jeg har taget for lidt tøj på. Jeg har købt en Salomon ADV Skin 12 vest, som uden problemet kan indeholde en ekstra jakke og trøje – og naturligvis det vand og energi, som måtte være nødvendigt. Så planen er at have en ekstra vandtæt jakke og en trøje med i den – og så ellers have et par lag, så jeg kan justere varmen efter behov. Specielt mit base layer fra Aclima, er jeg svært begejstret for, den er super lækker – også selvom den bliver våd. I min dropbag er der næsten skiftetøj fra inderst til yderst, så må vi se hvor meget af det, der bliver behov for – forhåbentligt har jeg taget alt for meget med.

Men nu er der ikke meget tilbage at gøre, end at slappe af de sidste par timer – og vente på at den sidste information lander i mailen – inden det er tidligt i seng og se om man kan få en god nats søvn. I morgen gælder det – og der er ét primært mål: At gennemføre – og i øvrigt være fløjtende ligeglad med om det bliver som den sidste løber med en time op til den næste. I morgen handler om at komme ud og finde en grænse. Finde den så jeg næste gang kan flytte den en lille smule, og når vi i morgen løber af sted, så er det med én klar holdning til løbet som helhed: DNF – Did Not Finish – er ikke en mulighed! Jeg vil forsøge at opdatere Facebook/Lobetosset.dk med lidt video og status undervejs. Så kig forbi og smid gerne en kommentar.

Én kommentar

  1. […] at løbe i mål og kunne sige, at vi havde gennemført – som jeg skrev inden løbet, så var DNF ikke en mulighed, heller ikke selvom jeg havde tanker omkring det undervejs! Arrangørerne spurgte efter siderne fra […]

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.