Én ulyk-… udfordring kommer sjældent alene…

Der har været noget stille her på bloggen igennem det sidste stykke tid. Jeg har haft de bedste intentioner om at skrive indlæg et par gange om måneden, det er det ikke blevet til efter Amsterdam Marathon. Det er – heldigvis – ikke fordi, jeg har mistet lysten til at skrive, der har bare været en masse andet, der har rumsteret rundt i hovedet de sidste 3-4 måneder. 2018 bød på udfordringer både iført løbesko og uden – og jeg må erkende, at jeg er bedre til at håndtere udfordringerne iført løbesko, end jeg er uden. Udfordringerne iført løbesko er håndgribelige: Løb længst muligt på 12 timer. Løb 42,195 km i pace 4.16/km. Løb til du har fundet alle bøger og er tilbage ved mål. Det er den type udfordringer, jeg kan finde ud af at håndtere. Udfordringer hvor jeg er blevet presset helt ud til kanten af min fysiske og mentale kapacitet. Der hvor jeg på en eller anden mærkelig måde godt kan lide at være, der hvor jeg på en gang føler mig totalt ude af kontrol – og på samme tid alligevel føler, at jeg kontrollerer kaos.

I 2018 var der to primære løb, som alle andre løb – og en (måske for) stor del af mit øvrige liv – blev planlagt omkring; 24 Timer Ved Havet og Amsterdam Marathon. Til 24 Timer Ved Havet var målet var klart; mindst 100 km på 12 timer på ruten i Sæby. Med min skade i slutningen af 2017 var udgangspunktet bestemt ikke det bedste, men jeg kløede på og i løbet af foråret løb jeg mit første ‘run-streak’; i alt 150 km på 15 dage. Jeg løb også lange back-to-back pas – hvor et af dem var Aalborg Øst Halvmarathon sammen med vennerne fra Team Tvilling Nordjylland – for at vænne mig til at løbe på trætte ben. Ja der blev endda plads til at løbe mit 3. marathon “på rutinen” sammen med Leah, Peter og Sten til CPH Marathon. Men det til trods, så vidste jeg godt, at jeg ikke var (eller er) der, hvor jeg ‘bare lige’ løber 100 km – heller ikke selvom jeg har 12 timer til det.

Det ville blive en udfordring, der – heldigvis – ikke kun ville teste min fysiske kapacitet, men i lige så høj grad min mentale styrke. Præcis den type udfordring, som drager mig. En udfordring hvor jeg ville komme til at balancere på et knivsblad imellem ‘kontrolleret kaos’ og ‘kaosramt kontrol’. Løbet blev på én og samme tid ligesom jeg havde forestillet mig – og overhovedet ikke som jeg havde forestillet mig. Noget af det jeg havde troet ville udfordre mig mest endte med at være rigtigt positivt – til gengæld var der andre ting, jeg ikke havde set som en udfordring, der gav mig noget at arbejde med. Men jeg kom igennem, jeg nåede mit mål og løb 101,829 km – men vigtigst af alt blev jeg en lille smule klogere på mine egne grænser.

I ugen efter gav jeg mig selv lov til at geare helt ned, ikke én eneste kilometer blev løbet. Der er generelt langt imellem de uger, hvor jeg slet ikke løber, men lige dér var det tiltrængt. En vigtig del af træningen er jo også restitution, og med et mål om en tid på under tre timer til Amsterdam Marathon ude i horisonten, var der ikke plads til skader. Hen over sommeren blev der løbet en god del ustrukturerende kilometer, inden det blev tid til at begynde den målrettede træning mod en ‘sub 3 finish’ i Amsterdam. Den 6. august gik jeg i gang. Det var en plan med 5 træningspas om ugen. Der var to typer uger; hårde uger – og rigtigt hårde uger. Jeg var aldrig sådan rigtigt frisk i kroppen, og der var altid endnu et pas, der skulle tages hensyn til. Det gjorde det ikke nemmere, at det var oveni en start på nyt arbejde i en midlertidig stilling – med tilhørende uvished om hvad jeg skulle lave bagefter.

