Coast 2 Coast – 50 km i ly af natten

Alt imens det meste af Danmark tændte bålet, lavede snobrød og sang med på ‘Midsommervisen’ gjorde små 4000 løbere, cykelryttere, rulleskøjte- og rulleski-løbere sig klar til en oplevelse ud over det sædvanelige. For langt hovedparten af deltagerne til årets Coast 2 Coast er det næppe en fast ugentlig aktivitet at løbe, cykle og ‘rulle’ fra den jyske vestkyst til Palmestranden på østkysten. Men lige nøjagtigt denne nat var det, hvad vi gjorde – og det var en oplevelse, der tog os igennem en stor del af følelsesregistret. Coast 2 Coast 2017 ‘is a wrap’ og mit første ultraløb er i bogen – og på et tidspunkt fortager trætheden i kroppen sig vel og de ømme fødder føles igen normale?!

Dorte og jeg landede på Palmestranden omkring kl. 18.30 og fik afleveret cyklen, der skulle transporteres til Gårestrupvej, og så stod den ellers på pastaparty i det store telt. Pasta og kødsovs er jo i udgangspunktet en rimelig begrænset kulinarisk oplevelse, og når det skal laves til en stor flok, så er det let at forestille sig udkogt pasta og smagsløs kødsovs – men arrangørerne (Eller måske nærmere de frivillige i køkkenet) skal have ros for at lave et måltid, der var veltilberedt og velsmagende. Herefter gik det med bussen imod Skallerup Seaside Resort, undervejs var der – med større eller mindre grad af success – gang i Sankt Hans bålene, regnen i løbet af dagen havde næppe hjulpet, men der var lovet opklaring og begrænset med regn resten af natten, så vi var fortrøstningsfulde. Påklædningen havde været genstand for mange overvejelser, vi har ikke tidligere deltaget i løb om natten – og så ville vi være af sted markant længere, end vi tidligere har prøvet. Da jeg jo skulle løbe hele vejen valgte jeg relativt begrænset påklædning i form af singlet, løbejakke, kort tights, kompressions-rør, sokker – og naturligvis mine Hoka One One Arahi, som jeg også løb marathon i.

Vi slog tiden ihjel i det altid skønne selskab fra Team Tvilling Nordjylland, der naturligvis stillede til start med højt humør og en masse super seje løbere. Min tidligere kollega Peter (Der også er Dortes kollega) havde tilmeldt sig 50 km løb – så vil havde aftalt at løbe sammen. Peter løb et rigtigt godt marathon i København, men det kostede et løberknæ, så hans optakt har mildest talt ikke været optimal, men han var frisk på at give det et forsøg. Planen var, at Peter og jeg løb af sted i et fornuftigt tempo omkring 5.00-5.30/km, og når vi kom til cyklen efter ca. 7 kilometer, så skulle vi lige peppe den op med knæklys og tænde de lys, der var monteret på ventilerne, så den stod skarpt, til når Dorte kom. Vi ville derefter løbe videre indtil Dorte indhentede os eller ved rødvinsdepotet ved Højene, hvad der nu kom først. Herefter ville vi tage resten af ruten sammen med godt blæs på 90’er playlisten på cyklen og højt humør.

Vi gik forventningsfulde ned til startområdet og ventede på at starten skulle gå, det var begyndt at småregne og vinden var rimelig kølig. Højtalerne spillede meget passende ‘Midsommervisen’, og luften emmede af forventning og nervøsitet. Nervøsiteten var også begyndt at snige sig ind på os, Dorte stod overfor den dobbelte udfordring i at skulle både løbe og cykle længere end hun tidligere har gjort. Peter og jeg skulle løbe længere end vi tidligere har gjort det, men nu var vi her, så klar som vi ville blive – nu måtte starten gerne bare snart gå.

