Ned med landingsstellet og – løb?!

Hvad mon er den mest sandsynlige årsag til at komme træt og brugt hjem lørdag morgen kl. 05.00? At have været en tur i byen og danse og feste? Eller at have løbet en tur på en landingsbane badet i landingslyset? Indrømmet! Den første mulighed er uden tvivl den mest sandsynlige for mit vedkommende (Om end delen med at danse er relativt urealistisk 🙂 ), men sidste weekend var undtagelsen til reglen. Der er efterhånden ikke den løbe-fetish, som man ikke kan få udfyldt i lille Danmark – heller ikke at arrangere løb på en landingsbane midt om natten. Årets Runway Night Run var det tredje af sin slags – og foreløbigt det sidste – på Flyvestation Aalborg. I år var der mulighed for 5 km, 10 km og halvmarathon – så når man nu alligevel skal døje med at bukke sig ned og binde løbeskoene midt om natten, kan man vel lige så godt løbe en halvmarathon? 🙂

Med knap 30 kilometers løb i august indtil startskuddet ville lyde, var træningen op til alt andet end optimal – og ja jeg burde nok i virkeligheden slet ikke løbe halvmarathon. Men det var et løb, som jeg gerne ville opleve. Både fordi det er lidt et unikt løb, men også fordi det var et løb, som Dorte og jeg skulle til sammen. Med en normal arbejdsdag – der markerede slutningen på første arbejdsuge efter ferien – var der lang tid til kl. 01.30, hvor starten til halvmarathon skulle gå. Det virkede lidt underligt, at skifte til løbetøj omkring midnat i stedet for at børste tænder og kravle under dynen. Men vi satte os i bilen og kørte imod Flyvestation Aalborg, der sjældent har set så meget civil trafik, som det var tilfældet denne nat. Vi bliver vist ind i området og ned til den store hangar, der danner rammen for alle os tosser, der hellere vil løbe end at ligge i deres seng – eller indtage dansegulvet en fredag nat.

Det var ikke et løb, som jeg havde planer om skulle løbes specielt hurtigt, men hvem prøver jeg at narre? Jeg kan jo ikke lade være, når starten går og der er et nummer på maven. Så der var da også en velkendt snert af anspændthed i kroppen, da vi ventede i hangaren og småsnakkede med de andre løbere. Ifølge planen skulle os på halvmarathon stå klar ved start kl. 01.15, men et forsinket fly flyttede starten til kl. 02.00 – når nu starten endelig skal flyttes, så er et lavtgående fly en af de bedre grunde, det indrømmer jeg blankt.

Med ca. 13 grader udenfor og en let til jævnt vind, der kom ind direkte fra Limfjorden, var det sådan set fine forhold, det ville dog ikke have gjort mig noget, hvis der havde været lidt varmere og lidt mindre vind – men hvad kan man forvente i slutningen af den danske sommer? Ca. 01.45 blev vi ledt ud på landingsbanen og stod klar til at starten skulle gå. Ruten var en 5 km rundstrækning med en lille afstikker på første omgang, så den første omgang ville blive 6,1 km og derefter 3 omgange af 5 km. Vi var ca. 130 der stillede til start – dertil kom de knap 50 på rulleskøjter, som for første gang i år også fik muligheden for at deltage.

Foto: Runway Night Run

Efter ca. 10 minutters ventetid lød starten endelig, og vi løb af sted ud i mørket – eller mørket er måske så meget sagt for hold nu op, sådan noget lys på en landingsbane er skarpt! De hurtigste af rulleskøjteløberne var ude af syne efter et par minutter, og jeg fandt en lille gruppe løbere, hvor tempoet passede ok- vi løb i ca. 4.20/km. Det føltes lidt hårdt, hårdere end jeg egentligt synes det burde gøre – måske løbepausen (og ferien) alligevel havde kostet mere på formen, end jeg havde regnet med? Nå men hvis jeg gerne ville løbe ind i ca. 1.30 så blev jeg nødt til at køre på. Jeg lå forrest i den lille gruppe vi løb i og efter et par kilometer, kunne jeg høre dem bag ved sige at hvis tempoet holdt, så var der ny PB i sigte. Ca. 500 meter senere blev de enige om, at skrue lidt ned, og jeg løb videre alene ud imod det røde lys for enden af landingsbanen, der markerede vende punktet. Det var komplet umuligt af afstandsbedømme hvor langt der var, det ene øjeblik lignede det 300 meter, det næste 1½ kilometer. Der var ikke andet at gøre end at klø på og løbe videre.

