21,1 km i “Lydens by” – Run to the Beat 2017 is a wrap

Bliver du aldrig træt af at løbe på asfalt Morten? Joh måske en dag – men jeg er ikke kommer dertil endnu. Det er nu ikke helt et tilfælde, tro det eller ej men jeg forsøger faktisk at vælge løb, som har lidt unikt at tilbyde. Det kan være en tur på en landingsbane midt om natten, en løbefest med næste 20.000 deltagere, en tur under (Og over) Limfjorden – eller noget helt andet. I forrige weekend var det Struer, der havde indbudt til en hyggelig dag med løb i musikkens tegn. Programmet bød på løb med distancer fra 5 km til halvmarathon – og efterfølgende koncert med “Gulddreng”, “Lis Sørensen” og “Dúné”. Da Run to the Beat kom på min radar, tænkte jeg først, at det lød meget fedt, men også at den efterfølgende musik var ikke var noget, som jeg havde en større interesse i. Beslutningen om at deltage blev dog lidt nemmere at tage, da jeg fik tilbudt et startnummer til løbet – og så skulle man da være et skarn, hvis ikke man lige kunne løbe en halvmarathon sådan en lørdag…

Når det kommer til løb, bliver jeg nogle gange ganske ofte grebet lidt af stemningen – og nogle gange får jeg tilmeldt mig uden helt at have tjekket kalenderen. Denne weekend resulterede det i, at jeg havde en halvmarathon både lørdag og søndag. Med tanke på at al løbetræning faktisk har været lagt på hylden siden slutningen af juli, og jeg kun har løbet sporadisk siden da, så var det voksne valg nok alligevel at lægge bånd på mig selv. Jeg ved jo godt, hvad der ellers sker; startnummeret kommer på, starten går og jeg løber for fuld gas. Det resulterer lige for tiden i, at jeg næsten ikke kan gå dagen efter (Og slet ikke løbe) – og det ville jeg alligevel ikke byde min Team Tvilling makker i vognen om søndagen.

Jeg havde lagt mærke til, at der ikke var fartholdere til Run to the Beat, så hvorfor ikke tilbyde at agere fartholder. Det ville give mig noget at fokusere på undervejs – og måske endda kunne være med til at hjælpe et par andre til en ny PB. Jeg foreslog arrangørerne det, og de synes det var en god ide, de bad mig dog informere om det i mit eget netværk – her ville jeg gerne kunne sige, at det består af flere hundrede løbere, det er trods alt ikke tilfældet, men fair nok det måtte blive et tilbud til dem, der lige så opslaget. Jeg oprettede derfor en lille afstemning, hvor deltagere kunne byde ind på hvilken tid, de gerne ville løbe i mål på. Der var ikke mange der bød ind, men et par stykker ville gerne løbe på 1.45, så det blev målet for dagen.

Som Dorte sagde, da vi sad i bilen på vej imod Struer: “Det er sgu da lidt fjollet, at køre halvanden time hver vej bare for at løbe en tur!”. Og ja det er jo egentligt svært at argumentere imod, men det er nu meget hyggeligt at komme lidt rundt til forskellige løb rundt om i landet. Noget af det første der slog mig, da vi kom til parkeringspladsen foran B&O, var hvor meget det summede af ‘byfest’-stemning – hvor den til torvedag hjemme i Gørding stod på øl, var det dog energidrik og gels folk gik rundt med. Vejret var fantastisk, flot solskin og næsten ingen vind – jo det tegnede bestemt til et godt løb allerede inden starten var gået. Ruten var lagt rundt i Struer by, og det var tydeligt at arrangørerne gerne ville inddrage mest muligt fra byen – og stemningen blev sikret med ikke mindre end 7 DJ’s placeret på den 10,55 km rundstrækning, der udgjorde halvmarathon ruten.