Over højtalerne gjorde speakeren opmærksom på, at det var tid til at tælle ned til at sende de første af sted. Det var svært at høre hvad der blev sagt, og det hele virkede en lille smule rodet. Umiddelbart tror jeg at store dele af Bike & Run og 50 km Run feltet præsterede at tyvstarte, da nedtællingen var færdig – ikke at det overhovedet betød noget, da der alligevel ikke er tidstagning til Coast 2 Coast. Tyvstart eller ej vi løb af sted ned på stranden – eller ja det vil sige vi havde ikke helt tålmodigheden til køen på trappen, så vi hoppede ud over klitterne i stedet. De første kilometer gik med at finde et pace, der passede. Vi lagde ud i ca. 5.05 og fik stille og roligt tilbagelagt de første kilometer af stranden, hvorefter vi drejede op og fik næsen vendt imod Palmestranden i øst. Inden længe nåede vi det første depot, der kørte Western tema, hvor de frivillige stod med ‘whiskey’ shots (Æblejuice) til de tørstige.

Kort efter kom vi til cykelparkeringen, hvor vi lige skulle pimpe cyklen til Dorte, så hun bare kunne hoppe på den og indhente os. Efter lidt søgen fandt vi endelig cyklen og begyndte at sætte knæklys på den, desværre drillede ventil-lysene, og en af ventilerne gik i stykker. Jeg var træt af mig selv og frustreret over, at det ville koste os en masse tid, men der var ingen anden udvej end at skifte slangen. Vi havde heldigvis sørget for at tage ekstra slange med, så vi fik den skiftet og monteret dækket igen. I mellemtiden var Dorte dukket op, hun havde løbet lidt hurtigere end planlagt og var ved godt humør. Skift af slangen havde kostet os lidt over 20 minutter, og da vi løb derfra, var vi blandt de allersidste. Dorte skulle lige fikse de sidste ting med musikken, så hun ville indhente os – og efter kort tid kunne vi høre velkendte 90’er toner bag os, der kom tættere på. Regnen var for længst stoppet, og da vi havde fået vinden i ryggen blev det hurtigt varmt med jakken på, og jeg endte med at løbe i singlet med jakken om livet. Efter kort tid kom vi til næste depot – Julemanden – hvor der var julesmåkager og juleøl. Vi stoppede for et par minutter og fik lidt øl, småkager og saft, inden vi begav os videre, det var ikke tidspunktet til at fylde alt for meget i maven alligevel.

Efter ca. 12,5 kilometer kom vi til rødvinsdepotet, der udover rødvin bød på både chips og matadormix. Vi brugte 7-8 minutter på depotet – inkl. lidt skift af tøj for Dortes vedkommende – inden vi løb videre ud i mørket. Det var efterhånden 1½ time siden solen var gået ned, men de små veje, der blev oplyste af en slange af lys i alle regnbuens farver, var et fantastisk syn. I takt med at fredag blev til lørdag dalede temperaturen lidt, men slet ikke nok til at det var et problem. Midt imellem Skibsby og Astrup var der knas med cyklen for anden gang, og jeg var en kort overgang nervøs for at kæden var knækket. Den var heldigvis bare hoppet af, og Dorte havde været opmærksom nok til ikke at træde til, da den begyndte at låse, så efter et par minutter var vi igen på vej i fornuftigt tempo. I Astrup blev vi mødt af en livlig by til trods for tidspunktet, der var fakler igennem byen og et depot med overflod af frugt, flødeboller og chokoladekiks. Efter et par minutter – og et par flødeboller – vendte vi næsen imod Sindal.

Vi kunne så småt begynde at mærke, at vi havde været i gang i noget tid, og vi rundede 25 kilometer, da vi løb ind i Sindal. Ved hallen ventede der os en tyrolerfest med fadøl og hornmusik. Depotet i Sindal fungerer som knudepunkt for flere af ruterne (måske faktisk dem alle?), så der var masser af liv og gang i den. Dorte skulle på toilet og havde sagt, at hun ville indhente os, så da vi havde fået lidt vand og en øl, løb vi videre ud i natten. I takt med at løbet skred frem og vi havde brugt mindre tid end gennemsnittet ved depoterne, kom vi længere op i feltet, hvor der blev længere imellem deltagerne, så hvor der før havde været en slange af lys var der nu kun sporadiske klumper af lys på ruten. Vi løb jo ikke efter et egentligt mål, andet end at vi gerne ville nå Palmestranden inden solgang kl. 04.16 – og det så bestemt ud til at ville lykkedes.

