Nu som ultranisse!

Lørdagens vigtigste information meldte sin ankomst under aftensmaden med en stille vibration på uret. “Kære Ultranisse, Så er det lige om lidt vi skal mødes til årets vildeste (jule)ultraløb. Vi mødes kl. 05.30 med race start kl. 06.00”. Avs det var tidligere end forventet! Cut-off time var oplyst til 8½ time og afslutning kl. 15.30, så jeg regnede med, at vi skulle starte kl. 07.00 – men med et løb, der er inspireret af “The Barkley Marathons”, skal man ikke tage noget for givet. Det blev heller ikke sidste gang denne weekend, hvor arrangørerne overraskede os. Juleløbet Skamling – Det Ægte Juleeventyr er overstået, Peter og jeg kom igennem og kan nu bryste os af titlen som ‘Ultranisser’!

Jeg hentede Peter ved toget omkring kl. 21 og vi kørte retur til mine forældre, der bor ca. 45 minutter fra Kolding. Starttidspunktet betød, at alarmen ville komme til at ringe et sted imellem kl. “hvorfor gør du det her” og kl. “der er stadig mere end fire timer til solen står op din tosse“. Normalt spiser jeg 2½-3 timer før start, men der må altså være grænser – selv når det kommer til løb, så alarmen blev sat til 03.45. Vi drak en enkelt øl og sludrede lidt, inden det var tid til at hoppe under dynen, så vi kunne være friske til, hvad vi forventede ville blive en lang, hård dag.

Vi ankom til Skamlingshallen og gik ind for at hilse på de øvrige løbere, der åbenbart var lige så tossede som os – nogle af dem nok lidt mindre tossede, da de rent faktisk havde noget erfaring med ultra trial løb! Vi fik sat vores dropbags med ekstra tøj, energi og snacks, så de var klar til, at vi kom retur efter 25-30 km. Jeg skyndte mig en hurtig tur på toilettet, og vi gik ind i bussen, der skulle køre os til vores ukendte startpunkt. Stemningen i bussen var på en og samme gang både afslappet og anspændt. Peter og jeg var ankommet lidt sent pga. snefyldte veje, så vi brugte tiden på at tjekke det hele en sidste gang, så vi var klar, når vi kom frem. Jeg var i tvivl om, at de havde glemt at give os et kort over ruten, men nej de øvrige havde heller ikke hørt noget omkring ruten – det var tydeligt at arrangørerne ville holde kortene (tøhø) tæt til kroppen indtil det sidste.

Vi blev sat af ved Koldinghus, og den sidste spænding blev udløst; vi fik udleveret kortet over ruten. Vi skulle løbe en tur rundt om Koldinghus, hvor vi ville finde den første bog og rive den side ud, som passede på vores startnummer – 218 og 220 for Peters og mit vedkommende. Herefter ud af Kolding langs åen og videre ud af fjorden. Hele vejen rundt langs vandet ned til Grønninghoved, her ville vi støde til 10,5 km ruten, hvor vi skulle løbe op til hallen og herefter 2 omgange på ruten. Vi viste altså, at når vi ankom til hallen havde vi “kun” en halvmarathon igen, men det var svært at vurdere hvor langt der var indtil vi nåede dertil. På vejen til Grønninghoved ville der ligge i alt 5 bøger, som vi – fuldstændig som i “The Barkley Marathons” – skulle rive vores respektive sider ud af som bevis på, at vi havde været ved dem. Da løbet ikke var tænkt som et decideret orienteringsløb, så var posterne placeret, så de var nemme at finde ude på små odder langs vandet – men vejen til dem skulle vise sig at være alt andet end ligetil.

