Backyard Masters 2023
Hvordan kan man det?! Personen overfor mig har fået et tomt blik i øjnene, og kigger med en blanding af mistro, benovelse, forbløffelse og regulær forundring på mig. Jeg har lige fortalt, at jeg har løbet i 48 timer, hvor jeg tilbagelagde 322 km – svarende til distancen fra Blåvand i vest til København i øst – ved at løbe 6,7 km én gang i timen. Jeg er efterhånden vant til reaktionen, så jeg smiler og anerkender, at det lyder komplet tåbeligt, imens jeg fortæller om løbsformatet Backyard Ultra.
I 2019 kom det første Backyard Ultra til Danmark, da The Great Dane Backyard Ultra så dagens lys. Siden da har det taget fart i et eksplosivt højt tempo – både for mig personligt, men også for løbsformen i Danmark generelt. Jeg har nu løbet Backyard Ultra 13 gange i alt, hvoraf de 8 har været med en målsætning om at løbe så langt så muligt og flytte grænserne for, hvad jeg kan præstere – og det var lige præcis den indstilling, jeg gik ind til Backyard Masters 2023 med!
Forberedelserne
Da jeg sidste år til Backyard Ultra Team World Championships måtte vende om på omgang 42, trillede tårerne ned ad kinderne. Jeg havde misset min chance for at kvalificere mig til Big Dogs Backyard Ultra – eller hvad der helt kort kan kaldes VM i Backyard Ultra, og jeg følte ikke, at jeg havde levet op til hverken mine egne eller andres forventninger. Der var heller ikke rigtigt flere chancer tilbage, nok er vi som backyard-nation gode her i Danmark, men der er kun én gang på Dansk jord blevet løbet mere end de 60 timer en kvalifikation ville kræve – og det skete til løbet, jeg netop var udgået fra.
Til mit held fik Julie – der jo er en af de bedste kvindelige backyard-løbere herhjemme – en invitation til at deltage i Backyard Masters 2023, der i år ville have særligt fokus på kvinder. Jeg kom med på et wildcard og fik dermed en ekstra chance for at kvalificere mig til Bigs. Som månederne skred frem, kom der flere og flere stærke og erfarne navne på startlisten. Det var ingen risiko for, at løbet ville stoppe før 60 timer, så min skæbne ville være helt i egne hænder.
Træningen til sådan et løb fungerer på flere niveauer; det kræver naturligvis en vis fysik og grundform at løbe så langt, men jeg vil næsten tillade mig at sige, at bliver mindre vigtigt jo længere man vil løbe i et Backyard Ultra. Dermed ikke sagt, at man ikke skal løbetræne, men målet med træningen handler i høj grad om at blive klar til at være på fødderne i mange, mange timer.
Med en omgangstid på 50 minutter befinder man sig på fødderne i 20 ud af døgnets 24 timer – det ér selvsagt en belastning, som man skal kunne holde til, ellers så begynder tingene at falde fra hinanden. Jeg er nok ikke den ultraløber, der træner flest kilometer, men jeg forsøger at balancere det, så restitutionen er mest mulig optimal. Derfor løber jeg sjældent over 30 km i min træning, men gerne 25-30 et par dage i streg. I månederne op til Backyard Masters havde jeg to træningsløb på henholdsvis 12 og 15 omgange til Backyard Thorup Hede og Kronborg Backyard Ultra.
Udover den fysiske træning har jeg brugt rigtigt meget tid på at forberede mig mentalt. Det er i mine øjne her den største udfordring – og det største potentiale – ligger. Jeg er slet ikke i tvivl om, at min succes indenfor ultraløb skyldes, at jeg er stærk mentalt. Jeg er ikke ’noget særligt’ fysiologisk set, jeg er nok objektivt set ganske middelmådig. Men det kompenserer jeg for, at ved at være mentalt stærk – og jo længere man løber, jo mere betyder det mentale aspekt. En del af den mentale træning fokuserede på den helt reelle mulighed, at jeg ikke ville ramme dagen og dermed misse muligheden endnu en gang. Det kan virke ulogisk at forberede sig på at fejle i et løb, hvor troen på at lykkedes er så fundamental for succes. Men mine mål og ambitioner er nået til et punkt, hvor det hele skal spille sammen, for at det lykkedes – og dermed et risikoen for at det ikke lykkedes også bare større. Det er, som Thomas Jefferson sagde: ”With great risk comes great reward”.