Der blev joket lidt med, at vi nu var tættere på mål end på starten, så nu kunne vi lige så godt fortsætte – som om det at give op overhovedet var en mulighed! Den øl vi havde fået ved depotet i Sindal kunne hurtigt mærkes, og vi blev enige om, at det var godt vi ikke havde taget mere end den ene. Peter var begyndt at få ondt i hoften og snakkede om, at han nok ville sætte tempoet ned, når vi kom omkring 35 kilometer mærket. Jeg havde det ok, fødderne var ømme og der var en begyndende træthed at spore i kroppen, men alt i alt stadig helt ok. Det er nok i virkeligheden en af de vigtigste erfaringer, jeg har gjort mig, i min ellers begrænsede marathon-karriere. Nemlig at det er ok at det gør ondt, og det er ok at trætheden melder sin ankomst – og når den gør, så accepter det og sig til dig selv, at det ikke skal få lov at stoppe dig.

Da vi efter tre kilometer stadig ikke havde hverken set eller hørt noget til Dorte begyndte vi at blive lidt bekymrede. Havde vi misforstået hinanden? Gik hun mon og ledte efter os ved depotet i Sindal? Var der sket noget med cyklen? Vi blev enige om, at havde vi ikke set eller hørt noget fra hende efter yderligere et par kilometer, så måtte vi hellere tage fat i hende. Der gik yderligere et par kilometer, og bedst da jeg havde sendt en besked til hende (i telegramform da det blev gjort løbende) kom hun snigende op på siden af os i godt humør. Hun trængte til en pause fra 90’er musikken – ja tro det eller ej – og havde derfor slukket den for en stund, hvilket forklarede hvorfor vi ikke hørte hende på lang afstand. Vi kom til depotet i Mosbjerg, hvor der var gifler og kakao, nøj det var lækkert! Peter var for alvor begyndt at mærke til hoften og ville gerne undgå at stå for meget stille, så han greb lidt fra depotet og gik af sted. Der gik ikke lang tid, inden jeg fulgte trop, jeg kunne også godt mærke, at det var hårdt at komme igen gang igen efter at have stået stille.

De næste fem kilometer blev tilbagelagt overvejende i stilhed, ingen musik, meget begrænset snak – bare æde kilometer skridt for skridt. Da vi løb ud af Mosbjerg var der stadig 17-18 kilometer igen, det er alligevel en sjat. Vi forsøgte at holde et positivt mindset, men nattens strabadser var begyndt at tære på kræfterne. Øv det er simpelthen for tidligt! Peter, der havde en krise, begyndte at snakke om at farten skulle sættes drastisk ned, men depotet ved Bollehedekrydset kom i sigte og vi holdt tempo. Han brugte depoterne som markører for, hvornår han kunne give sig selv en hårdt tiltrængt gå-pause. Jeg snuppede lidt chokolade og saft og løb op til ham. Vi fik tændt musikken, så der var lidt til at fjerne fokus, det hjælp en hel del, og inden vi så os om, havde vi rundet 40 kilometer mærket.

En lille stemningsvideo i mørket fra 40 kilometer mærket 🙂

Mørket var på hastigt tilbagetog, og for hver kilometer vi tilbagelagde, blev det mere og mere lyst. Depotet ved Tuenvej bød på Nutella sandwich og rød saft, noget der burde være på alle depoter til alle løb. Punktum! De sidste par kilometer havde vi tilbagelagt sammen med et andet par, der også var på Bike & Run – de kunne tydeligvis godt lide vores 90’er musik. Det var meget hyggeligt at dele oplevelsen med nogle helt fremmede også. Da vi rundede 42,2 kilometer ønskede jeg Peter tillykke med hans tredje marathon (Selvom det ikke tæller som et officielt et), nu var vi definitivt ude, hvor ingen af os tidligere havde været – og det var for alvor begyndt at blive hårdt. Meget hårdere end jeg havde forestillet mig, det ville være. Men de sidste 8 kilometer skulle bare tilbagelægges, så selvom vi begge var trætte, lykkedes det os at holde et pace på ca. 5.30.

