Amsterdam marathon 2018 – en hård dag i løbeskoene

Whatever it takes. ‘Cause I love the adrenaline in my veins. I do whatever it takes. ‘Cause I love how it feels when I break the chains. Omkvædet fra “Whatever it takes” kører på repeat i hovedet, da jeg står op. Klokken er 6.00 og der er 3½ time til start. Kroppen kører nærmest på autopilot, men hovedet er fyldt af en masse tanker. Jeg er ét stort miks af følelser; på den ene side er det en lettelse, at det endelig er blevet ‘race day’, på den anden side er det helt vildt angstprovokerende. Nu gælder det sgu – uanset om jeg er klar eller ej så skal jeg løbe marathon på under tre timer om ganske få timer. Det siger jeg til mig selv, udtryk som “forsøge” eller “prøve” eksisterer ikke i dag. Der er ikke noget, der hedder “at håbe på” eller “at drømme om” – nej jeg skal, jeg kan og jeg gør!

Fra jeg står ud af sengen, ved jeg præcis hvad der skal ske; først et bad, så løbetøjet på, derefter morgenmad bestående af havregryn, en bolle og en banan. 7.45 er det ud af døren og af sted til ‘Sporthallen Zuid’ i håb om at komme tidligt nok, til at få et skab med lås. Derefter er det bare at vente på at klokken bliver 9.30, så al den energi og spænding, der er ophobet i kroppen kan blive frigivet. Amsterdam er stadig en halvsøvnig by henlagt delvis i mørke, da jeg forlader lejligheden. De fleste mennesker på min vej er ligesindede løbere – eller stakler der mere eller mindre frivilligt er blevet indraget i et marathon projekt. Metroen summer af den unikke stemning, der følger med et løb af denne kaliber. Det kræver ingen specielle sprogkundskaber at afkode essensen af samtalerne – der foregår på et utal af sprog – vi er her alle for én ting; at løbe marathon!

Hallen er fyldt med mennesker, der klæder om, står i kø til toilettet – eller bare hænger ud. Jeg smider tasken ind i et skab og trækker af de lange bukser, der indtil nu har holdt benene varme i den kølige morgenluft. Der er stadig en times tid til start, og jeg beslutter mig for at blive inde i hallens varme lidt endnu – der er jo ingen grund til at starte ud på kolde, stive ben. Nu jeg alligevel er her, kan jeg jo lige så godt stille mig i kø til toilettet. Som alle løbere ved, så skal man på toilet en 10-15 gange i timerne op til start – eller sådan føles det i hvert fald – så det er bare med at benytte sig af det, når muligheden byder sig for et rigtigt toilet.

Stemningen udenfor det olympiske stadion er fantastisk. På en og samme tid løssluppen og tyk af spænding og forventning. Da jeg går igennem hovedporten ind på selve stadion, bliver jeg overvældet af følelser og – må jeg indrømme – får blanke øjne. Jeg finder over i den gule startblok, der signalerer en forventet sluttid under tre timer. Her er god plads og flere er i gang med lidt let opvarmning. Normalt bruger jeg ikke tid på at varme op, når jeg løber de lange distancer, men for at holde benene varme beslutter jeg mig for at lunte lidt rundt – om ikke andet så er der noget at fokusere på i stedet for at tæller minutterne, der virker til at snegle sig af sted. Pludseligt står Mathias og Kristian fra den anden dag der også, vi sludre lidt, imens de sidste minutter går. Så sker det! Starten går og gruppen af mennesker sætter langsomt, men sikkert i bevægelse. Det går op for mig, at jeg, imens vi har snakket, har glemt at snuppe den første gel, som jeg ellers plejer. Den ryger hurtigt ned og få sekunder efter krydser jeg startlinjen, hvor uret bliver tændt – vi ses om mindre end tre timer!

