Fra 150 til marathon
Hun er en af de mest inspirerende løbere jeg har mødt. Når man ser hende – som vi løbere jo ofte er – iklædt stramtsiddende løbetøj, ligner hun enhver anden frisk løber i tyverne, men den sort/hvide cammo trøje og de lange sorte tights gemmer på en historie. En historie om beslutsomhed og en viljestyrke som jeg er fuld af beundring over. For knap 2½ år siden vejede hun 150 kilo – på søndag løber hun sit første marathon til Copenhagen Marathon. Her er historien om Astrid, der uden besvær løber i pace 5.10/km og svarer uddybende på alle mine spørgsmål om hendes vægttab, om tankerne om det første marathon – og naturligvis hvordan hun på så kort tid er blevet klar til at løbe marathon.
Jeg mødte Astrid for første gang for nogle uger siden til en fællestræning med Aarun. Undervejs gik snakken om løst og fast, og snakken faldt på mad og træningsmål, hun nævnte kort hendes vægttab og planerne for at løbe sit første marathon. Da jeg kom hjem gik der – indrømmet – lidt stalker i den, og jeg fandt hendes profil på Instagram. Imellem en masse billeder af mad, der ser både sundt og super lækkert ud, finder man små glimt af en fortid, hvor maden også var i fokus – men på en helt anden og forkert måde.
Jeg har sat Astrid i stævne til en løbetur og en snak. Hun står i døren til Nordkraft og venter på mig. Vi hilser lidt akavet – den der måde hvor man ikke helt ved om man er på kram eller ej, så det bliver til et mærkeligt håndtryk i stedet – og løber af sted ud imod Østerådalen. Astrid sætter tempoet omkring 5.10/km og jeg begynder det krydsforhør, som jeg har forberedt i mit hoved. Den 1 januar 2016 tog Astrid det første skridt imod at blive en løber – ikke at det egentligt var planen, planen var at smide de overflødige kilo og blive gladere for sig selv og sin krop. Hun gør meget ud af at fortælle, at hun ikke som sådan har været ked af sin krop – heller ikke da hun vejede mest men til trods for det, er det aldrig sjovt, når man kan mærke andre menneskers fordømmende blikke. Jeg tænker skamfuldt for mig selv, at det sagtens kunne være mig, der havde kigget på hende i et fitness center og tænkt, at det da vist var på høje tid, at hun kom i gang med at få rørt sig.

Det er tydeligt at Astrid har en viljestyrke udover det sædvanlige. Det bliver kun understreget af, at hun ikke har sat sig tilbage og sagt til sig selv, at hun skal have professionel hjælp til projektet. Hun har gjort det selv, ingen kostplaner, ingen personlige trænere, ingen gastric bypass – bare benhårdt, fokuseret arbejde og en jernvilje uden sidestykke. Det bliver jeg nødt til at høre mere om, siger jeg til hende. Hun smiler og siger, at det i virkeligheden er så let, du tager en beslutning om at ændre din livsstil – og så gør du det! Jo tak hvis bare det var så nemt, tænker jeg for mig selv. Hun følger op; jeg får en hel del henvendelser, specielt fra unge piger der gerne vil tabe sig, som spørger efter kostplaner, træningsplaner og øvelser, men helt ærligt så skal det komme indefra ellers hjælper det ikke i det lange løb – det har jeg prøvet. Jeg tænker for mig selv på de 5-6 kilo, som jeg egentligt godt lige ville af med, og konkluderer at jeg vist ikke helt har samme jernvilje som Astrid.
