Hvad har 206 æg, Seattle og Warszawa til fælles?

Lige knap 206 æg! Det er hvad jeg ifølge Dirch Passer kan nå at servere på 12 timer. På 12 timer kunne jeg også nå at flyve til Seattle, eller køre til Warszawa i Polen – men nej jeg er jo en løbetosse, så de 12 timer skal naturligvis bruges i løbesko. “Men Morten – hvor har du tænkt dig at løbe hen på de 12 timer?” Ingen steder egentligt jeg har tænkt mig at løbe rundt og rundt – og rundt. Og når jeg bliver træt at det, så tvinge mig selv til at forsætte de resterende 11½ time. I morgen kl. 12. lyder starten til mit første 12 timers løb – og jeg er lige nu ét stort miks af følelser omkring det. Jeg glæder mig super meget, jeg er helt vildt spændt, jeg er nervøs for hvad kroppen siger til det, og jeg frygter lidt hvordan hovedet reagerer. Kort sagt; alt er lige præcis som det skal være dagen før et ‘stort’ løb!

I morgen først på formiddagen triller vi imod Sæby, og den knap 2 kilometer lange rute til 24 Timer ved havet, hvor ‘slaget skal stå’. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente i forhold til at skulle løbe lang tid på kort en rute. Måske jeg skulle have løbet en 10-12 kilometer på en 400 meter bane, bare lige for at vænne mig til at kede mig. Oh well der er jo heldigvis en masse andre løbere, som man forhåbentligt kan vende verdenssituationen med undervejs. Og så har jeg jo en fantastisk opbakning med hjemmefra, Dorte tager nemlig med – og ikke nok med det, så har hun planer om at gå/løbe i de første 6 timer. Har jeg lige en sej hustru eller hvad!

I dag har jeg haft fri, det har været super rart at have ro til at gå og ‘nusse rundt’ og få styr på de sidste småting. I ved sådan nogle småting, som hvilket tøj jeg skal have med, hvilke sko jeg skal løbe i, hvilket energi og hvornår jeg regner med at bruge det. Jeg har pakket alt for meget, men jeg skal jo ikke have det med rundt, så det gør ikke noget, at der er tre singletter, én t-shirt, to par løbetights, tre par løbesko, fire par strømper og så det løse.

Vejrudsigten ser perfekt ud til en tur ved stranden, ikke helt så perfekt til en 12 timers løbetur – heller ikke selvom det er ved stranden. Heldigvis har jeg det ikke så skidt med varmen, så det bekymre mig ikke specielt – jeg skal bare huske at få nok at drikke undervejs. Varmen gør også, at jeg ikke har lagt en stringent energistrategi og i stedet kommer til at tage den lidt hen af vejen – om det så er en god ide, vil tiden jo vise. Jeg har lidt af hvert med blandt andet blåbær chews fra GU og almindelige gels fra GU, men jeg kommer også til at bruge ‘almindeligt mad’ undervejs, jeg tvivler på, at jeg kan holde mig kørende på gels og chews. Derfor tyvstjæler jeg ideen med groft sandwichbrød med Nutella, der blev serveret på et af depoterne til Coast 2 Coast sidste år – det var nemlig rigtigt lækkert og nemt at få ned. Dertil kommer at depotet er også pænt velassorteret med både frugt, forskellige drikkevarer, slik, saltstænger og chips, så der skulle være rig mulighed for at få nok undervejs.

Udstyr til 24 timer ved havet
Jeg ved det godt, jeg har alt for meget med, men man må ikke gå ned på udstyr 🙂

Målet – udover ikke at splitte mig selv helt og aldeles ad – er at runde 100 kilometer. Det burde bestemt være realistisk, det vil kræve et gennemsnit på 7.12/km – inkl. alle pauser og gang. Det lyder jo ikke alarmerende højt, og jeg forventer helt klart at ligge ud i et højere tempo. Der er dog én gennemgående regel, som jeg vil holde mig selv meget hårdt op på; tempo må ikke være hurtigere end 5.30/km! Det er nemlig ca. grænsen for at jeg skifter fra pulszone 2 til pulszone 3. Planen lige nu er ligge ud i 5.30-5.45 og så ellers komme god fra start. De første par timer kommer jeg til at have meget fokus på at holde tempo jævnt og generelt få lagt et godt fundament.

Derefter må jeg se, hvordan det går, jeg har ikke planer om at holde pauser – og når jeg skal have mad, så bliver det i gang ude på ruten. Lige nu har jeg delt dagen op i nogle ‘mindre’ bidder. Den første bid er et marathon, det regner jeg med at løbe på ca. 4 timer. Jeg følte mig ikke specielt presset til CPH marathon for fire uger siden, og der løb jeg trods alt halvdelen af tiden med en løbevogn og den anden halvdel i et meget varierende tempo – det har virkelig været godt mentalt at prøve at løbe et marathon med relativt stort overskud.

Billede lån fra 24 Timer ved havet

Efter den første marathon regner jeg med at holde en lille pause (maks 10 minutter) og få skiftet tøj og måske sko. Det er tanken at starte ud i mine Zee 16 fra MBT og så på et tidspunkt skifte til mine Speed 16 fra MBT, der er noget lettere. Jeg har også taget mine gamle Hoka Arahi med, de har egentligt udtjent deres tid, men jeg vil godt have et 3. par med, så jeg har muligheden for at foretage to skift. Jeg ved ikke om det er fornuftigt, men jeg tænker det kan være godt – både fysisk og mentalt – at få lidt afveksling i løbet ved at skifte sko undervejs.

Den næste bid bliver frem til der er gået 6 timer, der har jeg – hvis alt går vel – passeret den længste distance, jeg tidligere har løbet. Det kommer formegentligt til at byde på den første krise, som jeg må forsøge at kæmpe mig igennem på bedste vis – og når jeg er igennem det, kommer det kommer til at blive fejret med en hvid Cult. Så er der igen en bid på knap et par timer til klokken bliver 20.00. De to timer bliver sikkert også relativt hårde, men jeg regner med at bruge musik til at booste humøret og energien undervejs – både med headset og med højtaler. Når klokken ved at være 20.00, bliver det 2. halvmarathon sat i gang, her tænker jeg, at der bliver lejlighed til at følges med Thomas, som jeg løber sammen med i Team Tvilling Nordjylland – og forhåbentligt går der vupti 2 timer i godt selskab. Så er der bare to timer igen til hornet lyder, og på det tidspunkt skal jeg ‘bare’ holde mig i gang i det tempo, som jeg nu kan præstere. Det lyder utroligt nemt ikke? Det bilder jeg mig bestemt ikke ind, at det bliver, men det skal heller ikke være – så ville det jo ikke tænde mig!

Der bliver rig mulighed for at følge mig undervejs, der er live resultater her – mit startnummer er 147. Jeg og Dorte kommer også til at lave løbende opdateringer på Facebook/Instagram – så hvis du er nysgerrig på hvordan det går, så tjek da lige ind i løbet af dagen.

Én kommentar

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.