Tag: marathon træning

oktober 25, 2018 / Løbsberetning

Whatever it takes. ‘Cause I love the adrenaline in my veins. I do whatever it takes. ‘Cause I love how it feels when I break the chains. Omkvædet fra “Whatever it takes” kører på repeat i hovedet, da jeg står op. Klokken er 6.00 og der er 3½ time til start. Kroppen kører nærmest på autopilot, men hovedet er fyldt af en masse tanker. Jeg er ét stort miks af følelser; på den ene side er det en lettelse, at det endelig er blevet ‘race day’, på den anden side er det helt vildt angstprovokerende. Nu gælder det sgu – uanset om jeg er klar eller ej så skal jeg løbe marathon på under tre timer om ganske få timer. Det siger jeg til mig selv, udtryk som “forsøge” eller “prøve” eksisterer ikke i dag. Der er ikke noget, der hedder “at håbe på” eller “at drømme om” – nej jeg skal, jeg kan og jeg gør!

oktober 20, 2018 / Løbetræning

Det er en af de dage, jeg har det lidt ambivalent med. Den er super vigtig, fordi jeg for alvor skal være ‘fornuftig’, i alt hvad jeg foretager mig – og lad mig bare være ærlig, det falder mig ikke altid lige naturligt. Lad nu være med at trave byen tynd og lege turist. Sørge for at drikke rigeligt igennem hele dagen. Spis det rigtigt – og ikke for meget af det. Få styr på de sidste ting omkring påklædning, og transport, så det hele er klar til søndag. På den anden side er den her dag bare meget til overs! Den skal bare overstås, så det kan blive søndag morgen. For søndag morgen er velkendt og alt har sin plads. Rutinen tager over; jeg står op, tager et bad, spiser min morgenmad, inden jeg tager løbetøjet på og begiver mig af sted imod startlinjen. Om mindre end 24 timer har forløsningen indfundet sig, om mindre end 24 timer vil det stå klart om målet er nået. Jeg føler mig som et barn juleaftensdag, der næsten ikke kan være i kroppen af spænding – og det er præcis sådan, det skal være!

oktober 17, 2018 / Løbetræning

Det at løbe marathon fylder meget i mit hoved for tiden. Måske det fylder lidt mere, end hvad godt er? Jeg er jo bare en gennemsnitslig motionsløber, der gerne vil bevise overfor mig selv, at jeg kan løbe en given distance indenfor en fastsat tidsramme. Vel og mærke en tidsramme, jeg selv har bestemt mig for. En tidsramme der er himmelråbende ligegyldig, for når alt kommer til alt, så er der jo ikke noget på spil. Intet ændre sig i verden på søndag – uanset om det tager mig 2 timer og 59 minutter eller 3 timer og 1 minut at komme i mål. Det betyder ikke en skid, og alligevel betyder det en hel masse – i hvert fald i mit hoved. Det er race week, og inden længe går starten til årets løb for mig!

maj 23, 2017 / Løbsberetning

Da uret vibrerer kl 05.30 søndag morgen er jeg egentligt allerede klar til at stå op, ikke at jeg har ligget vågen hele natten af spænding, jeg har faktisk sovet rigtigt godt – måske takket være den Ale No. 16 jeg tillod mig selv aftenen før? Kravler forsigtigt ud af sengen i et forsøg på ikke at vække Dorte, jeg tror umiddelbart det lykkedes, men lejlighedens gulv, der knirker bare man kigger på det, gør det ikke ligefrem nemmere. Jeg tager mig god tid på badeværelset, der er næsten fire timer til starten går, og alt hvad jeg skal nå, er at spise morgenmad og komme i tøjet. Da jeg sidder og spiser min skyr med musli og sipper til vandet og juicen, reflekterer jeg over den forestående udfordring. Virker knæene ikke lidt ømme? Og hælene føles som om, jeg har løbet 10 km barfodet på asfalt. Nej stop nu Morten, der er to timer til starten går – du kan sgu da ikke ramme muren allerede inden løbet er startet!