Løbebåndet har været en fast del af rutinen i fitness centeret helt fra begyndelsen, de første mange uger med gang, derefter med løb og gang og efter fire måneders hårdt arbejde kunne Astrid fejre lidt af en success; at løbe 12 minutter i træk. Når hun fortæller om det, er man ikke i tvivl om, at det var en stor sejr. Hun smiler og tilføjer at det bestemt ikke var hurtigt, men det er også fuldstændig lige meget, det drejede sig bare om at løbe 12 minutter i træk. Det går op for mig, at hun har løbet samtlige pas i mere end fire måneder på løbebånd – “føj da!” udbryder jeg. Hun spørger, hvorfor det er så slemt og vi snakker lidt om hvor kedeligt jeg synes det er at løbe på løbebånd, men hendes tilgang til det er en hel anden end min. “Løbebåndet gør det nemt at sammenligne mine løbepas – og så er det begrænset hvor mange, der kan se mig løbe!”.
I sensommeren 2016 var de 12 minutter blevet til 7 kilometer i løb, og en dag besluttede hun sig for at se, hvor langt hun kunne løbe – og pludseligt stod løbebåndet på 10 kilometer. Det havde taget lidt over en time. Vi snakker lidt om, at det er super flot, og at mange løbere med rette ville være misundelige på den præstation efter så relativ kort tid. Jeg er nysgerrig på at høre hvordan hendes træning har været – for hvad end hun har gjort, så har det jo tydeligvis virket. Hun fortæller, at hun har gjort flittig brug af at indstille stigningen på løbebåndet – gerne så højt det kunne. “Det har virkelig gjort en masse for min kondition” tilføjer hun. Men det vigtigste hun fortæller drejer sig slet ikke som selve træningen, det handler i stedet om hendes attitude i forhold til træningen. Jeg kan ikke lade være med at smile, da hun med slet skjult frustration fortæller om kæresten Christoffer, der nogle gange skipper en træning, fordi armene er ømme efter sidste træning. “Jamen så tag ned og træn noget andet, bare kom af sted!”. Hun har i den grad en “harden the fuck up”-attitude omkring hendes træning – ja faktisk hele hendes vægttab, som de fleste af os nok kunne lære lidt af. I næste et år rørte hun ikke slik, kager og andet “usundt”, en enkelt fest med alkohol blev det til – og selv da var det udelukkende vodka med danskvand, og naturligvis ingen tømmermændsmad dagen derpå.
Med et vægttab på 80 kilo – og en stabil vægt i 6 måneder – var Astrid i april 2017 klar til at gennemgå den første af i alt fire hudreducerende operationer. Jeg kan kun gætte mig til hvor fantastisk det må være, at komme af med flere kilo overskydende hud, men det betød også måneders pause efter operationen – og det med ufrivillige pauser fra løbetræningen kender jeg desværre alt for godt. Jeg har nogle gang haft svært ved at komme i gang rigtigt igen efterfølgende. Sådan er det ikke for Astrid, så snart kroppen tillader det, er hun tilbage på det efterhånden velkendte løbebånd. I midten af januar 2018 var hun endnu en gang tilbage efter et par måneders pause pga. operation, og allerede i starten af februar løb hun sit første officielle halvmarathon – i pace 5.30/km! Jeg kan ikke lade være med at tænke for mig selv, at det lyder som opskriften på en overbelastningsskade, men Astrid har faktisk i hele perioden ikke haft nogle skader. Måske det hænger sammen med de mange seje timer på den uendelige trappe i træningscenteret, hvor hun virkelig har fået træner senerne op til at kunne holde til det. Én ting er i hvert fald sikkert, hvis man ikke er rutineret løber, så er det ikke en god ide at gå ud og løbe et halvmarathon på kun en måneds træning op til.
