Løbeglæde – eller løbepligt?
Jeg fatter ikke, at du kan/vil/gider løbe så langt/så ofte. Det er efterhånden ikke en sætning, der er fremmed at høre, og den har fået mig til at overveje hvorfor egentligt. Hvorfor bruger jeg halvanden time før arbejde på at tilbagelægge en distance på den (tæt på) langsomste mulige måde? Det giver ikke mening! Det er blevet mørkt, og tid til mørke- ja næsten eksistentielle – løbs-tanker!
Det ville være svært overskudsatgigt, hvis jeg sagde, at jeg løber, fordi det er fedt, det gør mig godt og fordi jeg kan. Virkeligheden er, at jeg er godt tilpas, når jeg har været ude og løbe – men når uret vibrerer ti minutter i seks en mandag morgen og fortæller mig, at jeg skal op og løbe inden arbejdsdagen begynder, ja så er der et stykke vej til “det er fedt”. Jeg må tilstå, at jeg ikke ligefrem ser frem til hvert træningspas, og jeg har det nogle gange anstrengt med tanken om, at jeg skal ud og løbe. Men åh hvor jeg nyder følelsen, når jeg har været ude og løbe. Jeg har besejret et ukendt (og ligegyldigt) antal sofaryttere, og det tæller (ikke i noget regnskab men) i min bevidsthed!
My feeding habits are that of a trained circus animal: Every time I do a trick I get a reward
Jeg er løber, og jeg nyder at løbe – ellers ville jeg vel ikke gøre det? Eller jo – måske – jeg ved ikke? Måske jeg ikke nyder at løbe? Måske jeg bare er afhængig af følelsen bagefter? Måske det på sin egen måde er blevet en pligt – og følelsen bagefter er min belønning? Er mit forhold til løb i virkeligheden beskrevet ret præcist i “Part 2, the eating feeding” af “The terrible and wonderful reasons why I run long distances” fra The Oatmeal?
Jeg har aldrig gået specielt meget op i hvad jeg spiste, så længe det smagte godt. Jeg har en rygrad som en regnorm, når det kommer til ikke at spise søde/usunde sager. Jeg har et soft spot for sodavand – ikke mindst energidrikke – og går sjældent af vejen for en god øl. Kort sagt jeg har aldrig rigtigt tænkt over, hvor mange kalorier jeg indtager – og det kan da ses, selvom jeg ikke som sådan er overvægtigt. Men jeg løber ikke for at tabe mig, som The Oatmeal beskriver det så fint “I run for the WORST possible reason: I run to eat”. For det er sådan, jeg har det. Når jeg er fysisk aktiv, så behøver jeg ikke bekymre mig om, hvad jeg spiser og drikker – og det gider jeg virkeligt heller ikke!
I run for the WORST possible reason: I run to eat!
Men det er faktisk ikke den eneste grund til, at jeg løber. Jeg har aldrig været god til sport, jeg spillede håndbold i mange år, men når alt kommer til alt, så ville holdet næppe mærke, om jeg var med eller ej. Fodbold har aldrig sagt mig noget, alligevel spillede jeg det som barn, men det primære højdepunkt var slikposen i cafeteriaet og ikke selve kampen. Når jeg løber, oplever jeg noget, som jeg aldrig har oplevet tidligere igennem sport, følelsen af at være god, følelsen af at være med deroppe, hvor det er rigtigt sjovt. Jeg er jo på ingen måde en elite løber – og bliver det næppe – men det føles dælme godt at slutte i top 10%. Jeg glæder mig over, at jeg er kommet til et punkt, hvor jeg ikke regner en løbetur på 10-12 km for noget særligt, og jeg med jævne mellemrum løber halv maraton uden at tænke mere over det. Ja nu lyder jeg måske selvhævdende og smart, men må man ikke også godt det, når det er noget, man har arbejdet for at opnå? Det er efterhånden blevet til mange timer på asfalten, og mange morgener hvor jeg hellere ville have sovet en halv time længere. Indtil flere sociale lejligheder hvor det blev et nej tak til øl/vin/drinks. Må man så ikke godt føle sig lidt selvfed, når man har nået et mål eller en milepæl efter at have lagt en masse tid og energi i det? Uanset hvad så har den følelse en stor andel i, hvorfor jeg løber.
They say you should treat your body like a temple. I treat mine like a fast moving dumpster.
Jeg løber for at nå mål, ikke ét mål, ikke i mål, men for at nå flere mål. Lige nu er det et mål at ramme 1.30 på halv maraton den 6. november, et andet mål er 3.15 på den fulde maraton til maj. Jeg leger også med tanken om at kaste mig ud i et ultra maraton i andet halvår af 2017. Der er mange mål, de fleste af dem er bundet op på gennemførelse af en bestemt distance/bestemt løb/bestemt tid. Men når alt kommer til alt, så er det jo bare min måde, at gøre det overordnede mål konkret og – tjah – målbart. Jeg løber, fordi jeg vil være den bedste version af mig selv. Jeg løber, fordi den følelse jeg får, når jeg sammenligner med mit tidligere “løbe-jeg” er fantastisk. Jeg løber, fordi jeg er afhængig af at blive en bedre løber!
Puha ordet afhængighed klinger bare aldrig godt, men bare rolig jeg er ikke i risikogruppen for at være decideret træningsafhængig. Testen siger om mit forhold til træning: “Du kan have enkelte symptomer på træningsafhængighed, men det er inden for normalområdet, og du bør ikke være bekymret”. Og der er ganske rigtigt flere symptomer, som jeg sagtens kan genkende fra mig selv. Jeg sidder lige nu på bagkanten af et par dages sygemelding – og det der generer mig mest er, at det går ud over min løbetræning. Jeg kommer til at misse mindst ét pas i denne uge og det påvirker – om jeg vil det eller ej – mit humør. Min 40 ugers træningsplan frem imod maraton til maj vidner om, at jeg planlægger meget af mit liv omkring min løbetræning. Og jeg har drastisk øget min træningsmængde over de seneste år. Det er alle symptomer, som den træningsafhængige har – men det er helt ok og ikke nødvendigvis en dårlig ting.
Jeg løber, fordi jeg vil være den bedste version af mig selv!
Betydet det så, at jeg i virkeligheden ikke kan lide at løbe, og at det mere er af pligt end af glæde? At jeg hader det mere, end jeg nyder det? Nej det tror jeg ikke, men det er ikke cupcakes og regnbuer det hele. Der er hårde dage, der er tidspunkter, hvor det passer dårligt ind i mit sociale liv, men der er også masser af dejlige dage, hvor det bare føles fantastisk at lade tankerne flyve imens kilometrene forsvinder under fødderne. Der er dage, hvor mindsettet overhovedet ikke var til at løbe, men endte med at blive en fantastisk tur. Og det er nok i virkeligheden essensen: Jeg løber – nogle dage er det en nydelse, andre dage pligtskyldig – fordi jeg ved, at hvert eneste træningspas gør mig til en lille smule bedre løber. Og den tanke gør mig altid glad!