Der er faktisk ganske fint med plads omkring mig, det er slet ikke den kødrand af mennesker, som jeg lidt havde frygtet. Det kan være umådeligt svært at finde sin egen rytme, hvis man løber skulder ved skulder. I løbet af de første kilometer får jeg ‘skud’ mig ind på et naturligt pace, der er lidt hurtigere end de 4.15/km, der er målet. Sådan føles det i hvert fald, så jeg bliver lidt overrasket, da 3 timers fartholderen pludseligt er ved min side, da vi efter et par kilometer er kommet ind i Vondelpark. Jeg er nødt til at sætte farten op for at følge med ham, så det gør jeg, men det føles altså ikke helt rigtigt. Der går heller ikke mere end en halv kilometer, inden han sætter farten ned og forsvinder bag mig. Jeg siger til mig selv, at jeg herfra skal løbe mit eget løb og stole på min intuition.

Da jeg passerer 5 kilometer mærket, markerer jeg første omgang på uret; 21.33. Øv det er ikke den bedste start allerede at være 18 sekunder bagefter, havde jeg nu bare kunne undskylde mig med, at der var mange mennesker omkring mig, og jeg ikke kunne finde min egen rytme. Sandheden er dog pinefuld tydelig; jeg har ganske simpelt ikke ramt mit tempo lige i røven. Det skal der rettes op på med det samme, ellers bliver de 18 sekunder hurtigt til et helt minut – og det kan blive rigtigt hårdt at hente om en time eller to.

Jeg løber med min blanding af gel, elektrolytter og vand i flasken i hånden, som jeg har sippet til siden starten gik. Det er egentligt ikke fordi, jeg har lyst til mere, faktisk har jeg mest af alt lyst til bare at smide den fra mig. Men jeg ved jo godt, at jeg skal sørge for at få nok væske i starten – også selvom det kun er 12-13 grader og solen er gemt bag et tyndt skydække. Jeg holder fast i planen om, at flasken skal være tom senest ved 10 kilometer, og tvinger mig selv til at drikke små slurke med jævne mellemrum. Det har dog den fordel, at så længe jeg har noget i flasken, kan jeg også udskyde at forholde mig til, at jeg tabte mine sugerør umiddelbart efter starten gik. Det betyder, at jeg er tvunget til at drikke, imens jeg løber – noget jeg bestemt ikke har gode erfaringer med.

Vi løber ud i den sydlige del af Amsterdam, hvor den første løkke på ruten er. Der er ikke super mange tilskuere, og dem der er, er der ikke sådan helt vildt meget gang i – men skidt pyt, så må jeg jo bare selv skabe stemningen. De fleste reagerer da også prompte, da jeg klapper af dem og peger på øret, for at gøre opmærksom på, at vi ikke kan høre dem. Der er vist flere af løberne omkring mig, der tænker, at jeg bare skal fokusere på at løbe mit løb, for der er lang vej til mål endnu. Måske har de ret, men jeg ser det som en investering i mit mentale mindset.

På vej imod den 10. kilometer kan jeg se på uret, at jeg har fået styr på tempoet, og lige nu har indhentet de 18 tabte sekunder og endda lagt lidt i banken. Det er ca. en kilometer siden, jeg tømte flasken, normalt ville jeg have smidt den fra mig, men de manglende sugerør gør, at jeg beslutter mig for at sætte den under mit racebælte – så kan jeg jo som sidste udvej fylde den ved et depot og så løb igennem det næste og derved forhåbentligt spare lidt tid. Da jeg passerer 10 kilometer mærket står uret på 42.15, altså 15 sekunder foran planen. Selvom jeg godt ved, at de 33 sekunder, jeg har hentet på de sidste 5 kilometer ikke har været gratis, så giver det en tryghed at vide, at jeg er tilbage på målet.

Jeg begynder at fantasere om at runde 30 kilometer – ja jeg løber faktisk og glæder mig helt til det. Det kan virke underligt, og jeg er faktisk heller ikke selv helt klar over, hvorfor det skulle være noget at glæde sig til. Måske ligger følelsen fra 30 kilometer mærket til Copenhagen Marathon sidste år og spøger i min underbevisthed. Det var nemlig en super fed følelse, at have overskud til at sætte tempoet op omkring 30 kilometer. Jeg minder mig selv om, at det er alt for tidligt, at begynde at tænke på den sidste 1/4 af løbet. Jeg nærmer mig depotet omkring 11 kilometer, og overvejer en kort overgang at springe depotet over. Fornuften får dog overtaget, og jeg husker mig selv på, at jeg skal drikke ved hvert depot – og jeg kan jo lige så godt prøve det med at drikke under løb. Det går faktisk ok – ikke perfekt – men jeg hoster og sprutter ikke, som jeg ellers plejer – så måske er der håb forude?

