Big Dog’s Backyard Ultra Satellite Races

Løbeåret 2020 er indtil videre blevet noget kun anderledes, end da jeg tilbage i slutningen af 2019 lagde planer for, hvad jeg skulle løbe i år. Jeg havde tre store ultraløb planlagt i år; Great Dane Backyard Ultra i maj, Everesting i Juni, og Mors 100 Miles i september. Great Dane blev flyttet til efter Everesting, der trods alt kunne afholdes på den planlagte dato, og jeg måtte melde afbud til Mors 100 miles pga. flytningen af Boston Marathon – der så efterfølgende blev aflyst. Men fra asken af aflyste, flyttede og ‘amputerede’ løb opstod en helt unik mulighed; nemlig at deltage i ‘Big Dog’s Backyard Ultra Satellite Races’. Intet mindre end verdensmesterskabet i Backyard Ultra. Nå ja det er selvfølgelig ikke et officielt mesterskab, det er bestemt ikke sanktioneret under IAAF, og det afvikles som satellit-løb verden over simultant – men titlen som verdensmesterskab lyder da meget godt alligevel ikke 😉

Hvad er et ‘Backyard ultra’ egentligt?

Backyard Ultra er et løb som ingen andre. Det er et vaskeægte ‘last (wo)man standing’ event, hvor der løbes til alle – undtagen én – må melde pas. Det handler ikke om at kunne løbe hurtigt, faktisk kan man gå distancen. Det handler heller ikke om at kunne løbe langt, jovist kilometerne tæller op omgang for omgang, men det føles ikke sådan. Det handler derimod om viljen til at blive ved, når det kan virke formålsløst – noget det i den grad kan virke, når man ikke føler, at man kommer tættere på en målstreg. Reglerne er simple men tag ikke fejl, de er ikke grebet ud af den blå luft. Løberne har 59 minutter og 59 sekunder til at tilbagelægge rutens 6,7 km, for når klokken runder 60:00 begynder en ny omgang, og det hele starter forfra. Den eneste pause løberne får, er den tid de kan løbe ind – dvs. kan man løbe ruten på 54.59, ja så er der 5 minutters hvil. Sådan bliver man ved time efter time. Ingen målstreg. Ingen tidsgrænse. Bare endnu en omgang, indtil der til sidst kun er én løber, der når indenfor tidsgrænsen.

Vindere af lokale backyard ultra events som The Great Dane Backyard Ultra får den eftertragtede guldmønt, der giver adgang til Big Dog’s Backyard Ultra i Lazarus Lake’s baghave i Bell Buckle, Tennessee – sådan er det i hvert fald normalt. Men ja der er ikke meget, der er normalt i år, og heller ikke Big Dog’s Backyard Ultra. Derfor blev det afholdt som et satellit event kloden rundt, hvor 15 deltagere fra hvert team skulle løbe mod – og med hinanden. Eventet indeholdt nemlig to elementer af konkurrence; hvem kan løbe flest omgange i verden, og hvilket team kan tilsammen løbe flest omgange. Jo flere deltagere på teamet, der kan holde ud lige én omgang mere, jo bedre placering vil teamet samlet set få – og jo flere løbere, der kan løbe langt, jo længere tid vil det lokale event køre. Husk på at når en deltager er den sidste, der gennemfører en omgang indenfor tidsgrænsen, ja så slutter eventet for det pågældende land.

En rookie blandt eliten

Jeg fik – til min egen store overraskelse – en plads på holdet blandt 14 andre virkelig erfarne og dygtige ultraløbere. Det var faktisk lidt en underlig følelse. I mine øjne er jeg en rookie indenfor ultraløb, og sammenlignet med ultraløbere som Stine Rex, Jerry Fogh og Dorte Dahl, der i blandt sig kan bryste sig af indtil flere nationale og internationale rekorder. Ja så er det lige præcis, hvad jeg er. Men rookie eller ej så gik jeg ind til det med en målsætning om at blive ved, give den alt og presse mig selv ud på endnu en omgang, så længe det var muligt.

Foto: TrailBear Films

I et Backyard Ultra kredse siges det, at i det øjeblik du ikke tror på, at du kan vinde, der har du allerede tabt. Det handler om at tro på, at man kan blive ved – og finde motivationen til det – længere end alle andre. Ja man kan vel kalde det for løbesportens poker – og jeg havde fået en hjerter 9 og en spar knægt i hånden. Ikke en dårlig hånd men bestemt heller ikke en fantastisk hånd. Derfor blev jeg nødt til at skabe et framework for mig selv, der gjorde, at jeg ikke fik tilladelsestanker om at stoppe, hvis floppet overhovedet ikke passede til min hånd.

Mit framework blev en løs vurdering af, hvor lang tid jeg som minimum burde kunne blive ved. Jeg havde en god følelse i kroppen om, at 30 timer – 200 km – ville være realistisk, og jeg tænkte også, at der nok kunne være flere omgange i benene. Så i mit hoved arbejdere jeg ikke med et fast antal omgange, men blot ‘søndag aften’ som det første seriøse checkpoint – hvad ‘søndag aften’ så helt konkret betød i forhold til klokken og omgange, det måtte tiden vise.

