Kan man løbe siddende?
Min skønne hustru Dorte vil en gang imellem gæste-blogge her på siden. Artiklen her er første indlæg fra hende 🙂
Lige umiddelbart tænker man jo, at svaret må være nej. Men hvorfor er det så, at det er så populært at være en del af Team Tvilling, at der skyder flere og flere afdelinger op rundt om i både ind- og udland. Det håbede jeg at finde svar på, da jeg en råkold søndag formiddag i november trak i løbetøjet for at sætte Team Tvilling Nordjylland i stævne ved deres faste mødested; en garage i en baggård på Østerbro i Aalborg. En garage, der lige akkurat kan rumme alle afdelingens løbestole. Denne søndag er der dukket 4 handiatleter og 5 løbere op. 2 af de faste handiatleter er Sara Møller på 35, der som næsten altid bliver kørt af sin trofaste chauffør (og mor) Julle Møller, og Leah Oxbøll Nielsen på 37. Sara er født med en hjerneskade og er kognitivt udfordret. En fejloperation som 14 årig førte til, at hun ikke længere kunne gå samt at hun blev spastiker. Leah er født spastiker og har altid siddet i kørestol, hun tager selv den kolde tur fra Nørresundby til Aalborg på sin el-scooter.
På spørgsmålet om hvorfor de kommer til løbetræning på sådan en kold søndag i november, svarer Saras mor, Julle, uden tøven: ”Min datter har fået et indhold i sit liv, som hun ikke har haft før, og som, man ikke drømte om, var muligt, før vi blev optaget i Team Tvilling familien”. Hun fortsætter ”Hun har fået et fantastisk fællesskab og fået nye venner i Team Tvilling, dette både handicappede og ikke handicappede”. At Team Tvilling betyder fællesskab og venner, viser sig tydeligt. Alle er på kram med hinanden, og snakken flyder lystigt krydret med små drillende stikpiller. Her bliver alle taget ind og inddraget i fællesskabet. Også Leah er enig ”Det giver mig en masse nye venner, som er der, fordi de elsker at løbe og er åbne overfor vores handicap”.
Uanset om man lever med eller uden handicap, tager man helt sikkert nogle ting for givet. Hos Team Tvilling bliver både løbere og handiatleter ifølge Leah udfordrede. ”Løberne kommer med noget helt nyt i forhold til min verden, fordi de er velfungerende i vores samfund med uddannelse, job og familier. Når handicappede dyrker idræt i foreninger for handicappede er der et fællesskab af fælles forståelse af, hvordan livet med et handicap er. Her bliver løberne udfordret af vores handicap, og de må lære, hvilken indvirkning det har på løbet. Samtidig bliver vi udfordret af løberne, fordi de kommer med friske øjne og stiller de forbudte spørgsmål, som giver mig mulighed for at overveje, hvorfor jeg er ved at sige nej, og hvilken tilpasning om nogen det kræver at sige ja til udfordringen”.
Men svaret, på hvorfor man skal være en del af Team Tvilling, kan i virkeligheden koges ned til dette smukke citat fra Leah: ”Team Tvilling er for mig nogle mennesker, der forstår og deler mine drømme, og sammen når vi dem. Team Tvilling er et fantastisk fællesskab”.
Jeg var denne søndag så heldig, at der var både løber og løbestol i overskud. Så jeg fik lov til at tage plads i en løbestol på deres træningstur. Jeg må give Leah helt ret, når hun siger ”det at sidde i en løbestol er den største Team Building øvelse, jeg har deltaget i. Løberen har hele kontrollen, jeg kan ikke andet end stole blindt på løberen”. Jeg må jo indrømme, at jeg havde den fordel, at jeg havde min egen mand løbetosse som løber. Ham stoler jeg (heldigvis) i forvejen 100% på. Oveni kunne jeg altid stå af igen. Men helt ærligt så var turen ikke uden lukkede øjne, små gisp og nervøse latterudbrud, når jeg bare kunne sidde der og se på, at kanter, huller og havnefronter kom tættere og tættere på, uden at kunne gøre noget som helst selv. Jeg måtte bare stole på, at min mand havde fuldstændig styr over min løbestol. En tillidsøvelse af de helt store.
Umiddelbart var det ikke så hårdt, som jeg havde tænkt. Men her måtte jeg lige minde mig selv om, at jeg jo har min fulde mobilitet. Jeg kunne derfor kompensere, spænde op, læne mig frem og generelt flytte på mig, når jeg kunne se, der kom en kant, et sving eller lignende. De fleste handiatleter er ikke så privilegerede, at de kan flytte på sig. Ikke en gang lige forskyde vægten fra den ene balle til den anden. De sidder mere eller mindre, som de bliver placeret – godt hjulpet på vej af en solid sele.
De godt 12 km, jeg fik i løbestolen, resulterede i stive hofter, ben og fødder – nok mest af alt på grund af kulden. Men giver det mere end bare frisk luft for handiatleterne? Ja, ifølge Leah bliver både hjerne og balance udfordret på løbeturene. ”Min hjerne bliver max udfordret, når jeg løber, fordi det at løbe forgår hurtigere, end min hjerne er vant til. Jeg kan ikke bevæge mig så hurtigt ved egen hjælp. Min balance er også udfordret i en løbestol med at holde balancen på alle de skiftende underlag”. For Leah har det at løbe med Team Tvilling betydet en udvikling, som, ikke en gang hendes fysioterapeut troede, var mulig. Han har konstateret, at Leahs hjerne har udviklet sig på områder, som, han ikke forventede, var muligt. Hjernens kropforståelse har ændret sig fuldstændig. I starten var han dog ikke begejstret for Leahs nye interesse, da løbet triggede hendes spasticitet. Men nu er det ukontrollerbare spændingsniveau (tonus) i Leahs muskler generelt lavere, end inden hun begyndte at løbe. Der til kommer, at hun har fået lettere ved at finde rundt, hun kan gå ved en gangbar, og hun laver nye øvelser til svømning. Alt dette bare fordi Leah for 2 år siden begyndte at løbe.
Ugens træning er ved at være slut, og som altid sluttes der af med kage. Man kan faktisk godt blive helt i tvivl, om de kommer for kagen eller for løbefællesskabet. Men da man kan få kage så mange steder, også steder der er både varmere og hyggeligere end den kolde parkeringsplads, må konklusionen være, at de trods alt kommer for løbefællesskabet. Selv uden kagen er det værd at komme for, for her er alle lige, og alle løber sammen og hygger sig sammen.
Så ja, man kan godt løbe, når man sidder – Leah, Sara og alle de andre handiatleter i Team Tvilling løber!