#ProjectUltra20 – når en løbetosse får gode ideer…

2019 har på mange måder været et år, hvor jeg har skulle finde mig selv lidt igen. Jeg har længe sagt, at den – for mig – hurtige marathon blev lagt på hylden den dag i Amsterdam sidste år. Det er også mange gange kommet fra min mund, at nu vil jeg til at løbe noget mere ultraløb. I skrivende stund har jeg løbet 9 ultraløb på lidt over 2 år – med udsigt til yderligere 2 inden året er omme. Til sammenligning har jeg løbet 7 marathons på 3,5 år. Så Morten hvad er det egentligt, du mener, når du siger du vil til at løbe noget mere ultraløb? Jah jeg kalder det #ProjectUltra20 – og det ér måske ikke den bedste ide, jeg har fået. Men det er muligvis heller ikke den dårligste!

#ProjectUltra20 består af 3 ultraløb i 2020, der på hver sin måde kommer til at udfordre mig – både rent løbsmæssigt, men måske i endnu højere grad mentalt. Og det er jo særligt det mentale aspekt, jeg synes er spændende ved ultraløb. Måske fordi jeg igennem de seneste par år har fundet ud af, at jeg faktisk er ret god til at håndtere en mental udfordring uden at knække – i hvert fald når det kommer til løb. Det er ingen hemmelighed, at jeg rent privat har haft et ‘rodet’ år ovenpå skilsmissen – det endte da også med, at jeg røg ned med en depression kort tid efter Great Dane Backyard Ultra (det er i øvrigt årsagen til, at løbsberetningen aldrig blev færdig). Så det er bestemt ikke fordi, jeg er mere robust end andre – men lige når det kommer til løb, så kan jeg finde ind til et sted i mig selv, hvor jeg kan acceptere situationen. Acceptere smerten, trætheden, udmattelsen. Acceptere at det er sådan det er, og minde mig selv om, at jeg har valgt det – fordi jeg i bund og grund elsker det!

Det første ben bliver – naturligvis – et gensyn med The Great Dane Backyard Ultra for det er altså et helt fantastisk koncept, som bare kildrer alle de helt rigtige steder! Backyard Ultra konceptet, der er opstået i hovedet på manden bag The Barkley MarathonsGary “Lazarus Lake” Cantrell – er lige så simpelt, som det er nådesløst. På papiret er det et uhyre simpelt løb, der består af en rute på 6,7 kilometer der skal gennemløbes på en time. Finten – og det er her det bliver nådesløst – er at man skal være klar til næste klokketimetime. Er man ikke det, er man ude af løbet. Så hvis ikke man når i mål med tid nok til at få mad, komme på toilet, skifte sko osv. ja så er det bare ærgerligt, der er ingen kære mor. Når en omgang skydes i gang, så må man først gå i sin camp og/eller modtage hjælp, når man er i mål. Sådan forsætter det ganske enkelt time for time, til der kun er én løber tilbage. Én vinder og en frygtelig masse med det knap så ærefulde prædikat “DNF – Did Not Finish”. Nå ja det med at der ér en vinder kræver naturligvis, at han/hun rent faktisk gennemfører den sidste runde indenfor tidsgrænsen!

Til Great Dane næste år starter vi kl. 22.00 fredag den 1. maj. Det er en time efter solnedgang, så de første 7 timer vil være i mørke – det positive i forhold til i år er dog, at de næste 16 timer vil være i lys, og dermed er det kun den 24. time i det første døgn – der markerer præcis 100 miles (Ja for distancen er naturligvis ikke tilfældigt valgt) – der skal løbes i (delvis) mørke. I år var det allerede fra omgang 22 – og altså tre timer i mørke på et tidspunkt, hvor den umiddelbare friskhed længe har fortaget sig hos de fleste løbere.

Der, hvor et Backyard Ultra adskiller sig markant fra de øvrige ultraløb, er administrationen af tiden. Det er ganske enkelt ikke muligt at tage en ekstra lang pause for lige at komme sig. Laz er citeret for at sige, at man kan ikke have en dårlig omgang – og der er mange eksempler på løbere, der har haft en dårlig omgang efterfulgt af en god for derefter at enten ikke at nå tidsgrænsen eller selv stoppe. Man balancerer hele tiden på en knivsæg, og det er op til hver enkelt løber at vurdere, om 20 minutters hvil er den ekstra indsats værd i forhold til kun 10 minutters hvil. 10 minutters forskel på 6,7 kilometer er en forskel på næsten 1,5 minut. Eller sagt på en anden måde; 5 minutters pause koster 45 sekunder per kilometer – og hvad er 5 minutter ekstra pause egentligt værd? Hvor lang tid til det at skifte sokker og sko? Hvor lang tid skal du bruge på toilettet?

