SUP Classico – et anderledes triathlon

Selvom jeg forleden kunne fortælle om manglende motivation, løbepause og småskade, så har jeg alligevel ikke kunne afholde mig fra at deltage i et lille, hyggeligt, uformelt triathlon løb i weekenden. En ægte triathlon ‘purist’ vil sikkert rynke på næsen, når jeg kalder det en triathlon, og det kan på ingen mulig måde sammenlignes med de super seje drenge og piger, der gennemførte Copenhagen Ironman i søndags. Heller ikke med de seje gutter og gutinder, der løb Xterra Slettestrand samme dag, men det var super sjovt og et anderledes løb, som jeg synes fortjener en lille løbsberetning 🙂

Hvis man slår definitionen af ‘triathlon’ op i ordbogen, så er det disciplinerne svømning, cykling og løb i nævnte rækkefølge. Til weekendens “SUP Classico” var svømning – som navnet antyder – skiftet ud med Stand Up Paddleboard, og rækkefølgen på løb og cykling var byttet rundt. Den totale distance var inspireret af den kendte halv maraton og bestod af 6 km SUP, 6 km løb og 9,1 km cykling. Scenen var sat ved Brabrand Sø, hvor vi skulle starte ud ved Roklubben. Her skulle vi padle knap 2 km på søen ned på Århus Å, hvor de sidste 4 km skulle tilbagelægges. Herefter ventede 6 km løb tilbage til roklubben, hvor cyklen stod klar til at slutte af med 9,1 km rundt om søen.

Jeg besluttede mig i sommers for at købe en SUP, så jeg havde noget til de vindstille dage (Hvor kitesurfing ikke er en mulighed). Det viste sig være en god ide, nu hvor jeg er nødt til at skære ned på løb i en periode. Den erfaring jeg har fået på mit SUP, som jeg købte for (på daværende tidspunkt) 4 uger siden, er jo ikke ligefrem noget at prale af, men jeg har da alligevel fået padlet nogle kilometer, og selvom jeg stadig skvatter i vandet, så er jeg blevet meget bedre til at holde balancen i forhold til første gang. Netop det med at falde i vandet, var genstand for meget overvejelse i forhold til påklædning. Egentligt ville jeg helst padle i en Short John (våddragt med korte ben og ingen arme), den er hurtig at komme ud af, men det vil jo alligevel tage lidt tid i forhold til bare at padle i mine Fusion tights og en langærmet t-shirt. Ikke overraskende vandt mit konkurrence-gen, og jeg besluttede mig for at padle i løbetøjet. Jeg sætter dog grænsen ved at løbe i drivvåde sko, og med en 50/50 risiko for at ryge i vandet, så var det bestemt et realistisk scenarie. Jeg besluttede mig for at lave en helgardering og padle i bare tæer, og så skifte til sko, når jeg nåede frem.

Vejret viste sig fra sin pæne side, det blæste dog, så søens vand var noget uroligt. Da jeg fik boardet i vandet og kravlede op på det, jeg mærkede en anspændthed, som jeg ikke umiddelbart kunne genkende fra tidligere ture. Jeg var simpelthen så fokuseret på ikke at falde i vandet, da jeg meget gerne ville undgå at skulle løbe i drivvådt tøj. Vi blev talt ned til start, og af sted det gik – I hvert fald for de seje deltagere med masser af erfaring (Og med ikke-oppustelige boards, der generelt bare er hurtigere igennem vandet). Vinden og de små vind-bølger drillede mig lidt, og jeg endte næsten inde I en siv-ø. Det lykkedes mig kun lige at komme forbi den, og jeg fik lidt mere kontrol med boardet. Kontrollen var dog kortvarig, og da jeg var uopmærksom et øjeblik, overraskede en lille bølge mig, og jeg røg i vandet med et ordentligt plask. Selvom det ærgrede mig, så var det faktisk en rigtig god ting, for da jeg røg i vandet forsvandt min anspændthed også. Og jeg kunne koncentrere mig om at padle effektivt (Så effektivt som jeg nu kan) – og jeg begyndte så småt at indhente nogle af de deltagere, der var kommet bedre fra start end jeg selv. Da jeg padlede ind på Århus Å, havde jeg indhentet 2-3 deltagere og lå side om side med yderligere 2 – dem længere foran var ingen steder at se.

