Tag: juleløb

november 14, 2017 / Trail

Vi drenge er nemme at lokke med til noget, vi ellers normalt er fornuftige nok til ikke at gøre. Som børn skulle der ikke mere end et: “Du kan/tør ikke!” til. Klip til næste scene, hvor Morten står på den højeste rampe i skaterhallen. Nøj den sætning har kostet mange hudafskrabninger og forstuvede håndled igennem min barndom/teenagesår. Hos de fleste af os vinder fornuften dog oftere og oftere, i takt med at vi bliver ældre. Men tag ikke fejl, vi kan sagtens lokkes – det er bare et spørgsmål om at servere maddingen rigtigt! Normalt anser jeg mig selv for at være en relativt ‘fornuftig ung mand’, som mine bedsteforældres generation ville have sagt. Men så er det lige det her med løb, hvor jeg er utrolig nem og bliver ‘lokket’ af en indre stemme, der siger: “Kunne det ikke bare være mega fedt at gennemføre det her. Ja jeg ved godt, du måske ikke er helt klar, men så løber du bare lidt langsommere, så går det nok!” Klip til næste scene, hvor Morten melder sig til et ultra trail løb om mindre end en måned!

december 31, 2016 / Alt det andet

Det hele startede vel egentligt i 2015, da jeg besluttede mig for, at jeg skulle løbe mit første maraton i Københavns gader til maj 2016. Uden helt at ligge mærke til det, har det ændret mig som løber. Jeg er gået hen og blevet en fuldblods løbetosse, der nørder i træningsplaner, carbo-loading og energi gels. Der er ikke mange timer tilbage af 2016, så et kort tilbageblik på året set med en løbetosses øjne, er vel på sin plads.

Mit løbe-2016 blev skudt i gang den 11. januar, og 19 ugers træning kulminerede i mit første maraton, som jeg trods varme og dehydrering gennemførte i 3.30.19. Det var en – på trods af dehydrering – fantastisk oplevelse, og jeg blev inspireret til at begynde bloggen her, der den 13 juni så sin første post omkring min træning op til selvsamme maraton.

december 14, 2016 / Halvmaraton

Man kan jo ikke sige december uden at sige jul – og hvis man er tilpas løbetosset, så kan man ikke sige jul uden at sige juleløb. Det var lige hvad Runners DK stillede op med i weekenden i Støvring. Runners DK kan fejre 2 års fødselsdag til årsskiftet, og er en af efterhånden mange løbefællesskaber, der er sprunget frem de seneste par år. Hos Runners DK er det sociale i højsædet, og kom naturligvis også til udtryk til juleløbet. Juleløbet i Støvring er et dejligt uformelt løb med distancer for alle (1.2 km (Børneløb), 5.3 km, 10.6 km og halv maraton). Løbet falder ikke helt i kategorien ‘Cannonball løb‘ i udtrykkets traditionelle forstand, men der er fx ikke tidstagning med chip, som ses til de større løb. Tilmelding har været mulig i mange uger, og forplejning bestod blandt andet af vand, varm kakao, kage, slik, frugt, Red Bull og cola – næh der manglende bestemt ikke noget for at skabe en hyggelig julestemning blandt de knap 300 løbere denne søndag formiddag.