Da jeg nåede enden og vendte om, kunne jeg konstatere, at det var stik modvind og selvom det ikke blæste voldsomt, så kunne det tydeligt mærkes. Jeg løb tæt på et par andre løbere og havde en fornemmelse af, at jeg kæmpede mere med at holde mit tempo – der var blevet skruet lidt op, så de 1.30 var mere realistiske – end det var tilfældet for dem. Efter lidt over en kilometer drejede vi ned af den lille afstikker, det gav et velkomment pusterum fra vinden. Vi vendte ude for enden og havde nu en fantastisk udsigt ind over hele ruten, der var badet i røde og hvide lys med en masse lysende prikker, der bevægede sig rundt. Der var ingen reel behov for pandelamper for os løbere, alligevel var der mange der løb med en. Derimod havde alle rulleskøjteløberne masser af lys på – og det er der bestemt også behov for, når man pisker af sted med 30 km/t på små hjul i mørke. Der var ca. 1½ km igen af den første omgang, de blev løbet overvejende alene og uden nogen som helst ide om hvor mange der var foran mig. Da jeg passerede starten markerede jeg første omgang på uret og noterede mig mentalt at gennemsnitshastigheden lå ca. på 4.15/km.

Foto: Runway Night Run

Da løbet blev afholdt på en landingsbase var der – ganske forståeligt – også noget strengere regler, der skulle sikre, at der ikke blev smidt affald på ruten. Det betød at det var forbudt at medbringe gels, chews osv. Til gengæld var der et velassorteret depot umiddelbart efter startlinjen, som man kunne forsyne sig på. Jeg følte egentligt ikke et stort behov for noget, så jeg løb videre imod det hvide lys (Som man ellers altid hører, at man ikke skal gå imod 🙂 ). Mørket, der blev brudt af super skarpe hvide lys, påvirkede min rumopfattelse rigtigt meget så jeg mistede lidt orienteringen og løb mest af alt efter det nærmeste par fødder foran. Og fødder foran var der mange af, deltagerne på 5 og 10 km var blevet sendt af sted ca. 15 minutter, før jeg krydsede startlinjen, og lå nu spredt ud over det meste af ruten.

Små 1½ kilometer efter startlinjen blev jeg vist forkert – eller også kunne jeg bare ikke følge anvisningerne – og inden jeg så mig om, kunne jeg konstatere, at jeg var på vej ned imod startlinjen endnu en gang. Et hurtigt kig på uret bekræftede da også, at det var helt galt – jeg havde kun løbet knap 3 km da startlinjen blev krydset igen. Øv det var sgu da for træls, jeg havde ingen forventning om en placering på podiet, men ville gerne have en tid, som kunne sammenlignes med de øvrige deltagere og ikke en 2 km kortere rute. Jeg løb og forsøgte at pinpointe hvor jeg var løbet forkert. Det blev tydeligt for mig nogle minutter senere, da jeg kom til det skarpe sving øst på landingsbanen – her var jeg sidste gang løbet direkte over i stedet for at dreje til venstre og løb ud imod de røde lys. Ok det er måske ikke så skidt endda, så kan jeg bare tage en ekstra tur frem og tilbage, så skulle pengene passe. Jeg løb for anden gang imod det røde lys i den østlige ende af landingsbanen.

Foto: Runway Night Run

Jeg havde nu fuldstændigt mistet overblikket over hvor jeg lå placeret i feltet, og det var umuligt at se hvem der var ude på hvilken rute. Så jeg fokuserede på at løbe imod det røde lys, der på ingen måde virkede til at komme tættere på til trods for, at jeg ellers nok synes, at jeg holdte et pænt tempo. Da jeg endelig kom for enden mærkede jeg vinden i ansigtet igen og viste, at det ville bide mig i røven, at jeg nu skulle løbe den strækning 2 gange i træk, men sådan måtte det være, når nu jeg løb forkert på anden omgang. Jeg prøvede at regne mig frem til, om Dorte mon var kommet i mål på hendes 5 km – det måtte hun være, jeg havde været i gang i en lille time efterhånden. Efter lidt over en kilometer krydsede jeg som den eneste ruten og løb endnu en gang imod det røde lys. Her var der jo lidt medvind, så jeg kunne slappe en lille smule mere af uden at det gik ud over tempoet. For tredje gang blev de røde lys rundet og jeg begav mig ud på de ca. 2 km imod vest på landingsbanen og rundt til start for tredje gang. Ved start stod Dorte klar med en highfive og stort smil. Jeg markerede 3. omgang på uret og konstaterede, at hvis jeg kunne løbe de sidste 5 km på 20 rent, så ville jeg komme under 1.30 – det viste jeg med det samme også godt ikke var realistisk!

