Tyvetyve – here’s to you!
Nogle vil nok sige, at der ikke har været meget at skåle for i 2020 – og ja det er da i den grad blevet et noget andet år, end de fleste af os havde forestillet os. Men når jeg sidder her foran brændeovnen og reflekterer over året, så er der blandt corona-trætheden og frustrationen over aflysningerne faktisk en masse at skåle for. Året startede jo rigtigt godt med en plan for #ProjectUltra20, der involverede 3 fede ultraløb og det ikoniske Boston Marathon. Inden hverdagen eksploderede i pressemøder, forsamlingsforbud, smittetryk og mundbind nåede jeg endda at løbe Thy Trail Marathon – der helt i 2020-ånden, var den barskeste version til dato. Men så skal jeg da love for, at planen blev derailed for fuld skrue – og ganske ligesom det kan gå under et løb, så er det med at omstille sig og ligge en ny plan, så det gjorde jeg…Mere
Boganmeldelse: Stine Rex – Gør det simpelt
En bog om en løber, skrevet af en løber og – i et eller andet omfang – rettet imod løbere. Det lyder umiddelbart som rimelig meget løb fordelt på ca. 200 sider, og løb er da også omdrejningspunktet for bogen. Og hvordan søren skulle man i øvrigt også kunne skrive en bog om Danmarks bedste ultraløber, uden at det handlede om løb?! Men det er også en bog, der handler om at få tingene til at ske. At turde springe ud på dybt vand uden badevinger. At finde muligheder, hvor vi andre ser begrænsninger. Og så er det en bog, der illustrerer at selvom løb udadtil ligner en solo-sport, så er det meget andet og mere end det.Mere
Big Dog’s Backyard Ultra Satellite Races
Løbeåret 2020 er indtil videre blevet noget kun anderledes, end da jeg tilbage i slutningen af 2019 lagde planer for, hvad jeg skulle løbe i år. Jeg havde tre store ultraløb planlagt i år; Great Dane Backyard Ultra i maj, Everesting i Juni, og Mors 100 Miles i september. Great Dane blev flyttet til efter Everesting, der trods alt kunne afholdes på den planlagte dato, og jeg måtte melde afbud til Mors 100 miles pga. flytningen af Boston Marathon – der så efterfølgende blev aflyst. Men fra asken af aflyste, flyttede og ‘amputerede’ løb opstod en helt unik mulighed; nemlig at deltage i ‘Big Dog’s Backyard Ultra Satellite Races’. Intet mindre end verdensmesterskabet i Backyard Ultra. Nå ja det er selvfølgelig ikke et officielt mesterskab, det er bestemt ikke sanktioneret under IAAF, og det afvikles som satellit-løb verden over simultant – men titlen som verdensmesterskab lyder da meget godt alligevel ikke 😉Mere
3429 km – men hvem tæller?!
Jorden har trofast taget endnu en tur om solen – og så er det vel på tide at kigge lidt tilbage på året, der er gået. Det har vi i hvert fald for vane at gøre, men egentligt er det lidt synd, hvis det kun er én gang om året, vi tager os tid til at reflektere over hvor vi er, hvor vi er på vej hen – og ikke mindst om vi har nydt rejsen indtil nu. Jeg vil i hvert fald forsøge at blive bedre til at reflektere over min rejse – og stoppe op og nyde alle de fantastiske øjeblikke, der har været. Men i dag er jo en god dag at starte, så her er en den velkendte ‘året der gik’ 🙂Mere
#ProjectUltra20 – når en løbetosse får gode ideer…
2019 har på mange måder været et år, hvor jeg har skulle finde mig selv lidt igen. Jeg har længe sagt, at den – for mig – hurtige marathon blev lagt på hylden den dag i Amsterdam sidste år. Det er også mange gange kommet fra min mund, at nu vil jeg til at løbe noget mere ultraløb. I skrivende stund har jeg løbet 9 ultraløb på lidt over 2 år – med udsigt til yderligere 2 inden året er omme. Til sammenligning har jeg løbet 7 marathons på 3,5 år. Så Morten hvad er det egentligt, du mener, når du siger du vil til at løbe noget mere ultraløb? Jah jeg kalder det #ProjectUltra20 – og det ér måske ikke den bedste ide, jeg har fået. Men det er muligvis heller ikke den dårligste!
Tag 100 km fjord, tilsæt ultraløbere og bag i direkte sollys ved knap 30 grader!
For knap 3 ugers tid siden løb jeg mit første 100 km løb. Men Morten du har da løbet 100 km før? Jah jeg nåede lige nøjagtigt over 100 km til 24 Timer Ved Havet i 2018, men det var jo et time-løb – ikke et 100 km løb. Og der er altså forskel, særligt når det her 100 km løb var Ringkøbing Fjord Rundt. Ingen runder, ikke noget med til enhver tid at have et depot indenfor maks 1 kilometer som ved 24 Timer Ved Havet. Til gengæld var der noget af den flotteste natur, som Danmark kan byde på – og lige denne dag var den ikke så barsk og vindomblæst, som den jyske vestkyst kan være.
