Et hundrede og en komma otte to ni

Lørdag den 2. juni har det seneste halve år har været en dato, som jeg har glædet mig helt ubeskriveligt meget til – og på én og samme gang også har frygtet lidt. På årets anden sommer dag ifølge kalenderen – hvad end det så måtte betyde denne sommer – ville jeg stille til start til den største fysiske udfordring, jeg nogensinde har udsat mig selv for; at løbe så langt så muligt på 12 timer. I takt med at juni kom tættere på blev det mere og mere konkret, hvad det var, som jeg havde meldt mig til – og en snigende bekymring blandet med en stor del ‘forventningens glæde’ begyndte at brede sig i kroppen. Var jeg mon klar? Hvordan ville det være, at løbe på den kun 1,987 kilometer “lange” rundstrækning? Ville jeg kunne svinge mig selv mentalt op til at forsætte i alle 12 timer? Nu er det ovre, trætheden i benene er ved at være på retræte og tæerne er knap så ømme – det er blevet tid til løbsberetningen fra mit første 12 timers løb, hvor 24 Timer Ved Havet leverede fantastiske rammer for en super dag i løbesko.

24 Timer Ved Havet er i sandhed et løb, hvor der er plads til alle. Udover timeløbene på 6, 12 og 24 timer – der kan løbes single eller som stafet med 2 til 16+ deltagere – er der mulighed for at løbe 1-3 halve og hele marathons. Både ultraløberen med målet stift rettet imod førstepladsen til DM i 24 timers løb, og motionsløberen uden fokus på tid eller tempo har her mulighed for at deltage i det samme arrangement, på den samme dag og på den samme rute.

På begge sider af løbesgaden er plads til at stille sit medbragte telt eller pavilion op, så løbere, hjælpere og tilskuere har mulighed for at krybe i ly for evt. regn – eller i dette tilfælde den bagende sol – og måske endda sove en time eller to, eller bare hygge sig med en øl og en pølse på grillen. Pladsen summer af en energi og oser af en stemning meget lig Kildeparken til årets DHL stafet – og så lige blandet med hyggen fra en lille lokalt løb, hvor alle kender alle.

Ovenpå en rolig fridag fredag, hvor jeg gik og ‘nussede rundt‘ og fik styr på de sidste småting ringede uret relativt tidligt lørdag morgen. Reelt set var det ikke super nødvendigt, løbet starter jo først kl 12.00, men der tager en lille time at komme til Sæby, og vi skulle også have en pavillon sat op – gerne så den var nem at komme til undervejs i løbet. Og er der noget, jeg bare slet ikke magter, så er det at skulle stresse rundt på race day – så tidligt op, få et bad, få noget morgenmad, få lavet det sidste mad og så ellers ud af døren. Allerede da vi kørte ud af indkørslen var temperaturen omkring 20 grader, det tegnede jo på alle måder til at blive en rigtig varm dag. Lokaludsigten for Sæby lovede “kun” 22-23 grader sidst jeg havde tjekket – da vi ankom til pladsen en lille time sener, havde temperaturen for længst havde passeret de 22-23 grader – ok det ville blive en varm omgang i dag, og sveden piplede frem bare af at bære vores ting over på pladsen.

Vi udvalgte et sted kort før målportalen, hvor vi satte pavillonen op og fandt os til rette. Der var stadig omkring halvanden time til start, så ingen stress på – lige som jeg foretrækker det. Jeg gik en tur rundt for at se, om der var nogen jeg kendte. Jeg vidste at både Sten og Thomas, som jeg jævnligt løber sammen med i Team Tvilling Nordjylland, også skulle løbe. Sten var igen i år tilmeldt til 24 timers løb, og Thomas skulle prøve kræfter med 3x halvmarathon. På vej retur til pavillonen rendte jeg på Thomas, han havde slået sit telt op tæt ved det store depot-telt efter målportalen. Vi sludrede om løst og fast og inden jeg havde set mig om, var der efterhånden knap 45 minutter til start. Jeg stod stadig iført mine almindelige shorts, t-shirt og sandaler, så det var efterhånden ved at være tid til at få klædt om – og få det sidste mad i maven inden start. I takt med at minutter til start blev færre kom der flere og flere løbere til i løbsgaden – og jeg øjnede chancen for at smutte på toilet en sidste gang – der var jo ingen grund til at spilde tid på det under løbet, hvis man kan slippe.