Jeg ved godt, at jeg ikke skal klynke, 6-7 timers træning om ugen er jo ingenting i forhold til hvad mange andre bruger. Og der var ikke småbørn inde i billedet hos os, det var Dorte, hunden, katten og jeg i hverdagene – og så min teenagesøn i weekenden hvert 14. dag. Men uanset hvordan jeg vender og drejer det, så blev det en periode, hvor det i mit hoved kom til at handle rigtigt meget om mig – og om mine mål. Og dér stod jeg så pludseligt en dag, mindre end 14 dage før Amsterdam Marathon, med en besked om at Dorte faktisk gik og var rigtigt ked af det – og havde været det i lang tid. Med ét gik Amsterdam Marathon fra at være en vigtig ting i mit hoved, til at være det mest ligegyldige i verden. Det var en udfordring, som jeg ikke var hverken forberedt på eller klar til at håndtere. Jeg kan klare at løbe i 12 timer i stegende varme, jeg kan tvinge mig selv til at løbe på trætte ben, jeg kan få mit hoved til at synes, det er en god ide, at stå op kl 5 for at løbe 25 km. Men jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med den her udfordring.

Vi snakkede meget, tudede endnu mere og kom til en konklusion, at der var behov for at give hinanden lidt plads og få styr på tankerne omkring det hele. En af os kunne så sidde på et hotelværelse i Aalborg – eller jeg kunne tage til Amsterdam og løbe marathon. Jeg bruger jo blandt andet løb til at få ‘luftet ud’ i hovedet, når der har været noget, som har fyldt meget i en periode. Derfor endte det også med, at jeg tog til Amsterdam for at løbe marathon – og jeg holdt fast i den oprindelige plan om at løbe under tre timer. Jeg var ikke i tvivl om, at min fysiske form var til det – men et marathon er andet og mere end ens fysiske form, man skal også have hovedet med i det. Så ville jeg – omstændighederne taget i betragtning – kunne have hovedet nok med i det til at nå målet? Og var det nu også den rigtige beslutning at tage af sted?

Det kan virke banalt og som en voldsom forkert prioritering at tage til Holland for at løbe marathon. Jeg anerkender, hvis ikke alle forstår, at jeg overhovedet kan ‘finde på’ at fokusere på noget så ligegyldigt, som at løbe et løb i situationen. Men alternativet var, at jeg ville sidde på et værelse med en masse tanker, uden nogen måde at få afløb for dem – og det er jeg ikke sikker på, ville have ført noget godt med sig. Derfor endte jeg med at løbe Amsterdam Marathon, som det hele tiden havde været meningen. Derfor endte jeg med at løbe – og mit mål blev nået, men hvad min løbsberetning behændigt undlod at berøre, var årsagen til, at det endte med at blive en ekstra hård udfordring mentalt.

Det at løbe på den måde og de typer af løb, jeg gør, har givet mig mange fantastiske oplevelser. Oplevelser jeg er super stolt af, oplevelser jeg kan grine af – ja også oplevelser som jeg bestemt ikke ønsker at genopleve. Det at løbe er blevet en del af min identitet og den jeg er, jeg kan ikke forestille mig at vågne en dag og ikke længere løbe. Ikke længere jagte det næste sus i form af en udfordring af mine mentale og fysiske grænser. For hver gang jeg presser mig selv ud til – og nogle gange over – kanten, bliver jeg en lille smule klogere på mig selv, mit hoved og min krop. Jeg lærer lidt mere om mig selv hver gang. Og nogle gange er det ikke rart, det jeg lærer! Det var ikke rart at indse, at jeg i min egen egoistiske jagt på grænsen, gjorde det menneske, der betød mest for mig i verden, ked af det. Og selvom jeg inderst inde godt ved, at mit løb kun er en lille del af grunden til at Dorte og jeg ikke længere er sammen som par, så kan jeg ikke ryste tanken “Hvad nu hvis…” helt af mig.