Inde på åen var vandet helt roligt, og vi padlede med strømmen, så der var rig mulighed for at give den fuld gas – så det gjorde jeg. Jeg kommer jo ikke udenom, at jeg er et konkurrencemenneske, og selvom jeg godt viste, at de hurtigste ville være markant hurtigere end mig på SUP, så viste jeg også, at jeg burde kunne hente lidt tid på løbet trods alt. Det gik faktisk rigtigt godt, og jeg trak lige så stille fra de 2 andre. Der gik dog ikke lang tid, da min uopmærksomhed igen kostede mig en tur i vandet. Jeg opdagede for sent, at der var et reb på tværs af åen, så jeg nåede ikke at få det løftet over mig, så da finnen ramte rebet, stod jeg ellers nok så pænt ud over boardet og i vandet. Det kostede mig en overhaling, men jeg kom trods alt hurtigt op på boardet og videre på åen. Efter lidt tid lå jeg igen forrest af os tre, men vigtigere endnu; når åens forløb tillod det, kunne jeg se den næste konkurrent længere fremme. Nu skal den bare have bundgas – eller skal den? Det er lidt en balancegang, når man er ude i sportsgrene, som man ikke er vant til at dyrke. Hvad siger benene, hvis jeg bare giver den maks gas? 6 km løb er jo ikke nogen voldsom distance, men det var jo her, at jeg havde planlagt at hente lidt tid. Det måtte briste eller bære, så jeg gav den gas i håb om at indhente min næste konkurrent på åen, inden vi skulle skifte til løb. Det lykkedes ikke helt, og da jeg kom af boardet, var hun klar til at løbe af sted.

Jeg fik sko og strømer på, drak lidt vand og løb af sted. Planen var at løbe den første kilometer relativt roligt (Omkring 5 min/km) og så ellers sætte tempoet op til omkring 4 min/km. Jeg forventede ikke at kunne holde 4 min/km hele vejen, jeg havde jo været i gang i lidt over 45 minutter – og ja man bruger også benene, når man padler, kan jeg hilse og sige! Nå ja og så var der jo modvind retur. Efter de første 50 meter kunne jeg mærke følelsen af at være på hjemmebane. Af de discipliner er løb klart den, som jeg føler mig mest hjemme i. Uden jeg viste af det lå jeg og svingede imellem 4.05 og 4.10. Det føltes slet ikke så hårdt, som jeg forventede det ville være, så jeg forsatte i samme tempo.

Min kvindelige konkurrent var ikke at se, men jeg besluttede mig for, at jeg simpelthen skulle hente hende på løbet. Efter “De tre broer” – som vi også padlede under – kunne jeg se hende længere nede af stien. Inden længe kunne jeg passere hende – jeg må indrømme, det følte godt endelig at have indhentet endnu en deltager. Den første halvdel var nu overstået, og jeg begyndte at spekulere på, hvor langt foran den næste konkurrent mon var? Jeg var klar over, at der nok ville være relativt langt op til den næste deltager, så jeg besluttede mig for at holde tempo i stedet for at sætte farten op. Det halve minut, jeg ville vinde ved at tvinge hastigheden ned under 4 min/km ville hurtigt kunne hentes på cyklen, til gengæld ville jeg komme meget tæt på min syregrænse, så det var ikke rigtigt ‘prisen’ værd. Der var ingen konkurrenter at se, jeg overvejede om jeg mon var så langt bag dem, at de ville komme og overhale mig på cyklen, inden jeg var kommet tilbage til roklubben. Det var trods alt ikke tilfældet, og efter knap 25 minutter, var jeg klar til at løbe over til cyklen og tage turen rundt om søen.