Jeg har forsøgt at lagre ruten mentalt, men jeg har mest af alt fokuseret omkring stykket ved Amstel-floden, der udgør næste 12 kilometer af ruten – derfor bliver jeg også lidt overrasket, da vi pludseligt befinder os på et langt lige stykke, der ender i et 180 graders sving. Det burde forbydes på enhver rute med respekt for sig selv! En løkke hist og her er ok, men et decideret 180 graders sving har intet at gøre på en rute til et løb af denne kaliber. I det mindste er der god tilskueropbakning, så stemningen vejer lidt op for det. Herefter går ruten ud til Amstel-floden, hvor der blandt andet er stillet an med hollandsk schlagermusik spillet fra en båd, der sejler lidt langsommere, end det pace vi løber i. Det er sgu meget skægt, og selvom det ikke ligefrem er min type musik, så bringer det et stort smil frem på læben.

Indtil videre har alt føltes fint, jeg synes ikke ligefrem, jeg har haft overskud til lange dialoger, men har bestemt ikke en oplevelse af, at jeg er ved at kører mig selv for hurtigt ned. Den 15. kilometer bliver rundet med yderligere 12 sekunder i banken, og jeg er nu knap 45 sekunder foran planen. Det er sgu ikke dumt det her Morten, tænker jeg ved mig selv – og tankerne vender endnu en gang tilbage til at fantasere om at runde 30 kilometer. Jeg begynder at få en forestilling om, at har jeg holdt mit pace til 30 kilometer, så er den hjemme. Det er et skråplan – og jeg ved det! Et marathon er 30 kilometer transport og 12,2 kilometer løb – lige nu er jeg i gang med at bilde mig selv ind, at de sidste 12,2 kilometer bliver nemme.

Jeg løber side om side med en fyr fra Norge, der også har sit første marathon på under tre timer til gode. Han fortæller, at han har prøvet en gang eller to før, men at det lige nøjagtigt er glippet. Denne gang lykkedes det siger jeg til ham, han virker ikke helt overbevist, og der går da heller ikke længe, inden han er faldet lidt tilbage. Vejen vi løber på ud langs floden er ikke voldsom bred, og jeg er glad for, at jeg ikke løber i hovedgruppen. Jeg bliver for en stund ‘fanget’ bag en mindre gruppe løbere, der løber med en lidt anden rytme og pace end jeg. Det er ikke meget, men det er nok til at ødelægge mit flow en smule, så da lejligheden byder sig, skynder jeg mig forbi, så jeg igen kan løbe mit eget løb.

Vi har rundet vendepunktet ved floden og ved 20 kilometer markeringen på den anden side, er det blevet tid til at gøre status. Uret fortæller mig, at jeg er ca. ét minut foran planen til at løbe under tre timer. Benene og hovedet fortæller mig, at det begynder at være hårdt – hårdere end jeg egentligt synes, jeg kan ’tillade’ mig at have det nu; jeg føler mig ikke helt i flow. Det er svært at sætte en finger på, hvad der gør det, men der har været langt imellem større grupper af tilskuere og eventzoner, så de sidste kilometer har jeg løbet meget i mit eget hoved. Her på den anden side af floden, er der lidt mere liv, det hjælper til at flytte fokus fra de negative tanker, der er på vej til at snige sig ind på mig.

Ved halvmarathon markeringen er jeg 1 minut og 15 sekunder foran. Det er rart at tænke på, at jeg har lidt at give af – men inderst inde ved jeg godt, at mit pace kommer til at falde i slutningen af løbet. Alligevel løber jeg stadig rundt med en ide om, at bare jeg når til 30 kilometer uden at få krise, så bliver resten ingen problem. Jeg fantaserer om, at om lidt løber jeg retur ind i byen, hvor der er massiv tilskueropbakning, der nærmest bærer mig tilbage til det olympiske stadion. I min tilstand af dagdrømmeri må jeg have sat farten en smule ned, for pludseligt er der løbere på begge mine sider og nærmest i nakken af mig. Det generer mig en smule, og jeg synes faktisk, at det er fuldstændig unødvendigt at løbe så tæt, når vi kun er en håndfuld løbere, så jeg sætter tempoet op for at komme fri igen.

