Tag: Amsteram maraton

oktober 20, 2018 / Løbetræning

Det er en af de dage, jeg har det lidt ambivalent med. Den er super vigtig, fordi jeg for alvor skal være ‘fornuftig’, i alt hvad jeg foretager mig – og lad mig bare være ærlig, det falder mig ikke altid lige naturligt. Lad nu være med at trave byen tynd og lege turist. Sørge for at drikke rigeligt igennem hele dagen. Spis det rigtigt – og ikke for meget af det. Få styr på de sidste ting omkring påklædning, og transport, så det hele er klar til søndag. På den anden side er den her dag bare meget til overs! Den skal bare overstås, så det kan blive søndag morgen. For søndag morgen er velkendt og alt har sin plads. Rutinen tager over; jeg står op, tager et bad, spiser min morgenmad, inden jeg tager løbetøjet på og begiver mig af sted imod startlinjen. Om mindre end 24 timer har forløsningen indfundet sig, om mindre end 24 timer vil det stå klart om målet er nået. Jeg føler mig som et barn juleaftensdag, der næsten ikke kan være i kroppen af spænding – og det er præcis sådan, det skal være!

januar 20, 2018 / Maraton

Januar bringer for mig altid en følelse af fornyet energi og stor optimisme omkring de mål og milesten, som året kommer til at byde på. For nogen drejer det sig om det ‘evigt tilbagevendende nytårsforsæt’ om at leve lidt sundere og motionere lidt mere. Jeg må indrømme, at jeg aldrig rigtigt har praktiseret at have nytårsforsætter, men årsskiftet bringer alligevel en form for naturlig afslutning på en træningssæson og starten på en ny. Så når nytårsklokkerne har lydt, de sidste raketter er skudt af og champagnen er drukket, så starter en frisk træningsplan, der er målrettet imod de mål, som året skal byde på. I år er ikke meget anderledes. Ganske som de foregående år har jeg brugt noget tid på at overveje, hvad jeg gerne vil med mit løb, og hvilke løb der skal være mine primære mål. Det er ingen hemmelighed, at jeg er på et punkt, hvor jeg er mere ‘tændt’ af tanken om at løbe ultraløb og marathons end af at løbe en hurtig(ere) halvmarathon – og det kommer mit 2018 løbeår i høj grad til at afspejle.