Paris tur/retur i løbesko!

2400 kilometer – eller hvad der svarer til at køre fra København til Paris og tilbage igen – har jeg tilbagelagt i løbesko i 2017. Når jeg tænker på det på den måde, så virker det jo helt fjollet at løbe så langt. Nej så lyder det straks meget bedre, at sige 200 kilometer om måneden – det er jo kun fra Aalborg til Fredericia. 2017 har budt på mange gode løbeoplevelser, den bedste uden tvivl da jeg løb mit andet marathon i København, men året har også budt på skader og frustrationer over manglende motivation. Traditionen tro er det blevet tid til et kig tilbage på året, der er gået – og et kig på hvad 2018 kommer til at byde på!

2017 blev året, hvor jeg før første gang blev en del af en løbeklub – oven i købet en løbeklub hvor mange medlemmer er spassere, hvor kage er en fast del af træningen, men vigtigst af alt hvor humoren, venskaberne og fællesskabet kommer før alt andet. Team Tvilling Nordjylland har budt på utallige unikke, sjove, hårde og ikke mindst fantastiske oplevelser med nogle af de mest varme og åbenhjertede mennesker jeg nogensinde har mødt. Måske er det ikke her, jeg er bliver en bedre løber – men det er også fuldstændigt lige meget, for her bliver jeg altid i godt humør af at løbe!

For et års tid siden da jeg sad og kiggede ind i krystalkuglen, havde jeg planer for 2017, der involverede et marathon på 3.15 og gennemførelse af de 50 kilometer til Coast 2 Coast en lun sommernat. Det er jo en gammel nyhed, at den ellers ambitiøse tid på 3.15 blev opjusteret til 3.10. Da det endelig blev den 21. maj var benene – ja hele kroppen – top tunet til at præstere, og jeg løb mit til dato bedste, mest veldisponerede løb, på et tidspunkt hvor det betød allermest for mig. Nok var jeg en løbetosse inden, men den dag da jeg triumferende løb over stregen på Islands Brygge blev jeg ramt af ‘Runner High’ i en grad som aldrig før. Den dag vidste jeg præcis hvorfor, jeg løber og (i perioder) har øjnene stift rettet imod mine mål.

Min debut på ultraløb til Coast 2 Coast, kom på mange måder til at stå i kontrast til marathon i København måneden før. Vi kom, vi så og vi gennemførte! Men det blev ikke den fest og fede oplevelse, som jeg havde forestillet det i mit hoved – det er på ingen måde løbets skyld, det er ene og alene min egen skyld. Se i ugerne efter København var jeg stadig lidt ramt af ‘Runners High’, og det gjorde nok, at jeg ikke rigtigt tog Coast 2 Coast seriøst som løb. Det var jo bare en marathon plus 8 kilometer – og vi skulle jo løbe meget langsommere end normalt! Det var på ingen måde en dårlig oplevelse, faktisk var det en ganske fin oplevelse – det var bare ikke det jeg havde sat mig i hovedet. Som en anden kindhest leveret venligt, men bestemt af en faderlig figur så mindede det mig om, at man skal respektere distancen og udvise en lille smule ydmyghed, når man bevæger sig ud på de længere distancer – også selvom man føler sig som en verdensmand ovenpå et veldisponeret løb.

I 2016 løb jeg jo et fantastisk halvmarathon i november, men jeg følte allerede tidligt i 2017, at jeg måtte have potentiale til mere – og hvilken bedre scene end Københavns gader til at sætte ny rekord! Så efter mit ultraløb skiftede jeg fokus og der blev stillet skarpt på den kortere distance. Eller det var i hvert fald, hvad der burde have været sket, men i stedet mistede jeg motivationen og måtte erkende, at den snigende smerte, som jeg havde ignoreret igennem året ikke gik væk af sig selv. Frem imod CPH Half i september havde træningen ladet meget tilbage at ønske, fra udgangen af juli havde jeg ingen træningspas, men løb dog DHL stafet og de tre halvmarathons, som jeg allerede var tilmeldt. Da det blev slutningen af september, overvejede jeg faktisk helt at droppe CPH Half, hvis jeg alligevel ikke kan løbe efter ny PB, hvorfor så overhovedet stille op? Jeg endte med at stille op – og, vel vidende at det næppe ville blive hverken rart eller kønt, besluttede jeg mig for at løbe efter en ny PB til trods for manglende træning. Taktikken var meget simpel; løb omkring 4.05-4.10/km så længe du kan og hump resten af vejen i mål. Jeg overraskede mig selv – og er stadig overrasket – ved at skære næsten 2½ minut af min PB.

Men året har selvfølgelig ikke kun budt på de tre løb, som var de primære mål. Der har været mange andre små som større løb, jeg har løbet for hyggen, oplevelsen og selskabets skyld. En halvmarathon på 21 omgange af 1 kilometer inde i Karolinelund, og et gensyn med Aalborg Øst Halvmarathon satte året som løber for Team Tvilling Nordjylland i gang med manér – og herfra tog det fart med et utal af løb med løbevogn. Men der er også blevet plads til at løbe solo, som fx da jeg en lørdag nat rendte rundt i Lundby Bakker i ført pandelampe sammen med en flok trail entusiaster. Det var fed oplevelse, og jeg skal da love for at alle mine tanker om hastigheder og gennemførselstider blev sat til vægs.

På min medaljerække hænger der 11 finisher medaljer fra i år, dér blandt CNC skårede eller tunge støbte medaljer hænger en næsten ydmyg en i træ med et simpelt ‘kartoffeltryk’. Det er en medalje, der på mange måder falder udenfor – det gør løbet den repræsenterer også lidt. Det er var et løb, der slet ikke var på planen, da jeg kiggede ind i krystalkuglen – og nok i virkeligheden heller ikke et løb, som jeg ville have kunne forudse, at jeg ville deltage i. Et vaske ægte ultra trail løb inspireret af det ikoniske The Barkley Marathons. Det var en hård, fed, anderledes og helt igennem fantastisk oplevelse og selvom jeg – imens det stod på – ytrede, at jeg der går lang tid, før jeg begiver mig i kast med sådan noget igen, så kan jeg godt mærke, at lysten for længst er kommet tilbage. Desværre kostede det – sammen med lidt hovmod i julen – et løberknæ, som jeg lige skal have styr på først. Så indtil videre forsøger jeg at være voksen og fornuftig i forhold til at tilmelde mig nye løb 🙂

Selvom jeg efter marathon i København var usikker på, om jeg kom til at løbe marathon igen, så har jeg nu også selv erkendt, at det kommer jeg naturligvis til – og ja det bliver et sub3 forsøg! Mit 2018 er ikke helt på plads endnu, men i år bliver det ikke København, der kommer til at sætte rammen for en ny marathon PB. Skader i sidste halvdel af året har gjort, at det ikke virker realistisk, at jagte en ny rekord allerede til maj. Hvor og hvornår er stadig uafklaret, men måske det er blevet tid til at finde et løb udenfor Danmarks grænser. Et enkelt marathon kan jo ikke udfylde hele 2018 kalenderen, så jeg har også kig på et 12 timers løb, som jeg synes kunne være lidt spændende at kaste mig ud i. Men hver ting til sin tid, og foråret kommer primært til at handle om at komme tilbage på et fornuftigt niveau ovenpå et lidt halvdårligt efterår.

Tak til dig der læser med, kommenterer, deler og liker på Facebook/Instagram, det gør det værd at blive ved med at skrive, når man ved, at der også er nogen på ‘den anden side’, som følger med. 2018 bliver endnu et spændende år i løbesko, og jeg glæder mig til at fortælle flere løbsberetninger fra skøre, sjove, fede, udfordrende og skønne løb i det nye år.

Én kommentar

Skriv et svar