På med hjelmen og så ellers bare af sted. Den første kilometer var i modvind, og jeg skulle lige finde rytmen. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har deltaget i et cykelløb – i hvert fald ikke siden barndommens ‘Tour de pedal’ og folkeskolens motionsdag. Min cykel (Der faktisk ikke længere er min cykel, men Dortes) er en MTB, der er ‘ombygget’ til at være nogenlunde effektiv på landevejen. Det er ingen racer, men på en god dag kan jeg holde 30 km/t på den over 18-20 km. Så jeg havde sådan løseligt regnet med, at det ville tage 20 minutter at komme søen rundt. Så jeg gav den gas, og rundede den vestlige del af søen og kunne nyde godt af at have vinden i ryggen. Inden jeg så mig om, var jeg ved den modsatte ende at søen og kunne konstatere, at vinden ikke havde lagt sig i løbet af de sidste 8-10 minutter. Lige et par kilometer igen, så er du i mål, tænkte jeg. Jeg var ved at være lidt brugt. 2 ud af de 3 discipliner er ikke noget, jeg rigtigt dyrker, så det var uvante bevægelser og muskler, jeg ikke normalt bruger, der kom i spil i dag. Endelig kunne jeg se roklubben og målstregen. Jeg passerede målstregen efter lidt over 19 minutter.

Jeg havde regnet med ca. 50 minutter på SUP, 25 minutter på løbet og 20 minutter på cyklingen – i alt 1 time og 35 minutter. Alle tre discipliner havde jeg tilbagelagt lidt hurtigere end forventet, men jeg havde jo ikke indregnet 2 ture i vandet og skift imellem SUP/løb og løb/cykel. Når det hele blev regnet sammen, så blev sluttiden 1 time og 35 minutter! Det gav en 5. plads med et minut ned til 4. pladsen. Til gengæld var der 11 (!) minutter ned til første pladsen – det er godt nok meget. Men når men kigger lidt på data, så er det måske alligevel ikke så overraskende. Når jeg regnede mine ture i vandet fra (Der var uret nemlig pauset), så var mit gennemsnit på SUP ca. 8 km/t. Uden at vide det med sikkerhed, så vil jeg skyde på, at de hurtigste lå med ca. 10 km/t – eller ca. 25% hurtigere end mig. Det svarer til, at jeg var ca. 10-12 minutter bagefter den hurtigste, da jeg kom op af vandet. Det er alligevel en hel del at skulle hente på kun 6 km løb og 9,1 km cykling!

Eventet sluttede med en lækker sandwich og et overflødighedshorn af lodtrækningspræmier – faktisk nok egentligt flere præmier, end der var deltagere! Til den her type mindre, uformelle løb er jeg så meget fan af, at de fede præmier ikke går til nummer 1, 2 & 3, men i stedet bliver brugt i en lodtrækning, så alle har en lige chance for at vinde. Og når alt kommer til alt, så er det jo ofte de samme 3-5 personer, der kæmper om pladserne – og selvom man ikke må gå ned på udstyr, hvor mange løbesko og våddragter har et menneske så behov for?

Det var på alle måder en super god oplevelse, der var fra starten en afslappet imødekommende stemning, hvor der var plads til alle uanset niveau eller erfaring. Det er helt sikkert et event, som jeg vil anbefale – også selvom man ikke har erfaring med SUP. Én deltager havde alle odds imod sig og gennemførte alligevel i fin stil. Hun havde først og fremmest et oppusteligt board af meget dårlig kvalitet, kun prøvet SUP én gang før – nå ja og så punkterede cykelen efter ca. 7 km. Så er der vist ikke nogen undskyldninger længere for ikke at deltage næste år!? 🙂