3429 km – men hvem tæller?!

Jorden har trofast taget endnu en tur om solen – og så er det vel på tide at kigge lidt tilbage på året, der er gået. Det har vi i hvert fald for vane at gøre, men egentligt er det lidt synd, hvis det kun er én gang om året, vi tager os tid til at reflektere over hvor vi er, hvor vi er på vej hen – og ikke mindst om vi har nydt rejsen indtil nu. Jeg vil i hvert fald forsøge at blive bedre til at reflektere over min rejse – og stoppe op og nyde alle de fantastiske øjeblikke, der har været. Men i dag er jo en god dag at starte, så her er en den velkendte ‘året der gik’ 🙂

På de sociale medier – hvor det er nemt at udstille det pæne billede med filtre, der fjerner røde øjne, rynker og hvor sveden er tørret af panden eller tilføjet digitalt – er det nemt at foregive, at alt er fantastisk. Det er så nemt – og nogle gange tillokkende – at gemme det grimme væk og pynte lidt på historien. Man er sårbar, når man udstiller sine svagheder – uanset om det så er manglende rygrad i forhold til træning og kost, dårlige personlige valg eller noget helt tredje – og hvem har lyst til at fremstå sårbar?!

Mit 2019 har budt på mange super gode øjeblikke med nogle af alle de fantastiske mennesker, der er i mit (løbe)liv, men året har også været præget af mørke perioder, hvor der har været rigeligt grimt at udstille. Jeg forsøger at balancere det imellem at være autentisk – uden at det bliver den rene ynk – og samtidig holde fokus på dét, det hele handler om; nemlig løb og alt det fantastiske, det gør ved én.

I år besluttede jeg mig for, at nu skulle den altså have gas med ultraløb. Ingen hurtige halve eller hele marathons – det er ovre, jeg bliver ikke motiveret af det længere. Med et fokus på ultraløb besluttede jeg mig også for at sige farvel til den meget strukturerede træningsform, som jeg har trænet efter de 2 foregående år. Faktisk sagde jeg helt farvel til træningsplanerne og begyndte at løbe 100% lystbetinget. Føltes benene gode fik den gas, og føltes de tunge slappede jeg mere af. Havde jeg lyst til at løbe gjorde jeg det, og hvis ikke sprang jeg over. Jeg havde en løs ide om, at jeg ville løbe 80-100 km om ugen, og særligt Great Dane Backyard Ultra fik mig ud og løbe på skæve tidspunkter, når kroppen og hovedet ikke gad – ja kort sagt det fik mig til at løbe på en dejlig ustruktureret måde, uden at det blev alt for ineffektivt.

Det første halvår gik fokus på afholdelse af Run O’Clock 2019 – mit første løb som arrangør – dernæst deltagelse i Great Dane Backyard Ultra, og sidst men ikke mindst 6 timers løb til 24 Timer ved havet. Men det var også en periode, hvor jeg brugte løb til at flygte fra en hverdag, hvor alt for mange negative, destruktive tanker havde fundet vej til mit hoved. Når livet gjorde ondt løb jeg – og det skulle helst være hårdt! Jo mere ondt kroppen gjorde imens jeg løb og bagefter, jo mindre plads var der til de negative tanker. Når jeg var ovenpå løb jeg – og med en følelse af masser af energi fik den gas. Fra et træningsmæssigt synspunkt var det næppe godt, men i det store billede var det præcis, hvad jeg havde brug for. En god ven sagde på et tidspunkt til mig: “Det er godt, du har dit løb Morten, ellers tror jeg, du ville være endt et meget værre sted” – og det er jeg slet ikke i tvivl om, at han havde ret i.

Det var en periode, hvor jeg mødte en masse fantastiske mennesker igennem løbefællesskabet AaRun. Det har for alvor givet mit løb en dimension af sammenhold, som jeg et eller andet sted har manglet tidligere, hvor de fleste kilometer er blevet løbet alene. Og det har givet mig en fantastisk oplevelse i bagagen, da jeg fik lov at hjælpe Amalie igennem hendes første marathon til Copenhagen Marathon.

Til trods for min til tider total kamikazi træning, der nøgternt set indebar alt for lidt trail, så var jeg indstillet på at give den alt til Great Dane Backyard Ultra i marts. Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til og hvordan kroppen og hovedet ville reagere. Så hvordan sætter man sig et mål til et løb, der er så anderledes end noget andet man har prøvet? Tjah godt spørgsmål! Jeg vidste 24 timer – 100 miles – ville være voldsomt ambitiøst, og alligevel virkede det ikke urealistisk. Der var ikke meget, der gik som planlagt og min krop og hoved var slet ikke med mig. Men hvis der er én ting, som jeg – med fare for at lyde selvhævdende – er særligt god til, så er det at hive mig selv igennem, når det bliver hårdt. Alligevel var det ikke helt nok, og med udsigt til endnu en gang at skulle ud i skovens mørke fik tankerne om at stoppe overtaget – til trods for at kroppen alt taget i betragtning var frisk nok. Det blev til 21 omgange og dermed knap 20 km fra målet om 100 miles.

Vel ovenpå Great Dane Backyard Ultra – og med den fede oplevelse med Copenhagen Marathon – var jeg klar til årets næste mål i starten af juni; 6 timers løb til 24 Timer ved havet. Her var jeg mere på hjemmebane og vidste præcis hvad målet skulle være: 70 km på 6 timer. Det var en varm dag, og jeg lagde som så ofte før for hårdt ud. At nå mine mål har altid været en stærk motivation for mig, men denne dag fik jeg lidt ekstra ved at vide, at jeg lå som nummer ét. Træningsplan eller ej så var jeg bare godt løbende i perioden, og det – sammen med min evne til at hive mig selv igennem de hårde perioder – gav mig en tro på, at jeg kunne holde den hjem. Det lykkedes og for første gang i mit liv – på tværs af alt sport – kunne jeg stille mig på toppen af podiet. Det var surrealistisk, for når jeg kigger mig omkring, kan jeg pege på mange andre løbere, der kan løbe både hurtigere og længere end mig – men lige denne dag endte jeg altså med at stå på toppen.

