I blæst, sne og slud, løberne skal ud – Salling halvmaraton 2016

Bum så blev det efteråre! Weekendens Salling halvmaraton bød på masser af vind, lidt sne og slud og temperaturer der knap var over frysepunktet. I virkeligheden mest af alt et vejr, hvor argumenterne for at forlade stuen og brændeovnens varme ikke lå først for. Det var alligevel hvad 285 friske løbere gjorde søndag middag, et deltagerantal der jo på mange måder står i kontrast til de sidste par løb. Men man skal bestemt ikke underkende de små hyggelige løb, der er at finde rundt om i landet. Salling halvmaraton var meget fint organiseret med blandt andet medaljer og lækker suppe at varme sig på efter løbet.

Den 6. november har i de seneste 12 uger været et en milepæl i min træning. Målet var klart; at komme under 1.30 og dermed bevise overfor mig selv, at jeg kan være med, hvor det begynder at blive rigtigt sjovt. Ruten til Salling halvmaraton er meget flad og har derfor virkeligt meget potentiale for hurtige tider, til gengæld er det også en meget åben rute, så der er kontant afregning, når der er lidt vind. I søndags var der ikke bare lidt vind, Aalborg lufthavns måler lå i hele perioden på ca. 8 m/s med stød op omkring 13 m/s (Frisk til hård vind) fra nordøst, dvs. den kom lige ind over fjorden og ind på ruten.

Jeg havde nærstuderet kortet over ruten og holdt øje med udsigten i dagene op til, og var så småt begyndt at indstille mig på, at det ville blive en kold og blæsende fornøjelse. Så da jeg vågne søndag til masser af blæst og senere på formiddagen slud, var jeg klar over, at det ville blive en hård omgang at nå målsætningen. Men jeg har jo ikke trænet 12 uger målrettet og drukket sodavand til fredagsbaren på J-dag for bare at give op uden at forsøge. Jeg spiste min skyr med müsli, som jeg altid gør 2½-3 timer før løbsstart og begyndte at fokusere på løbet kl. 13.00. Det mentale fokus er næsten lige så vigtigt, som den fysiske træning.

Min kollega Peter (Som jeg løb CPH Half sammen med) bor ikke mere end et par hundrede meter fra startområdet, så jeg svingede forbi ham til en sludder, inden vi sammen vendte næsen imod KFUM hallen. Der kom lidt slud, men ellers var det begrænset med nedbør, vinden derimod havde ikke taget mærkbart af og luften var rimelig kold. Jeg overvejede en overgang, om jeg havde taget for lidt tøj på, på trods af at jeg havde t-shirt inderst, en langærmet t-shirt, så endnu en t-shirt og til sidst en tynd jakke. Dertil korte shorts, vinter-tights, kompressionsstrømper, buff, hansker og hue – jo det måtte være nok! Vi fik stillet os til start, og havde lidt optur over for første gang at stå i den forreste startgruppe. Vi var blevet enige om, at det ikke ville være en skam, hvis 1.30 ikke blev indfriet i dagens forhold, men også at der skulle gøres et hæderligt forsøg.

AaRun stillede med skarpe fartholdere, der havde den tvivlsomme glæde at løbe med et par store helium balloner spændt til kroppen, så det var nemt at se, at de var fartholdere. I startgruppen til 1.30 havde vi fornøjelsen af Kristian, der snart løber sit halvmaraton nummer 100, og for nyligt løb det fulde maraton på bare 2.50 – kort sagt vi var i gode hænder (Eller ben?). Vi kom lidt frisk ud af starthullerne, og første kilometer blev tilbagelagt i 3.55/km, hvilket jo er 20 sekunder/km for hurtigt i forhold til en sluttid på 1.30. Det blev dog hurtigt rettet ind og vi lå efterfølgende på 4.09-4.13 de næste mange kilometer. Det var planen at ligge lidt hurtigere, sådan at der var lidt ‘i banken’, til når vi kom ud i modvind – det ville nok blive nødvendigt. Jeg fik lidt en overraskelse, da vi efter 6-7 kilometer drejede til venstre, og det gik op for mig, at jeg havde læst ruten bagvendt. Hvilket jo betød, at vi ville komme til at løbe mærkbart længere i modvind end jeg havde sat mig op til. Jeg tænker, at ruten normalt giver fin mening, da der jo som oftest er vestenvind og ikke østenvind, men lige i søndags ville jeg nu hellere have løbet den modsat.