Kl. 06.10 blev vi sendt af sted og løb i samlet flok rundt om Koldinghus, hvor vi fandt den første bog. De første fem løbere var hurtigt videre. Peter og jeg blev enige om, at vi ville løbe op til dem, så vi var sikker på at komme ud af Kolding den rigtige vej. Efter er par kilometer trak de første to fra, vi lå allerede for hurtigt i forhold til vores udgangspunkt, så vi blev enige om, at lade dem løbe og så ellers fokusere på vores eget løb – vi havde ingen forhåbninger om andet end at gennemføre alligevel. Efter knap 6 kilometer drejede stien vi løb af ind i landet og sammen med 2 andre løbere – Ole og Jesper – blev vi enige om at forsøge os nede ved stranden i stedet. Se når man er opvokset i Vestjylland, så kan man godt være lidt forvænt i forhold til, at en strand i overvejende grad består af hvidt sand – det kan jeg afsløre ikke er tilfældet i Kolding fjord. Der gik ikke længe, inden vi opgav vores forehavende nede i vandkanten, hvor stranden nærmest ikke eksisterede imellem ankeldybt vand og stejle skrænter. Vi forsøgte os i stedet os med at komme igennem skoven et lille stykke længere inde i landet, det havde dog sine egne udfordringer, da den i overvejende grad bestod af brombærbuskads, stejle skråninger og tæt-stående træer. Det gik ikke hurtigt – og vi endte alligevel med at måtte løbe igennem vand op til midt på læggen i Koldings fjords kolde vand. Nøj det var koldt – og som om det ikke var nok, så lykkedes det mig at tabe min pandelampe i vandet.

Efter knap 8 kilometer mente vi bestemt, at have fundet den anden bog, de skulle være markeret med en nissehue på en pind – og det var lige hvad der hang ude for enden af en lille bro. Men ak nej det var desværre bare en rød vimpel, der hang dovent ned fra en flagstang! Det betød også, at bogen måtte ligge bag ved os, heldigvis viste det sig ikke at være længere end 300 meter retur ud på en odde, hvor vi jo egentligt også havde fået af vide, at de ville være placeret. Vi fandt bogen og rev vores sider ud, her kunne jeg konstatere, at det allerede var lykkedes mig at smide Peters og min egen side fra første bog væk inde i buskadset. Skidt pyt den var jo lige ved starten – og der var sågar taget billeder af os, der rev siderne ud, så mon ikke det ville gå alligevel. Tre manglende sider i bogen fortalte os, at der var tre løbere foran, der havde fundet frem til bogen før os – og for længst var løbe videre.

Vi vurderede at stranden var den letteste vej videre, den var bred nok til at vi ikke skulle løbe i vandet, men til gengæld var der forsat masser af tang og store, glatte sten, så man skulle være opmærksom på, hvor man løb. Det var jeg ikke et kort øjeblik, og da jeg satte foden på en stor, flad og yderst glat sten netop som stranden svingede en anelse forsvandt benene under mig, og jeg faldt på det ganske utilgivelige underlag. Wow det gjorde ondt hele vejen fra ankel til hofte, men det var ikke tidspunktet til at stoppe op – dels ville Peter og jeg komme til at løbe alene herfra, og dels var det ikke en tillokkende tanke at stå blive alt for kold. Vi havde absolut ingen ide om hvor lang tid der ville gå, før vi var tilbage ved vores dropbag, men indtil videre havde vi brugt i omegnen af 1 timer og 20 minutter på at tilbagelægge knap 10 kilometer.

Bortset fra mit styrt gik vejen til den tredje bog fint, og efter 1½ time kunne vi rive endnu en side ud af en bog. Denne gang var vi de første til at nå frem til bogen, og der var stadig ingen andre løbere at se – og vi havde ikke overhalet nogen, så de andre måtte have valgt en anden strategi. Det gav et lille boost til moralen, selvom vi ikke løb efter andet end at gennemføre, så er det rart at vide, at de valg omkring ruten vi havde taget var fornuftige nok. Efter at have været i gang i halvanden time, var det på tide at få lidt energi indenbords. Jeg viste med mig selv, at chews og gels ville være alt for kedelige i længden, så jeg havde op til løbet forhørt mig lidt i ultra-kredse hvad andre løbere brugte, specielt i forhold til at holde sulten fra døren. Det er lidt af en Pandoras æske at åbne, og svarene svinger lige fra at man ikke behøver noget, til boller med Nutella til en god sort Porter. I blandt rådene var der et, som gik rent ind; små stykker salami. Så da vi dagen før havde været en tur over grænsen havde jeg fået provianteret godt med snack-salami. Jeg snuppede en da vi gjorde holdt ved bogen og skyllede den ned med en tår vand. Vi forsatte af stranden, der efterhånden havde skiftet karakter. Hvor den tidligere mest havde bestået af sand og tang bestod den nu mest af alt af halvstore sten, efter ganske kort tid kunne vi se fakler ude i horisonten. Det måtte betyde, at vi var på rette vej.

