It’s raceweek baby!

Det at løbe marathon fylder meget i mit hoved for tiden. Måske det fylder lidt mere, end hvad godt er? Jeg er jo bare en gennemsnitslig motionsløber, der gerne vil bevise overfor mig selv, at jeg kan løbe en given distance indenfor en fastsat tidsramme. Vel og mærke en tidsramme, jeg selv har bestemt mig for. En tidsramme der er himmelråbende ligegyldig, for når alt kommer til alt, så er der jo ikke noget på spil. Intet ændre sig i verden på søndag – uanset om det tager mig 2 timer og 59 minutter eller 3 timer og 1 minut at komme i mål. Det betyder ikke en skid, og alligevel betyder det en hel masse – i hvert fald i mit hoved. Det er race week, og inden længe går starten til årets løb for mig!

Marathon er en distance, der lidt har sneget sig ind på mig igennem de seneste 5-6 år – faktisk næsten uden at jeg har bemærket det. I begyndelsen var det helt og aldeles urealistisk, at jeg nogensinde ville komme til at løbe en marathon – ja endda bare en halv af slagsen (Deraf min i husstanden berømte sætning: “Jeg kommer aldrig til at løbe et halvmarathon”). Men tingene var sat i bevægelse – jeg var bare ikke klar over det endnu, og det tog for alvor fart i slutningen af 2015, da jeg meldte ud, at jeg ville løbe Copenhagen Marathon 2016.

Siden den dag i 2015, hvor jeg besluttede mig for, at marathon skulle prøves af, har jeg løbet marathon tre gange – senest i år sammen med vennerne fra Team Tvilling Nordjylland. Det var her, at det for alvor gik op for mig, at marathon kan være andet og mere end at jagte en tid på uret. Den følelse jeg stod tilbage med, da vi kom i mål vel under fire timer, og jeg reelt ikke følte mig træt ovenpå at have løbet 42,2 kilometer – med vogn halvdelen af tiden – var fantastisk. Det forstærkede også den følelse, jeg har haft i kroppen omkring både hel og halvmarathon i noget tid efterhånden; jeg bliver ikke ved med at være lige motiveret af at jagte en ny rekord. Måske fordi jeg begynder at være i tvivl, om jeg kan blive hurtigere – men selvfølgelig kan jeg det, spørgsmålet er bare, om jeg er klar til at ligge den indsats, det kræver? Og det er jeg nok ikke, når alt kommer til alt – blandt andet fordi jeg har forelsket mig i tanken om at løbe mere ultraløb. Derfor slutter jagten på en personlig marathon rekord på søndag – uanset om jeg når mit mål eller ej.

Netop derfor fylder det meget i mit hoved, og nok også mere end det ellers ville have gjort. Jeg vil gerne lukke mit marathon kapitel af med en følelse af, at jeg har opnået noget, som jeg kan være stolt af. Det betyder ikke, at jeg ikke – stadigvæk – er super stolt af min præstation sidste år til Copenhagen Marathon. Men der er bare noget specielt – ja nærmest magisk – ved den famøse tidsgrænse på tre timer. Det, at jeg skulle kunne løbe et marathon på under tre timer, virkede for bare 1½ år siden ganske urealistisk. Nu står jeg – næsten – på startlinjen med mange timers hård, målrettet, træning bag mig, klar til at give den alt, hvad jeg har.

Min træning frem til i dag har forløbet helt efter planen. I snit har jeg brugt lidt over 6½ time og tilbagelagt lige knap 90 kilometer om ugen i løbeskoene i ugerne op til. Jeg har løbet nogle rigtigt fine test-løb, som bestemt indikerer, at jeg er, hvor jeg skal være. Alt taler for, at jeg kan løbe marathon på under tre timer – ikke meget under, men dog under tre timer. Alligevel er der en lille stemme i hovedet, som får mig til at tvivle – for pace 4.16/km virker stadig som frygteligt hurtigt i tre timer. Stemmen kender jeg efterhånden ret godt, den er dukket op ved hver eneste af mine primære løb, som jeg har løbet de sidste par år – og uanset resultatet på søndag, så dukker den også op igen næste gang. Det er et mentalt spil, der hører sig til – og som er blevet en stor del af det at løbe for mig.

Brace yourself! Stemmen i hovedet husker mig på kapitel 2 fra bogen “How bad do you want it?” – der i øvrigt fortjener sit eget indlæg her på bloggen i nærmeste fremtid – og om hvor stor betydning af ‘perceived effort‘ har for ens evne til at præstere. Den minder mig om, at uanset hvor god min træning har været, og hvor mange måder jeg forsøger at estimere min sluttid på, så skal jeg have respekt for det, jeg går ind til. Den minder mig om, at jeg skal forberede mig på, at det bliver hårdt – og at jeg skal acceptere at det kommer til at gøre ondt. Jeg løber ikke bare lige et marathon på under tre timer, det kommer til at kræve det helt rigtige mindset – og at jeg rammer den lige i røven!

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.