Løbeglæde – eller løbepligt?
Jeg fatter ikke, at du kan/vil/gider løbe så langt/så ofte. Det er efterhånden ikke en sætning, der er fremmed at høre, og den har fået mig til at overveje hvorfor egentligt. Hvorfor bruger jeg halvanden time før arbejde på at tilbagelægge en distance på den (tæt på) langsomste mulige måde? Det giver ikke mening! Det er blevet mørkt, og tid til mørke- ja næsten eksistentielle – løbs-tanker!
Det ville være svært overskudsatgigt, hvis jeg sagde, at jeg løber, fordi det er fedt, det gør mig godt og fordi jeg kan. Virkeligheden er, at jeg er godt tilpas, når jeg har været ude og løbe – men når uret vibrerer ti minutter i seks en mandag morgen og fortæller mig, at jeg skal op og løbe inden arbejdsdagen begynder, ja så er der et stykke vej til “det er fedt”. Jeg må tilstå, at jeg ikke ligefrem ser frem til hvert træningspas, og jeg har det nogle gange anstrengt med tanken om, at jeg skal ud og løbe. Men åh hvor jeg nyder følelsen, når jeg har været ude og løbe. Jeg har besejret et ukendt (og ligegyldigt) antal sofaryttere, og det tæller (ikke i noget regnskab men) i min bevidsthed!Mere