Jeg mødtes med de to gutter, der gerne ville i mål under 1.45 – Morten og Niels Peter – og vi gik op i til starten på Hjermvej. Hvis alt gik vel, så ville vi løbe i mål så tæt på – og under – 1 time og 45 minutter så muligt, og de to kunne notere en ny personlig rekord. Jeg skulle forsøge at løbe så jævnt så muligt på et pace på 4.58/km (Vil give en sluttid på 1.44.47), og så ellers holde humøret oppe hos de to. Starten gik og vi kom godt af sted – men det er altid svært at finde det helt rigtige tempo i starten, dels kan man jo ikke regne helt med uret og kroppen skal lige ‘tunes’ ind på det rigtige pace. Der gik ikke lang tid inden Niels Peter trak fra os, han nævnte godt nok, at han nok ville løbe lidt hurtigere i begyndelsen – så kunne vi altid samle ham op på vejen. Jeg forsøger altid at ligge så jævnt så muligt evt. med negativt split – det er dog langt fra altid at det lykkedes, men jeg husker stadig mit første forsøg på halvmarathon distancen, hvor jeg lagde alt for hårdt ud og måtte betale prisen efter 10 kilometer.

De første tre kilometer forsvandt hurtigt under fødderne – også lige hurtigt nok i forhold til målsætningen, 12 sekunder/km for hurtigt for at være helt præcis. Jeg kunne godt fornemme på Morten, at det ikke ville være et løb, hvor vi havde mange dybsindige dialoger – men sådan skal det også være, når man løber efter ny PB.

Ruten forsatte ned igennem gågade og ud på Fjordvejen med en skøn udsigt ud over bunden af Limfjorden. Vi løb ud af Fjordvejen med Kilen til venstre og Struer Bugt til højre. Ude for enden ventede et 180 graders sving, og et returløb samme vej vi var kommet – de hurtigste af løberne var allerede på vej imod os igen, da vi knap var komme ud af byen. Der var ingen tvivl om, at de hurtige drenge og piger også havde fundet vej til Struer denne dag. Da vi var 100-150 meter fra vendepunktet kom Niels Peter løbende imod os på den anden side, han lignede ikke en der var specielt presset, så det tegnede godt for hans PB forsøg. De næste par kilometer gik i et tempo, der var 5-6 sekunder/km for hurtigt ifølge uret. Det var min plan at pace efter kilometer markeringerne, men jeg mistænker dem for ikke at være sat helt skarpt – og efter 5 kilometer stoppede jeg med at se dem regelmæssigt, så den plan gik lidt af fløjten.

Ruten gik ud forbi havnen, hvor der igen var et 180 graders sving og et returløb tilbage til byen. Efter de første 8 kilometer var vi ca. et minut forud på tiden (7,5 sekunder/km) – det er lige vel meget i overkanten, det indrømmer jeg blankt. Jeg kunne fornemme, at Morten var ved at være rimeligt presset, og tænkte at det var lidt tidligt, men på den anden side så kunne vi godt sænke tempoet lidt, uden at det ville gøre noget. Retur i centrum vidste de fleste løbere – i hvert fald alle de lokale – godt, hvad der ventede dem. En stigning på knap 1½ kilometer op til mål – eller det vil sige for os på halvmarathon var det nærmere 2 kilometer op forbi mål og ud på ruten en gang mere. Vi løb igennem Tegltorvet og påbegyndte stigningen – der var mange, som i større eller mindre grad måtte kapitulere og gå noget af vejen, men vi holdt på og kom op til startlinjen. Efter den første halvdel lå vi stadig fint til at komme ind under 1.45.

De næste par kilometre lignede ren overlevelse for Morten, jeg forsøgte at holde motivationen oppe, men jeg kender det jo godt fra mig selv. Når man er presset helt ud, så kan der være nok så mange velmenende råd og optimistiske kommentarer, det hjælper lige fedt. Efter 14 kilometer havde vi tabt mere end et minut i forhold til målet – altså løbet ca. 15 sekunder/km langsommere end planen siden vi passerede startlinjen anden gang – endda ned af bakke noget af vejen. Det så ikke længere godt ud for Mortens målsætning om en sluttid under 1.45. Vi stoppede ved depotet i gågaden og fik lidt vand/energidrik indenbords, inden vi for anden gang løb ud på Fjordvejen. Vi havde ikke set noget til Niels Peter siden vi for en kort bemærkning passerede ham under et ‘bio-break’ i havneområdet. Jeg spekulerede på, hvordan det mon gik for ham, havde han kunne holde kadencen – og hvor langt foran mon han lå?