Arrangørerne stod og heppede på os ved fjerde bog, der lå på en af de mere fremkommelige steder. Vi havde åbenbart ikke lært af det sidste gang, så vi var endnu en gang på vej ud på en lille bro, for at lede efter bogen – vi fandt den i stedet ude på odden, ingen stor overraskelse der. Denne morgen blæste det fra syd, så indtil nu havde vi løbet overvejende i læ fra vinden og med sneen dalende nogenlunde stille ned. Det var slut nu, vi var kommet ud af Kolding fjord og skulle nu løbe mod syd-øst med vinden skrå ind fra siden – og i takt med at solopgangen kom tættere på slog sneen over i våd og træls slud. Der blev ikke snakket meget længere, Ole var løbet lidt fra os, men Peter, Jesper og jeg forsatte sammen. Det begyndte at blive hårdt, specielt mine fodled og ankler synes jeg at kunne mærke alt for meget til – oven i det så synes jeg, at jeg havde svært ved helt at holde varmen. Efter lidt over 17 km kom der en lille forløsning i form af en skov, hvor vi kunne komme ud af den værste vind. Det gav et lille mentalt boost, desværre varede det kun nogle hundrede meter inden vi igen måtte ned på stranden og løbe. Efter 20 kilometer kom vi til bog nummer fem og kunne endnu en gang konstatere, at der ikke havde været andre forbi bogen – det regnede vi heller ikke med, da vi havde løbet den lige vej de sidste seks kilometer i lidt under 6 min/km. Humøret var forsat højt og jeg benyttede pausen til lige at lave en lille opdatering inden vi løb videre.

Herfra blev det hårdt og træls, og jeg ramte en dårlig cirkel. Ved den femte bog drejede kysten rundt og vi løb nu syd-vest. Stranden var ganske frygtelig at løbe på, store glatte sten over alt, nogle af dem dækket med bunker af blødt tang og enkelte steder lerjord, der satte sig fast under skoene. Ole var løbet fra bog nummer fem lidt før os andre, så han lå nogle hundrede meter foran os. Jeg tror konkurrencegenet i Peter satte ind, for han øgede tempo, som ville han indhente Ole – eller sådan føltes det i hvert fald for mig. Jeg var våd, kold og træt af underlaget, der gjorde det umuligt for mig, at finde en god løberytme. Jeg sagde til Peter, at jeg ikke kunne blive ved med at holde tempoet, men løb alligevel videre. Nogle gange hjælper det at få råbt “RØV” og så ellers komme videre, det her var en af de gange.

Tanken om en dropbag i hallen med tørt tøj var meget tillokkende efterhånden, det kunne være lækkert hvis vi snart kunne komme ud af vinden og få løbet lidt varme i kroppen! Efter ca. 25 kilometer og lidt over tre timer fandt vi bog nummer seks. Ingen af os havde lyst til at stå i vinden og blive kolde, så vi løb hurtigt videre. Jeg konstaterede, at vi i hvert fald ville ende på den anden side af 30 kilometer, inden vi nåede hallen og vores dropbags. Det var reelt set lige meget om det var ved 33 eller 37 kilometer, vi kunne ikke gøre hverken fra eller til i forhold til vejret, underlaget eller det faktum at vi var begyndte at blive trætte efter mere end 3 timers løb. Så vi gjorde, det eneste vi kunne; vi løb videre! Kort efter nåede vi til endnu et pejlemærke; Solkær Å. Vi havde fået af vide, at der var en bro, men vi naturligvis også var velkommen til at vade over. Vandet ville gå os ca. til brystet. det virkede på ingen måde tillokkende, og broen var nærmest ikke en omvej, så det var en nemt valg – også selvom vi efterhånden var gennemblødte i forvejen af regn og slud.