Så gik starten endelig. Ikke mere tid til at gå at være nervøs, nu gælder det bare om at finde en god rytme og det positive mindset. Små 12 minutter efter var jeg tilbage ved pavillonen, hvor jeg smed mobilen. Jeg havde løbet med den i hånden, da jeg lige ville lave en lille video af starten. Jeg havde besluttet mig for at starte ud i 2XU tights og singlet, en kasket til at tage den værste sol, og mine Zee 16 fra MBT. Selvom jeg knap havde løbet 2 kilometer – og i et tempo der var noget langsommere end mit normale – så kunne jeg tydeligt mærke varmen, der var ingen tvivl om, at jeg skulle sørge for at få masser af vand i løbet af dagen! De første 3-4 omgange gik legende let i et pace omkring 5.30-5-40 – ganske som jeg havde sagt til mig selv, at jeg ville. Jeg tog ret hurtigt en beslutning om at drikke hver gang jeg passerede depotet, de næste seks timer ville der være vel på den gode side af 25 grader – og at dehydrere efter 4 timer ville jeg for alt i verden undgå.

Det viste sig hurtigt, at en af de elementer, som jeg havde frygtet, havde været helt og aldeles ubegrundede. Hvor uforståeligt det end må lyde, så var det super fedt, at løbe på den korte rundstrækning. Det var nok en blanding af flere ting, der gjorde det til en super god oplevelse, den korte distance betød jo helt naturligt, at der aldrig var langt til depotet. Der var også en tryghed i det kendte, jeg vidste 100%, hvad der ventede bag hvert eneste sving. Men det vigtigste var nok, at det gjorde distancen blev brudt ned i helt små bidder, så jeg ikke endte med at løbe og tænkte “Puh så er der endnu en omgang på 5 kilometer”. Det gjorde jo naturligvis også, at jeg for hvert 11-12 minut kom igennem løbsgaden, hvor stemningen var helt igennem fantastisk.

Den ene omgang tog den anden, og snart havde jeg løbet ti omgang og de første to timer var så småt ved at være gået. Undervejs snakkede jeg lidt med forskellige løbere, når vores tempo lige passede sammen. De fleste var langt mere rutinerede ultraløbere, og flere af dem kunne fortælle om nogle spændende løb i det store udland. I ved den type løb hvor man som Dansker bliver konfronteret med, at Himmelbjerget faktisk bare er en bakke. Arrangørerne havde været så forudseende, at de havde placeret vandkar med svampe umiddelbart efter depotet, så man kunne få mulighed for at få lidt køligt vand i håret. På en af omgangene hvor jeg løb sammen med en ganske rutineret løber, der var i gang med 24 timers DM, aflurede jeg et lille trick. Han dyppede hurtigt svampen og puttede den under cap’en, inden han løb videre – god ide! Jeg var efterhånden kommet ind i en rigtig god rytme, hvor jeg løb til jeg nåede depotet, der greb jeg en krus vand, et par saltstænger, chips eller vingummier, derefter luntede jeg hen og fik dyppet den svampen og lagt den under cap’en og så i gang igen.

Efter en lille håndfuld omgang mere begyndte jeg så småt godt at kunne mærke varmens påvirkningen. Jeg havde bevist begrænset mit energiindtag, da jeg ikke ville risikere at accelerere en dehydrering ved at få for meget sukker, men det er jo en balancegang, for uden energi ville jeg helt sikkert gå sukkerkold. Nogle omgange tidligere havde jeg passeret Sten, som jeg løb Copenhagen Marathon sammen med, han havde stadig en halv stang af mine chews fra GU, som jeg har super gode erfaringer med at bruge. Det var faktisk også det eneste energi udover lidt vingummi og et par stykker frugt på depotet, jeg havde fået siden starten var gået. Det var allerede ved at blive lidt halvhårdt, og jeg kunne efterhånden også godt mærke, at jeg løb i nogle relativt tunge sko, men jeg havde besluttet mig for, at jeg først ville gå ind og skifte, når jeg havde løbet 21 omgang – eller hvad der ca. svarer til marathon. Det var mit fokuspunkt undervejs, jeg tænkte faktisk ikke rigtigt på, at jeg skulle løbe i 12 timer – jeg tænkte bare, at jeg skulle løbe et marathon. Når det var gjort, så kunne jeg tage en lille pause, få lidt og spise, noget tørt tøj på – og ikke mindst nogle lettere sko på.