Det er en super interessant udfordring, som jeg bare slet ikke fik nok af i år. På den ene side er 21 omgang – svarende til 140 km og dermed lige knap 40% længere end mit længste løb – jo en helt igennem fantastisk debut. Og en 8. plads er altså markant bedre, end jeg havde troet muligt. På den anden side er 21 omgange bare ikke de 24, som jeg optimistisk – det indrømmer jeg – havde sat næsen op efter. Jeg ved godt hvorfor, jeg stoppede i år. Jeg stoppede fordi min hjerne fik overtaget – den sidste omgang løb jeg i mål med knap 10 minutter til tidsgrænsen, så der var masser tilbage i kroppen! Næste år bliver næppe anderledes. Næste år bliver det også mit hoved, der ender med at stoppe før kroppen – men så må jeg jo bare arbejde meget mere med mit hoved, inden det går løs – og dét motiverer mig helt vildt!

Det næste ben i #ProjectUltra20 er et løb, som jeg har luret lidt på igennem de sidste par år, men ikke helt har haft modet til at melde mig til. Min tilgang til mit løb – og noget jeg prøver at minde mig selv om generelt her i livet – er, at hvis man ikke kan/vil yde sit bedste, når det gælder, så skal man lade være. Nu mener jeg at være på et punkt, hvor mit bedste er godt nok, til at tage den fuldstændig vanvittige udfordring, Everesting er, op.

Everesting er en rigtigt sjov tanke – ganske sikkert udtænkt over et par glas god rødvin – men hvor normale mennesker ville have nok fornuft til at sige til sig selv, at det er simpelthen for dumt, så har løbsarrangørene overbevist hinanden (og yours truly samt en masse andre løbere) om, at det faktisk er en fantastisk ide at løbe rundt og rundt indtil man når højden på Mount Everest!

Den lader vi lige stå lidt; nå samme højdemeter som Mount Everest!!

Til Everesting er der 3 mulige distancer man kan løbe (og bare lige til sammenligning så er Himmelbjerget 147 meter):

  • Galdhøpiggen – der med sine 2469 meter over havniveau er Norges højeste bjerg
  • Mont Blanc – er såmænd bare er et af europas højeste bjerge med sine 4808 højdemeter
  • Og naturligvis Mount Everest – som jah med sine 8848 højdemeter – der jo er verdens højeste bjerg. Need I say more!?

Så hvordan når man de fuldstændige vandvittige højdemeter her i flade danmark? Joh man finder da bare en lækker bakket rute og løber den igen, og igen, og igen – og så lige en frygteligt masse gange mere! Velkommen til Eversting! Vi snakker her henholdvis 40 km med jævnt mange højdemeter, 70 km med sygt mange højdemter og 130 km med umenneskeligt mange højdemeter- eller sagt på en anden måde; en stigningsprocent på 6,8% i runde tal, det er sådan ca. pænt meget!

Hvilken distance har jeg så meldt mig til? Jah jeg tror jo på, at ens udvikling som menneske sker, når man befinder sig udenfor sin comfortzone. Derfor har jeg besluttet mig for, at lade netop den beslutning være ude af mine hænder – og det er faktisk lidt angstprovokerende, for det kan betyde, at jeg ender med at skulle løbe 130 km med 8848 højdemeter. Jeg ved ikke helt, hvordan man bliver klar til det, men det finder jeg vel ud af hen ad vejen – håber jeg!

Everesting er på mere end én måde et lidt specielt løb, tilmeldingen sker ved at indsamle penge til ‘Læger uden grænser’ – og deltagelse koster det samme uanset hvilken distance man vælger. Det er faktisk muligt at skifte distance undervejs, så hvis man skulle føle sig topfrisk efter de 9 omgange, der udgør Galdhøpiggen, ja så kan man da bare forsætte til Mont Blanc – selvom det vist nærmere er den anden vej, som løberne hidtil har ændret distance 🙂

Så here’s the deal: Hvis min indsamling når 5000 kroner til ‘Læger uden grænser’ inden min fødseldag den 24. februar, så er jeg 100% comittet til at løbe og gennemføre Mount Everest. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg er fristet af tanken om at løbe Mount Everest, men jeg er nok lige så skræmt af tanken om, at jeg rent faktisk kan ende med at skulle gøre det. Bolden er kastet op, og der er allerede en god håndfuld fantastiske mennesker, der har hjulpet projektet rigtigt godt fra land, så i skrivende stund er der 61% chance for, at jeg skal løbe Mount Everst! Indsamlingen kan følges lige her, hvor det naturligvis også er muligt at støtte den – fik jeg sagt at det går til et skide godt formål nemlig ‘Læger uden grænser’ (psst en donation hertil er fradragsberettiget).