Verden var ved at være en ret ondt sted at være for stakkels mig – sådan følte jeg det i hvert fald. Men Peter fik løftet humøret hos mig med én enkelt sætning; “Ved næste bog er depotet og vi drejer ind i landet!”. I farten havde jeg regnet forkert/læst kortet forkert, og troede at vi stadig havde en bog mere på stranden – og dermed en 8-10 kilometer mere i modvind. Det var ikke tilfældet og som om det ikke var nok, så begyndte stranden så småt at være mere fremkommelig. Så med en nyfunden energi og et underlagt, der endelig begyndte at være en smule mere afslappende at løbe på, fandt jeg rytmen igen. Vi kom ind på asfaltveje og blev passeret af nogle af de hurtige løbere på halvmarathon, der var på deres første af to omgange. Der blev virkelig givet gas, men de havde jo selvfølgelig heler ikke knap 30 kilometer og over 3½ time i benene. Endelig ramte vi depotet – og hvilket udsøgt fornøjelse det var, at få skænket et krus varm solbærsaft. Jeg tror ikke, at der var mange ting i verden, der ville have givet mig lidt så stor glæde på det tidspunkt. Vi gav os selv lov til at hold et lille hvil og fejre, at stranden var et overstået kapitel, bog nummer syv lå få meter fra depotet, vi rev vores sider ud og løb videre. Indtil nu havde ruten været hård pga. underlaget, men der havde ikke været mange højdemeter, vi viste dog, at der ville være en god sjat på det sidste stykke.

Jesper havde undervejs nævnt, at halvmarathon ruten sidste år var rimelig hård, så det var en god ide at forberede sig på de hårde stigninger, når først vi kom ind på den. Og jeg skal da ellers lige love for, at arrangørerne ikke havde været nærrige med bakker på det sidste stykke! Vi havde fra start aftalt, at så snart der var nogle stigninger, der virkede lange og hårde, så ville vi ned og gå for at spare energi. Kort efter depotet kom vi til den første bakke, hvor vi løb den første halve kilometer og derefter gik til hvor vi drejede ind i skoven, hvor det fladede ud. Ole og Jesper, der var løbet fra depotet lidt før os, kunne ses nogle hundrede meter længere fremme, så vi satte i løb igen. Det var tydeligt på landskabet at se, at vi skulle opad, og ganske rigtigt da vi drejede om hjørnet, så vi den; en modbydelig lang bakke, der gik opad og opad – og opad! Jeg kunne overhovedet ikke overskue, at skulle løbe op paf den, så sagde til Peter, at det altså blev i gang til toppen! Efter et par kilometer i skiftevis løb og gang kom vi til toppen, herfra gik det ned af bakke imod hallen og vores dropbag. Det var en dejlig tanke, at kunne komme i noget tørt tøj, ikke mindst at få nogle tørre strømper på! Efter 35 kilometer løb vi ind i hallen, der var fyldt af løbere i gang med opvarmning til 6,5 og 10,5 kilometer ruterne.