Vi har rundet Østerådalen – stadig i et jævnt pace 5.10/km – og jeg er nu ved at være ret nysgerrig på hele marathon projektet. Astrid fortæller, at hun tog beslutningen om at løbe Copenhagen Marathon i marts måned. Jeg spørger, om det godt nok var marts måned i år – men inderst inde er jeg ikke i tvivl. Hun smiler og siger ja. “Jeg var jo nødt til at sikre mig, at det kunne passe sammen med min næste operation – og det passede perfekt, for jeg skal opereres den 15/5!”. Drømmen om at løbe marathon har levet længe i hende, de sidste par år har kæresten Christoffer løbet i København. Hun fortæller med et strejf af ‘opgivenhed’ om hans tilgang til det at løbe sit første marathon. “Han fik jo ikke rigtigt trænet, han løb bare en enkelt halvmarathon 14 dage før, og så tog han af sted. Hans sluttid blev jo også derefter – men det var han jo selv skyld i!”. For første gang svarer Astrid lidt tøvende på spørgsmålet omkring hendes egen målsætning – jeg er sikker på, at hun bestemt har sat sig et mål og ikke kun vil være tilfreds med at gennemføre. “Jeg vil gerne i mål på under 4 timer”. Jeg når at tænke, at det er jeg ikke i tvivl om, at hun kan, da hun forsætter “Men der er flere jeg har snakket med, som siger de bestemt mener at jeg kan løbe det hurtigere. Jeg ved ikke, jeg er nok lidt bange for at overvurdere mig selv.”.
Snakken omkring pace og sluttider forsætter imens vi løber retur imod Nordkraft – vi vender emnet “mental forberedelse til marathon” på vejen. På spørgsmålet om hvordan hun har forberedt sig mentalt på at håndtere det, når det bliver hårdt, svarer hun, at det har hun ikke rigtigt “Jeg skal bare ikke stoppe med at løbe”. Jeg formanede hende om, at det virkeligt var vigtigt at forberede sig mentalt, da det kan ødelægge hele oplevelsen, hvis man kommer ind i en dårligt cirkel. Her efterfølgende har jeg indset, hvor fjollet det må have lydt i hendes øre. Den proces hun har været igennem siden januar 2016 har uden tvivl stillet langt større krav til hendes mentale styrke, end jeg overhovedet kan forestille mig. Jeg fortæller lidt om hvordan min sidste uge op til marathon har foregået de to gange jeg har løbet det, Astrid lyder næsten bedrøvet, da hun kommenterer på hvor lidt løb, jeg har i ugen op til. Jeg forstår hende faktisk godt, hun står over for en kold løbe-tyrker. På søndag løber hun sit første marathon, og så er det slut. Slut med løb og alt andet træning i tre måneder, imens hun kommer ovenpå efter endnu en operation.
Da vi kommer retur til Nordkraft forsætter snakken lidt omkring hendes strategi, jeg kan tydeligt mærke at hun er spændt – og nervøs for at give den for meget gas i starten. Jeg råder hende til at gå efter et negativt split. Hun griner og siger, at hun altså ikke kender alle de fagtermer – hun løber bare. Det er en reminder til mig; bare fordi man er løber, så er man ikke nødvendigvis en løbenørd som jeg. Negativt split er i øvrigt et udtryk for, at man løber sidste halvdel af løbet hurtigere end den første. Jeg er ikke i tvivl om, at hun sagtens kan løbe på 4 timer – også hurtigere end det. Jeg foreslår hende, at hun kan starte ud med fartholderne, der løber efter 3 timer og 50 minutter. Så kan hun altid give den lidt mere gas efter 25-30 kilometer, hvis hun bare har ramt dagen. Der er ingen tvivl om at Astrid gerne vil løbe et løb, hvor hun – når hun krydser målstregen på Islands Brygge søndag – har givet alt. Lige på det punkt har jeg indtryk af, at vi ligner hinanden, vi løber for at lære os selv bedre at kende, for at bevise noget over for os selv, vi løber for at finde vores egne grænser – og for at mærke, at de kan flyttes.
Jeg glæder mig til at følge hende søndag, og jeg er sikker på, at hun endnu en gang vil imponere med hendes ukuelige viljestyrke og hendes super seje attitude. Så er du i København på søndag, så kom ud og deltag i løbefesten -og hep lidt ekstra når Astrid, der løber med startnummer 4394 kommer forbi. Hun – og de øvrige løbere – kan følges live fra kl. 09.30 i app’en.