Close
Skip to content

Om mig

De første skridt!

Måske du kan huske skolernes motionsdag fredagen inden efterårsferien? Jeg kan i hvert fald! Noget af det, jeg husker bedst, er en af de ældre elever, der stod og holdt porten i et hegn for alle os, 30 meter efter startlinjen. Jeg husker det tydeligt fordi jeg tænkte: ”Hvordan får jeg den tjans, så jeg kan slippe for at løbe?”

Jeg kunne virkelig ikke lide at løbe. Jeg hadede følelsen af pulsen, der bankede i vejret og åndedrættet, der blev tungere. At mange af mine klassekammerater var væsentligt mere atletiske end jeg, og jeg slet ikke kunne følge med dem, gjorde det ikke bedre.

Alligevel besluttede jeg mig en dag, da jeg var i midten af tyverne, for at give det der løb en chance mere. Om ikke andet så fordi jeg synes, at for mange timers computerspil ikke havde gjort noget godt for mig krop – og selvværd. Så jeg begyndte at løbe nogle små ture på 3 kilometer.

Halvmarathon? Nej aldrig i livet!

Årene gik imens jeg løb 2-3 gange om ugen. Turene var sjældent meget længere end 5 kilometer, det passede fint. At løbe var ikke en hobby eller interesse, det tjente det formål at få lidt motion ind i en ellers stillesiddende hverdag. Enkelte i min omgangskreds løb halvmarathons, en distance vis popularitet var stigende, men langt fra det niveau vi kender i dag. Det var i mine øjne helt umenneskeligt langt at løbe på én tur. Længere end jeg løb på en hel uge. Nej aldrig i livet ville jeg komme til at løbe et halvmarathon.

Et par år senere gjorde jeg lige nøjagtigt det. En helt almindelig søndag med en rute lagt hjemmefra uden mange overvejelser omkring vind eller bakker. Af sted i et alt for højt tempo, med ingen fornuftig træning eller plan i bagagen. Det var et rigtigt godt billede af, hvordan jeg dengang gik til min træning – hvis man da kan kalde det træning. Og det gik jo ganske, som man kunne forvente; efter 11 km stoppede det med at være sjovt, jeg kunne ikke løbe kontinuerligt, og jeg måtte ned og gå med jævne mellemrum. Det lagde en dæmper på lysten til at løbe, og der gik et års tid, inden jeg løb mit andet halvmarathon.

Ubevidst inkompetent som løber

Som løber anede jeg ikke, hvad jeg lavede, og det interesserede mig faktisk ikke. Det var ren kamikaze træning. Mine løbeture var stort set altid fuld gas fra start, ingen opvarmning, ingen intervaller, ingen restitutionsture, bare løb hurtigst muligt – hver gang. Det er et mindre mirakel, at jeg ikke endte med at rende ind i den ene skade efter den anden. Og mere overraskende var det næsten, at jeg faktisk var godt løbende. Mit første halvmarathon løb jeg på 1.40, en tid der i 2013 til Købanhavns halvmarathon ville have været i den bedste 1/4 af feltet – og året efter var der skåret yderligere et par minutter af.

Jeg begyndte så småt at interessere mig mere for, hvordan man burde løbetræne. Der kom mere struktur på min træning, så det ikke var ‘hovedet-under-armen’ hver gang skoene blev snøret. Pludseligt kunne jeg løbe længere, det blev sjovere og jeg blev også en bedre løber. Det var super motiverende – og det gav mig en ny ro og selvtillid, som jeg aldrig før har fået af sport.

Min passion for løb voksede og i takt med det, hørte jeg i 2015 mig selv sige en sætning, jeg aldrig troede ville komme ud af min mund: “Jeg vil løbe et marathon”. Løb var blevet en måde at udfordre og lære mig selv at bedre at kende. Det motiverede mig rigtigt meget at prøve mig selv af på en distance, hvor der ‘sker noget med krop og hoved’. Hvad end det ‘noget’ så ville være.

Hvad mon der sker, hvis jeg løber lidt længere?

Med et konkret og ambitiøst mål om at gennemføre Copenhagen Marathon i 2016 på 3½ time begyndte jeg for alvor at fordybe mig i træningsteori. Claus Hechmann havde netop udgivet sin bog “Løb som eliten”. En bog der på en metodisk om end lidt nørdet vis præsentere læseren for det, der i mistænkelig grad ligner den velafprøvede og til tider glemte træningsfilosofi fra en af de største løbetrænere igennem tiden; Arthur Lydiard . Det blev starten til en regulær tur ‘down the rabbit hole’ i træningsfilosofi for mig – og jeg elskede det!

Da jeg godt et halvt års tid senere stod klar på startlinjen til mit første marathon var jeg klar. Kamikaze træningen var for længst lagt på hylden til fordel for struktureret, fornuftig træning med et specifikt formål. Selve løbet var på en og samme tid fantastisk magisk og smerteligt modbydeligt, men jeg lærte en uvurderlig lektie, som jeg har taget med mig: Jeg er stærk mentalt, og hvis jeg vil det, så veksler jeg hård, fokuseret træning til resultater!

Siden den dag i Københavns gader, hvor jeg gennemførte mit første marathon og umiddelbart derefter kollapsede pga. dehydrering, har jeg været drevet af lysten til at udfordre mig selv. Lysten til at finde mine egne grænser – og at skubbe dem en anelse hver gang. Jeg er gået fra ikke at kunne overskue tanken om at løbe så langt, som et halvmaratohn er, til nu at løbe ultraløb på mange gange den distance og smile hele vejen.

Man kan sige, at da startskuddet lød til mit første marathon, så var det også startskuddet til et liv med stor passion for løb og træning!