Inde i dropzonen skiftede jeg hurtigt ud af t-shirt og jakke og fik en tør langærmet t-shirt på og min hvide tynde jakke. Jeg beholdte mit baselayer fra Aclima inderst, da det virker fantastisk – også selvom det er vådt. Det lignede ikke, at vi ville blive udsat for specielt meget vind på resten af ruten, så det burde ikke være et problem at holde varmen selvom jakken var tyndere end den anden. Jeg overvejede at skifte mine tights, men besluttede mig for, at det var lige meget. Så var der bare lige det med strømperne. Jeg havde håbet, at mine uldstrømper ville være varme nok, selvom de blev våde, så jeg havde kun nogle syntetiske med som back-up. Jeg spurgte en af arrangørerne, om jeg mon kunne få det par, som skulle være i vores goodie bag på forhånd. Vupti få sekunder efter havde jeg et sæt dejlig varme – og ikke mindst tørre – strømper klar til at varme fødderne. Vi vekslede et par ord med Jesper inden han løb ud på ruten. Lige nu virkede det faktisk meget tillokkende bare at blive inde i hallens varme, og jeg skal da indrømme, at vi nok kunne have været hurtigere ude på ruten, end det var tilfældet. Jeg puttede lidt ekstra salami og snacks i vesten, og drak en halv hvid cult. Jeg har et (meget) svagt punkt for hvide cult, så det var ren og skær belønning for min præstation indtil nu. Efter et kvarters tid løb vi af sted ud på den første af de to omgange, der skulle tilbagelægges, inden vi endelig ville være i mål.

Humøret var steget flere grader, og vi var ved rigtigt godt mod, da vi løb af sted. Børneløbet var skudt i gang få minutter før, vi løb fra hallen, så der var masser mennesker ude på ruten, men vi tog det stille og roligt. Efter ca. en kilometer blev vi i tvivl, om vi var løbet rigtigt, godt nok var der mange løbere, men det var kun voksne og deres børn. Vi konsulterede kortet, men enten var den mentale kapacitet ikke til at læse kort, eller også var det bare utydeligt for os, så vi endte med at forhøre os hos depotet på – hvad der gangske rigtigt viste sig at være børneruten, der ingen sammenfald havde med vores rute. Øv det var da dumt, men der var ikke andet for, end at løbe rundt og retur til hallen og se om vi kunne finde ind på vores rute. Det tog lige toppen af humøret, godt nok var det kun 2 kilometer, men det betød jo alt andet end lige, at vi kom i mål det senere. Vi fandt ind på ruten og trøstede os med, at vi kun skulle over hver stigning, vi passerede, én gang mere. Inde på ruten gik der ikke lang tid inden vi mødt den første stigning, som vi besluttede os for at gå op af. Normalt ville jeg ikke så meget som overveje at gå op af en stigning som den, men trætheden var begyndt at sætte sine spor – og vi havde jo trods alt lidt vej hjem endnu. Efter knap 40 kilometer nåede vi til det ikoniske mindesmærke på Skamlingsbanken, vi blev enige om, at det var på tide med en lille opdatering, inden vi forsatte.

Fra Skamlingsbanken gik det ned af bakke imod stranden. Det sidste stykke var på en fornuftig sti, så den fik lidt mere gas, end vi havde gjort i lang tid. Det føltes godt at få lidt fart tilbage i benene og rent faktisk føle, at man kom tættere på mål i et rimeligt tempo. Men vi viste jo også godt hvad der ventede i bunden; først en kilometer langs stranden, så depotet med den dejlige varme solbærsaft og bogen – og så inden længe den modbydelige stigning for anden gang! For en stund fokuserede vi på, at vi lige om lidt ville nå vores første trail marathon, det var lidt af en sejr – og det føltes skide godt! Herfra fokus på depotet om nogle hundrede meter, hvor vi kunne få et krus varm solbærsaft – og naturligvis rive vores side ud af bog nummer 8. Nu kendte vi resten af ruten og havde derfor snakket lidt om, hvor det kunne betale sig at løbe, og hvor vi bare ville gå i et raskt tempo.

