Når kroppen begynder at hviske…

…så gælder det om at høre efter, ellers begynder den at råbe! Hvor jeg første gang hørte den sætning, kan jeg ikke huske, men der er noget om snakken. Det her er et indlæg, som jeg egentligt helst ikke ville skrive, men jeg kommer ikke udenom det. Det er blevet tid til revurdere planen for efteråret – ikke mindst planen for CPH Half. Siden Coast 2 Coast har jeg kæmpet lidt med at motivere mig selv til at komme af sted og få løbet ugens fire pas. Ikke så meget at undskyldningerne har fået overtaget, men tilpas meget til at skoene ikke er blevet snøret samme glæde som tidligere. Der er jo ikke noget unormalt i at miste motivationen lidt en gang imellem – og slet ikke på bagkanten af en milepæl i form af et løb – alligevel kom det lidt bag på mig. Indtil nu har jeg kunne holde mig selv motiveret ved løbende at indstille sigtekornet på et nyt mål, og så ellers arbejde hen imod det. Denne gang er det dog anderledes – og efter at have gået og tumlet lidt med det, gik det en dag op for mig hvorfor. Årsagen har sådan set været lidt foran næsen på mig i en længere periode, jeg har bare – mere eller mindre bevist – valgt at ignorere den…

Jeg har tidligere skrevet lidt om hvorfor jeg løber, og hvad der motiverer mig. Den korte version er, at jeg bliver motiveret, når jeg ved, at jeg forbedre mig som løber. Og jeg har virkeligt forbedre mig som løber, siden jeg begyndte at løbe struktureret efter Hechmann’s planer – faktisk har jeg forbedret mig mere, end jeg troede muligt på den relativt korte periode 1½ år er. Der er heller ingen tvivl om, at jeg kan forbedre mig voldsomt meget mere, hvis jeg fortsætter med at træne målrettet efter det. Så det er vel egentligt ikke så svært; læg en plan, snør skoene og giv den gas? Næ det er sgu ikke svært, det er faktisk uhyre simpelt – hvis ikke det lige var fordi, at jeg ikke kan give den fuld gas!

I mine teenageår havde jeg – tilsyneladende – Scheuermanns sygdom. Når jeg skriver tilsyneladende, er det fordi det aldrig blev diagnosticeret – og ja så blev der naturligvis heller ikke gjort noget ved det. Det betyder, at jeg i dag er krumrygget. Nu tænker du nok Quasimodo, så slemt er det alligevel ikke, men det betyder at musklerne i den øvre del af ryggen er lidt på overarbejde nogle gange, da det at stå/sidde ret op og ned ikke er en normal stilling for mig. Det har egentligt ikke rigtigt påvirket mit løb – indtil nu altså. Hvad der har udløst det kan jeg ikke pinpointe – og hvad der egentligt helt er i vejen ved jeg ikke, men min relativt dårlige ryg er helt sikkert en faktor. Symptomerne er smerter i lænden, der trækker ned på indersiden af ballen og ned i den øverste, inderste del af låret. Det er gradvist blevet værre, specielt siden Copenhagen Marathon og for 5-6 uger siden var det efterhånden sådan, at det påvirkede almindelig gang efter de hårde intervalpas. Nå ja og så kunne jeg ofte ikke løbe dagen efter!

Og her er forklaringen så min manglende motivation, jeg blev ikke bedre for hver gang jeg løb. Jeg blev nok heller ikke værre, men når man ikke kan give den alt hvad man har, fordi kroppen siger fra, så stopper det altså med at være helt så sjovt. Jeg ved jo godt, at det svar jeg med størst sandsynlighed vil få fra min læge er, at jeg skal give det ro “for det er sikkert overbelastet og formegentligt med noget betændelse, der skal have ro”. Jo tak – men kære hr. doktormand hvordan tror du, at løbetossen her tager imod sådan en besked? Nemlig! Det gør han ikke! Men for 3-4 ugers tid siden var min krop efterhånden blevet træt af at hviske til mig. Det hjalp heller ikke at tale pænt. Jeg ignorerede tilsyneladende også den mere bestemte tone fra den. Ja så er der jo ikke andet at gøre end at begynde at råbe. Højt!