I sidste halvår af 2019 havde jeg ikke rigtigt planlagt nogle ‘A-løb’. Jeg havde brug for lige at mærke efter i kroppen og hovedet, hvor jeg var. Jeg havde efterhånden – med lidt professionel assistance – fået styr på de destruktive tanker, og kroppen virkede mere på toppen end nogensinde før. Jeg havde sagt ja til at løbe som pacer for min gode makker Peter på hans sub3 forsøg til Skagen Marathon i begyndelsen af oktober. Med et hoved og en krop der var klar på mere løb – og en viden om at uden et mål i horisonten ville min motivation hurtigt forsvinde – meldte jeg mig til 100 km distancen til Ringkøbing Fjord Rundt i slutningen af august.

Et 100 km løb på flad vej er endnu et type løb, som jeg – til trods for min begrænsede erfaring på ultra distancerne – rimeligt nemt kan sætte et mål på, og målet skulle være 10 timer. Eller skulle det nu også det? Jeg har aldrig været bedre løbende end på det tidspunkt, så måske det er ok lige at stramme den til 9,5 time. Løbet faldt sammen med en af de rigtig lækre sommerdage, og hold da op hvor blev jeg straffet i solens hede efter omkring 80 km. Men udmattet, solbrændt og lettere dehydreret lykkedes det mig at krydse målstregen som den første løber på distancen. Endnu engang var jeg overvældet af følelsen af surrealisme, jeg vidste godt at mange af de rigtigt hurtige drenge ville have løbet 100 km DM weekenden før og derfor næppe ville være her, men jeg havde aldrig forestillet mig, at kunne stå på toppen af podiet til mit første 100 km løb – og mindst af alt da jeg led ude inden bagende sol.

Få uger senere stod jeg på startlinjen til CPH Half med en plan om at pace en god veninde igennem til ny PR, men da vi få minutter før start ikke havde fundet hinanden gik den plan i vasken – og jeg tog en drastisk beslutning om at prøve at løbe PR selv. Ingen forberedelse, ingen nedtrapning, ingen plan og bare en følelse i kroppen af at det måske var muligt alle odds til trods. Det var vildt at mærke, hvordan kroppen og hovedet arbejdede sammen imens Københavns gader fløj forbi med mere end 15 kilometer i timen. Da jeg rundede 20 kilometer markeringen vidste jeg, at den var der. En ny PR vel under 1.25, som var et nærmest uvirkeligt mål i 2017 – og som jeg egentligt havde afskrevet – understregede med al tydelighed, at selvom jeg ikke har trænet struktureret, så har jeg gjort noget rigtigt!

3 uger efter var det startlinjen i Skagen sammen med Peter, der kaldte. Aftalen var at pace ham til 30 km, og så lade ham løbe selv resten af vejen. Jeg havde ingen illusioner om at kunne løbe en sub3 igen. Men man har en plan, indtil man har en ny, og da Peter begyndte at blive presset efter 25 km, besluttede jeg mig for at løbe hele vejen med ham – i hvert fald så længe at jeg kunne følge med. Det var en vildt tur, jeg har aldrig oplevet Peter så presset, som efter 38 kilometer – og jeg har aldrig oplevet en større fightervilje, som jeg gjorde de efterfølgende 4,2 kilometer. Vi krydsede målstregen lige over de magiske tre timer – 3.00.50 og 3.00.51 for at være præcis – ikke en sub3, men fuck det. Der blev kæmpet til det sidste fra Peter, og at jeg kunne løbe så tæt på en sub3, var mere end jeg troede muligt.

Resten af året har været lidt halvhjertet, da jeg ikke har haft nogle mål på den korte bane – sådan går det desværre tit for mig, hvis der ikke er et mål i sigte. Det betyder ikke, at jeg ikke får løbet, det bliver bare ikke helt så meget, som jeg gerne ville egentligt. Men jeg stillede til start til 6 timers løb i Grenaa i midten af november, og selvom det gik fint både med pace, energi og overskud, så stoppede jeg efter 59 km, da jeg efterhånden havde kraftige smerter i hoften. Det var lidt surt, for jeg lå faktisk på en 3. plads, da jeg stoppede, og hvis jeg havde kunne holde mit pace, så var det også blevet til ny PR. Men det var ikke et ‘a-løb’, og med mine planer for 2020 var det det eneste rigtige valg, frem for at ende med en overbelastning.

2019 er på mange måder blevet meget anderledes, end jeg forestillede mig det ville blive – nok hverken bedre eller dårligere, bare anderledes. Jeg har igennem 2019 løbet 7 ultraløb, 3 marathons og en god sjat halvmarathons. Men vigtigst af alt, så har jeg haft den mest fantastiske opbakning fra min familie, nye løbevenner er kommet til – og jeg har været beriget med så mange skønne timer i fantastisk selskab af folk, der ligesom jeg elsker at løbe!

Tak til jer der følger med, jer der kommenterer på Facebook/Instagram – og ikke mindst tak til alle jer, som jeg igennem bloggen her har lært at kende. 2020 bliver et vildt år – og #ProjectUltra20 er allerede sat i søen. Det bliver fedt 🤩

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.