Jeg havde en indre debat med mig selv omkring min rolle som fartholder i resten af løbet. På den ene side ville jeg gerne løbe op og indhente det tabte, så jeg kom ind i de 1.45, der var planen. Dels da Niels Peter måske havde en forventning om, at jeg/vi ville komme og samle ham op på vejen, hvis han havde brug for et skub det sidste stykke, og der kunne jo sagtens være andre, der havde samme behov. På den anden side ville det være lidt dårlig stil at løbe fra Morten nu. Og så alligevel – jeg var ikke sikker på, at min tilstedeværelse hjalp ham specielt meget, der hvor han var nu. Det endte med at vi blev enige om, at jeg bare skulle løbe op og se om jeg kunne finde Niels Peter.

Der gik ikke mange hundrede meter inden jeg fandt ham – og han lignede bestemt ikke den mand, der for en time siden var løbet imod os i fin stil. Så ‘stod’ jeg ellers der med de to løbere, som jeg skulle få i mål under 1.45 – som modvilligt måtte kaste håndklædet i ringen og konstatere, at det ikke var dagen i dag. Jeg vurderede, at det sidste de havde behov for, var en overskudsagtig idiot, der forsøge at opmuntre dem alt imens de kæmpede sig i mål. Så efter en kort snak løb jeg videre med en plan om at indhente det tabte – der nu havde rundet 2 minutter. De næste fire kilometer langs havnen blev tilbagelagt med et snit på ca. 4.25 og så var jeg tilbage på tidsplanen.

Jeg begyndte at holde øje med, om der var løbere, der lignede nogen, der kæmpede for at indfri et mål. Pludseligt spurgte en medløber, om jeg ikke havde mistet dem, jeg skulle have med? Jeg måtte – med skam i stemmen sige – at projektet ikke var lykkedes, men at vi jo lige nu lå til at komme ind under 1.45 – så han var velkommen til at hægte sig på. Han ville bare løbe sit eget løb, men vi løb alligevel ind på torvet side om side. Nu var der kun ca. 1½ km i mål, men ganske som på første omgang var det 1½ kilometer op af bakke. Et stykke oppe af bakken spottede jeg en løber, der var nede og gå, han fik et “Kom så lige det sidste ind i mål”, og det var åbenbart lige det der skulle til. Inden længe var han oppe på siden af mig, vi blev enige om, at nu skulle den bare køres hjem. Den fik fuld gas ind over målstregen og i mål i tiden 1.44.06.

I mål stod Dorte og ventede på mig, hun havde haft en god tur rundt på 5 kilometer ruten. Vi blev i mål-området for at se, hvordan det gik Niels Peter og Morten. De så noget brugte ud, da de kom i mål en 13-14 minutter senere. Det fantastiske vejr – og det faktum at start lå lige midt på dagen – gjorde, at de fleste løbere skulle være mere opmærksom på deres væskeindtag, end man normalt ville være til et løb i starten af September.

Run to the Beat var en super god oplevelse, ikke så meget fordi ruten var noget specielt – faktisk synes jeg hele delen ved havnen var lidt kedelig, og 180 graders vendinger bliver jeg aldrig gode venner med. Men stemningen i byen og musikken – der var overflod af – var simpelthen fantastisk. Vi havde dog begge en søndag, der også stod på løb til Fjordmarathon i Aalborg, så vi skippede musikken – der heller ikke sådan rigtigt faldt i vores smag – og vendte snuden hjemad. Endnu et super godt løb er overstået – og hvis de rigtige (musik)navne kommer næste år, så er det bestemt ikke utænkeligt, at Struer får besøg af den her løbetosse igen!