Modvilligt måtte jeg acceptere, at jeg ikke kunne træne efter den plan jeg havde lavet. Ja faktisk måtte jeg acceptere, at jeg skulle holde en pause. Så da jeg gik på sommerferie for tre uger siden, så gik min træningsplan også på sommerferie. Planen var at holde en uges pause og så starte op med de lange rolige ture. Efter den første uge var det nedslående at bemærke, at der faktisk ille rigtigt var en fremgang at mærke. Så jeg valgte at tage en uge mere uden løb. Øv det passede mig bare virkeligt ikke, heldigvis har jeg købt et SUP (Stand Up Paddleboard), så jeg kunne lave lidt alternativt træning (Der rammer core og rygmuskulaturen, så det er bestemt ikke skønne spildte kræfter). Det hjalp rigtigt meget på humøret – det ellers nok ville have lignet det danske sommervejr med torden og skybrud.

Team tvilling Nordjylland startede op efter sommerferien for en uges tid siden, og det brugte jeg som en kærkommen undskyldning for at snøre løbeskoene og se, om ikke nok de 2 ugers pause havde haft en effekt. Men ak nej – det tog ca. 50 meter inden jeg kunne mærke, at det ikke var blevet stort bedre. Jeg besluttede mig for, at holde pause i den tredje og sidste ferieuge også, men da det blev fredag og jeg var rastløs, kunne jeg ikke dy mig for lige at teste af igen. Ingen forbedring at spore, men med en DHL Stafet lige om hjørnet ville jeg lige teste formen på de 5 km. Bare jeg da i det mindste kunne holde den under 20 minutter, så var det ikke helt skidt endnu! Det var lidt med blandede følelser at jeg tjekkede passet efterfølgende. Jeg havde faktisk løbet de 5 km på lige under 19 minutter, hvilket er overraskende godt alt taget i betragtning – men kroppen var ikke glad. Så nu sidder jeg her efter tæt på 3 ugers pause fra løb, uden en følelse af at det har hjulpet mig i nogen som helst retning. Jeg bliver nok nødt til at besøge en sportsfysiolog, der ved hvad han/hun snakker om, og ikke bare beder mig om at holde mig i ro eller giver mig en gang massage.

Så med en krop der ikke helt vil være med på legen, og næsten tre ugers pause (Hvilket svarer til et 150-180 km), hvad er så planen for efteråret? Tjah rent løbsmæssigt er det det samme, er det fornuftigt? Nej det er det jo nok ikke, men der er jo så mange gode løb, som jeg skal med til! I weekenden skal jeg løbe halvmaraton til Runway Night Run. Det skal nok blive hyggeligt, og jeg ved med mig selv, at jeg ender med at give hvad jeg har. Ugen efter er der DHL Stafet i Aalborg, og vores hold er vist et par løbere i underskud lige nu, så måske det bliver til mere end en omgang. Næste weekend igen står den på 2 halv marathons. Der er nemlig Run To The Beat om lørdagen, hvor jeg nok kommer til at være uofficiel fartholder (mere om det senere). Og søndag skal jeg løbe halv marathon til Fjordmarathon i Aalborg sammen med team tvilling.

Og så var der jo lige det med CPH Half og en målsætning om ny PB. Jeg har ikke helt skrottet målsætningen omkring en ny PB, men den sluttid på 1.25, som jeg oprindeligt gik efter kommer ikke til at ske. Nu må vi se, om jeg kan snige mig under de 1.28.30 fra sidste års Salling Halvmarathon, der blev sat en våd, kold og blæsende novemberdag. Så ja selvom jeg ikke rigtigt får løbetrænet så meget, som jeg gerne ville, så har jeg bestemt ikke lagt løb på hylden. Og godt det samme ellers ville jeg være en løbetosse, der ikke kunne løbe – og det er vel egentligt bare en tosse?! 🙂