Race day
Julie og jeg var igen i år så fantastisk privilegeret, at min gode ven Peter havde taget fri, så han kunne være crew for os. Jeg har kendt Peter i en 10-12 år efterhånden, men særligt indenfor de sidste 5-6 år løb bragt os tættere. Vi har løbet en god håndfuld ultraløb sammen, han er næsten altid med på sidelinjen, når jeg arrangerer løb – og så har han været med på min backyard-rejse næsten fra starten af. Han har set mig, når alle facader er væk og de sidste parader er slidt ned, og kender mig på sin vis bedre end nogen anden.
Efter en rolig fredag, hvor der var tid til at slappe af og nyde stemningen, fik jeg en rigtig fin nats søvn på hotellet. Det er svært helt at sove igennem, for spændingen sidder jo i kroppen – sammen med nervøsiteten for at sove over sig, og jeg vågnede da også flere gange i løbet af natten for lige at tjekke uret.
Kl. 8.00 ringede Alex, arrangøren, med den gigantiske klokke, der signalerede starten på løbet og 34 super skarpe løbere satte af sted ud på ruten. Vi lagde ud i 12-13 grader og let overskyet, med udsigt til at temperaturen ville stige til små 20 grader i løbet af dagen. Der var fantastisk stemning blandt løberne, og jeg elsker virkelig den atmosfære, der er til de her løb. Der er ingen skarpe albuer eller opblæste egoer, der er bare 100% god karma, fællesskab og en følelse af at være en del af noget større.
Den første håndfuld omgange gik mest af alt med lige at finde sin plads i feltet, der var her tidligt i løbet meget stor spredning på løberne. Jeg sigtede efter at løbe på 48-50 minutter, så der var lidt tid i depotet, men uden at det blev for meget. Det er altid lidt en balance for så meget er der jo heller ikke, der skal bruges tid på i starten af løbet. Omvendt har jeg det bedst med at finde en god rytme, som jeg kan holde nogenlunde jævnt løbet igennem uanset om jeg så skal på toilettet, skifte tøj, sove eller andet, der tager ekstra tid i depotet.
På en af de første omgange fandt jeg sammen med israelske Tamar Shay, som jeg havde hilst på, på hotellet til morgenmaden fredag. Der er ét hotel i den lille by, og det ligger 150 meter fra start, så langt de fleste løbere overnatter der, det giver et ekstra niveau af hyggelig stemning op til. Hun løb godt nok lidt hurtigere end jeg egentligt ville, men jeg ville investere i at skabe nogle venner ude på ruten til senere.
Hun fortalte at hendes primære mål var at sætte ny israelsk rekord. Ikke så meget for rekordens skyld, men mere for at bevise, at hun kunne slå mændene. Mere specifikt de israelske mænd, der ikke mener, at kvinder har noget at gøre i sporten. Og endnu mere specifikt ham, der vandt til teams eventet over hende, der nærmest ikke ville snakke med hende og direkte sagde, at han til enhver tid kunne vinde over hende. What a douche, udbrød jeg – jeg forstår slet ikke det behov for at udøve toxic masculinity på den måde. Udbruddet gav efterfølgende mange smil i den israelske camp fik jeg at vide, og det var tydeligt at mærke, at Tamar var glad for at deltage i et backyard, hvor der ikke blev set ned på hende.
Lige nu løber vi bare på ren rutine
Det handlede for mig primært om at komme godt – og nemt – igennem det første døgn. Så er man ligesom i gang, og er der noget, der ikke helt spiller, så skal det nok begynde at vise sig indenfor de første 24 timer. Dagen var varm, men ikke mere end det var til at holde ud. Min mave begyndte dog at være lidt fyldt, da jeg havde drukket ca. en halv liter væske ude på omgangen og fået lidt inde i depotet næsten hver omgang også. Jeg havde denne gang ligesom så mange gange før lavet en energiplan, men i modsætning til tidligere aftalte Peter og jeg, at tage det lidt mere on the fly og ikke panikke, hvis jeg afveg fra den i nogle timer. Så klog af skade fra de tidligere gange skar jeg lidt ned på væsken i en periode, jeg viste jo at natten ville blive køligere, så der kunne jeg hente noget ind igen.
Julie og jeg løb de fleste omgange sammen, og havde fundet en rytme, hvor vi løb de første ca. 2 km og så gik det næste lange stykke, der steg en smule. Herefter kom et 300 meter nedløb og så ramte vi bakken. På toppen af den var det bare at løbe på det flade og ellers gå. Det er faktisk en ganske hård rute, måske ikke på papiret men i praksis. Den har totalt ca. 100 højdemeter på en omgang, majoriteten ligger på en lang stigning ca. midt på. Og det største nedløb er på asfalt efter 5,5 km ca. Nedløbet er dog stejlere end hvad jeg i længden synes er behageligt at løbe ned af, særligt den øverste tredjedel. Derfor var det også i år en prioritering at gå det, selvom det kan virke ulogisk, når det ellers er gratis løb. Men sandheden er, at det ikke er gratis! Det koster på knæ og forlår, og netop mine knæ er et af mine svagere punkter.
Det er imidlertid ikke højdemeterne, der er det hårdeste ved ruten, det er derimod underlaget. De meste af stierne består i større eller mindre grad af store granitskærver, der danner et underlag der er vind og skævt i alle retninger og med kanter, der stikker op til højre og venstre. På nogle af stykkerne skal man virkelig være opmærksom, ellers kommer man nemt til at løbe mange kilometer på skæve stykker, og det sætter sig altså i kroppen, som tiden skrider frem. Det havde også været en overvejelse i min mentale forberedelse, at ruten her ville være markant hårdere end den i Horsens til teams eventet i oktober.
Men til trods for, at ruten ikke er den nemmeste jeg har løbet, så gik dagen rimeligt nemt med at løbe ind på 48 minutter. Som aftenen skred frem, kunne jeg dog mærke, at jeg egentligt følte mig træt, men i stedet for at panikke over det, glædede jeg mig over, at det måske betød, at jeg så kunne sove lidt i løbet af natten. Det har været ét af mine fokuspunker i træningen op til, for jeg har virkelig haft svært ved at sove tidligere – og det har stresset mig helt vildt meget.
Da vi løb ud på omgang 14 kl. 21.00 var lamperne på, men endnu ikke tændte. Faktisk nåede jeg stort set rundt inden det blev nødvendigt. Efter omgange 15 ville der være helt mørkt, så jeg besluttede mig for at løbe en hurtig omgang, for at forsøge at sove lidt. Så da omgang 15. startede lagde jeg lidt hurtigere ud end jeg normalt havde gjort, og inden længe passerede jeg de forreste løbere. Det var først på den sidste halve kilometer, hvor jeg gik, at jeg blev overhalet af dem. Jeg havde helt bevist valgt at gå ind, sådan at pulsen kunne komme ned og åndedrættet tilbage til normalt inden jeg lå i sengen. Efter knap 40 minutter kom jeg ind i teltet og overraskede Peter, der fik sig en velfortjent powernap, han havde ikke regnet med at jeg ville løbe så hurtigt – det havde jeg nu faktisk heller ikke, vil jeg lige sige.
Hurtigt ind under dynen på feltsengen, noget white noise lyd i ørene og så ellers bare slappe af. Faldt jeg i søvn var det en bonus, men jeg var indstillet på at selvom jeg ikke faldt i søvn, så ville det give ny, frisk energi. Jeg er faktisk i tvivl om jeg sov, det tror jeg måske jeg gjorde, selvom det kun har været et par minutter – men måske var jeg bare helt afslappet. Under alle omstændigheder, så følte jeg mig markant mere frisk og klar i hovedet igen. Jeg glemte dog lige at få masseret mine ben efter jeg stod op. Jeg er ikke vant til at have 20 minutters pause imellem omgangene, så det ramte mig prompte og den efterfølgende omgang startede med ekstra stive ben.
Det var ganske interessant at se, hvordan natten påvirkede folk. Jeg havde egentligt forventet at se, at der ville blive løbet lidt hurtigere for at komme ind og lukkede øjnene, men det var ikke rigtigt tilfældet. I stedet gik folk tilsyneladende helt i stå, på det lille græsstykke kort efter start. Her var et nedløb efterfulgt af en tilsvarende stigning på en græsklædt markvej. Hvis man ikke kom foran det her tøffe-tog, så endte man bare i et frustrerende langsomt tempo, der nemt kostede et minut. Men udover det, så gik natten uden det store drama, jeg nåede at få en enkelt gang hvile mere i løbet af natten, denne gang helt bestemt uden at sove. Men det havde stadig en god effekt, og jeg følte mig klart friskere ligesom sidst.
Langsomt men sikkert begyndte det at lysne i horisonten og lamperne kunne slukkes igen. Nu var der bare 2 timer til første delmål; kom nemt igennem de første 24 timer. Det var svært ikke en gang imellem at løbe og tænke på, hvor helt uoverskueligt lang tid, der stadig var til de 60 timer. Men hver gang tanken kom, fik jeg vendt fokus til de kortsigtede mål.
Overraskelsen der kom helt bag på os
Julie havde de sidste par timer af første døgn døjet med kvalme og en mave, der drillede. Vi havde på forhånd aftalt at hvis hun fik problemer, så skulle jeg forsat fokusere på mit eget løb. Det er ikke nødvendigvis nemt for mig, for jeg vil jo bare så gerne se hende lykkedes, men jeg ved jo også, at jeg skal holde øjnene på min egen bold, hvis jeg skal nå mine mål. Og det er da også en anelse lettere, når jeg ved at hun faktisk helst bare vil løbe selv, når hun har problemer, så hun ikke føler, at hun bremser mig.
Inden vi løb ud på omgang 26, gav Alex en kollektiv besked om, at der ville være en overraskelse kl. 9.55, så hvis det var muligt, måtte vi alle gerne stå klar sammen med crew i startboksen. Jeg tænkte ikke nærmere over det, da vi løb af sted og jeg fandt mig hurtigt løbende side om side med Amanda Nielson fra Canada. Hun havde løbet på 42 minutter kontinuerligt det første døgn sammen med Ritvars fra Letland, men da han ikke taler engelsk, savnede hun efterhånden lidt selskab, så hun havde sat farten en anelse ned. Det var rigtigt hyggeligt at sludre med hende, men selvom hun havde sat farten ned, så kom vi ind lige under 44 minutter. Vi aftalte, at vi kunne tage en omgang mere sammen, men på min betingelse af, at det bliv lige en smule langsommere end denne omgang, som jeg synes var lige rigeligt hurtig.
Herfra stak det så lidt af på en måde, som jeg på ingen måde havde set komme. Imens jeg sad i teltet og fik lidt at spise, kom David ind. Han havde haft en plan om at løbe sammen med mig på denne omgang, han havde en lille hemmelighed, som han skulle fortælle mig. Sammen med Alex havde han nemlig arrangeret, at Julie og jeg skulle giftes i startboksen. Og de havde vist hygget sig gevaldigt meget med at planlægge det, for de var gået all in.
Der var dog lige en lille udfordring, nemlig at da Julie kom i mål, skulle hun på toilet, og på det tidspunkt vidste hun ikke noget om, at hun var hovedpersonen i overraskelsen kl. 9.55. Så imens minutterne gik, begyndte dem, der vidste hvad der skulle ske at trippe utålmodigt rundt. Men med små fire minutter igen kom Julie ud, fik slør på og vi satte os ned lige foran startlinjen – en detalje, der få minutter senere bidrog til den autentiske backyard stemning, hvor der er få minutter til at nå det hele. Der blev holdt en fin tale, som David havde skrevet omkring hvordan vi mødtes og vores kærlighed – både til løb og til hinanden. Imens vi sad der, kom der stadig løbere ind, de må have været ganske forvirret over, hvad de kom ind til på opløbsstrækningen.
Talen blev naturligvis med et minuts mellemrum afbrudt af fløjt, først tre, så to og til sidst ét – og endelig kom spørgsmålet om giftermålet. Jeg blev spurgt først, og med kun 8 sekunder til start sagde Julie heldigvis også ja, vi fik overdraget et par flotte ringe fra Laz, inden vi trådte 2 skridt tilbage ind i startboksen og starten gik. Med ringene i hånden gik vi af sted, og fik dem givet hinanden på – utroligt nok passede de helt perfekt. Det var i dén grad sjovt, kaotisk, overvældende og bare helt igennem fantastisk – også selvom det naturligvis ikke er et gyldigt bryllup på nogen måde. Omgang 27 blev vores bryllupsrejse sammen, hvor vi sluttede omgangen hånd i hånd og kunne give Alex og David et stort kram og sige tak for overraskelse.
De sidste hektiske minutter op til start på omgang 27 havde også gjort, at David ikke havde fået væske med ud. Jeg havde min flaske og et par gels i lommen, så han fik min flaske på omgangen. Jeg var godt nok lidt ekstra tørstig da jeg kom ind igen, men med masser af energi og med højt humør. Herefter gik Julie og jeg tilbage til vores normale rutiner, og jeg begyndte at fokusere på 30. omgang, der var næste milepæl.
Omgangene gik stadig rimeligt let, og jeg følte mig faktisk godt løbende, men jeg begyndte at få ondt i fødderne. Underlaget havde virkelig sat sine spor. Det var ikke noget, der egentligt påvirkede mit tempo eller evne til at løbe stabile tider, det var bare ubehageligt. Temperaturen var også hastigt kravlet op imens solen bagte ned over den lille tyske by. Heldigvis var store dele af ruten under trædække, men den sidste gode kilometer var på en asfaltvej, der effektivt reflekterede varmen tilbage. Det var også begyndt at blive tydeligt, at ikke alle havde ramt dagen. Enkelte var allerede gået ud, imens andre så meget slidte ud og ikke lignede nogen, der havde mange omgange tilbage i sig. Det kom på sin vis lidt bag på mig, for i det her felt var jeg placeret i den nederste tredjedel i seedningen, men det viser jo på sin vis meget godt, at i et Backyard Ultra kan alt ske.
Videre imod målet
Med omgang 30 i bogen var jeg efterhånden godt på vej. Jeg havde fået afværget større kriser undervejs, og var generelt et godt sted. Kommunikationen og samarbejdet med Peter i teltet spillede på et niveau, jeg ikke har oplevet før. Det var virkelig et godt fundament til at sætte PR og komme længere end nogensinde før.
Desværre kom Julie ind på hendes omgang 31 med små to minutter igen – og hun så ikke godt ud. Vi forsøgte at opmuntre hende, bare lige én omgang mere ville gøre alverden for hendes chance for at komme på teamet til næste år, men jeg fornemmede at der ikke var mere tilbage. På grusvejen efter græsbakken kiggede jeg mig tilbage, og kunne ikke se hende nogle steder. Øv altså! Jeg vidste at hun ville være frustreret og ked af det, hun havde ellers været virkelig godt løbende – bedre end nogensinde før. Det var tydeligt at hendes træning med energi og væske op til havde båret frugt. Men det er bare the name of the game i et backyard, og når tanken er tom, så er der på et tidspunkt ikke mere at gøre. Jeg vidste, at der ikke var noget jeg kunne gøre for hende nu, og at hun ville være i gode hænder i vores lille danske camp. Så jeg løb videre ud på ruten, der efterhånden var indprentet på bagsiden af øjenlågene.
Der var efterhånden fuldvarmt i det sydlige Tyskland, og jeg må indrømme at jeg led lidt under det. Peter havde problemer med at holde tingene kolde, og jeg bad ham hente nogle isterninger på den nærmeste tank til næste omgang. Han mente dog ikke de havde åbent, så han lavede i stedet en spand med køligt vand, som kunne holde det lidt koldt. Det var bedre, men ikke en fantastisk løsning. På næste omgang løb jeg lidt sammen med Thorleifur fra Island, som jeg undervejs havde snakket lidt med. Super hyggeligt fyr der havde boet i Danmark med hans hustru for mange år siden. De havde hentet isterninger, og jeg tror han ringede til hans kone og fortalte, at jeg gerne ville have nogle. For da jeg kom i mål og sagde til Peter, at der var åbent og jeg virkelig gerne ville have nogle, sagde han at det var der allerede styr på.
Det hjalp lidt at kunne få noget lidt køligere at drikke – ikke mindst mine gels som jeg tog, da fast føde ikke var tiltalende i varmen. Jeg havde dog en tørst, som jeg bare slet ikke kunne slukke og følte jeg kogte over, så snart jeg kom ned på asfaltvejen. Ikke noget der egentligt påvirkede mit løb, men dog nok til at jeg godt viste, at jeg skulle få styr på det, ellers ville det potentielt blive et problem. De sidste to omgange have jeg tømt min drikkedunk på de første 2½ kilometer, ved en fejl var den dog heller ikke blevet fyldt helt op altid, det gjorde det ikke bedre. På et tidspunkt kom jeg ind i depotet og sagde til Peter, at jeg bare gerne ville have noget vand her og nu. Jeg tror næsten jeg drak 3/4 L vand på 3-4 minutter. Peter formanede mig om, at jeg lige skulle tænke mig om, så det ikke bare flyttede problemet ned i maven at få så meget på en gang. Men jeg følte mig så meget i underskud på det tidspunkt, at for meget væske i maven var et problem til senere!
Med tørsten under kontrol igen var jeg lidt mere rolig igen og kunne fokusere på at komme til omgang 36. der var næste milepæl. Vi rykkede for en stund mig ind i fælleshuset, der var markant køligere end teltet. På det tidspunkt var det en god beslutning, men jeg var glad for at have mit eget telt med, for der var mange mennesker og meget aktivitet derinde hele tiden. I takt med at aftenen skred frem blev temperaturen mere behageligt, men det var dog stadig ganske varmt – særligt inde i skoven, der ligesom holdt på varmen.
1½ døgn inde og ”kun” et tilbage til målet
Solen gik ned ca. 21.30 så omgang 37. ville være ikke helt kunne klares uden lampen. Jeg havde løbet fint stabile tider omkring 49-50 minutter, men forventede også at nat nummer to ville føre lidt langsommere omgange med sig. Derfor prioriterede jeg også at skifte til trekvart tights og lige få tjekket mine fødder, som jeg følte måske havde et par begyndende vabler, der skulle tilses. Det var heldigvis ikke tilfældet, og jeg kunne løbe ud i mørket med den komfort nyt, tørt tøj og strømper giver.
På omgang 38 løb jeg lidt sammen med Tamar, østrigske Angelika og ungarske Edit, der havde fundet sammen i en lille gruppe. Jeg fornemmede, at det handlede om at støtte Tamar i jagten på den israelske rekord. Tamar så fint løbende ud, men hun sagde at hun ville stoppe efter 40, når rekorden var i hus. De to andre kvinder og måske også Tamar havde tidligere hjulpet Victoria fra Ukraine rundt på et par omgange, da hun ellers ville stoppe. Det var så bekræftende at se det sammenhold og fællesskab, der opstår som timerne skrider frem. Det er lige præcis sådan et backyard skal være!
Jeg vil ikke sige, at jeg havde glemt hvor ondt mine fødder gjorde, men som jo ganske ofte er, så bliver det på et tidspunkt ikke værre. Det er som om, at det bare finder et plateau, og så bliver det der – rent smertemæssigt i hvert fald. Jeg havde løbet med musik siden omgang 33, hvor jeg havde det lidt stramt med varmen. Her havde jeg også lavet en lille live video, hvor der forsat tikkede kommentarer ind på, det gav lidt ekstra energi og glæde. Jeg har også efterhånden kommet til at punkt, hvor jeg havde lyst til at spise lidt igen, så jeg fik noget mere fast føde end bare gels og energidrik i maven igen.
Inden starten på omgang 41. ønskede jeg Tamar tillykke med den nye rekord og løb ud for at tangere min egen personlige rekord fra oktober. Det føltes godt. Jeg var et helt andet sted mentalt og fysisk end i Horsens, hvilket ruten taget i betragtning jo var ret vildt. Jeg har ikke løbet en masse højdemeter i min træning de sidste par år, og jeg havde nu 4000 i benene. Herfra var det de små milepæle, der skulle få mig igennem natten; 42: PR. 45: 300 km 46: Dagslys.
