Hvorfor vil du løbe marathon – tanker fra løbetossen
Marathon – den klassiske distance, der for mange af os motionsløbere nærmest har status af en enhjørning. Et næsten mytologisk fænomen der skal spores, fanges og tæmmes for til sidst med stor stolthed at blive vist frem. Men er marathon nu også den specielle distance, der kræver særlig seriøsitet omkring sin træning – eller er det blevet gjort mere specielt og ‘elitært’ end det egentligt behøver at være? Når alt kommer til alt er det jo ‘kun’ 42,2 kilometer, der skal tilbagelægges – og for de flestes tilfælde indenfor en tidsgrænse på 6 timer. Nu stikker jeg – med fare for at få et ordentligt hak i den – næsen frem og siger, at der er rigtigt mange, der tillægger det at gennemføre et marathon uforholdsmæssig stor ‘wow-faktor’.
Lad mig starte med at slå én ting fast; hvis du har gennemført et marathon, så har du al ret til at være lige præcis så glad, stolt og tilfreds med dig selv, som du er! Ingen kan tage fra dig, at du har gennemført et marathon!
Det at løbe marathon har fået en særlig plads i mit hjerte. Det var det første løb, som jeg havde trænet struktureret hen imod, og stoltheden ved at gennemføre var ikke til at tage fejl af. Det er måske også derfor, at jeg – hvor irrationelt det lyder – bliver en lille smule provokeret, når folk ikke har respekt for det at løbe marathon. Eller rettere; ikke har respekt for det at træne til at løbe et marathon. Jeg undre mig over, at der ikke er flere, der, når tanken er opstået, er stoppet op og har stillet sig selv spørgsmålet; hvorfor er det vigtigt for mig at gennemføre et marathon, hvis det kommer til at tage 5-6 timer, fordi jeg ikke kan comitte mig helhjertet til projektet?
Og misforstå mig ikke, det drejer sig overhovedet ikke om hvor lang tid det tager at gennemføre. Det handler om den indsats – eller mangel på samme – man er villig til at ligge i for at løbe et marathon. For hånden på hjertet hvis det tager 5-6 timer at tilbagelægge 42,2 kilometer – og man ellers er nogenlunde normalvægtig, under 45 og ellers sund og rask – så har indsatsen været rimelig begrænset. Vi snakker 3½-4 timers løbetræning om ugen (For en løberen beskrevet ovenfor), for at træne sig op til at løbe et marathon på omkring 4½ time. Men det er ikke noget, man kommer til på en måned eller to, det kræver – afhængigt af ens udgangspunkt – en vis grad af tålmodighed og vedholdenhed.
Når alt kommer til alt, så handler det vel om, hvad motivationen for at løbe marathon er (Punkt #1 på listen over mine 10 råd til marathon debutanten). Handler det primært om, at man gerne vil have det ‘vinget af listen’, og kunne sige man har gjort det (Læs: Kunne flashe det på sociale medier) eller ‘bare for at se hvordan det går’? Ikke at der er noget i vejen med det, der er jo ikke nogen rigtig eller forkert grund til at ville prøve sig af på marathon distancen! Det er dog ikke min oplevelse, at den type grund afføder en dybtfølt motivation – og så er det dælme svært at hive sig selv op til at komme ud af døren på ‘de dårlige dage’.
Du ved, den type dage hvor det er mørkt og bidende koldt, eller hvor nattesøvnen er blevet ødelagt og dagen på arbejde været ekstra lang. De dage energien ikke er i kroppen, hvor det hele bare er træls. Det er de dage, hvor løberen med en dybtfølt motivationen kommer ud af døren og et skridt tættere på marathon drømmen. Det er de dage, hvor løberen med en dybtfølt motivationen ligger grundstenene til ikke bare at gennemføre et marathon – men at løbe et marathon.
Nu sidder du måske og tænker: “Ok nu flueknepper du bare ordene – at gennemføre eller løbe et marathon er vel det samme?”. Men jeg synes faktisk der er en markant forskel på at gennemføre og løbe et marathon. Langt de fleste kan gennemføre et marathon – også uden decideret marathontræning. Det kræver nøgternt set, at kunne bevæge sig en smule hurtigere end 7 km/t i 6 timer – til sammenligning går de fleste mennesker 4,5-5 km/t ved normal gang. Det betyder fx, at kan man løbe 18 km i pace 5.00/km (1½ time i alt), så kan man nøjes med at gå de resterende 24,2 kilometer i rask gang (5,38 km/t). Er tempoet i stedet 6.00/km i 2 timer (12 km løb), så skal man gå en lille smule hurtigere (5,55 km/t) for at holde sig indenfor tidsgrænsen for gennemførelse – til trods for at man går i 2/3 af tiden.
Sat lidt på spidsen betyder det, at alle der kan løbe et halvmarathon på 2 timer og 6-7 minutter reelt kan gennemføre et marathon uden egentligt at ligge en ekstra indsats i forhold til halvmarathon. Jovist man skal have energi til at gå i 4-4½ timer mere, end da man løb halvmarathon, til gengæld behøver den tid man løber jo ikke være i ét stræk. Set i det lys synes jeg, at marathon distancen tillægges lige rigeligt meget ‘wow-faktor’. Og et eller andet sted synes jeg, at der er noget skævt i, at der hersker en “Waaau hvor er du bare mega sej“-holdning til marathon løberen, der har gennemført på 5-6 timer, og en “Nå endnu et halvmarathon til samlingen“-holdning overfor løberen, der endelig er kommet under 2 timer på halvmarathon.
Der skal ikke være nogen tvivl om, at alle på min vej nok skal modtage ‘Like’ og et ‘Stærkt løbet’ på deres opslag omkring gennemførelse af deres første marathon på 5-6 timer, men inderst inde er jeg langt mere imponeret over dem, der træner målrettet på at komme under 2 timer på halvmarathon, inden de kaster sig over marathon. Men hey hvad jeg går rundt og synes og vrøvler om her på siden, er jo i bund og grund fuldstændig himmelråbende ligegyldigt, det handler jo bare om at gøre det, som gør en glad i låget – uanset hvad andre så ellers går og synes, tænker og tror om det!
Hvis det her indlæg har stødt dig lidt, så undskyld! Hvis du nu synes jeg er en klaphat, så beklager jeg. Hvis det har sat lidt tanker i gang, så velbekomme. Uanset hvad så er kommetarer – positive som negative – altid velkommen her og på Facebook 🙂