Da jeg kom retur til løbsgaden for 21. gang løb jeg ind i pavillonen og satte mig på græsset. Lige der havde jeg det alt for hårdt i forhold til, hvordan jeg egentligt synes, jeg burde have det. Jeg besluttede mig for, at jeg skulle have lidt energi af forskellig slags indenbords, så jeg åbnede en hvid Cult, blandede noget vand med elektrolytter og et par salttabletter, og spiste lidt snack salami. Så af med skoene og tøjet og få noget nyt på. Det var stegende hedt, så det meste af mit tøj var drivvådt, jeg besluttede mig derfor også for at nøjes med tights. Mine Zee 16 blev udskiftet med de noget lettere Speed 16 fra MBT. Jeg blev enig med mig selv om at gå et godt stykke, imens jeg spiste en Nutella sandwich og fik rigeligt med væske indenbords. Det var også blevet tid til at få lidt godt musik i ørene til at højne humøret. Lige før depotet stod Thomas på sidelinjen, jeg stoppede op og sludrede kort med ham, men tænkte også, at det nok var godt at holde benene i gang. Med den første etape overstået var det tid til at vende blikket imod det næste delmål: 6 timers grænsen. Jeg havde sat mig selv et mål om at nå 100 kilometer, og det mente jeg bestemt var realistisk, men jeg var alligevel begyndt at tvivle lidt på det – der var bare ikke det overskud i kroppen, som jeg ellers synes jeg burde have haft.

I løbet af de første fire timer havde jeg ikke været nede og gå, udover lige når jeg skulle drikke ved depotet, men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke kunne blive ved med at holde den kørende. Så jeg sagde til mig selv, at det var ok at gå lidt længere per omgang fremadrettet. Hastigheden var stadig i benene, og selvom jeg ikke følte mig som nogen energibombe, så lå jeg stadig med et pace på ca. 5.30/km, når jeg løb. Den første lille time gik ok, så begyndte tankerne om jeg måske bare skulle stoppe efter 6 timer for alvor i hovedet. Jeg har nok også lignet en 6 timers løber, der var ved at være udtømt, for da jeg passerede målportalen med en halv times tid igen af 6 timers løbet råbte et par tilskuere opmuntrende til mig, at det bare lige var det sidste. Jeg smilte til dem og sagde, at jeg desværre stadig havde 6 timer endnu. Helt frem til at jeg kunne høre hornet lyde, kæmpede jeg med de negative tanker omkring at stoppe. Men da hornet lød, og de øvrige 6 timers løbere stoppede forsatte jeg stædigt videre. Fandme nej om jeg vil lade en mindre hedebølge knække mig! Jeg passerede et par løbere og sagde, at jeg da måtte indrømme, at det virkede som en fantastisk ide at stoppe nu. Det blev kvittering med en kommentar om, at han nu ellers synes jeg viste godt overskud. Det følte jeg ikke på det tidspunkt, men det gjorde det ikke mindre rart at høre alligevel.

De 6 timer markerede, at det var ok at tage en lille pause igen, og da jeg kom rundt på min 30. omgang 3-4 minutter efter, løb jeg ind i pavillonen. Jeg følte mig rimeligt presset, og selvom jeg reelt kun manglende lidt over 40 kilometer – og havde lige knap 6 timer til det – så virkede det bare overhovedet ikke overskueligt. Pga. skævhed i ryggen tilter mit bækken en smule, det gør nogle gange, at jeg kan få nerver i klemme i lænden. Jeg har heldigvis fundet en ret effektiv måde at strække det ud, så det brugte jeg lidt tid på. Jeg blandede en gang elektrolytter og salttabletter i min drikkedunk og gik af sted. Denne gang besluttede jeg mig for, at det mindst ville blive en hel omgang i rask gang – imens der lige røg en Nutella sandwich og lidt frugt indenbords. På vej ud af depotet faldt jeg i snak med en anden løber, der også var nede og gå lidt. Han lød til at have en hel del erfaring, så jeg sugede til mig. Han fortalte at hans strategi fra start var at løbe 800 meter og gå 200 meter de første 6 timer, og derefter tage det som kroppen nu følte for det.

Vi snakkede lidt om løst og fast, blandt andet ruten som han beskrev som helt perfekt til 24 timers løb. Jeg sagde, at jeg jo ikke havde det store sammenligningsgrundlag, men at jeg var tilbøjelig til at give ham ret. Vi kom rundt til målportalen og tankede op i depotet, 3 stykker vandmelon og et glas vand – ganske ligesom de sidste mange omgange. Det havde taget 21 minutter at gå en omgang, og vi forsatte en halv omgang mere indtil det var på tide at komme i gang med at løbe igen. For bedre at kunne overskue den sidste del af projektet, valgte jeg at dele det ind i blokke af 5 omgange, som jeg havde ca. 1½ time til at gennemføre. Det havde givet mig et super mentalt boost, at komme ned og gå og snakke med en anden løber, så humøret var klart bedre, end det havde været de sidste mange timer. Jeg havde også lidt mere overskud til at løbe, så de næste par omgang blev løbet i et fornuftigt tempo og med minimalt med gå pauser. Efter lige knap 1½ time – inkl. pausen efter 6 timer – var de 5 omgange tilbagelagt, og jeg løb igen ind for at holde en lille pause og skifte tøj.