Min gode løbemakker Peter påtog sig – fandt jeg efterfølgende ud af – rollen som middelmådig spåkone, og kom med følgende forudsigelse forud for løbet:
“Op til løbet har der været så meget snak om det forventede pace og planen for dagen. I de første par timer vil happy go Lucky Morten løbe for hurtigt, men vælge at ignorere det, omkring halvvejs kommer han til at nævne, at han løber for hurtigt ifølge planen. Et par timer efter bider det ham i røven, og han er max presset. Til slut konkluderer han, at det var hårdt, og at han lagde for hårdt ud.“.
Det er bestemt ikke taget ud af den blå luft. Faktisk må jeg – modvilligt – give Peter kredit for en opsummering, der nogenlunde rammer indenfor skiven, men der er nu lidt mere til historien end det, så her er en løbsberetning fra årets 5. ultraløb 🙂
Så skete det, jeg er blevet ramt af PRS!
“Prærace syndrom (PRS) er en række symptomer, der optræder i perioden op til et længe ventet løb. Symptomerne kan være af både psykisk og fysisk karakter. I de sværeste tilfælde påvirkes de daglige aktiviteter.” Sådan kunne netdoktor.dk have beskrevet den følelse, som jeg går rundt med i disse dage. Lige om hjørnet venter en helt vanvittig udfordring, og jeg føler mig helt klar til at tage den op – og alligevel overhovedet ikke! For hvornår er man klar til at stille til start til et løb uden en målstreg eller en tidsgrænse? Et løb med så godt som 100% sandsynlighed for at få det tvivlsomme prædikat “DNF” (Did Not Finish) klistret på sig for første gang? Jeg ved det ikke, men uanset om jeg er klar eller ej, så er det i aften kl. 22.00, det går løs. Om jeg glæder mig? Ja det kan du bande på!Mere
Én ulyk-… udfordring kommer sjældent alene…
Der har været noget stille her på bloggen igennem det sidste stykke tid. Jeg har haft de bedste intentioner om at skrive indlæg et par gange om måneden, det er det ikke blevet til efter Amsterdam Marathon. Det er – heldigvis – ikke fordi, jeg har mistet lysten til at skrive, der har bare været en masse andet, der har rumsteret rundt i hovedet de sidste 3-4 måneder. 2018 bød på udfordringer både iført løbesko og uden – og jeg må erkende, at jeg er bedre til at håndtere udfordringerne iført løbesko, end jeg er uden. Udfordringerne iført løbesko er håndgribelige: Løb længst muligt på 12 timer. Løb 42,195 km i pace 4.16/km. Løb til du har fundet alle bøger og er tilbage ved mål. Det er den type udfordringer, jeg kan finde ud af at håndtere. Udfordringer hvor jeg er blevet presset helt ud til kanten af min fysiske og mentale kapacitet. Der hvor jeg på en eller anden mærkelig måde godt kan lide at være, der hvor jeg på en gang føler mig totalt ude af kontrol – og på samme tid alligevel føler, at jeg kontrollerer kaos.Mere
Amsterdam marathon 2018 – en hård dag i løbeskoene
Whatever it takes. ‘Cause I love the adrenaline in my veins. I do whatever it takes. ‘Cause I love how it feels when I break the chains. Omkvædet fra “Whatever it takes” kører på repeat i hovedet, da jeg står op. Klokken er 6.00 og der er 3½ time til start. Kroppen kører nærmest på autopilot, men hovedet er fyldt af en masse tanker. Jeg er ét stort miks af følelser; på den ene side er det en lettelse, at det endelig er blevet ‘race day’, på den anden side er det helt vildt angstprovokerende. Nu gælder det sgu – uanset om jeg er klar eller ej så skal jeg løbe marathon på under tre timer om ganske få timer. Det siger jeg til mig selv, udtryk som “forsøge” eller “prøve” eksisterer ikke i dag. Der er ikke noget, der hedder “at håbe på” eller “at drømme om” – nej jeg skal, jeg kan og jeg gør!
Dagen før dagen…
Det er en af de dage, jeg har det lidt ambivalent med. Den er super vigtig, fordi jeg for alvor skal være ‘fornuftig’, i alt hvad jeg foretager mig – og lad mig bare være ærlig, det falder mig ikke altid lige naturligt. Lad nu være med at trave byen tynd og lege turist. Sørge for at drikke rigeligt igennem hele dagen. Spis det rigtigt – og ikke for meget af det. Få styr på de sidste ting omkring påklædning, og transport, så det hele er klar til søndag. På den anden side er den her dag bare så meget til overs! Den skal bare overstås, så det kan blive søndag morgen. For søndag morgen er velkendt og alt har sin plads. Rutinen tager over; jeg står op, tager et bad, spiser min morgenmad, inden jeg tager løbetøjet på og begiver mig af sted imod startlinjen. Om mindre end 24 timer har forløsningen indfundet sig, om mindre end 24 timer vil det stå klart om målet er nået. Jeg føler mig som et barn juleaftensdag, der næsten ikke kan være i kroppen af spænding – og det er præcis sådan, det skal være!