En løbers bekendelser

I dag for to år siden kunne jeg for første gang kalde mig marathon finisher, det er også to år siden, at jeg lå på en båre ved samaritterne og mærkede, hvor ganske fantastisk ubehageligt det er, når kroppen er voldsomt dehydreret. Som jeg lå der – ja faktisk også resten af dagen hvor jeg havde det jævnt dårligt – forsvor jeg, at jeg nogensinde ville løbe et marathon igen. Sådan gik det ikke, og jeg vendte tilbage til gerningsstedet i 2017. Jeg ville have revanche, for selvom jeg gennemførte – og faktisk kun 19 sekunder langsommere end mit mål – så følte jeg stadig, at København skyldte mig noget. København skyldte mig et godt marathon. Et marathon hvor man kæmper med sig selv, og presser sig selv, men alligevel har en fantastisk oplevelse hele vejen – og det var lige præcis, hvad jeg fik! For 10 dage siden vendte jeg tilbage for at løbe mit 3. marathon. Det blev en helt fantastisk fest, hvor al fokus på splittider og personligt ego blev tilsidesat. Det blev en fest iblandt de mest fantastiske mennesker fra Team Tvilling Nordjylland. Det fik mig til at reflektere over den udvikling, som jeg har gennemgået som løber – og som person.

Der findes et ordsprog “How can you tell if someone ran a marathon? Don’t worry they’ll tell you!” – og ja jeg var ikke et hak bedre i dagene efter den 22. maj 2016. Faktisk ville jeg så gerne fortælle omverdenen om det, at jeg startede bloggen her – dengang under navnet “En løbers bekendelser” – så havde jeg nemlig et lille hjørne af internettet, hvor jeg kunne fortælle alle, der var så letsindige at ligge vejen forbi, omkring mine oplevelser udi det at løbe en tur. Jeg ved godt, at jeg aldrig kommer til at stå på podiet til et DM – uanset distancen. Jeg ved også godt, at der findes mange andre løbere derude, der har en langt mere interessant historie end jeg (Fx Astrid), men sandheden er, at jeg skriver her på bloggen for min skyld. Ikke kun for min skyld, men i høj grad for min skyld. Og når jeg skal være ærlig, så bruger jeg ofte længere tid på at skrive artikler, end der sammenlagt er læsere, der bruger på at læse dem.

Othelloløbet

De første artikler her på bloggen vidner om en løber, der lige har fundet ud af, at han faktisk ikke er helt uduelig til at bevæge benene hurtigt nok til, at begge fødder er fra jorden på en gang. Men når jeg går tilbage og læser nogle af de gamle artikler – det er jo min løbedagbog – kan jeg også se, hvor meget jeg har ændret mig. Ja jeg er blevet en bedre løber, der nu kan løbe længere og hurtigere end for to år siden, men det er faktisk ikke det, som springer i øjnene. Det er i stedet, at jeg er blevet en mere social løber. Jeg har – endelig – fået øjnene op for, hvor fantastisk en sport løb kan være, når man deler den med andre – altså sådan rigtigt ude i skoven eller på landevejene. Det er i høj grad Team Tvilling Nordjyllands fortjeneste. Mange jeg har talt med om det at være løber i Team Tvilling siger, at det er helt fantastisk, at vi gør det for handiatleterne, der jo ikke selv kan løbe. Men sandheden er, at jeg som løber får mindst lige så meget ud af det. Min løbemakker til Copenhagen Marathon i år, Sten sagde det så fint i et interview undervejs: “Vi kan jo sagtens tage ud og løbe alene. Men hvis vi tager en med, så er vi to der bliver glade!”. Og man bliver virkelig glad i låget af at løbe en tur med Team Tvilling!

Vi hygger maks i team tvilling
Der bliver kastet håndtegn og festet igennem, når Team Tvilling tager på tur!

Jeg kan også tydeligt se, hvor jeg overhovedet ikke har ændret mig; jeg er stadig lige så drevet af at blive en bedre løber som for to år siden – og jeg bliver stadig i dårligt humør, hvis jeg ikke kan komme ud og løbe (Bare spørg Dorte). Jeg har også stadig mine egne egoistiske mål, som jeg prioriterer på bekostning af så meget andet. Typen af mål har dog ændret sig, jeg har lagt den hurtige halvmarathon på hylden, og når jeg til Oktober har løbet mit fjerde marathon til Amsterdam Marathon, så tror jeg også, at jeg stopper med at løbe hurtige marathons – også hvis jeg ikke lykkedes med at indfri målet om en tid på under tre timer. Det betyder ikke, at jeg ikke kommer til at løbe både halv og hel marathon igen, det gør jeg uden tvivl, men det bliver enten som den nye sociale løber Morten – eller som regulære træningspas op til ultraløb. For ultraløb er der, hvor det løbsmæssigt virkeligt ‘tickles my funny bone’. Jeg kunne mærke til Juleløbet Skamling, at der var noget ved de lange distancer, som tændte mig – på samme måde som tanken om at gennemføre et marathon tændte mig dengang i 2015, da jeg besluttede mig for at ville løbe mit første marathon.

Nå ja og det mest åbenlyse, der ikke har ændret sig er vel, at jeg stadig er en løbetosse. Eller jo det har nok ændret sig, for når man frivilligt vælger at stille op til at løbe 12 timer i træk, så er man nok en smule mere løbetosse end hvis man ‘bare’ løber et marathon. Det projekt er et af mine ego mål i år, og det er faktisk lige om lidt! Den 2. juni kl. 12.00 stiller jeg til start ved 24 Timer Ved Havet, hvor jeg – naturligvis sammen med en hel flok andre løbetosser – skal løbe rundt og rundt og rundt i frygteligt mange timer. Så måske jeg skal stoppe med at reflektere mere over det at løbe – og så bare komme ud og døren og gøre det!

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.