Tre fløjt. Så to. Så ét – og til sidst en koklokke

Starten skulle gå kl. 7.00 Tennessee time, hvilket for os danskere betød kl. 14.00. Tidspunktet passede mig rigtigt godt, da jeg ville have mulighed for en god nats søvn og en stille og rolig formiddag, inden det gik løs. Lige så anspændt, nervøs og med behov for planlægning til mindste detalje, når jeg tidligere har løbet PR på marathon – ja lige så rolig og afslappet tog jeg det i timerne op til. Noget der endte med at stresse Julie en smule, da jeg med under en halv time til start stadig ikke var kommet i løbetøjet. Jeg tror det fungerer for mig på den måde, fordi jeg ved, at der er masser af tid til at korrigere undervejs. Det gør ikke fantastisk meget, at jeg ikke har spist 2-3 timer før, når jeg skal være i gang i en døgn. Jeg behøver ikke have været 15 gange på toilet inden starten går, for 30 sekunder i busken undervejs betyder intet i det samlede regnskab.

Med 3 minutter til start lyder den velkendte fløjte, som de fleste, der har løbet The Great Dane Backyard Ultra eller Run O’Clock, nok har et love/hate forhold til. Vi finder hurtigt ind i startboksen ivrige efter at komme i gang. På TV skærmen kører der live stream fra de forskellige løb, naturligvis med den gode Laz i centrum imens minutterne tæller ned og vi bliver sendt af sted til lyden af en koklokke. Det tager ikke lang tid, inden vi er spredt ud over et lille stykke. Det er langt fra alle deltagere, der har løbet Backyard Ultra før, og det er tydeligt, at der er nogle der har lettere ved tanken om at gå end andre. Jeg løber det meste af omgangen, imens jeg udnytter muligheden for sludre med Stine Rex.

Foto: TrailBear Films

Men det har en pris for Stine er konkurrencemenneske til fingerspidsen, og hun har det virkelig svært ved tanken om at gå – og i særlig grad tanken om at blive overhalet. Efter knap 44 minutter er vi retur – det er alt for hurtigt. Jeg har lovet mig selv, at jeg denne gang vil hanke op i min selv for ikke at løbe for hurtigt i starten. Jeg havde ugen før testet af, at jeg kan powerhike ruten på 54 minutter, så jeg beslutter mig for at de næste mange omgange bliver efter opskriften; løb de første 2 kilometer, herefter gå ca. 2 kilometer, der alligevel indeholder stykket med mange rødder og lidt bakker, og så skift imellem løb og gang det sidste stykke efter lyst og behov. Planen er at ramme ca. 50 minutter per omgang, det lykkedes rigtigt godt. Et par af de øvrige deltagere kommer med lidt venskabelige drillerier, når de overhaler mig imens jeg går – skulle der ikke stå gå-tosset bag på trøjen Morten? 🙂

Ultraløb og hyggeløb

Som dagens sidste lyse timer går, finder vi hver især ind i vores egen rytme. Jeg holder mig til planen, og det betyder, at jeg løber det første stykke sammen med Stine, Dorte og de andre, der løber omkring pace 6:00-6:30. Herefter begynder jeg at gå, hvor de øvrige deltagere langsomt men sikkert indhenter og til sidst overhaler mig. Det passer mig faktisk meget fint, det giver mig mentalt rum til at følge lige præcis den plan, som jeg har lagt. Med ca. 2,5 kilometer igen indhenter jeg Jesper Elfving, der i mere end en forstand er en erfaren herre. Han har blandt andet løbet UTMB 2 gange og gennemført Kullamannen 100 miles, som anses for et af de absolut hårdeste 100 miles løb i Europa. Og så er han i en alder af 59 den ældste af os på det danske team, og den 3. ældste deltager på tværs af alle deltagere verden over.

Foto: TrailBear Films

Jeg kender Jesper af navn, men har aldrig snakket med ham før, det kan man dog ikke mærke, for imens vi følges rundt retur til mål går snakken lystigt om løb, arbejde, familie og alt derimellem. Sådan tager den ene runde den anden. Jeg løber først med den forreste gruppe, herefter går jeg for mig selv, og så følges jeg med Jesper det sidste stykke. Jeg fokuserer på at slappe af, nyde det, hygge og egentligt bare at glemme hvad klokken er, hvor langt jeg har løbet – og hvor mange timer jeg har tilbage i mig. Men efter de første 4 omgange kommer vi ikke udenom, at dagene efterhånden er blevet korte og pandelamperne skal frem. Jeg har det fint med at løbe i mørke, men jeg ved også, at det er tæt på 14 timer, som vi kigger ind i. 14 timer hvor temperaturen daler, hvor man normalt sover, og hvor der er meget begrænset med liv – udover de i øvrigt meget aktive mus – ude på ruten sammen med os 15 tosser.

For the night is dark and full of terrors

Ind til nu har jeg, udover min Tailwind som jeg drikker 250 ml af per omgang, i kategorien mere traditionel mad fået havregryn og nudler – altså ikke sammen, men hver for sig. Det har jeg fundet ud af fungerer rigtigt godt, og særlig havregrynene blev ved et tilfælde peppet gevaldigt op. Aftenen forinden faldt vi tilfældigvis over nogle vanilje Stay Strong proteindrik til spotpris – og det skulle vise sig at være den perfekte erstatning for mælk. Tilføj en banan så har man faktisk et ganske velsmagende måltid, der giver godt med energi til benene. I baghovedet lurede bekymringen omkring de maveproblemer, jeg indtil nu har haft på de længere ultraløb, men der var ikke så meget som antydning af at noget var under opsejling. De første par timer i mørke var overstået, jeg havde vænnet mig til at løbe i pandelampens skær, og følte mig klar til at tackle det resterende halve døgns tid i mørket.

I ly af mørket havde der sneget sig ubudne yderst velkomne gæster ud på ruten. Det var de skønne gutter fra Galten Ultratraløbere, der tydeligvis ikke havde noget bedre at give sig til en lørdag aften, end at stå i en mørk skov med flagranke og soundbox og heppe på en flok løbetosser. Det var simpelthen så fedt. Jeg bliver altid lidt rørt, når der er folk, der gider tage sig tid til at komme ud og heppe og hygge. Aftenens helt store højdepunkt var da også da Nikolaj – min teenagesøn – pludseligt stod og tog imod mig i målområdet. Det havde jeg bestemt ikke forventet, men det gjorde kun overraskelsen endnu bedre.

Med lidt varm tomatsuppe i maven – og et frisk batteri i pandelampen – løb vi ud på vores 7. omgang. Planen fra dagtimerne havde ikke ændret sig meget, og jeg mødte stadig Jesper på slutningen af ruten. Da vi nærmerede os målet kunne vi høre sirener, og da vi kom tættere på endnu, kunne vi se blå blik ved klubhuset. Det løb koldt ned af ryggen på mig, hvad var der sket? Uden at have holdt talt på om det var alle de resterende 13, der havde overhalet mig, så var jeg ret sikker på, at Jesper og jeg – vanen tro – dannede bagtrop. Det havde vi troligt gjort de sidste mange timer – helt efter planen. Da vi drejede op på de sidste 20 meter inden klubhuset, gik det op for mig, at det var endnu en flok skønne mennesker, der var kommet for at sprede glæde og heppe lidt – ingen grund til bekymring. Et par kollegaer til Jakob Larni havde en stille aften i ambulancetjenesten, og så kunne de da lige svinge forbi og ‘lave lidt larm’ for os.

Aftenens første offer

Aftentimerne frem til omkring midnat er svære for mig at skelne fra hinanden, det føles lidt som de stykker under et trailløb, der er transport fra det ene fede spor til det andet. Man zoner lidt ud. I løbet af aftenen løb jeg lidt sammen med Jakob Larni, der kan bryste sig af at være den deltager med mest erfaring med Backyard Ultra af os alle – og i øvrigt blev nummer 2 sidste år og nummer 3 i år til Great Dane. Vi snakkede lidt strategi i forhold til at få en smule søvn undervejs. Som falckredder forestiller jeg mig, at Jakob har noget erfaring med at få udnyttet tiden effektivt, når batterierne skal lades op. Så jeg valgte at følge hans eksempel med at planlægge at løbe en anelse hurtigere for at få et par minutter mere i depotet med lukkede øjne. For som han sagde, det giver nok god mening at starte tidligt med at få den søvn, som man kan.

Det var efterhånden blevet noget kun køligere, end da vi startede. Jeg havde prioriteret lidt tid til at skifte tøj, og et toiletbesøg skulle der også være plads til, så det var ikke blevet til megen forsøg på at sove før omkring midnat. Jeg havde ikke medbragt en liggestol, egentligt havde jeg tænkt, at der ikke var nogen grund til at gøre mig det alt for behageligt – men det fortrød jeg ret så meget. Det er svært nok i forvejen at falde i søvn imens folk vimser rundt omkring en, men siddende i en almindelig campingstol er intet mindre end håbløst – medmindre man er Roskildefestival-stiv. Egentligt følte jeg mig heller ikke træt nok til at sove, men det var alligevel rart at sidde med min buff nede om øjnene og lukke verden en lille smule ude.

Stakkels Julie var blevet hylet godt og grundigt ude af den under 11. omgang. Der havde været flere henne og sige, at jeg var dårlig, havde problemer med maven og havde kastet op flere gange – og om hun havde sørget for at give mig noget, der ikke var koldt. Intet kunne være længere fra sandheden, jeg havde det fantastisk og absolut ingen problemer med hverken energiniveauet eller maven – for første gang på de her længere ultraløb. Det var da også en misforståelse og slet ikke mig, men i stedet den anden Morten, der havde nedtur. Jeg have stor medfølelse med ham. Jeg ved alt for godt, hvordan det er, når maven bare er helt smadret. Da klokkede ringede os ud på den 12. omgang – 50 miles – var det uden Morten. Aftenens første offer var blevet krævet, og det danske team var ikke længere intakt.

Ikea-testen level 1000

Der er ret stor enighed i Backyard kredse om, at et godt crew er nøglen til succes. Vi er naturligvis alle forskellige, og det var da heller ikke alle, der havde hjælpere med. Men jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det bare går meget bedre, når der er en til at hjælpe mig i depotet. Det tvivlsomme ære tilfaldt i denne omgang min dejlige kæreste Julie, der havde taget fri fra arbejde, så hun kunne hjælpe og støtte mig.

Folk, der snakker om IKEA-testen som den store test af parforholdet, aner ikke, hvad de snakker om. Næh de skulle prøve ultraløbs-testen, der får en tur i IKEA til at ligne en romantisk date på 5-stjernet hotel med spa, massage og egen butler. Julie er næsten en lige så stor løbetosse, som jeg. I sommers løb hun 10 omgange – 65 km – til Run O’Clock, der er inspireret af Backyard Ultra. Hun kender derfor lidt til konceptet, og som erfaren løber ved hun – heldigvis – også, hvordan de normalt ellers afrundede kanten kan blive lidt flossede, når man er blevet lidt slidt undervejs.

Foto: TrailBear Films

Natten skred stille og roligt frem i pandelampens skær – og i depotet på den liggestol, som Stine først på natten havde tilbudt mig at låne, da hun ikke selv skulle bruge den. Det hele gik faktisk rigtigt godt – lige bortset fra at min pandelampen blændede ned pga. manglende batteri halvvejs på en af omgangene midt på natten. Jeg tænkte først, at jeg måske havde glemt at skifte batteri i min IKO Core pandelampe. Den holder på fuld blus til ca. 2½ omgang. Problemet var ikke større, end at jeg måtte holde mig til de andre løbere, så jeg havde lys nok til at se uden at falde. Heldigvis var jeg ovre stykket med de værste rødder, da det skete. Inden vi startede på en ny omgang havde jeg fået skiftet til et frisk batteri – troede jeg! Efter en lille halv times løb blændede lampen ned igen, denne gang var jeg ikke forbi alle rødderne – og jeg må indrømme, at jeg blev noget irriteret. Det første jeg – med en stemme der ikke lagde skjul på min irritation – sagde til Julie, da jeg kom retur, var: “Nu må du simpelthen få styr på de batterier, der duer ikke, at jeg ikke kan se hvor jeg løber!”

Morgenstund har guld i mund

Jeg var ikke den eneste, der havde haft lidt at kæmpe med i løbet af natten, Jerry havde virket lidt off, som om der var noget, der nagede ham. Det viste sig at være rigtigt, for da vi andre stod klar til at løbe ud på den 17. omgang, var Jerry ingen steder at se. Jeg kunne ikke undgå at blive lidt ramt af det mentalt. Jerry er en imponerende løber med et mindgame, der er virkelig beundringsværdigt – og så er han bare et helt fantastisk menneske. Jeg vidste, at han havde sat sig op til at løbe til den bitre ende. Den kom desværre for ham, da han pga. smerter i hoften efter et ‘næsten-styrt’ ikke kunne nå rundt på ruten indenfor tidsgrænsen længere på den 16. omgang.

For os andre markerede den 17. omgang sidste time i fuld mørke, det var en rart tanke – særligt efter batteri-gaten i løbet af natten. Jeg havde haft rig mulighed til at få dårlig samvittighed over min kommentar til Julie. Det var tydeligt, at hun ikke var stolt over, at jeg 2 gange i træk var blevet sendt ud på ruten med et halvtomt batteri. Jeg havde lånt en pandelampe af Jerry til backup, den røg med i bæltet, så var der ingen risiko for at ende med at løbe uden lys igen. Jeg fik heldigvis ikke brug for den – og det tror jeg var lidt en trøst for Julie.

I løbet af natten havde jeg sludret med Stine om alt og ingenting, blandt andet manden Dan, der ikke er bleg for at spille Rammstein under hans spinning timer. Så da solen stod op var det mest naturlige, at jeg begyndte at småsynge “Hier kommt die Sonne” – og jeg synger normalt aldrig i andre menneskers påhør. Efter 18 timers aktivitet og vel over 100 km i benene var de første sociale parader tydeligvis begyndt at falde – godt man er blandt ligesindede! Den smukke solopgang over Brassø markerede også et vendepunkt. Vi var kommet igennem den første nat, nu ventede der ca. 10 timer i dagslys.

Højt humør og bundgas

Da klokken slog 08.00 var vi stadig 13, der var klar til at løbe endnu en omgang. Jeg havde haft solopgangen som en lille milepæl, og nu var det på tide at kigge lidt længere fremad. Jeg følte mig mere ovenpå, end jeg nogensinde har følt mig under ultraløb – og særligt med tanke på, at jeg havde løbet ca. 120 kilometer. Humøret var super godt, jeg følte mig på toppen i forhold til energi, og der var ikke antydninger af gule advarselslamper nogle steder i kroppen. De næste små milepæle lå som perler på en snor herfra. Først var omgang 22 – flest omgang til et Backyard Ultra og det længste jeg nogensinde har løbet. Derefter 24 timer der markerer præcis 100 miles. Og til sidst 25 timer, der markerede det længste jeg har været i gang under et løb – med en lille margin fra de 24 timer og 40 minutter fra Everesting i sommers.

Fuld af energi og højt humør løb jeg af sted på 19. omgang. Jg ved ikke helt hvad der skete, men jeg følte ikke rigtigt for at gå mange af de steder, som jeg ellers havde gået igennem de sidste timer. Det flyttede rytmen fra natten og inden jeg så mig om, var jeg mærbart hurtigere ved de forskellige checkpoints, jeg havde fået indprintet mig i løbet af de foregående 18 timer. Den 19. omgang blev løbet på knap 44 minutter – kun 17 sekunder langsommere end omgang nummer ét. Lige så dumt det var, lige så fantastisk var det. Det gav helt vildt meget selvtillid at mærke, at jeg stadig kunne løbe en hurtig omgang uden at være mærket af det.

Den ekstra lange pause blev brugt til at skifte tights og sko. Jeg havde løbet i 3/4 tights siden vi startede, og det havde faktisk føltes fint, men jeg synes mine ben var mere stive, end de normalt var. Så jeg tænkte, at det måske ville hjælpe lidt, hvis de blev holdt lidt varmere. Jeg udnyttede også pausen til at skifte sko og strømper. Normalt skifter jeg ikke strømper. Dels føler jeg ikke, at jeg har brug for det, jeg trækker dem ofte bare delvist af og tørrer fødderne med en vådserviet. Og så er mine Injinji tåstrømper altså ikke er de letteste at få på et par svedige fødder, så det er sjældent en prioritet, når tiden er sparsom. Jeg havde indtil nu løbet i mine MBT GT 2, de havde gjort det godt, men der var en snigende træthed under svangen – noget jeg har oplevet før, når jeg har løbet rigtigt langt i dem. Så jeg besluttede mig for at skifte til mine Hoka Speedgoat 4, som jeg med stor tilfredshed løb Everesting og Great Dane i.

Av! Hvad er det nu for noget pis?!

Festen fra omgang 19 forsatte på ingen måde til omgang 20. Jeg kunne efter kun få hundrede meters løb mærke noget, der overhovedet ikke føltes rigtigt i mit venstre skinneben. Det hylede mig lidt ud af den, men jeg trøstede mig ved tanken om, at jeg kun skulle løbe 2 kilometer, så kunne jeg gå et langt stykke – og så var jeg jo næsten rundt igen. Jeg var meget forundret, for det kom som lyn fra en klar himmel, der havde været absolut ingen optakt til det forud – og det synes jeg jo egentligt var ganske bekymrende. Jeg kom rundt i en helt fin tid, og udadtil holdt jeg humøret højt.

Jeg havde besluttet mig for at skifte tilbage til mine GT 2, men hvad jeg ellers skulle gøre for at løse det, anede jeg ikke. Jeg snakkede kort med Jerry, der anbefalede en gang massage – direkte på skinnebenet – til at presse noget af væsken væk. Jeg bad Julie om at gå i gang vel vidende, at det ville komme til at gøre ustyrligt ondt – men hvis det kunne hjælpe, så var jeg klar på hvad som helst. Jeg var ikke helt forberedt på, hvor ondt det egentligt gjorde – og efter et par minutter måtte jeg bede hende stoppe. Det føltes bestemt ikke som om, at det havde gjort noget godt – snarere tvært imod – og da jeg startede ud på omgang 21 var jeg en stund i tvivl, om jeg overhovedet ville kunne løbe. Men løbe kunne jeg, og også i et tempo, hvor jeg kunne følge med Stine, der spurgte hvordan det gik. Hun havde hele løbet været meget omsorgsfuld og spurgt ind til mig, rost mig og bare generelt været en teamplayer uden lige. Jeg fortalte om skinnebenet, og hun sagde, at jeg endelig måtte bruge hendes fysioterapeut Søren, der var med som hjælper for hende, hvis det blev ved. En sand teamplayer fra øverste hylde!

