Først Amsterdam, så resten af verden!

Januar bringer for mig altid en følelse af fornyet energi og stor optimisme omkring de mål og milesten, som året kommer til at byde på. For nogen drejer det sig om det ‘evigt tilbagevendende nytårsforsæt’ om at leve lidt sundere og motionere lidt mere. Jeg må indrømme, at jeg aldrig rigtigt har praktiseret at have nytårsforsætter, men årsskiftet bringer alligevel en form for naturlig afslutning på en træningssæson og starten på en ny. Så når nytårsklokkerne har lydt, de sidste raketter er skudt af og champagnen er drukket, så starter en frisk træningsplan, der er målrettet imod de mål, som året skal byde på. I år er ikke meget anderledes. Ganske som de foregående år har jeg brugt noget tid på at overveje, hvad jeg gerne vil med mit løb, og hvilke løb der skal være mine primære mål. Det er ingen hemmelighed, at jeg er på et punkt, hvor jeg er mere ‘tændt’ af tanken om at løbe ultraløb og marathons end af at løbe en hurtig(ere) halvmarathon – og det kommer mit 2018 løbeår i høj grad til at afspejle.

Jeg nævnte jo i mit sidste indlæg, at jeg havde kig på et 12 timers løb, og jeg har besluttet mig for det skal være til 24 Timer ved havet den 2. juni. Det er et løb, som jeg har haft på radaren i flere år men af forskellige årsager aldrig har deltaget i – det har aldrig tidligere været i mit mindset, at jeg skulle løbe 12 timer single, men nu skal det prøves. – og jeg mega spændt. Det er lidt af et step up i forhold til, at jeg indtil nu ‘kun’ har prøvet at være ‘i gang’ i 7½ time, hvoraf de 6½ timer var i bevægelse. Så der er ingen tvivl om, at det kommer til at kræve en masse kilometer i benene inden, men – måske vigtigere endnu – så kommer det også til at kræve det helt rigtige mindset at løbe mere eller mindre i et halvt døgn uden at bukke under for lysten til at stoppe undervejs. Og netop det mentale element trigger mig helt vildt.

Én ting er at løbe/gå i 12 timer, det tror jeg grundlæggende set på, at alle kan gøre. Naturligvis bliver tempoet (Og dermed distancen) i overvejende grad defineret af den enkeltes træningsmæssige niveau, men i udgangspunktet tror jeg ikke på, at det – fysisk set – som sådan er ‘svært’ at være i gang i 12 timer så længe de basale behov for energi og væske bliver dækket. Jeg tror derimod, at det svære kommer, når hjernen siger fra, og alt i kroppen forsøger at få dig til at stoppe. Det er lige der, hvor det ikke ‘bare er noget man gør’ – det er der, hvor de mange timers træning bliver vekslet til resultater. Jeg glæder mig helt vildt til at skulle ud og kæmpe en større mental kamp iført løbesko end jeg tidligere har prøvet – og jeg håber, at jeg undervejs møder en masse løbere, der har lyst til en sludder imens den knap 2 kilometer ‘lange’ rute bliver tilbagelagt gang efter gang!

Men selvom min 12 timers løbet i sig selv er et stort mål i 2018, så er det faktisk en del af en ‘større’ målsætning for året. For selvom jeg efter Copenhagen Marathon sidste år var i tvivl om jeg ville løbe marathon igen – og i givet fald om jeg ville forsøge mig med at jagte en tid på under 3 timer, så er jeg ikke længere i tvivl. Jeg kommer til at fortryde det, hvis ikke jeg i det mindste giver det et ærligt og realistisk forsøg. Men det kræver målrettet træning med masser af kvalitet i mine løbepas, og det kan jeg simpelthen ikke, hvis jeg stadig døjer med små-skader. Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg først skal løbe marathon i midten af andet halvår, så jeg kan få en fuld, målrettet træningsperiode op til.

Der findes jo super mange hurtige marathon ruter rundt om i Europa, så det er nærmest bare at vælge et. Frankfurt Marathon rangerer blandt de absolut hurtigste ruter i verden, og er et ret populært løb for mange danskere – blandt andet fordi det ligger super godt i slutningen af Oktober, og i en overkommelig afstand fra Danmark. Derfor ville det jo også være lige til højrebenet at vælge det, men det var i stedet Amsterdam Marathon, der fangede mit øje på listen. Begge løb ligner på mange måder Copenhagen Marathon i forhold til klima, deltagerantal og rute, men på en eller anden måde virkede det bare meget mere tillokkende at løbe i Amsterdam i stedet for Frankfurt. Og ja jeg indrømmer, at jeg måske er farvet af en forældet ide om, at tyske byer i overvejende grad består af grå, kedelig beton!

Jeg er jo så privilegeret at have en viv, der bakker mig op og troligt rejser land og rige rundt med mig, når jeg har fået en ide om at deltage i et løb i den modsatte ende af landet. Det var heller ingen undtagelse, da jeg luftede tanken om en tur til Amsterdam til Oktober. Det er muligt at flyve direkte fra Aalborg, og så er det endda ganske overkommeligt. Flybilletterne for os to kostede 2200, så det ville ikke være meget dyrere end at køre til Frankfurt – men til gengæld lyder en storbyferie i Amsterdam bare lige lidt mere tiltalende end en storbyferie i Frankfurt. Så jeg er nu officielt tilmeldt Amsterdam Marathon den 21. oktober – og jeg glæder mig bare helt vildt meget. Først og fremmest til at løbe i udlandet – ikke at jeg som sådan forventer, det er så pokkers meget anderledes, men det bliver i hvert fald nyt for mig, at løbe på et olympisk stadion. Men jeg glæder mig også – og er nok i virkeligheden lige så spændt som jeg glæder mig – til at komme i gang med planen og se de forbedringer, der skal til over de næste 9 måneder, for at jeg kan løbe på under 3 timer.

There you have it – mit 2018 fortalt med de to løb, som kommer til at være mine ‘ledestjerner’, når det bliver hårdt, træls og jeg bliver nødt til foretage fravalg. Ét af de fravalg jeg allerede har taget er, at jeg har erkendt, at jeg ikke kommer til at få så meget tid til at kitesurfe, som jeg har gjort sidste år. Det har været svært at komme til den erkendelse, men en gang imellem bliver man nødt til at prioritere – og lige nu er det vigtigere for mig at jagte mine løbemål. Så må vi se hvad der sker derefter, men mon ikke jeg forsat er en løbetosse 🙂

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar