Boganmeldelse: Stine Rex – Gør det simpelt
En bog om en løber, skrevet af en løber og – i et eller andet omfang – rettet imod løbere. Det lyder umiddelbart som rimelig meget løb fordelt på ca. 200 sider, og løb er da også omdrejningspunktet for bogen. Og hvordan søren skulle man i øvrigt også kunne skrive en bog om Danmarks bedste ultraløber, uden at det handlede om løb?! Men det er også en bog, der handler om at få tingene til at ske. At turde springe ud på dybt vand uden badevinger. At finde muligheder, hvor vi andre ser begrænsninger. Og så er det en bog, der illustrerer at selvom løb udadtil ligner en solo-sport, så er det meget andet og mere end det.
Bogen ‘Stine Rex – gør det simpelt‘ er udgivet af Forlaget mellemgaard, der efter aftale med forfatter Heidi Egebjerg Johansen, har sendt mig et gratis eksemplan til anmeldelse af bogen.
Fænomenet Stine Rex
Hun fylder ikke meget i gadebilledet med sine knap 160 cm. Og man ville muligvis ikke tænke, at dér går en af Danmarks eliteløbere, hvis man mødt hende en sjælden gang, hvor hun ikke løb. For Stine løber til alt. Nej virkelig sådan helt bogstaveligt – hun løber til alt indenfor en radius af 30 km. At Stine har et helt særligt talent for løb, bliver i den grad slået fast, når man kaster et blik på hendes resultater. EM sølv i 24 timers løb. 5. plads til VM i 24 timers løb. Europæisk rekord på 48 timers løb. Tre danmarksrekorder på ét år. Og så har jeg slet ikke nævnt de utallige marathons, hun i en fjern fortid har vundet.

Foto: TrailBear Film
Bogen tager os med tilbage til skoletiden, hvor en ung Stine kæmpede med både ord- og talblindhed. Det bliver hurtigt tydeligt, at en hel unik evne til at se løsninger – og det at hun har et naturligt talent for sport – gør skoletiden meget lettere at komme igennem. Efter de par første kapitler sidder jeg tilbage med en følelse af, at det efterhånden velkendte (og i øvrigt fejlciterede) Pippi Langstrømpe’s udtryk: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt!” i virkeligheden kommer fra Stine Rex. Hun har en legende og let måde at gå til de udfordringer, som hun møder på sin vej.
Stine står på skuldrene af en gigant
Jo længere ind i bogen man kommer, jo mere tydeligt bliver det, at Stines imponerende resultater ikke alene er hendes fortjeneste. Noget hun bestemt heller ikke skjul på. Bag hende står manden Dan, der må bejle til kategorien som verdens bedste supporter og mand. Parret har i fællesskab skabt et imponerende samarbejde omkring Stines løb, der strækker sig længere end en anerkendende kommentar på sociale medier. Deres roller og opgaver er klart defineret. Dan tager sig af det praktiske omkring løbet og sørger for at hvad end Stine craver undervejs på magisk vis tilvejebringes. Og Stine? Ja hun gør det, hun gør bedst; hun løber – og hun løber langt. De er indbegrebet af et ‘high-performance team’.
Et high-performance team kan defineres som en gruppe mennesker med specifikke roller og supplerende talenter og færdigheder, tilpasset og forpligtet til et fælles formål, der konsekvent viser høje niveauer af samarbejde og innovation, producerer overlegne resultater og slukker radikale eller ekstreme meninger, der kunne være skadelige.
The Greatness Of Running
Bogen er skrevet af Heidi Egeberg Johansen, der – når hun selv skal sige det – “knuselsker at løbe“. Og dét gør hun! Hendes smil og gode humør er ikke til at tage fejl af. Jeg har i flere omgange haft fornøjelse af at løbe med Heidi, og hver eneste gang er jeg kommet hjem med en stort smil på læben. Hun bedriver en genistreg af en blog under navnet ‘The Greatness Of Running‘, som er en lille perle af gode historier, hyggelige anekdoter og relevante refleksioner. Og så har hun en hel lille serie om hendes løbehelte – hvor Stine selvsagt har en plads.
Det er da heller ikke tilfældigt, at Stine spurgte lige præcis Heidi, om hun ville være med have lyst til at samarbejde om en bog. Heidi er en fantastisk formidler, der skriver i et let og levende sprog med en god portion humor og selvironi. Helt i Stines ånd; det behøver nemlig slet ikke være så svært og højtideligt.
‘Stine Rex – Gør det simpelt‘ er blevet til igennem timelange snakke imellem de to. Jeg kan kun gætte på, hvordan samtalerne er stukket af i øst og vest undervejs – andet ville være underligt med alle de gode historier, som Stine har at fortælle. Og det er ikke svært at forestille sig, hvordan snakken er gået lystigt i takt med at kilometerne forsvandt under fødderne. Deres fælles passion skinner tydeligt igennem, og Heidi er lykkedes med at omsætte ca. 60 timers samtale til et rigtig fint sammenhængende portræt af Stine og hendes præstationer.
Stine har vundet en fast plads på boghylden
Sidste side i bogen er for længst vendt – ja faktisk læste jeg bogen i én sitting. Men jeg tør godt allerede nu sige, at det er en bog jeg kommer tilbage til. Det er fantastisk at læse, hvordan Stines arbejder med sit positive mindset, og at det er en oprigtig passion for løbet, der driver hende. For en kontrol-freak som jeg, er det super inspirerende at se hvordan en happy-go-lucky tilgang til løb også kan have sin berettigelse på eliteniveau.
Bogen giver et rigtigt godt indblik i samarbejdet imellem Dan og Stine. Et samarbejde som er helt essentielt for Stines præstationer, og som jeg selv fik lejlighed til at opleve, da vi løb ‘Big Dog’s Backyard Ultra Satellite Races‘ sammen. Der er ingen tvivl om, at de er et godt team, men der heller ingen tvivl om, at soldaten Dan nogle gange får sin sag for, når han skal holde styr på sin energibombe af en hustru.
Og det er måske i virkeligheden min eneste lille ‘bøvs’ omkring bogen. Jeg kunne godt have ønsket mig, at Heidi havde haft en par snakke med Dan undervejs også. Jeg tror, det ville have givet bogen lidt flere nuancer til en i forvejen super inspirerende og velskreven historie. Men hvem ved måske der kommer en 2’er med Dan i hovedrollen? Jeg ville i hvert fald nyde at læse om – og lære af – deres samarbejde.
Bogen kan købes direkte hos Heidi ved at skrive til hende. Og bor man i Aalborg, så siger rygtet, at enten Stine eller Heidi kommer løbende med den 🙂