Kort inde på omgang 42 kom Thorleifur op på siden af mig og ønskede mig tillykke med PR. Vi løb lidt og sludrede om løst og fast. Min PR-omgang blev løbet ind på knap 53 minutter. Peter gav mig et stor kram inde i depotet, han var tydeligvis stolt på mine vegne – og glad for at være en del af det. Ved starten af omgang 43. var det min tur til at ønske Thorleifur tillykke med PR. Jeg havde mentalt noteret mig nogle af mine medløberes rekorder, så jeg havde lidt at se frem til og fejre på deres vegne. Jeg vil ikke lyve, det kan godt blive en anelse ensformigt at løbe den samme rute time efter time, så lidt adspredelse er ikke at kimse af.
Min telefon krævede en opladning efter at have spillet musik i en god del timer, så omgang 43 blev uden musik, og det endte med at blive en lidt skummel oplevelse. Trætheden ramte mig super hårdt, og jeg tog flere gange mig selv i at løbe uden helt at registrere noget. Ikke ligefrem sovende, men nærmere et niveau af at være en zombie. Så jeg besluttede mig for at løbe en anelse hurtigere, og så komme ind og ligge lidt. Om det var fraværet af musikken, der satte ind eller bare en generel træthed, ved jeg ikke, men det var lige spændende nok, synes jeg. Jeg fik 5-6 minutter på sengen, og selvom jeg ikke fik sovet, var jeg markant friskere, da jeg stod op igen.
Bare lidt et par timer tilbage til solopgang, det var godt at tænke på. Når solen igen stod op, ville der komme lidt ny energi, og de magiske 200 miles var inde for rækkevidde. De efterfølgende omgange gik egentligt uden den store dramatik, men jeg kunne mærke noget gnave i kanten af min bevidsthed. Jeg kan simpelthen ikke sætte min finger på, hvad det var, men den energi jeg havde set frem til ved solopgang, kom aldrig helt. I stedet følte jeg mig lidt slukket i hovedet. Måske det var udsigten til en hel dag endnu, der havde den modsatte effekt, end jeg havde troet. Jeg havde helt fra start sagt til mig selv, at kunne jeg komme igennem nat nummer to, så skulle jeg nok komme igennem det. Det handlede jo bare om en dag i dagslys.
De første to kilometer, hvor underlaget i særlig grad var træls hang mig efterhånden ud af halsen. Jeg havde problemer med at løbe det, og forsøgte mig med at powerwalk i stedet. Det gik egentligt fint, men jeg kunne godt se, at det kostede lidt tid – og i retrospekt fokuserede jeg nok lidt for meget på, hvor lang tid de første to kilometer tog. Jeg besluttede mig for at tage det en omgang af gangen og se, om ikke jeg lige kunne finde lidt gejst ved at komme igennem omgang 48.
Jeg kom igennem omgang 47 og svingede mentalt rigtigt meget imellem at sige fuck det efter omgang 48 og at klø på. Et eller andet sted i mig var troen på 60 timer nok slukket. Da vi løb ud på omgang 48 følte jeg mig glad og tilfreds, kort derefter blev den følelse dog overtaget af ubehag, sløret syn og manglende evne til at holde fokus. Når jeg tænker tilbage nu, så er det helt tydeligt, at jeg ubevist havde søgt en udvej de foregående timer – og nu havde kroppen langt hen af vejen givet mig den. På det åbne stykke ude på asfaltvejen kunne jeg tydeligt mærke solen bage ned allerede. Få hundrede meter stod Julie med et skilt, og heppede på mig – jeg smilte og sagde, at jeg havde det pænt skidt lige nu.
Med godt og vel tre minutter igen kom jeg i mål, hvor jeg faktisk følte mig pænt konfus. Der var så mange søde mennesker, der strømmede til med koldt vand og stol og alverden for at hjælpe mig. Tamar gav mig en lille peptalk, og Peter rakte mig en ny flaske med vand. Tiden gik alt for hurtig, og pludseligt ringede klokken os ud på 49. omgang. Jeg svingede mentalt frem og tilbage, det ene sekund tænkte jeg, at jeg ville æde den her omgang på ren vilje, og det næste at jeg bare ikke magtede mere. Jeg havde haft svært ved at løbe det sidste stykke på omgangen før, og følte heller ikke at jeg kunne løbe, så jeg gik hele stykket op til toppen af græsstykket. Jeg fik fornemmelse af Thorlaifur holdt sig i nærheden for ligesom at vise, at jeg ikke var alene.
