Så skete det, jeg er blevet ramt af PRS!

“Prærace syndrom (PRS) er en række symptomer, der optræder i perioden op til et længe ventet løb. Symptomerne kan være af både psykisk og fysisk karakter. I de sværeste tilfælde påvirkes de daglige aktiviteter.” Sådan kunne netdoktor.dk have beskrevet den følelse, som jeg går rundt med i disse dage. Lige om hjørnet venter en helt vanvittig udfordring, og jeg føler mig helt klar til at tage den op – og alligevel overhovedet ikke! For hvornår er man klar til at stille til start til et løb uden en målstreg eller en tidsgrænse? Et løb med så godt som 100% sandsynlighed for at få det tvivlsomme prædikat “DNF” (Did Not Finish) klistret på sig for første gang? Jeg ved det ikke, men uanset om jeg er klar eller ej, så er det i aften kl. 22.00, det går løs. Om jeg glæder mig? Ja det kan du bande på!

Great Dane Backyard Ultra er et løb med et utraditionelt format, der øjeblikkeligt tændte noget i mig, da jeg så det. Det er i virkeligheden uhyre simpelt; én omgang på 6,7 km med 150 højdemeter skal gennemløbes på maksimalt en time. Hver time. Hver eneste time indtil der kun er én løber tilbage, der gennemfører sidste omgang indenfor en time. Man udgår hvis man ikke stiller til start hver hele klokketime, dvs. kan man ikke længere tilbagelægge ruten på en time – eller er man faldet i søvn/sidder på toilet/skifter tøj/spiser og derfor kommer for sent til start, så er det slut. Løbet trækker spor over Atlanten, det er nemlig endnu et brainchild fra Gary Cantrell – nok bedre kendt som Lazarus Lake. Vinderen – hvis der findes en – får en plads til Big’s Backyard Ultra. Og vinderen her – ja han eller hun får en plads til det ikoniske The Barkley Marathons. Så er baren ligesom sat!

Jeg synes formatet er super interessant, fordi det fjerner nogle nøglefaktorer, som er ved traditionelle løb – og introducerer nogle nye. For at nå rundt inden næste omgang starter, kræver det blot et snitpace på 8.57 min/km, det kan langt de fleste motionsløbere klare – også med de 150 højdemeter, som Great Dane Backyard Ultra har. Forskelle imellem den hurtigere løber og den langsommere er her nedtonet ganske betragteligt i forhold til traditionelle løb. Det, den hurtigere løber vinder over den langsommere, er en længere pause, inden de begge skal i gang igen. Spørgsmålet er jo så, hvad den ekstra pause koster rent energimæssigt for de to løbere. For hver 5 minutters pause skal man øge pace med rundt regnet 45 sekunder/km. Det introducerer en masse overvejelser omkring disponeringen af kræfterne, som man ikke har i et traditionelt løb. Hvornår skal jeg planlægge at spise? Hvad med toiletbesøg? Måske vil jeg gerne have skiftet tøj eller sko. Det skal alt sammen planlægges sådan, at der er tid til at stå til start næste gang. Man kan altså ikke selv disponere 100% over tiden i depotet/teltet, som jeg fx gjorde til 24 Timer Ved Havet.

Det er vist en offentligt kendt hemmelighed, at det at løbe ultraløb handler mere om hovedet end om benene. Backyard Ultra formatet rammer virkelig ind til kernen af noget rigtigt interessant i forhold til hele det mentale aspekt. De fleste har nok prøvet at være helt færdig, når man kommer i mål – men hvad nu hvis løbsarrangøren sagde, at der lige var 5 km mere – ville du have det mentale overskud til at løbe videre? Hvad hvis det var 10? 20? Videnskabelige forsøg har påvist, at vi slet ikke er tømt for energi i musklerne, når vi følers os helt færdige, det er alene oppe i hovedet – primært fordi vi bevist/ubevist fokuserer på, at ‘det er bare lige det sidste, så er du færdig’. Da jeg løb Coast 2 Coast i 2017 var ruten 1,3 km længere end de 50 km, vi havde sat os i hovedet – det virkede næsten uoverskuelige langt. Så hvordan håndterer den enkelte løber det, når målstregen bliver ved med at flytte sig og være 6,7 km ude i horisonten? Der er ikke – undtagen for den sidste seje løber – noget der hedder ‘det er bare lige én omgang mere’. Jeg tror personligt, at for at have en chance for at løbe med sejren, så er det langt vigtigere at være mentalt stærk og kan trives ved at ‘være i det’, end at være en hurtig løber eller have løbet mange ultraløb før. Det er selvfølgelig klart, at har man mange ultraløb på CV’et, så er man nok også mentalt stærk – men det kan man også blive på mange andre måder.