Vi gik den næste kilometer op til skoven, hvor det fladede lidt ud. Herefter tankede vi lidt selvtillid da vi løb, hvad vi bestemt mente var det meste af en kilometer, inden vi ramte stigningen. Jeg sagde det aldrig til Peter, men jeg havde på det her tidspunkt seriøse overvejelser om bare at stoppe, når vi nåede hallen. Det var demotiverende at skulle gå så meget, men der var ikke meget energi tilbage, så at løbe op af bakke var ikke en mulighed. Peter var helt klart den af os, der havde mest overskud, og han er en bedre løber i terræn end mig. Jeg sagde til ham, at han gerne måtte løbe af sted, hvis han havde overskuddet og lysten – det ville han dog ikke, nu havde vi aftalt at løbe sammen, så var det det, vi gjorde! Selvom jeg virkelig mente, at han gerne måtte løbe af sted, så satte jeg pris på, at han ikke gjorde det. Imens vi gik i raskt tempo, begyndte vi at indhente nogle af de sidste løbere på halvmarathon distancen, der også måtte kapitulere og gå. Det gav et lille boost til humøret, og vi kom op på asfaltvejen, hvor vi drejede ned imod hallen. Så var der kun én omgang tilbage.

Peter, der havde haft smerter i hoften de sidste mange kilometer, ville lige snuppe noget smertestillende i hallen, inden vi løb ud på sidste omgang. Jeg fyldte min ene soft flask med vand ved mål, og vi løb af sted igen. Nu var det absolut sidste gang, vi skulle forbi hvert eneste træ, sten, op- og nedløb – det var en god tanke! De sidste løbere på halvmarathon var på vej ind i hallen da vi forlod hallen, nu havde vi stort set hele ruten for os selv – ikke at det gjorde nogen stor forskel, da vi overvejende havde løbet alene fra vi forlod stranden. Efter et par kilometer tjekkede jeg i ren refleks, at jeg stadig havde kortet, hvor siderne fra bøgerne også lå. Men det var ingen steder at finde – pokkers også! Vi blev enige om, at den måtte være faldet ud, da jeg fyldte min flaske i hallen, men at det var lige meget nu. Det handlede ikke længere om bøger, det handlede udelukkende om at gennemføre – og uanset hvad, så viste vi, at vi havde været ved alle bøgerne. Ca. 20 minutter efter vi var løbet fra hallen, passerede vi mindesmærket på Skamlingsbanken for anden gang, denne gang løb vi videre ned af bakken, hvor børnene stadig kælkede. Underlaget var efterhånden blevet kælket super glat og jeg endte med at glide det sidste stykke på røven, jeg ænsede nærmest ikke, at mine tights blev våde.

De sidste 10-15 kilometer havde jeg haft ondt i fødderne, men det begyndte efterhånden blive mere intenst – ikke så meget når jeg gik, men specielt når jeg løb. Det generede mig, for lige nu var benene faktisk ok, men hvert eneste skridt gjorde ondt i svangen. Jeg bed smerterne i mig og løb videre, Når nu det endelig gik nedad, var det jo med at udnytte det. Inden længe var vi nede ved stranden, og snart kunne vi nyde endnu et krus varm solbærsaft – dejligt at vi nåede det inden lukketid. Den 9. og sidste bogs sider blev revet ud, og vi begav os retur imod hallen. Der var ikke meget energi tilbage i kroppen, og vi aftalte, at vi kunne løbe nogle små strækninger, men først for alvor ville løbe et længere stykke, når vi kom op på asfaltvejen. Vi gik op af den lange, hårde bakke kun afbrudt af enkelte kortere løbepas. Vi gik og snakkede lidt om, hvilken fantastisk oplevelse, det havde været – og hvor trætte vi var ved at være. Asfaltvejen kom tættere på og vi satte i løb, lige meget hvor trætte og udkørte vi var, så skulle det sidste kilometer løbes – og det føltes faktisk fantastisk.