Stine havde medbragt romkugler til hele teamet 🙂

I depotet nød jeg godt af at få benet lidt op, en gang varm kakao og en god, lækker, svampet romkugle. Det hjalp lidt på det hele, jeg var på ingen måde færdig endnu. Nærmest ubevist havde jeg lavet en strategi for mit mentale mindset. Al negativitet og dårlige tanker var forbeholdt depotet, her har jeg folk omkring mig, der kan hjælpe med at sætte det rigtige perspektiv – og ikke pylre om mig. Hvilket som ofte betyder, at jeg skal have af vide, at jeg skal ‘harden the fuck up’ og komme videre, for når klokken ringer os ud på endnu en omgang, så er det altså på med happy face og den gode udstråling igen.

The power of milestones

Vi startede ud på omgang 22, men der var flere, der var begyndt at se en smule slidte ud – det er vel egentligt også ok alt taget i betragtning. Anna havde startet mange omgange med at sige, at det nok blev den sidste, men gang på gang kom hun ind med tid nok til at blive klar til endnu en omgang. Det var super inspirerende at se den fightervilje – og det smittede i den grad af. Smerterne i skinnebene var efterhånden gået i sig selv igen, og det gav lidt mere mentalt overskud. De sidste par omgange havde jeg løbet lige omkring 48 minutter. Det var det niveau, som jeg følte passede mig perfekt. Nok tid til at have ro i depotet, men samtidig uden at jeg følte, at jeg skulle presse mig selv nævneværdigt ude på ruten.

Jeg havde med vilje trukket den i forhold til at bruge musik, så jeg kunne bruge det som en lille belønning til mig selv – og det var på tide nu. Der blev ikke snakket helt så meget ude på ruten længere. Rytmen fra tidligere, hvor jeg mødte Jesper på slutningen af runden, var blevet afbrudt, så der var nu længere tid, hvor jeg løb og gik alene. Det var egentligt et fint tispunkt til at gå lidt ind i sig selv, lytte til musik – og ja egentligt bare reflektere lidt over det hele. Ultraløb handler for mig om at udfordre mine grænser. Og det er faktisk ikke så nemt som det kan lyde, man kan jo bare stoppe, når man ikke gider mere. Jeg har tit mange snakke med mig selv undervejs, og denne gang var ingen undtagelse. Temaet for mine indre dialoger var det tidsmæssige aspekt, jeg var egentligt ikke specielt bekymret for selve distancen. Det handlede i den grad om, hvilke milepæle kunne jeg skabe for at fjerne fokus fra, at jeg om ganske kort tid ville have været i gang i et helt døgn – uden en plan om at stoppe lige med det første.

Foto: TrailBear Films

Jeg var endnu en gang retur i depotet efter 48 minutter. Humøret var rigtigt godt, og jeg var lidt høj over at have nået personlig rekord på distance og omgang til et Backyard Ultra. Selvom jeg jo egentligt havde god tid i depotet, så fløj tiden og inden jeg havde set mig om, hørtes den 3 halv-arrige fløjt, der signalerede 3 minutter til start. Da den lød for sidste gang inden den 23. omgang blev det tydeligt, at Anna denne gang ville få ret i sin forudsigelse. Dermed var vi 12 løbere tilbage med en god udsigt til at nå de første 100 miles. Benene føltes som født på ny, og med det steg humøret et par grader. Det resulterede også i en omgang, der var alt for hurtig – igen! Jeg havde nok været lidt ivrig, for nu var en af de lidt større af de små milepæle lige om hjørnet. Der havde været absolut ingen smerter i skinnebenet overhovedet, så det gav også lidt ny energi og lyst til at kæmpe videre. 23. omgang skulle bare overstås, så omgang 24 kunne komme i bogen – og der kunne kigges længere frem.

100 miles føles jo ikke så langt endda!

24 timer. 100 miles. 160,9 km. Da jeg i 2019 første gang løb Great Dane Backyard Ultra, var 24 timer et ambitiøst, men ikke helt urealistisk mål. Nu stod jeg her, snublende tæt på at have nået det – og endda med en følelse af, at hvis bare benet ville arte sig som den sidste omgang, så var der absolut ingen grund til at stoppe. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne mærke de mange kilometer i benene, den manglende søvn og fraværet af solide måltider – alligevel løb jeg ud på den 24. omgang med en følelse af mentalt og fysisk overskud.

Jeg havde lavet en plan for mig selv om, at jeg skulle løbe til 30. omgang, og så ville jeg vurdere, hvor meget der var tilbage krop og hoved. Så længe man kan løbe ind med 10 minutters pause, så skal simpelthen ikke stoppe – heller ikke selvom mine smerter i skinnebenet var begyndt at blusse op igen. Jeg løb runden lidt mere konservativt end de sidste mange timer men vidste også, at hvis jeg skulle gøre brug af Stines tilbud om hjælp fra Søren, så ville det betyde, at jeg ikke havde tid til meget andet i denne pause.

