Backyard Masters 2023
Hvordan kan man det?! Personen overfor mig har fået et tomt blik i øjnene, og kigger med en blanding af mistro, benovelse, forbløffelse og regulær forundring på mig. Jeg har lige fortalt, at jeg har løbet i 48 timer, hvor jeg tilbagelagde 322 km – svarende til distancen fra Blåvand i vest til København i øst – ved at løbe 6,7 km én gang i timen. Jeg er efterhånden vant til reaktionen, så jeg smiler og anerkender, at det lyder komplet tåbeligt, imens jeg fortæller om løbsformatet Backyard Ultra.
I 2019 kom det første Backyard Ultra til Danmark, da The Great Dane Backyard Ultra så dagens lys. Siden da har det taget fart i et eksplosivt højt tempo – både for mig personligt, men også for løbsformen i Danmark generelt. Jeg har nu løbet Backyard Ultra 13 gange i alt, hvoraf de 8 har været med en målsætning om at løbe så langt så muligt og flytte grænserne for, hvad jeg kan præstere – og det var lige præcis den indstilling, jeg gik ind til Backyard Masters 2023 med!
Tre forsøg, to DNF’er, én Golden Ticket
Tilbage i 2018 en mørk decemberdag dukkede der pludseligt et løb ved navn The Great Dane Backyard Ultra op i mit Facebook-feed. Det lød vildt, men også super spændende med et løb, der bliver ved og ved, indtil der kun er én deltager tilbage. Jeg var muligvis lidt letpåvirkelig efter en nylig skilsmisse, så jeg meldte mig til uden større overvejelser. Dengang anede jeg ikke, hvor meget det her ‘Backyard Ultra’ ville komme til at få af betydning.
Men wow – bare WOW! Her godt og vel 3½ år senere sidder jeg med en sund træthed i kroppen, og kan tænke tilbage på den vildeste weekend, hvor den danske rekord for Backyard Ultra blev slået.
Tips til Backyard Ultra
Uden at have en friskpudset krystalkugle i baglommen, så tør jeg godt spå, at ‘Backyard Ultra’ konceptet er kommet for at blive. Det simple setup, der på papiret ser så utroligt nemt ud, udfordre på elegant vis deltagerne både fysisk og mentalt. Noget af det, der sætter et Backyard Ultra i en kategori for sig selv er, at det virker så ganske overskueligt let. Det er jo bare 6,7 km på en time. En distance, som for mange løbere vil kræve en pace, der er markant lavere end normalt. Og det er nemt. I hvert fald i starten, men fraværet af regulære pauser og det konstante tidspres, slider langsomt men sikkert på deltagerne. Så hvad gør man, for at stå stærkest muligt til et ‘Backyard Ultra’? Det forsøger jeg, at sætte nogle ord på her.
Tyvetyve – here’s to you!
Nogle vil nok sige, at der ikke har været meget at skåle for i 2020 – og ja det er da i den grad blevet et noget andet år, end de fleste af os havde forestillet os. Men når jeg sidder her foran brændeovnen og reflekterer over året, så er der blandt corona-trætheden og frustrationen over aflysningerne faktisk en masse at skåle for. Året startede jo rigtigt godt med en plan for #ProjectUltra20, der involverede 3 fede ultraløb og det ikoniske Boston Marathon. Inden hverdagen eksploderede i pressemøder, forsamlingsforbud, smittetryk og mundbind nåede jeg endda at løbe Thy Trail Marathon – der helt i 2020-ånden, var den barskeste version til dato. Men så skal jeg da love for, at planen blev derailed for fuld skrue – og ganske ligesom det kan gå under et løb, så er det med at omstille sig og ligge en ny plan, så det gjorde jeg…
Boganmeldelse: Stine Rex – Gør det simpelt
En bog om en løber, skrevet af en løber og – i et eller andet omfang – rettet imod løbere. Det lyder umiddelbart som rimelig meget løb fordelt på ca. 200 sider, og løb er da også omdrejningspunktet for bogen. Og hvordan søren skulle man i øvrigt også kunne skrive en bog om Danmarks bedste ultraløber, uden at det handlede om løb?! Men det er også en bog, der handler om at få tingene til at ske. At turde springe ud på dybt vand uden badevinger. At finde muligheder, hvor vi andre ser begrænsninger. Og så er det en bog, der illustrerer at selvom løb udadtil ligner en solo-sport, så er det meget andet og mere end det.