Efter 25 kilometer er jeg 1 time og 45 minutter inde i løbet og har lagt 25 sekunder mere i banken. Med 1 minut og 40 sekunder at give af, tegner det godt! For første gang tør jeg sådan rigtigt for alvor tro på, at i dag er dagen, hvor jeg løber marathon på under 3 timer. Jeg griber noget vand ved depotet, og glæder mig over, at temperaturen tillader mig, at nøjes med et enkelt glas. Jeg er ved at have fået rigtigt godt styr på at drikke, imens jeg løber- også uden at sænke farten nævneværdigt. Lige nu tæller hvert eneste sekund, og selvom jeg har lidt at give af, så er der stadig 17 kilometer igen – meget kan gå galt på de sidste 17 kilometer af et marathon!

De næste kilometer føles lange og seje, og jeg føler endnu en gang, at jeg er kommet ud af flow. Tidligere havde jeg passeret 2 kvinder, der stod med danske flag og masser af god energi. Begge gange jeg passerede dem, råbte de opmuntrende “Kom så Morten!”. Det ville være kærkomment, hvis de tilfældigvis stod lige om næste hjørne og heppede igen. Det gjorde de ikke, men jeg må have lignet en, der godt kunne bruge lidt opmuntring, for der var andre tilskuere, der heppede og råbte mit navn.

Ved 30 kilometer mærket, som jeg har fantaseret om i så lang tid, er jeg mere end 2 minutter foran tidsplanen. Det går over al forventning, alligevel har jeg svært ved at forblive positiv. Det er hårdt, og der er lige nu meget langt i mål. På en bro står en mor med sin 4-5 årige søn, han strækker armen ud, jeg giver den lidt ekstra gas, så jeg kan komme ud og giver ham en high-five. Den umiddelbare glæde og energiboost det giver, erstattes næsten øjeblikkeligt med en velkendt og meget ubehagelig følelse af gele-ben og svimmelhed. Flashback til Copenhagen Marathon 2016, hvor jeg oplevelse det samme, der var tæt på at koste mig gennemførelsen.

Nej det må bare ikke ske! Jeg når at tænke, om jeg mon kan klarer den i mål, hvis det reelt er fordi, jeg er ved at dehydrere. Det ved jeg inderst inde godt bestemt ikke er klogt – og da slet ikke muligt. Ubevist sætter jeg farten en anelse ned imens jeg kaster en chew i munden – hovedet kører på højtryk for at løse situationen. Heldigvis er der kun et par hundrede meter til næste depot, hvor jeg giver mig selv ekstra god tid til at drikke et helt glas og snupper et stykke banan med ud af depotet. Svimmelheden er væk og benene føles ikke længere som gele – puha jeg slap vist bare med skrækken.

En god kilometers tid senere får jeg et energiboost af de helt store. Ved 32 kilometer mærket er der sat storskærme op, som afspiller videohilsner til løberne. Pludseligt toner min tidligere kollega Christian frem på den første skærm med en peptalk, der virkelig får smilet frem. De par løbere, der løber tæt ved mig, må tro jeg er skør, da jeg peger på skærmen og taler tilbage til ham. Da jeg kommer til den anden skærm, kører der et slideshow med billeder fra Copenhagen Marathon sidste år, som min skønne søster har lavet. Morten, Run like you stole something! De næste par kilometer tænker jeg tilbage på de to videoer. Tænk at være så priviligeret, at der sidder folk i Danmark, som interesserer sig for mit egoistiske projekt i dag.