Runden tog 50 minutter og jeg stak hovedet ind til Søren, og spurgte om han måske kunne finde lejlighed til at kigge på skinnebenet. Stine lå på briksen, men sprang fluks ned – hun mente åbenbart at det var vigtigere, at jeg lige fik lidt opmærksomhed fra Søren end hende selv. Søren trykkede lidt og konstaterede med nordjysk ro, at det jo nok ikke ligefrem var godt, men han vidste tydeligvis bedre, end at forsøge at tale mig fra at løbe mere – det havde han nu også næppe kunne lykkedes med, når resten af kroppen og hovedet egentligt føltes tiptop. Han gav mig en laserbehandling, der primært har samme effekt som massage dog uden den ubehagelige sideeffekt af smerte. Jeg kunne klart mærke en forbedring – også selvom træerne ikke vokser ind i himlen.

De små revner i facaden

Med hvad der umiddelbart føltes som friske ben løb jeg ud på min 25. omgang på jagt efter den lille personlige rekord i at have været gang i længst mulig tid. De første 2 kilometers løb føltes rigtigt fint, men så skal jeg da lige love for, at skinnebenet vågnede til live igen. Jeg havde på den foregående omgang godt langt mærke til, at det var, når jeg kom ud på stykket, hvor der var op og nedløb – selvom der jo på ingen måde var bakker af synderlig karakter på ruten, så betød det alligevel, at fødderne skulle flekse i yderpositioner.

Jeg besluttede mig for, at tage det rimelig stille og roligt, jeg havde alligevel ikke en masse jeg skulle i depotet. De foregående omgang havde jeg sørger for at spise godt, og jeg drak stadig 250 ml Tailwind per omgang, så energiniveauet var rigtigt fint. Det absolut vigtigste var den Red Bull, som jeg havde lovet mig selv, at jeg måtte få efter 25 timer – og så ville jeg gerne have nogle minutter med benene oppe. Bekymringen omkring skinnebenet havde taget til igen i mit hoved, og for første gang tvivlede jeg på, at jeg ville kunne nå 30 timer. Jeg håbede på, at jeg ville kunne få det til at gå i sig selv igen, hvis jeg fik lidt ro på, når jeg kom ind igen. Til trods for planen om at tage det stille og roligt kom jeg ind med knap 10 minutter igen, skinnebenet gjorde ondt, men ikke mere end jeg stadig kunne holde ud til at løbe – og særligt på de flade strækninger, hvor fødderne kunne placeres fladt ned.

Jeg besluttede mig for, at give benet en regulær chance for ro og gå hele den 26. omgang – medmindre jeg ikke kunne nå rundt. Jeg vidste jo fra mit besøg ugen før, at jeg i frisk tilstand kunne powerhike ruten på 54 minutter, spørgsmålet var så, om det stadig var muligt her efter 25 timer? Jeg tvivlede – og det havde desværre ikke hjulpet at sidde med benene oppe – faktisk var det som om at smerterne var taget til. Jeg havde en hel del indre overvejelser omkring den skade, som jeg havde fået – og var i gang med at forværre. Lysten til at blive ved var der, men ikke for enhver pris – og lige nu så det ud til, at prisen for at blive ved til den bitre ende, ville være en skadesperiode på flere måneder.

Så længe uret kører er løbet ikke ovre

Det var et af de sidste mentale tricks, jeg havde i posen, der nu skulle skydes af. Hvis jeg kunne gå en hel omgang og samtidigt mærke at smerterne aftog, så ville det give en mentalt løft og tro på, at 30 omgange – 200 km – var indenfor rækkevidde alligevel. Omvendt var det også et sats, for blev det ikke bedre ja så havde jeg en hel time til at gå rundt derude alene og gøre det hele meget værre i mit hoved, end det måske reelt var. Sådan er det i ultraløb, hovedet er din stærkeste medspiller – men også din værste modstander!

Jeg ville så gerne, at smerterne ville aftage som jeg havde oplevet det flere timer tidligere, men efter at have gået de første par kilometer på ruten, var der ingen bedring at spore. Jeg prøvede at mønstre den sidste positive energi og fokusere på, at jeg trods alt holdt et fint tempo til at komme rundt indenfor tidsgrænsen uden at skulle løbe. Men de små fine revner i facaden var efterhånden blevet til regulære sprækker. Jeg havde i depotet begået en stor fejl, jeg havde sagt højt, at det ville blive min sidste omgang og at jeg ville stoppe herefter – medmindre der skete noget magisk ude på ruten.

Der sket absolut intet magisk, og da jeg kom retur med ca. 3½ minut i overskud var lysten, håbet og troet på det slukket. Alligevel stoppede jeg ikke uret, jeg gjorde i stedet som de foregående 25 omgange og trykkede på omgangsknappen og lod uret løbe videre. I min underbevidsthed var jeg med, så længe mit ur ikke havde været stoppet, men i det øjeblik det blev stoppet, ja der var det slut. Det er et meget håndgribeligt billede på, at det er min beslutning, hvornår jeg stopper – og den var jeg underbevidst ikke klar til at tage endnu.