Da vi nåede depotet i Elling, hvor de stod klar med nylavede pandekager, sagde uret lige knap 45 kilometer. Ok bare 5 mere så er vi der! Nej hov vent der stod et skilt: 7 Kilometer til mål. 3 Kilometer til Lerbæk (Sidste depot). Jeg delte den nedslående opdagelse med Peter, forskellen på 5 og 7 kilometer var på det tidspunkt meget – rigtigt meget endda. Men med kun tre kilometer til næste depot blev det vores fokuspunkt. Da vi kom ud på Skagensvej kunne vi se lyset fra brandbilerne ved depotet i Lerbæk – og måske vigtigere endnu; nogle af bygningerne på havnen i Frederikshavn.

Vi snuppede noget cola og en flødebolle – eller gjorde jeg egentligt? Jeg må tilstå, at jeg ikke kan huske det helt, men kender jeg mig selv ret, sagde jeg sikkert ikke nej tak! Vi løb videre imod Palmestranden, der var ikke meget nydelse eller hygge tilbage, vi skulle bare i mål. På Bike & Run skulle cyklen stilles 4-500 meter fra mållinjen, der lå helt nede på stranden, så vi sendte Dorte i forvejen, så hun kunne være klar til, at vi indhentede hende. Det sidste stykke gik op over banelegemet, en lille stigning vi gerne ville have været foruden! Da vi drejede ned imod stranden mødte vi Dorte, der netop havde fået stillet cyklen. Vi gav den det sidste gas og løb i mål i en samlet tid på 5 timer og 18 minutter. Det var en forløsning at komme i mål, vi nåede solopgangen med mere end en halv time – og det på trods af at vi tabte ca. 25 minutter på at rode med cyklen. Mit ur sagde en distance på 51,31 kilometer, hvilket giver et gennemsnitspace (inkl. alle pauser) på 6.12/km. Vores gennemsnitspace i bevægelse var 5.21/km – nu kan man jo ikke helt regne det, da pauserne også giver lidt restitution, men jeg er alligevel imponeret over, at det har kunne lade sig gøre, at holde over så lang en distance!

Så lykkedes det alligevel, vi kom i mål i en tid vi kun kan være stolte af!

Coast 2 Coast var mit første ultraløb, og jeg må med skamme erkende, at jeg bare ikke har haft respekt nok for de ‘sølle’ otte kilometer, som udgør forskellen på et marathon og et 50 kilometer ultraløb. Når jeg sidder her på bagkant og reflekterer over det, så har jeg nok i virkeligheden bare taget alt for let på det. Ikke træningen som sådan, men min mentale forberedelse. I mit hoved skulle det ikke rigtigt være hårdt, der var jo ikke noget tidsmål og med masser af tid ved depoterne var det jo bare 10 x 5 kilometer og ikke 50 kilometer. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er det stadig 50 kilometer i løbesko. Det er – undskyld udtrykket – pisse fucking langt!

Undervejs i løbet af natten og her de efterfølgende dage har jeg reflekteret lidt over, om det er noget jeg har lyst til igen? For det var ikke den oplevelse af ekstase at gennemføre, som jeg måske havde forestillet mig. Jo jeg er glad, og ja jeg er skide stolt, når jeg lige tænker over, hvad jeg har opnået på 1½ års målrettet træning. På den anden side tror jeg faktisk ikke helt, at det er gået op for mig. Jeg må nok erkende noget, som jeg faktisk godt viste om mig selv; hvis ikke der er en officiel tid at jagte, så mister jeg en stor del af mit drive – og ikke mindst en stor del af glæden ved at gennemføre. Så hvis jeg kaster mig ud i et lignende projekt igen, så bliver i et andet format. Men det skal ikke tage noget fra Coast 2 Coast, det er et super fedt og meget lækkert arrangeret løb, som man ikke må snyde sig selv for – uanset om man så er løbetosset eller ej!