Big Dog’s Backyard Ultra Satellite Races
Løbeåret 2020 er indtil videre blevet noget kun anderledes, end da jeg tilbage i slutningen af 2019 lagde planer for, hvad jeg skulle løbe i år. Jeg havde tre store ultraløb planlagt i år; Great Dane Backyard Ultra i maj, Everesting i Juni, og Mors 100 Miles i september. Great Dane blev flyttet til efter Everesting, der trods alt kunne afholdes på den planlagte dato, og jeg måtte melde afbud til Mors 100 miles pga. flytningen af Boston Marathon – der så efterfølgende blev aflyst. Men fra asken af aflyste, flyttede og ‘amputerede’ løb opstod en helt unik mulighed; nemlig at deltage i ‘Big Dog’s Backyard Ultra Satellite Races’. Intet mindre end verdensmesterskabet i Backyard Ultra. Nå ja det er selvfølgelig ikke et officielt mesterskab, det er bestemt ikke sanktioneret under IAAF, og det afvikles som satellit-løb verden over simultant – men titlen som verdensmesterskab lyder da meget godt alligevel ikke 😉
3429 km – men hvem tæller?!
Jorden har trofast taget endnu en tur om solen – og så er det vel på tide at kigge lidt tilbage på året, der er gået. Det har vi i hvert fald for vane at gøre, men egentligt er det lidt synd, hvis det kun er én gang om året, vi tager os tid til at reflektere over hvor vi er, hvor vi er på vej hen – og ikke mindst om vi har nydt rejsen indtil nu. Jeg vil i hvert fald forsøge at blive bedre til at reflektere over min rejse – og stoppe op og nyde alle de fantastiske øjeblikke, der har været. Men i dag er jo en god dag at starte, så her er en den velkendte ‘året der gik’ 🙂
#ProjectUltra20 – når en løbetosse får gode ideer…
2019 har på mange måder været et år, hvor jeg har skulle finde mig selv lidt igen. Jeg har længe sagt, at den – for mig – hurtige marathon blev lagt på hylden den dag i Amsterdam sidste år. Det er også mange gange kommet fra min mund, at nu vil jeg til at løbe noget mere ultraløb. I skrivende stund har jeg løbet 9 ultraløb på lidt over 2 år – med udsigt til yderligere 2 inden året er omme. Til sammenligning har jeg løbet 7 marathons på 3,5 år. Så Morten hvad er det egentligt, du mener, når du siger du vil til at løbe noget mere ultraløb? Jah jeg kalder det #ProjectUltra20 – og det ér måske ikke den bedste ide, jeg har fået. Men det er muligvis heller ikke den dårligste!
Tag 100 km fjord, tilsæt ultraløbere og bag i direkte sollys ved knap 30 grader!
For knap 3 ugers tid siden løb jeg mit første 100 km løb. Men Morten du har da løbet 100 km før? Jah jeg nåede lige nøjagtigt over 100 km til 24 Timer Ved Havet i 2018, men det var jo et time-løb – ikke et 100 km løb. Og der er altså forskel, særligt når det her 100 km løb var Ringkøbing Fjord Rundt. Ingen runder, ikke noget med til enhver tid at have et depot indenfor maks 1 kilometer som ved 24 Timer Ved Havet. Til gengæld var der noget af den flotteste natur, som Danmark kan byde på – og lige denne dag var den ikke så barsk og vindomblæst, som den jyske vestkyst kan være.
Min gode løbemakker Peter påtog sig – fandt jeg efterfølgende ud af – rollen som middelmådig spåkone, og kom med følgende forudsigelse forud for løbet:
“Op til løbet har der været så meget snak om det forventede pace og planen for dagen. I de første par timer vil happy go Lucky Morten løbe for hurtigt, men vælge at ignorere det, omkring halvvejs kommer han til at nævne, at han løber for hurtigt ifølge planen. Et par timer efter bider det ham i røven, og han er max presset. Til slut konkluderer han, at det var hårdt, og at han lagde for hårdt ud.“.
Det er bestemt ikke taget ud af den blå luft. Faktisk må jeg – modvilligt – give Peter kredit for en opsummering, der nogenlunde rammer indenfor skiven, men der er nu lidt mere til historien end det, så her er en løbsberetning fra årets 5. ultraløb 🙂
Så skete det, jeg er blevet ramt af PRS!
“Prærace syndrom (PRS) er en række symptomer, der optræder i perioden op til et længe ventet løb. Symptomerne kan være af både psykisk og fysisk karakter. I de sværeste tilfælde påvirkes de daglige aktiviteter.” Sådan kunne netdoktor.dk have beskrevet den følelse, som jeg går rundt med i disse dage. Lige om hjørnet venter en helt vanvittig udfordring, og jeg føler mig helt klar til at tage den op – og alligevel overhovedet ikke! For hvornår er man klar til at stille til start til et løb uden en målstreg eller en tidsgrænse? Et løb med så godt som 100% sandsynlighed for at få det tvivlsomme prædikat “DNF” (Did Not Finish) klistret på sig for første gang? Jeg ved det ikke, men uanset om jeg er klar eller ej, så er det i aften kl. 22.00, det går løs. Om jeg glæder mig? Ja det kan du bande på!