Super seje Dorte sad inde i pavillonen og hvilede kroppen oven på de 39,1 kilometer hun havde gået/løbet på de 6 timer, hun havde været i gang. Jeg smed hurtigt sko og strømper og fik en fæl mistanke bekræftet. De sidste mange kilometer havde jeg haft lidt ondt i spidsen af begge ‘ringe-tæer’, og under strømperne gemte der sig en stor, meget væskefyldt blodvabel lidt større end en 1-krone på den vestre tå. På den højre var det yderste af tåen helt sort – begge tæer var rimeligt ømme, men der var ikke så meget at gøre ved det, så jeg trak i et par nye strømper og hoppede i skoene igen. Da jeg løb ud igen viste jeg, at jeg havde lidt knap 4,5 time til at løbe 30 kilometer, og selvom jeg efterhånden var ved at være brugt i kroppen, så begyndte jeg for første gang i mange timer igen at tro på, at de 100 kilometer var indenfor rækkevidde.

De første par omgange gik i et fint tempo uden særligt mange gå pauser, og jeg nåede lige igennem målportalen få sekunder inden den 2. halv og hel marathon, hvor Thomas også skulle løbe, blev sat i gang. Det gjorde, at der kom lidt flere løbere ud på ruten igen. Jeg havde skiftet til en singlet med mit logo på ryggen, og der var flere der passerede mig undervejs, der havde læst med her på bloggen, så der blev spurgt ind til om målet så ud til at blive indfriet – og om jeg nu også holdt det med ikke at løbe hurtigere end 5.30/km. Jeg kunne heldigvis svare ja til begge dele, selvom jeg inderst inde godt viste, at det alligevel havde været for hurtigt et pace på dagen. Jeg havde besluttet mig for ikke at holde flere pauser før jeg ramte 45 omgange – nu skulle den altså bare køre i mål. Her bagefter er det lidt sjovt at tænke på, at de parogtyve kilometer jeg manglede ikke føltes specielt langt i mit hoved, det var jo bare 2x ti kilometer på ca. 1½ time hver. Det siger jo lidt om hvor vigtigt det er, at have den rigtige mindset.

Ca. 22.10 løb jeg i pit for sidste gang, det var omgang nummer 45. og dermed lige knap 90 kilometer tilbagelagt. Sten havde holdt mig ved selskab de sidste par omgange, det var super hyggeligt – han er så fantastisk at løbe sammen med, og hans selskab gjorde bestemt at omgangene gik lidt lettere end ellers. Jeg viste jo, at det ikke var nok at nå 50 omgange, hvis jeg skulle nå de 100 kilometer officielt, så i mit hoved gjaldt det nu bare om at nå 6 omgange mere. Derefter ville jeg skifte til sandaler, tage en øl i hånden og så ellers gå i resten af tiden. Jeg bad Dorte tjekke live resultaterne for at være sikker på, at jeg ikke havde misset noget. Hun kunne fortælle, at jeg stod til at have løbet 87,4 kilometer. Pis også – så skal jeg jo løbe 7 omgange! Nej vent – vi sidder jo på den forkerte side af målportalen lige nu, og så snart jeg løber ud igen, så skifter den fra 44 til 45 omgange – og dermed 89,4 km. Jeg skal kun løbe 6 omgange mere!

Solen var nu gået ned og temperaturen var efterhånden kommet ned i et niveau, hvor jeg gerne lige ville have noget på skuldrene, så jeg skiftede til t-shirt. Jeg blandede en cocktail bestående af en IsoGel, elektrolytter og salttabletter i min dunk, så der var lidt at løbe på de sidste omgange. Jeg satte noget musik i ørene, og da jeg forlod pavillonen havde jeg lige knap 1 time og 45 minutter til at tilbagelægge de lige knap 12 kilometer, som de 6 omgang repræsenterede. Det virkede ikke uoverskueligt, men der var heller ikke meget tilbage i kroppen at give af. Mit energiindtag havde slet ikke været højt nok undervejs, i alt i løbet af de 12 timer har jeg fået ca. 640 kalorier fra gels og chews, ca. det samme fra de tre Nutella sandwiches og så en 200-250 fra frugt, og en smule slik, chips og saltstænger på depotet. Så i runde tal omkring 1500 kalorier – eller ca. halvdelen af hvad jeg forbrænder, når jeg løber marathon.

