Præstationsangst og spirende tvivl…
Jeg kender følelsen alt for godt, jeg har sat mig et mål, arbejdet fokuseret hen imod det, og nu begynder det at kunne anes ude i horisonten. Her står jeg så nu, med en spirrende tvivl på egne evner og usikkerhed på om jeg nu også kan indfri forventningerne. Ikke alle andres forventninger, men mine egne – dem der er blevet sagt højt og dem der mest af alt kun findes i mit hovedet. Der er tre uger til den 38. udgave af Copenhagen Marathon, det er faktisk lige om hjørnet!
Jeg begyndte min 15 ugers målrettede træning den 6. februar, og ganske som sidste år træner jeg efter planerne fra Claus Hechmann’s bog “Løb som eliten“. Jeg er blevet en hurtigere løber siden sidste år, så mine træningszoner er ændret, men ellers er opskriften den samme (Sort snak? Så kig her): 4 træningspas om ugen i 15 uger op til løbet med ca. 65-70 km om ugen.
Min træning er forløbet planmæssigt, de fleste af ugerne med lidt flere kilometer end planlagt, men ferier har i den seneste måneds tid kostet lidt på kontoen. Ikke at det egentligt er et problem, og jeg ved jo også godt at et par enkelte pas, der ikke bliver løbet, intet betyder i det samlede billede – jeg er jo på ingen måde elite løber. Hvorfor er det så at tanken om, at der kun er tre uger til at det går løs, påvirker mig? Jeg har jo løbet 30 kilometer for 14 dage siden – og ikke nok med det, jeg løb meget tæt på mit MT pace. Endda uden hverken energi eller vand – jeg betalte dog prisen da jeg kom hjem og blev mindet om, at nok kan man løbe uden at have en masse energi og vand med, men helt at ignorere kroppens signaler bare er dumt. Det gav mig flashback til sidste år, sådan skal jeg ikke sluttet igen, det er helt sikkert. Så nu har jeg lagt en strategi for mit energi indtag; 2 High5 IsoGel inden start. Og en blok 32Gi Chew hver 20. minut efter 10. kilometer.
Fra i morgen begynder kurven at gå nedad, det er blevet tid til at trappe ned. Det er lidt angst-provokerende, for det betyder, at jeg er nået til punktet, hvor jeg ikke – rent træningsmæssigt – kan gøre særligt meget mere. Formen er der, hvor den er, om det er det rigtige sted eller ej, så hjælper en masse ekstra træning ikke. Det betyder også, at jeg skal til at have styr på de praktiske ting, som fx energistrategi, tøj og sko. Energistrategien er jo lagt, den skal bare testes af. Tøjet er til gengæld stadig et hængeparti, jeg synes godt nok det er svært at klæde sig rigtigt lige for tiden. Jeg ved jo godt, at man skal klæde sig 10 grader varmere end den faktiske temperatur, men nogle dage er det bare stadig koldt – og jeg vil virkelig være træt af at ligge mig med en lungebetændelse på nuværende tidspunkt.
Skoene. Den nok vigtigst fysiske ting ved et marathon. Turen for 14 dage siden gjorde det tydeligt, at mine Dynaflyte ikke fungere for mig på de helt lange distancer. Der er simpelthen ikke nok dæmpning til min relativt tunge løbestil, hvilket bare blev understreget af smerter i ryggen efterfølgende. Ok nu er det jo heller ikke en marathonsko, men havde faktisk forestillet mig, at det var dem jeg skulle løbe marathon i. De er lette, lækre og følelsen er – kliché reklameagtigt jeg ved det – at man flyver af sted. Sidste år løb jeg i Nimbus, det er jo en klassiker, men synes dels at de er lidt for dyre og egentligt ikke helt tilfreds med kvaliteten (af Asics generelt). Da vi var i Cork, fandt jeg ved et tilfælde en løbebutik, der havde Hoka One One Arahi på lager. Det er ikke et super kendt mærke for mig, men jeg har lagt mærke til at der er mange, der er virkelig glade for dem, så udnyttede muligheden for at prøve dem på. Det viste sig at være en god ide, jeg har løbet små 100 kilometer i dem, og de er virkelig lækre. Af ren nysgerrighed har jeg sammenlignet vægten på Dynaflyte, Cumulus og Arahi. Dynaflyte er de letteste med 293 gram (Str 45), Arahi ligger på 303 gram (Str 45 1/3) og ikke overraskende er Cumulus noget tungere med 350 gram (Str 45).
Om Arahi er skoene til marathon ved jeg om ganske få timer. Det er blevet tid til at få tanket noget selvtillid og manet tvivlen til jorden. Jeg vil lige om lidt smutte ud på den sidste rigtig lange tur inden det gælder. Det bliver en tur på lidt over 30 kilometer, hvor målet er at holde et jævnt tempo på 4.30, som er det tempo jeg forventer at løbe om tre uger – jeg må tilstå, at jeg synes, det lyder pokkers hurtigt over 42,2 kilometer! Og det er nok kernen af hvorfor, at de mange tanker omkring indfrielse af målsætning – eller mangel på samme – lige for tiden suser rundt i hovedet på mig. Mit første marathon, hvor jeg virkeligt blev ramt på 38. kilometer, ligger i baghovedet, men jeg har besluttet mig for, at jeg bruger det, at jeg rent faktisk har gennemført et marathon, til noget positivt – og så i øvrigt springe hurtigt over det faktum, at jeg sluttede det på en måde, der var milevidt fra hvad jeg havde forestillet mig.
Jeg ved jo godt, at jeg har trænet målrettet og fornuftigt hele vejen. Jeg ved jo godt, at matematikken og estimerede sluttider bakker op om mit mål. Jeg ved også godt, at hvis jeg ikke er der, hvor jeg skal være nu, så er der ikke noget at gøre ved det. Så måske jeg i virkeligheden slet ikke er så tvivlende endda? Måske jeg tager fejl? Måske jeg i virkeligheden allerede nu, er ved at gå i ‘race mode’. Måske det er min måde at forberede mig mentalt? Oh well måske jeg bare skal smutte ud og løbe – og så ellers lade være med at tænke så meget over det!