Foto: Runway Night Run

På halvmarathon har jeg altid lidt en krise omkring 15-17 km mærket. Nogle gange kommer den ved 15 andre gange ved 17, men den kommer næsten altid. Denne nat var ingen undtagelse, så jeg benyttede muligheden ved depotet for lige at snuppe et halvt glas energidrik. Jeg var egentligt ikke specielt tørsting eller manglede energi, men det gav mig 8-10 sekunders mental pause fra løbet – og det var tiltrængt. Hvor der anden og tredje omgang havde været mange mennesker på ruten var der nu igen langt imellem de øvrige løbere. Jeg havde stadig ingen ide om min placering, men jeg mente ikke at være blevet overhalet af andre end rulleskøjteløberne, så helt galt kunne det ikke være. Det kneb med at holde tempoet, og benet var begyndt at blive ret så ømt.

Jeg drejede for sidste gang ned imod de røde lys, der denne gang virkede som om de kom tættere på i en højere tempo, og det blev for sidste gang tid til at løbe i modvind. Det blev min langsomste kilometer på hele turen, endda langsommere end den hvor jeg stod 8-10 sekunder ved depotet! Med kun et par kilometer tilbage skulle den bare køres i mål, jeg tjekkede uret og kunne se, at det havde en længere distance end ruten umiddelbart sagde, så jeg fokuserede på at presse den under 1.30 ifølge uret – og så lade den officielle tid være sekundær. Ca. 400 meter fra mål ramte jeg halvmarathon distancen ifølge uret – og i en tid der lige nøjagtig var under 1.30. Det gav et mentalt boost, og det sidste stykke blev løbet ind i under 4 min/km. Jeg var ganske godt brugt, da jeg kom i mål og benet gjorde for alvor ondt. Vi gik ind i hangaren, hvor jeg forsøgte at strække det lidt ud i håb om, at jeg ikke ville blive alt for ramt de efterfølgende dage.

Runway Night Run er et løb, hvor de rigtig fede præmier var en lodtrækning på startnummeret, så vi blev naturligvis for lige at se, om vi skulle være heldige at vinde en tur til Amsterdam (Det gjorde vi desværre ikke). Min tidligere kollega og familie havde også løbet, han er gammel ultra løber med flere 100 km løb på CV’et, så vi fik nørdet lidt løb. Da top tre mænd på 5 km ruten blev kaldt op, kunne jeg konstatere, at jeg måske i stedet skulle have valgt den, så ville jeg uden tvivl have været på podiet, men det er jo mere de lange distancer, der trækker i mig. Vi jokede med, at den høje scene uden en tilhørende trappe var årsagen til, at vi havde løbet tilpas langsomt til ikke at komme på podiet – så slap vi nemlig for at kæmpe os op på scenen. Da det blev tid til top tre hos mændene på halvmarathon blev jeg noget overrasket over at høre mit navn blive råbt op, som den 3. hurtigste løber. Jeg har én gang tidligere været på podiet (I øvrigt også en 3. plads) – og det var til det lokale hyggelige Juleløb i Støvring, så det er bestemt ikke noget, der sker tit for mig – men det gør det jo bare endnu sjovere, når det sker!

Det var en sjov og anderledes oplevelse at løbe på en rute, hvor man i den grad mister orienteringen og fornemmelsen for placeringen i feltet. Løbet var velafviklet, men jeg må også tilstå, at jeg ikke er specielt imponeret over forplejningen i hangaren efterfølgende. Det er super lækkert, at de står med rundstykker – men vælger man det, så er det mindste man kan gøre altså at sørge for at der nok smør! Man kunne måske også vælge at stå med lidt varmt vand til dem, der ikke drikker kaffe (Enten pga. smagen eller koffeinen midt om natten), så man kunne få sig en kop te. Specielt når nu porten i hangaren forblev åben, selv da 95% af løberne var kommet ind. Men når det er sagt, så er det bestemt en oplevelse, som jeg vil anbefale, hvis muligheden skulle byde sig igen. Omvendt kommer jeg nok ikke tilbage, nu har jeg prøvet det løb – og der er altså bare skarp konkurrence med mange andre sjove, fede og skøre løb i Danmark.