Klar eller ikke klar – dét er spørgsmålet!

Indrømmet! Den kommende tid vil bloggen nok i overvejende grad komme til at være lidt ensporet omkring marathon. Det er ét af tre løb i 2017, som betyder mest for mig. 130 timers løbetræning siden Salling Halvmarathon i november har været rettet imod Copenhagen Marathon. Nu er der mindre end tre uger til at resultatet af træningen kan ses i form af seks tal parvis opdelt med kolon imellem. Det vil gøre mig stolt og glad, hvis der står 03:09:59 eller mindre, men er jeg klar – og er det realistisk?

Jeg skrev jo den anden dag lidt om min tvivl omkring Copenhagen Marathon og den rimeligt ambitiøse målsætning på 3 timer og 10 minutter. Jeg er jo bare en motionsløber med ét enkelt marathon under bæltet, så det er bestemt ikke noget, jeg klarer på rutinen. Nu er det et par dage siden, at jeg løb den endelige test. Planen var klar; ca. 30 kilometer i 4.30/km, der er kravet for at indfri min målsætning. Det gik ikke helt som planlagt – heller ligefrem dårligt, men der er lidt at arbejde med.

Kunne jeg holde tempoet? Det korte svar er: “Nej det kunne jeg ikke”. Jeg endte med at løbe for hurtigt – 12 sekunder per kilometer, det er lidt over 4,5% for hurtigt. Det lyder ikke af meget, men det gør en kæmpe forskel. Men det er lidt interessant, ifølge beregneren fra Hechmann Running er mit marathon pace 4.17 – noget jeg mener er lige vel optimistisk. Turen bekræftede mig da også i, at uanset hvor mange mennesker der hepper på mig i Københavns gader, så ville jeg ikke kunne løbe yderligere 12,2 kilometer i samme tempo.

Det gik sådan set fint. Efter de første 5 kilometer var jeg et halvt minut hurtigere end planen. Efter 10 var det øget til et minut og tyve sekunder. Da jeg passerede 15 kilometer lå jeg næsten to minutter hurtigere end planen. Ved 20 var det øget til lidt over tre minutter. Da jeg passerede 25 kilometer havde jeg løbet fire et halvt minut hurtigere end planen. Det var ca. her, at benene begyndte at føles tunge, hvilket i første omgang satte nogle tanker i gang om, at der godt nok var langt til 42,2, hvis jeg allerede havde tunge ben nu. Jeg havde også en følelse af at tempoet faldt, og jeg besluttede mig for at stoppe, når jeg nåede 30 kilometer. Jeg burde måske lige have løbet de sidste 2 kilometer hjem, men jeg må indrømme, at jeg var træt og ikke havde lysten til at løbe det sidste stykke. Nu har jeg kigget lidt på mine data fra løbet, og tempoet faldt ikke de sidste fem kilometer – tvært imod lå jeg i 4.15/km, så måske der ikke er noget at sige til, at mine ben begyndte at føles lidt tunge…

Turen i søndags gav mig en vished om, at jeg kan holde et – for mig – højt tempo over en lang periode. Den svære del ligger ikke umiddelbart i at holde min hastighed nede på 4.30 – det bliver at holde min hastighed på 4.30! Jeg er dog fortrøstningsfuld overfor den udfordring, for det er noget, som “bare” kræver fokus. Og så er der jo det es i ærmet: 3.10 fartholderne. Super skarpe løbere, for hvem den fornemste opgave er at løbe jævnt og stabilt efter en sluttid på 3.10. Derfor er planen nu, at jeg løber sammen med fartholderne minimum indtil 30 kilometer – og realistisk nok indtil 35 kilometer. Derefter må vi se hvad dagen bringer.

I søndags løb jeg med min CamelBak, så jeg havde 1,5 liter vand at gøre godt med undervejs. Kombineret med 2 High5 IsoGels (én 20 minutter før jeg løb og én umiddelbart før) og 2 32Gi Chews havde jeg rigeligt med energi med. Jeg har besluttet mig for at justere energiplanen lidt. Havde egentligt tænkt mig, at jeg ville have 3 Chews med og spise hvert 20. minut, men jeg kan sagtens lade gå lidt længere tid imellem. Til gengæld vil jeg snuppe en IsoGel eller to med til slutningen, hvor det kan være lækkert med noget flydende. Så planen er nu at tage en IsoGel 15-20 minutter før og en lige før starten. Derefter tager jeg én chewblok fra tredje depot, det betyder at den sidste blok ryger ved depotet ved knap 35. kilometer. Herefter burde jeg reelt ikke have behov for mere energi, men en IsoGel eller to kan være en hjælp til at holde humøret oppe på de sidste 7 kilometer.

Så svaret er; jeg er klar – og ja det er realistisk at løbe under 3.10! Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er nervøs og spændt. Men sådan skal det jo være inden en stor udfordring. Jeg har fået ro i kroppen ved at vide, at min energistrategi er på plads, mine Arahi sko er fantastiske – også efter 30 kilometer. Og jeg har fået vished om, at jeg godt kan holde 4.30/km over en lang periode. Med 2½ uge til er der ikke meget jeg kan – eller skal – gøre ved min træning. Jeg er, hvor jeg skal være, nu er det tid til at trappe ned og lade kroppen blive klar. Lige om lidt er det den 21/5 og startskuddet går. Nøj hvor jeg glæder mig!