Det var en forløsning endelig at løbe i mål og kunne sige, at vi havde gennemført – som jeg skrev inden løbet, så var DNF ikke en mulighed, heller ikke selvom jeg havde tanker omkring det undervejs! Arrangørerne spurgte efter siderne fra bøgerne, og jeg måtte jo krybe til bekendelse og sige, at vi desværre havde mistet dem – og at vi havde holdt øje med på dem på sidste omgang uden held. Det gjorde ikke noget, de var vist ikke i tvivl om, at vi havde fået så hatten passede – og havde fået tilpas med kilometer i benene. Nu var vi endelig i mål, og jeg trængte til at sidde ned, der var arrangeret lækker chili con carne, som Peter nærmest kastede sig over. Min begejstring var omkring maden var til at overse, ikke at den ikke smagte godt, for det gjorde den – og bestemt ikke fordi jeg ikke efterhånden trængte til noget mad. Men jeg har det ofte sådan, når jeg har været ude og løbe virkeligt langt, at jeg ikke rigtigt er sulten eller kan overskue at spise noget. Jeg spiste lidt og gav resten til Dorte, der havde stået og taget imod os, da vi kom i mål.

Det kan næste lyde helt elitært at løbe ultraløb, men sandheden er, at det er alt andet end det. Det var en fantastisk oplevelse at løbe ud i mørket en kold december morgen og mærke det sammenhold og kammeratskab, som der tydeligvis er blandt ultraløbere. Stemningen var hele vejen igennem afslappet og hyggeligt – og helt nede på jorden, ja man fristes vel næsten til at sige, at det var ‘godt jysk’ i orderts allerbedste betydning!

Så er det store spørgsmål jo, om jeg vender tilbage næste år? Det ved jeg ikke endnu, planen for mit løbeår 2018 er ikke på plads endnu, men hvis jeg ikke gør, så har det intet med løbet eller des afvikling at gøre. Det var på alle måder et veltilrettelagt løb, der til fulde levede op til alle de forventninger, som jeg havde – og som der imellem linjerne var stille op igennem den uortodokse tilmeldingsprocedure. Der er ingen tvivl om, at hvis arrangørerne vil det, så har de en rigtig god platform til at lave et unikt løb, som bestemt har sin berettigelse i et land, der ellers bugner af løb i alle afskygninger. Uanset om jeg deltager næste år eller ej, så vil jeg holde øje med hvilke nye spændende elementer, der kommer til. For skal løbet forsat være et ‘mini Barkley’ – og det håber jeg virkeligt at det skal – så skal der være nye overraskelser næste år, så de 9 ultranisser fra i år ikke får det alt for let.

Da vi var ude på ruten snakkede vi om, at det her ultra lige pludseligt ikke virkede så pokkers tillokkende længere. Jeg følte mig i hvert fald ret overbevist om, at jeg ville revurdere mine planer om at begynde at løbe mere af det. Det er nok ikke helt forkert, men jeg ved også godt med mig selv, at det ikke er det samme, som at jeg ikke kommer til at løbe et ultra (trail) igen – for det gør jeg jo med stor sandsynlighed! Men det har sat lidt perspektiv på, at hvis jeg vil til at løbe mere ultra, som jo ofte er trailløb i et eller andet omfang – så skal jeg investere tiden i det. Her en uge efter virker valget nemt, hop på ultratoget og nyd turen – for den følelse, da jeg kom i mål for en uge siden, er svær at overgå. Men sådan har jeg jo også haft det før, så hvem ved måske jeg igen i en øjebliks kådhed tilmelder mig et ultraløb, som jeg reelt ikke har trænet imod – jeg er jo løbetosset nok til det!

3 Comments

  1. […] nok i virkeligheden heller ikke et løb, som jeg ville have kunne forudse, at jeg ville deltage i. Et vaske ægte ultra trail løb inspireret af det ikoniske The Barkley Marathons. Det var en hård, fed, anderledes og helt igennem fantastisk oplevelse og selvom jeg – imens […]

  2. […] nok i virkeligheden heller ikke et løb, som jeg ville have kunne forudse, at jeg ville deltage i. Et vaske ægte ultra trail løb inspireret af det ikoniske The Barkley Marathons. Det var en hård, fed, anderledes og helt igennem fantastisk oplevelse og selvom jeg – imens […]

Skriv et svar