Uanset om jeg ender med skulle løbe Mont Blanc eller Mount Everest, så bliver det en helt igennem vild udfordring – og ikke kun pga. distancen eller de mange højdemeter, nej der kommer uden tvivl et tidspunkt, hvor det bliver meget tillokkende at stoppe. Ruten er kun lidt over 4 kilometer, så der er mange gange, hvor det er muligt at stå af, hvis hovedet først får lov til at få overtaget, men så må jeg jo bare sørge for, at det ikke sker!

Det sidste ben i #ProjectUltra20 treenigheden er et, som jeg i min ‘runners high’ efter mit allerførste marathon virkelig seriøst overvejede. Det ville have været en katastrofe, hvis jeg havde meldt mig til – og jeg ville uden tvivl have været knækket undervejs. Nej skal man løbes Mors 100 Miles, så skylder man sig selv at være i en forfatning, hvor man rent faktisk kan det. Det er jeg nu – eller måske rettere – mit udgangspunkt er til at jeg kan blive det til september næste år.

Hvor de 2 øvrige løb er særlige i deres udformning og koncept, er Mors 100 Miles mere normalt – ja altså udover det næppe kan kaldes helt normalt at løbe 161 kilometer. Men det er et traditionelt asfalt løb, hvor der ikke er særlige tidskrav eller finurlige regler, udover at man skal være i mål indenfor 26 timer. For at klare det, skal man i snit bevæge sig med 6,2 km/t – og det er da til at tage og føle på!

Hvis det går som ønsket til Great Dane Backyard Ultra, så kan jeg allerede inden jeg stiller til start til Mors 100 Miles kalde mig 100 Miles finisher med PB på distancen på lidt under 24 timer. Det kommer vel derfor næppe som nogen større overraskelse, når jeg siger, at mit mål – som det ser ud her i stuens varme, trygge rammer – er lidt mere ambitiøst. Det er alt for tidligt at snakke en sluttid, men jeg har meldt mig til i kategorien sub20. Hvor meget under 20 timer, skal der nok blive rigelig tid til at snakke om, når kalenderen nærmer sig september næste år – og når jeg kender min form bedre, der er trods alt mange måneder til endnu!

Mors 100 Miles bliver kulminationen på et vildt 2020, og i modsætning til de 2 øvrige et løb, hvor det er tilbage til det velkendte. Det bliver ikke højdemeterne eller terrænet, der kommer til at blive den største udfordring. Det bliver kampen i hovedet med at presse på, sådan at jeg løber den bedste tid, jeg kan – men uden at presse mig selv over evne. Jeg glæder mig helt vildt – ikke mindst fordi alle jeg har snakket med, der har løbet det, fortæller med en glæde i stemmen, man ikke kan tage fejl af: Det skal opleves!

Så dét er det jeg mener, når jeg siger, at jeg vil til at løbe noget mere ultraløb. Det handler for mig om kvaliteten ikke kvantiteten, jeg bliver aldrig en ‘klub 100’ halvmarathon/marathon løber – og skulle der en dag opstå en klub 100 ultra, så bliver jeg heller aldrig en del af den. Det motiverer mig lige præcis 0% at nå et vist antal løb – det motiverer mig derimod 100% at løbe nogle fede løb, hvor jeg udfordre mig selv og/eller får en fed oplevelse i bagagen. De tre løb i #ProjectUltra20 scorer alle højt på både ‘udfordre mig selv’- og ‘fed oplevelse i bagagen’-parametrene, så jeg behøver vel næppe sige, at 2020 bliver det vildeste løbeår til dato!

Men inden vi kommer så langt, så ligger der en masse hårdt arbejde forud – og jeg har besluttet mig for, at det er på tide, at jeg får noget kvalificeret hjælp til at strukturere min træning. Indtil nu har jeg selv tilrettelagt min træning efter, hvad jeg nu har kunne snuse op af brugbar viden – og her har ‘Løb som eliten’ været en stor inspiration, men nu tager jeg et step op. I 2020 har den helt fantastiske dygtige og super inspirerende Kristina ‘Extreme Running‘ Schou Madsen, sagt ja til at tage mig under hendes kyndige vinger igennem et personligt træningsforløb. Dét bliver mega fedt at få kyndige øjne på den måde, jeg træner – og jeg kan ikke pege på et mere kompetent og behagelig menneske end Kristina, så jeg er slet ikke i tvivl om, at #ProjectUltra20 bliver fantastisk – og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang!

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.