Om mig

Velkommen til mit lille hjørne af internettet, hvor jeg plapre løs om løb. Men hvem er det så, der sidder bag skærmen og kloger sig?

Jeg hedder Morten, er 35 år gammel – og må indrømme, at jeg efterhånden er blevet helt glad for at løbe er en løbetosse! Da jeg begyndte med at løbe lidt i 2010 var udgangspunktet ikke specielt godt. I mine teenageår var jeg rimelig aktiv med håndbold flere gange om ugen og rulleskøjter på (næsten) daglig basis. Det gik dog hurtigt af fløjten, da jeg flyttede hjemmefra. Håndbold blev erstattet af computerspil og rulleskøjterne blev udskiftet med fester – man var vel ung, dum og boede på kollegiet…

I 2010 var en normal løbetur på lige godt 3 km, sådan gik min løbetræning i knap tre år inden distancen blev øget til ca. 5,5 km. På det tidspunkt forsvor jeg, at jeg nogensinde skulle løbe en halvmarathon – og da slet ikke en fuld maraton, er du klar over hvor langt det er!?! Sådan har man en holdning, indtil man har en ny – og i slutningen af 2013 løb jeg mit første halvmarathon. Eller løbe er nok så meget sagt, men det vender vi tilbage til.

Jeg har altid været meget konkurrence menneske, og i særlig grad imod mig selv – hvilket nok var meget godt, eftersom jeg har været ganske uduelig til det meste sport, jeg har kastet mig ud i tidligere. Alligevel var mine løbeture stort set altid fuld gas fra start, ingen opvarmning, ingen intervaller, ingen restitutionsture, bare løb hurtigst muligt – hver gang! Det gik sådan set fint nok, men der var ikke den store fremgang i min træning – og hvordan kunne man forvente andet. Jeg gjorde jo alt forkert, og det er faktisk lidt utroligt, at jeg ikke dengang endte i den ene skade efter den anden. Tiden gik, distancerne blev langsomt men sikkert lidt længere, og en dag besluttede jeg mig for at løbe et halvmarathon. Jeg mener, hvor svært kan det være? Det kan diskuteres om jeg stadig var i kategorien en ung, men dum var jeg helt sikkert stadig.

Mit første forsøg på en halvmarathon endte med at jeg døde på 11. km og måtte skifte imellem at løbe og gå de sidste 10 km. Mine ben var så ødelagte, som jeg aldrig havde troet muligt. Dagen efter kom en kollega til at trække en stol ud, lige mens jeg gik forbi, med det resultat at stolen ramte direkte ind på låret. Er du sunshine, det gjorde ondt – og jeg måtte knibe indtil flere tårer. Det var ganske modbydeligt, og selvom min sluttid på 1.40.05 faktisk er rigtig pæn, så skulle der gå det meste af et år, inden jeg igen havde lyst til at prøve mig af på distancen. Det gik bedre og selvom jeg stadig ikke var i stand til at gennemføre i løb, så kunne jeg se en lille fremgang.

Tiden gik og i sommeren 2015 var halvmarathon efterhånden blevet en kendt distance. Jeg løb 10-12 km 2-3 gange om ugen regelmæssigt og synes egentligt, at jeg havde gang i noget godt. Løb gjorde et eller andet for mig, det var blevet en måde at udfordre mig selv på. En måde at udforske mig selv og søge efter en grænse for den fysiske formåen i mig. Jeg havde nogle år tidligere udtalt – med ganske eftertrykkelig vægt i stemmen – at jeg ALDRIG ville komme til at løbe et marathon. Min daværende kone kommenterede da også halvtørt: “Hvad sagde jeg?” da jeg med en vis entusiasme i stemme meddelte, at jeg ville løbe Copenhagen Marathon i 2016.

Undervejs havde jeg dog lært, at der nok var en vis fornuft i at prøve at strukturere sin træning, så jeg prøve for første gang i mit liv noget nyt; jeg begyndte at læse op på, hvordan man træner fornuftigt. Jeg faldt hurtigt over “Løb som Eliten” fra Claus Hechmann, og det lød lige som noget for mig. Super struktureret, funderet i fysiologien og med kraftige referencer tilbage til storhedstiden indenfor løb i 70’erne og 80’erne. Så den 11. januar 2016 gik jeg i gang med træningen til mit første marathon; Copenhagen Marathon 2016. Det blev et forløb, der for alvor tændte en gnist i mig omkring løb.

Siden den forårsdag i 2016, hvor jeg krydsede målstregen – omend i faretruende dårlig stil – har løb haft en særlig plads i mit hjerte. Jeg er vild med alt omkring løb; træningsplanlægning, energistrategi, motivation, mentaltræning – ja kort sagt alt!

Siden da har jeg udfordret mig selv på hurtigere halv og helmarathons (Hvis du vil vide præcist hvor hurtigt/langsomt, så tag et kig under løbsmeritter), men jeg har tabt mit hjerte til ultraløb. Og hvis jeg skal identificere mig selv med kun en enkelt specifik label, så er det det uden tvivl ‘Ultraløber‘. Der sker noget særligt, når man tager lidt af tempoet ud af et løb for til gengæld at gøre det tidsmæssigt meget, meget længere end et marathon. Kampen imellem hovedet og kroppen, fornuften og stædigheden, tankerne og handlingerne, dét er vildt fascinerende – og noget jeg aldrig bliver træt af at udforske!