Den sidste gnist slukkede, da jeg kom op og så det trælse stykke for 49. gang. Jeg lavede en hurtig hovedregning på hvor lang tid det ville tage mig at nå til 2 km mærket gående og konkluderede, at det tempo, jeg efterfølgende skulle præstere – inkl. bakken ville være urealistisk. Jeg vendte om, slukkede uret og satte mig på en bænk i skyggen. Denne gang trillede der ingen tårer ned at kinderne. Jeg var tilfreds, stolt og afklaret med resultatet.
Bagklogskabens lys ses alting lidt klarere
I timerne efter havde jeg det helt fint, jeg var selvsagt træt, men ikke ved at falde omkuld på nogen måde. En ting, der faktisk overraskede mig lidt var, at jeg ikke var skuffet over drømmen om at komme til Bigs, nu definitivt var slukket. Det var 48 timer med så mange sejre, først og fremmest så kom jeg ud på 48 timer og 200 miles – på en rute, der nok er blandt de mest udfordrende jeg har løbet backyard på. Jeg lykkedes også for alvor effektivt med at problemløse, både i forhold til maven og energiindtag men også omkring søvnen, der har været min største akilleshæl indtil nu. Her en uge efter kan jeg godt ærgre mig over, at jeg ikke lige kunne finde den mentale styrke til at gøre omgang 49 færdig, men i stedet fik jeg en værdifuld læring med hjem; nemlig at jeg fungerer bedre, når jeg sætter mig flygtige mål som fx at vinde frem for konkrete mål om et antal omgange. Det er bare nemmere for mig at holde det kortsigtede fokus og være i nuet, så det vil jeg arbejde videre med i den kommende tid.
Det kan godt lyde som en gratis ting at sige, men på en eller anden måde er jeg faktisk glad for ikke at have kvalificeret mig til Bigs. Det bliver et helt vanvittigt felt med de skarpeste, dygtigste løbere, og selvom jeg gerne ville lege med blandt de bedste Backyard Ultra løbere i verden, så kan jeg også mærke et pres på mine skuldre, der har forladt mig. Jeg tror helt oprigtigt ikke, at jeg har det i mig lige nu til at løbe blandt de bedste, og risikoen for at det ville blive en form for et nederlag er lidt for stor. Udtrykket ’nederlag’ skal jo ses i den rette kontekst her, og for mig ville det være et nederlag at løbe under 50 omgange, når jeg er blandt verdens bedste. Jeg kan godt mærke, at jeg gerne vil have lidt mere erfaring med at løbe +2 døgn under bæltet, inden jeg skal tilbage til Bigs. For tilbage skal jeg, det bliver bare først i 2025 – og det er helt fint!
Samtlige 322 km blev løbet i ét par Altra Paradigm 6, og jeg må indrømme at de ikke helt gav den beskyttelse imod underlaget, som jeg havde håbet – men det var bestemt heller ikke en jævn asfaltvej, som de jo primært er lavet til. Jeg vurderede dog, at det var bedre at forsætte i dem, frem for at skifte til mine Via Olympus, der er noget stivere. Jeg snakkede med Thorleifur, der løb i Torin 7 og var vældig godt tilfreds, så den tror jeg, at jeg skal have prøvet af.
Og 1000 kroners spørgsmålet er jo så, hvordan har kroppen det? Faktisk overraskende godt. Mine fødder og knæ var noget medtaget de første dage efter, men jeg har faktisk en følelse af, at jeg godt kunne løbe igen her en uge efter. Jeg slap med to vabler og en blå negl, det tænker jeg umiddelbart er billigt sluppet! Jeg giver det dog lige en uge eller to mere inden jeg så småt starter op med at løbe helt stille og roligt. Der er ingen grund til at forcere noget, jeg har ikke lagt mig fast på nye mål i efteråret, så i første omgang handler det om at komme godt tilbage på niveau igen.
Hvis du er blevet inspireret til selv at løbe et Backyard Ultra, så er der forsat pladsen til mit eget Run O’Clock Backyard Ultra, der afvikles syd for Aalborg den 2. september! Tilmelding lige her: https://www.sportstiming.dk/event/11689