Da jeg for knap 2 uger siden afholdte Run O’Clock 2019 efter samme format som Backyard Ultra imponerede flere af deltagerne med deres præstationer. Der var løbere, der normalt løb 5-6 km – og aldrig trail – der løb 3 omgange svarende til 19,5 km. For en af løberne – Mikkel – stak det helt af, og den personlige rekord for længste løb for ham blev flyttet fra 18 til 52 km. Det er i sig selv en fantastisk flot præstation, men det siger også lidt om, hvordan Backyard Ultra formatet er anderledes end andre løb. Jeg siger ikke, at Mikkel ikke ville kunne have løbet 52 km på 8 timer til et traditionelt løb, men jeg er ikke i tvivl om, at formatet gør det væsentligt mere ’tilgængeligt’ at presse sig selv lidt længere end ellers. Det bliver i sagens natur et meget socialt løb, fordi den hurtigste og den langsomste løber hver eneste time starter sammen igen – og for langt de flestes vedkommende er der også tid til en hyggeligt snak inden næste omgang starter. Det er med til at gøre, at man ikke føler sig ‘alene og forladt’ bagerst i feltet – og det har uden tvivl en positiv effekt på motivationen til at forsætte.

Når jeg i aften står på startlinjen, bliver det med et ret klart mål for de kommende timer; jeg vil gerne som minimum løbe 24 omgang. 24 omgange a 6,7 km bliver til 100 miles (ca. 160 km). Det er super ambitiøst, og jeg vil ikke lyve; jeg har muligvis taget munden for fuld! Det er 60 km mere, end det længste jeg tidligere har løbet – ganske vist i et helt andet tempo, men det ændre ikke på, at det er mega langt! Jeg tror på det, men det kræver, at jeg løber fornuftigt hele tiden. For langsomt og jeg får ikke tid nok til at klare de praktiske småting imellem hver omgang som fx at skifte tøj eller komme på toilets. For hurtigt og jeg bruger unødigt meget energi og risikerer oven i købet at blive kold og få stive ben. Til Run O’Clock 2019 – hvor ruten var 6,5 med 170 højdemeter – løb jeg hver omgang på 40 minutter +/- 2 minutter. Det er alt for hurtigt – og det skal jeg have styr på i løbet af de første par omgange i aften. Jeg forestiller mig, at jeg ideelt set løber en omgang på 50-55 minutter, så har jeg en lille pause til at justere, inden det er i gang igen, men uden at jeg når at blive kold – og måske vigtigere endnu; jeg tror på, at det hjælper til at fastholde motivationen for at løbe en omgang mere, fordi det ikke føles, som om jeg stopper sådan rigtigt.

Så det er det, jeg i den seneste tid har gået og haft PMS PRS over – og i denne gang i langt større grad end tidligere. Ikke fordi jeg gør mig nogen forhåbninger om at vinde, faktisk er jeg ganske afklaret med, at jeg end ikke holder tæt på så lang tid som nogle af de andre seje løbere. Jeg er helt afklaret med, at det bliver det første løb, hvor jeg teknisk set kommer til at udgå. Det er ikke så meget det, at løbet starter om aftenen og løber igennem natten – det er jeg ikke tvivl om at jeg nok skal klare. Men det at jeg skal være i gang i langt længere tid, end jeg nogensinde har prøvet før, dét ‘freaker’ mig lidt ud. Det at jeg skal tvinge med selv til at løbe meget langsommere, end jeg er vant til – for ellers brænder jeg simpelthen for hurtigt ud. Dét har givet mig mange tanker i den seneste tid. Tankerne stikker i alle mulige retninger; har jeg nu trænet nok? Og har jeg nu trænet det rigtige? Hvad med kroppen? Benene har føltes ualmindeligt tunge den seneste uges tid! Og fodleddene – som jeg forsøger at være meget opmærksom på – virker lidt ‘slidte’. Var det nu også smart, at løbe 65 km til Run O’Clock for knap 14 dage siden? Og hvad med mad? Jeg ender med at forbrænde tæt på 20.000 kalorier per 24 timer, det kan jeg ikke holde mig kørende på gels og chews.

Jeg kender ikke svarene på alle spørgsmålene i mit hoved før weekenden er omme – og det er ikke en situation, som jeg har det nemt med. Jeg vil gerne være i kontrol, men samtidig så ved jeg også godt, at det er, når jeg giver slip på kontrollen, at de rigtigt fede oplevelser ligger og venter. Og der er ingen tvivl om, at Great Dane Backyard Ultra bliver en fantastisk fed, hård og enestående oplevelse – så nu giver jeg slip og forbereder mig på at tage oplevelsen ind!

Der er ikke live opdateringer, men jeg vil naturligvis opdatere på facebook.com/lobetosset så tjek gerne ind der i løbet af weekenden – og skulle du være i nærheden af Ry, så kom da endelig forbi og sig hej!