De sidste par timer begynder for alvor at have sat sine spor, og jeg er begyndt at tælle ned i hovedet. Da jeg runder 35 kilometer har jeg klart en følelse af, at mit tempo er nedadgående. Set i forhold til de sidste 30 kilometer er mit tempo også faldet, men ikke så meget, som jeg havde frygtet. Uret siger lige under 2 timer og 27 minutter. Der er 33 minutter igen og 7,2 kilometer til mål. Jeg er nået til det punkt i løbet, hvor jeg begynder at lave worst-case vurderinger. Hvor langsomt jeg kan tillade mig at løbe og stadig holde min målsætning? Med den fejlvisning, som jeg ved der er på uret, hvad må tiden så senest vise, når uret står på 42,195 km? Jeg forsøger febrilsk at skabe kontrol i en situation, hvor jeg ikke længere er 100% i kontrol.

Der er ikke længere overskud til high-five og smil. Nu handler det kun om en ting; at holde et tempo, der ligger hurtigere end de 4.30, som hovedregningen siger er grænsen – og helst så tæt så muligt på 4.15. Alle sekunder tæller! Lige før den 37. kilometer er en stigning, der under normale omstændigheder er helt og aldeles harmløs, men i dag er alt andet end normal. Den er hverken lang eller stejl, det er reelt bare en viadukt, der forsætter op til en bro over en af Amsterdams utallige små kanaler. Jeg kigger mig omkring og kan se, at jeg bestemt ikke er den eneste, der kæmper en kamp imod sig selv og uret. Ved 37 kilometer mærket markerer jeg på uret og noterer mig tiden; lidt under 2 timer og 36 minutter. Du har den sgu Morten!

De næste par kilometer er lidt i en tåge for mig her bagefter, eller det vil sige jeg har en meget klart erindring om, at løbe igennem en bygning og dreje til venstre på denne del af ruten. Når man kigger på ruten passer det perfekt med, at den går igennem Amsterdams Rijksmuseum – problemet er dog, at den erindring ikke hører til på dette tidspunkt af løbet. Vi løber ganske rigtigt forbi Rijksmuseum igen, men denne gang løber vi ikke igennem bygningen. Et eller andet sted er mine minder fra netop dette sted blevet rodet rundt, hvorfor aner jeg ikke, så langt ude synes jeg bestemt ikke at have været.

Inde i Vondelpark passerer jeg 39 kilometer markeringen. I forhold til da jeg løb her for 2½ time siden, er jeg en skygge af mig selv. Der er intet energioverskud, der er helt og aldeles udsolgt. Selvom jeg ved, at meget skal gå galt nu for ikke at nå i mål indenfor tre timer, så er jeg for udmattet til at kunne glædes over det. Jeg kommer ud af parken og for første gang siden jeg krydsede startlinjen, bevæger jeg mig ikke længere i løb. Der går dog kun 5-6 sekunder inden jeg tvinger mig selv i gang igen. Med mindre end 1½ kilometer til mål, er det simpelthen for dumt at gå nu. De sidste mange kilometer har jeg løbet sammen med en litauisk mand, vi har ikke vekslet et ord, men vores tempo har passet sammen. Min lille gå pause har givet ham et hul, men det tager ikke længe at komme op til ham. Der er tydeligvis også ved at være udsolgt hos ham.

Jeg løber på grænsen af hvad jeg kan længere, og jeg har faktisk indstilet mig på, at jeg kommer til at skulle ned og gå igen. Jeg drejer til højre og ser det! Aldrig har et olympisk stadion indgydt mere energi end nu. På begge sider af indgangen er der proppet med mennesker, der hepper, som var det OL! Med den nyfundne energi løber jeg ind på stadion – endnu en gang med blanke øjne bag solbrillerne. Der står skilte for hver 25 meter, der tæller ned til mål. Aldrig har 150 meter føltes så langt og på samme tid så kort. Så 100 meter. 50 meter. Så endelig målstregen. Jeg stopper uret, og går over til hegnet, som jeg bukker mig ned over. Jeg behøver ikke se tiden, jeg er klar over, at målet er nået – jeg ved, at jeg lige har løbet et sub 3 marathon!

2 Comments

  1. Rune McLeod Winther
    oktober 26, 2018
    Reply

    Fantastisk beskrivelse! Mange tak for den! Fik sgu selv blanke øjne flere gange under læsningen 🙂

    • Morten
      oktober 26, 2018
      Reply

      Mange tak Rune 😉

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.