Første omgang blev gående med meget få og korte forsøg på løb, jeg kunne simpelthen ikke få kroppen ordentligt i gang. Ude på ruten var de fleste halvmarathon løbere færdige imens dem på hel marathon – og ikke mindst alle 24 timers løberne – stadig havde nogle timer foran sig. Da jeg passerede depotet tvang jeg mig selv i gang, og fandt en rytme, hvor jeg gik fra depotet og de ca. 600 meter til Strandvej, derfra løb jeg ned til strandpromenaden, så lige en gå pause hen til parkeringspladsen ved stranden, og løbe rundt til depotet. De næste tre omgang gik på denne måde, og snart løb jeg ud på min 50. omgang. Her stødte Sten endnu en gang til, og vi forsatte rundt sammen. Da vi kom rundt til målportalen bad jeg til Dorte, om hun ikke ville finde min trøje, mine shorts, sandaler og en kold øl, så det var klar til næste gang jeg kom forbi. Den sidste omgang blev i overvejende grad i gang, der var simpelthen ikke mere at give af, men det var også lige meget – jeg havde 24 minutter at give for, for at nå at komme rundt på min 51. omgang.

Med lidt over seks minutter tilbage af mit første 12 timers løb, var jeg nu sikker på, at have rundet 100 kilometer, da jeg så målportalen længere fremme. Vi stoppede hurtigt ved pavillonen, og jeg trak en trøje på, rakte Sten en øl, åbnede min egen og gik det sidste stykke imod mål portalen. Selvom det var slut, så var det jo ikke rigtigt slut indtil hornet lyder – derfor forsatte vi også i gang, indtil vi nåede op til den sidste række ferieboliger. Her fandt vi en bænk og satte os, hornet lød få sekunder senere. Så var det egentligt bare at vente på, at de sidste hundrede meter blev mål op, så min samlede distance kunne blive registreret. Vi sad og snakkede i et par minutter inden Sten besluttede sig for, at det nok var bedst, at han fik holdt sig i gang, han var jo ‘kun’ halvvejs og de hårde timer ville begynde for ham om nogle timer.

Det var ovre! Færdig! Slut! Jeg havde kæmpet en kamp med mig selv undervejs, jeg havde holdt ud, jeg havde nået mit mål, jeg havde vundet! Jeg havde naturligvis ikke vundet løbet, men det var heller ikke det, det drejede sig om, jeg kom for at vinde over mig selv – og det havde jeg i den grad gjort. I alt tilbagelagde jeg 101,829 kilometer, men ikke nok med det, jeg lykkedes også med min mission om at holde pauserne på et minimum. Faktisk holdt jeg i alt kun knap 50 minutters pause, hvor jeg ikke var i bevægelse. Er jeg så tilfreds? JA for fanden jeg er! Jeg er skide godt tilfreds – og jeg er skide stolt! Det var ikke de letteste forhold at løbe under, og min træning op til kunne sagtens have været bedre, men jeg gjorde det, jeg kom efter – og nu synes jeg faktisk, at jeg har gjort mig fortjent til titlen som Ultraløber!

Men hvad så nu Hr. Ultraløber? Jah altså først og fremmest så har jeg et sub3 forsøg på marathon i Amsterdam i slutningen af oktober, der går træningen i gang om ganske kort tid – og der skal ske en masse, hvis det skal blive et realistisk forsøg. Derefter må vi se hvad tiden bringer, jeg tror allerede godt jeg kan sige nu, at jeg vender tilbage til 24 Timer Ved Havet næste år. I hvilken form og distance vil jeg ikke ligge mig fast på. På den ene side sidder jeg lidt tilbage med en følelse af, at jeg kan gøre det bedre på 12 timer. På den anden side ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at det ikke frister at prøve kræfter med 24 timers løb. Men man kunne jo også snuppe 6 timer, og så give den lidt mere gas i et helhjertet forsøg på en podieplads? Nu må vi se, ét løb af gangen – og jeg har lige opdaget, at det jo er næste weekend, der er Aalborg halvmarathon som jeg skal løbe sammen med Team Tvilling Nordjylland, så måske jeg bare skal starte der 🙂