Du kommer til at fortryde det Morten

Jeg trængte til at sidde ned og fandt den første ledige plads ved et bord. Arrangørerne forsøgte at overtale mig til at tage en omgang mere, men jeg var ikke rigtig modtagelig for det. Tanken om at skulle gå en omgang mere – ganske sikkert uden at kunne komme i mål indenfor tidsgrænsen – var alt andet end tillokkende. Benet gjorde efterhånden virkeligt ondt, og lige så stort overskud, som jeg havde haft de første 25 timer, lige så lidt havde jeg nu. Kirsten Isak – der er en fantastisk dygtigt og inspirerende løber – forsøgte sig også. “Du stopper ikke herinde, du stopper ude på ruten!” sagde hun flere gange. Småklynkende nævnte jeg, at jeg havde fået skinnebensbetændelse og efterhånden ret ondt i benet. Det affødte ingen medfølelse fra den lille, men yderst hardcore ultraløber, der stod overfor mig.

Kirsten gjorde lige præcis det, jeg havde brug for. Hun gav mig en peptalk, der tændte en lille gnist, kunne jeg bare lige nå én omgang mere, så tangerede jeg vindertiden fra Great Dane Backyard Ultra de to foregående år. Løb var helt ude af billedet, hvert eneste landing af den venstre fod ondt – og ganske sikkert også forværre situationen yderligere. Jeg befandt mig i en underlig tilstand af virkelig ikke at gide, men omvendt ikke ville stoppe inde i depotet. Kirsten havde jo ret, jeg ville komme til at fortryde det.

Jesper havde egentligt også besluttet sig for at stoppe efter 26. omgang. Om det var fordi han hørte Kirstens peptalk til mig, eller fordi han fik medlidenhed, ved jeg ikke, men han besluttede sig for at tage en omgang mere. Vi startede ud med at gå og snakke lidt, han havde haft et par styrt i løbet af natten og udsigten til en snarlig solnedgang havde taget toppen af lysten fra ham. Der var denne og én omgang mere inden solen ville gå ned, og så ville han jo næsten være på 30. omgang, det fortalte jeg ham, men han virkede ikke overbevist. Efter lidt tid sagde vi farvel, og Jesper forsvandt langsomt i skoven foran mig. Jeg var igen alene med mine tanker, og jeg bandede over, at jeg havde ladet mig overtale. Udsigten til en time mere – højest sandsynligt til ingen verdens nytte – var alt andet end sjov.

177 km og alligevel ‘Did not finish’

Jeg havde gået lidt over 2 km, da jeg pludseligt fik en jagende smerte under venstre fod ved storetåen. Det gjorde helt afsindigt ondt, når jeg gik til. Jeg forsøgte at gå i et langsommere tempo, men det gjorde ingen forskel overhovedet. Når jeg knap kunne gå var det slut. Jeg stoppede uret. Jeg ville have gået retur, men hvert skridt gav et jag af smerte, der på tidspunktet var ganske uudholdeligt. Jeg ringede efter et lift fra min far, der var kommet tidligere på dagen for at se mig løbe. Imens jeg ventede satte jeg mig i græsset, jeg trængte virkelig til at komme af mine ben. Det fortrød jeg dog hurtigt. Ikke nok med at græsset var vådt, så satte jeg mig også i en hundelort.

Da jeg kom retur fik jeg udleveret mit DNF krus, for i et Backyard Ultra vinder du som bekendt, eller også får du prædikatet ‘Did not finish’. Jeg følte mig nu alligevel som en vinder. Jeg havde gjort det, som jeg fra start havde sagt, at jeg ville; først stoppe når jeg ikke kunne nå rundt længere. Stort set hele campen havde forventet at se mig retur få minutter efter start. Og det var faktisk også, det Kirsten havde sagt til mig, ikke at jeg skulle tage en hel omgang mere. Bare lige ud og vende. Men i mit hoved var det enten eller – enten stopper du i depotet, eller også forsøger du at nå rundt. Takket være Kirstens peptalk stoppede jeg ikke i depotet – og selvom jeg ikke kunne give det danske hold en omgang mere til regnskabet, så var det ikke helt spildt. Jeg ville have været skuffet, hvis jeg havde stoppet i depotet – det gjorde jeg ikke, og det er jeg rigtigt glad for og stolt af!

Big Dog’s Backyard Ultra Satellite Races har været en helt fantastisk oplevelse, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik muligheden for at deltage. Det har også givet lidt ekstra blod på tanden i forhold til Great Dane Backyard Ultra næste år. For selvom ruten er markant hårdere, så ved jeg nu, at med den rigtige strategi, en mave der ikke går i knuder – og med lidt held -temperaturer et stykke under 30 grader, så er den forjættede guldmønt måske ikke så langt væk endda. Man har vel lov at drømme – ikke?! 🙂

Én kommentar

  1. […] essentielt for Stines præstationer, og som jeg selv fik lejlighed til at opleve, da vi løb ‘Big Dog’s Backyard Ultra Satellite Races‘ sammen. Der er ingen tvivl om, at de er et godt team, men der heller ingen tvivl om, at […]

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.