De første 10 kilometer havde jeg det rigeligt varmt, og endte hurtigt med at tage handskerne af – og tænke en overgang om jeg skulle smide den yderste t-shirt, men besluttede mig for at beholde den på. Ruten bryster sig af at være helt flad, det er lidt en sandhed med modifikationer, bevares der er ikke de store bakker, men den i det yderste hjørne af ruten var lidt hård. Dels drejede vejen imens det gik op og brød rytmen en smule, og dels var det der, hvor vi for alvor kom direkte ind i vinden for første gang. Det kostede også lidt på tiden og den 14. kilometer blev tilbagelagt i 4.18, så er det jo godt at have lidt ‘i banken’. Det næste stykke var i relativ læ af træerne i “insekt-kvarteret” (Det er vist et sommerhus område), så vi fik mulighed for at genfinde den gode rytme. Det var stadigvæk en pænt stor gruppe af løbere der holdt fast, og Kristian opfordrede os til at løbe af sted, hvis der var luft til det. Det var egentligt ikke min mening, at jeg ville løbe fra gruppen, dels ville jeg for alt i verden undgå at gå død inden målet var i sigte, og dels ville jeg gerne nyde godt af at løbe i en gruppe. Alligevel endte jeg med at trække fra gruppen, eller det troede jeg i hvert fald, jeg opdagede til min forbavselse, da jeg kiggede tilbage, at der var en 6-7 løbere der havde lagt sig bag mig og fulgte trop – dem havde jeg slet ikke hørt! Vi var nu ude hvor der ingen læ var, så nu skulle der trækkes på rutinen og graves efter kræfterne. Fra 15 til 18 kilometer lå jeg imellem 4.07 og 4.10, så det er egentligt ikke så underligt, at det føltes hårdt. Jeg satte farten lidt ned, og et par stykker fra gruppe trak fra. Det betød absolut ingenting, det var ikke tiden til at løbe andres løb. Nu skulle den altså bare køres hjem!

Efter en 18-19 kilometer begyndte en mental kamp i mit hoved. Alt var træls, jeg var kold, gennemblødt, det blæste og benene var tunge. Men nogle gange kan man finde glæde og ny energi i de små ting. Hvorfor jeg kom til at tænke på, at jeg da lige kunne tage mine hansker på igen, og få lidt varme i hænderne ved jeg ikke, men det gjorde en utrolig forskel mentalt. Alt var måske ikke så skidt endda, jeg var jo i mål lige om lidt, og der ventede varm suppe – og at komme under 1.30 var bestemt realistisk. Pludseligt passerede jeg 20 kilometer mærket, og jeg kiggede på uret, 1.24.xx – jeg kan huske at jeg tænkte “FEDT! Jeg kan jo cruise den hjem i 5 min/km rent herfra – og stadig komme ind under 1.30!”. Vi var endelige tilbage i byen, og dermed var vinden ikke så skrap, så med fornyet energi satte jeg tempoet op. På opløbsstrækningen kunne jeg høre, at første kvindelige løber netop var kommet i mål, jeg kunne veltilfreds krydse målstregen med den 2. hurtigste kvindelige løber lige i hælene.

Min officielle tid blev 1.28.30 og dermed 1,5 minut hurtigere end mit mål. På en dag hvor vejret på ingen måde var en medspiller, det var en fantastisk følelse – og jeg skal blankt tilstå, at jeg er skide stolt. Jeg havde, allerede inden vejrudsigten kom på bordet, lidt usikkerhed om jeg ville kunne holde distancen – og da vejrudsigten med den lovede blæst kom på tale, ja der var jeg ret sikker på, at de 1.30 ikke var så realistisk endda. En kollega kommenterede senere på dagen, at det da var ekstremt – hvortil jeg svarede, nej ikke ekstremt men nærmere resultatet af målrettet træning. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er takket være Hechmann’s metode, at jeg som løber har flyttet mig så meget på så relativt kort tid. Jeg kan varmt anbefale at give det et forsøg,hvis du har lyst til at læse mere om at træne efter Hechmann’s metode, så har jeg skrevet lidt om det her.