Tag 100 km fjord, tilsæt ultraløbere og bag i direkte sollys ved knap 30 grader!

For knap 3 ugers tid siden løb jeg mit første 100 km løb. Men Morten du har da løbet 100 km før? Jah jeg nåede lige nøjagtigt over 100 km til 24 Timer Ved Havet i 2018, men det var jo et time-løb – ikke et 100 km løb. Og der er altså forskel, særligt når det her 100 km løb var Ringkøbing Fjord Rundt. Ingen runder, ikke noget med til enhver tid at have et depot indenfor maks 1 kilometer som ved 24 Timer Ved Havet. Til gengæld var der noget af den flotteste natur, som Danmark kan byde på – og lige denne dag var den ikke så barsk og vindomblæst, som den jyske vestkyst kan være.

Min gode løbemakker Peter påtog sig – fandt jeg efterfølgende ud af – rollen som middelmådig spåkone, og kom med følgende forudsigelse forud for løbet:
“Op til løbet har der været så meget snak om det forventede pace og planen for dagen. I de første par timer vil happy go Lucky Morten løbe for hurtigt, men vælge at ignorere det, omkring halvvejs kommer han til at nævne, at han løber for hurtigt ifølge planen. Et par timer efter bider det ham i røven, og han er max presset. Til slut konkluderer han, at det var hårdt, og at han lagde for hårdt ud.“.

Det er bestemt ikke taget ud af den blå luft. Faktisk må jeg – modvilligt – give Peter kredit for en opsummering, der nogenlunde rammer indenfor skiven, men der er nu lidt mere til historien end det, så her er en løbsberetning fra årets 5. ultraløb 🙂

Jeg har haft øjnene på Ringkøbing Fjord Rundt igennem hele året, men det første halvår har bestået af to ‘A-løb’ i form af Great Dane Backyard Ultra og 6 timers løb til 24 Timer Ved Havet, der har fået al min træningsmæssige fokus. Udover de 2 primære løb afholdt jeg (og løb) Run O’Clock, jeg løb Copenhagen Marathon, Coast 2 Coast og 8 Timers Trail Challenge, plus en håndfuld halvmarathons. Kort sagt; jeg havde brug for lige at mærke efter i kroppen og hovedet. om jeg var klar til endnu en udfordring, inden jeg meldte mig til. Det følte jeg mig bestemt! Nok særligt fordi jeg kunne mærke, at jeg aldrig har været i bedre form i forhold til langdistanceløb, end jeg er nu – og de 100 km virkede på ingen måde som en uoverkommelig udfordring. Så i starten af juli meldte jeg mig til, og en målsætning om at løbe under 10 timer begyndte at forme sig i mit hoved. 10 timer – pace 6.00 inkl. alle pauser mv. – det burde altså være muligt, selvom tanken om, at det sidst tog lige under 12 timer at nå 100 km, spøgte lidt i baghovedet.

Fredag aften tjekkede jeg ind i en lejlighed 500 meter fra start og slappede – vanen tro – af med en mørk øl, så jeg forhåbentligt kunne få en god nats søvn, inden uret vile vække mig lidt i seks. Morgenrutinen ligger efterhånden på rygraden; op på toilet, så morgenmad, dernæst et bad, evt. toilet igen og så ellers i tøjet. Denne gang skulle jeg dog også lige pakke 2 dropbags med lidt forskelligt. Den primære ville ligge ved 50 km depotet, i den havde jeg et ekstra par sko og skiftetøj, hvis det skulle blive nødvendigt – og selvfølgelig lidt ekstra energi. Den anden ved 75 km – der primært indeholdt ekstra energi og strømper – forventede jeg ikke at skulle få brug for, så det var mere et ‘hvis jeg lige får lyst til det her’-kit. Omkring halv syv gik den af sted imod hallen, der var nemlig både tjek ind af mig selv og dropbags, og en lækker morgenkomplet med rundstykker og snegle – og jeg siger altså sjældent nej tak til en snasket morgensnegl, særligt ikke når jeg skal løbe langt! Det gav også fint med tid til at hilse på nogle af de andre tosser, der også synes at denne lørdag ikke kunne bruges på en bedre måde.

KL. 7.30 lød starten og vi løb ud på den 4 km lange prolog i Ringkøbing. Morgendisen hang tungt og tæt, men temperaturen var allerede på vej op, og der var ingen tvivl om, at det bare var et spørgsmål om tid inden solen ville brænde igennem. I ugerne op til løbet var jeg blevet mere og mere overbevist om, at en sluttid på 9½ time var indefor rækkevidde – og i mit stille sind havde jeg besluttet at løbe efter det. En halv time på 100 km koster 18 sekunder per kilometer så i stedet for pace 6.00 skulle pace i snit være 5.42. I de foregående uger har jeg haft svært ved at komme ‘ned’ i pace 5.30, men 5.15 føltes langt mere naturligt og behageligt, så hvis bare jeg kunne holde den omkring 5.20 i løb, ville jeg have lidt over 45 minutter til depoter, toilet, gå-pas osv.

Jeg lagde af sted sammen med 2 lokale, rutinerede gutter – Thomas og Svend – og Jonathan og Rasmus der ligesom jeg stadig er rookie ultraløbere. Tempo var lidt vel hurtigt rundt i Ringkøbing, men jeg tænkte, at de nok ville falde nogenlunde ind omkring mit ønskede pace. Det skete så ikke – i hvert fald ikke af sig selv, så efter 6-7 kilometer sagde jeg pænt, at det havde været hyggeligt, men at pace 5.00 var lige i overkanten til mig. Jeg havde egentligt ikke lyst til at skulle løbe selv herfra, og der var et stykke ned til de næste løbere, men omvendt så vidste jeg også godt, at det ville bide mig i røven, hvis jeg fortsatte.

Min kommentar havde den ønskede effekt – og jeg tror som egentligt ikke, at der var nogen af dem, der var synderligt kede af at sætte tempo lige en snas ned. Som de forreste løbere havde vi følgeskab af 2 cykler, der guidede os rundt på ruten, så vi kunne fokusere på at nyde turen – og det skal jeg love for, at vi gjorde. Der blev sludret, som var det en anden mødregruppe på kaffebar. Der blev delt erfaringer fra de foregående års løb, og nogle af de utallige andre løb vores lille gruppe til sammen havde løbet. Det er bare fedt at mærke den samhørighed som løb – og særdeleshed ultraløb – giver.

Den ene kilometer efter den anden forsvandt under fødderne alt imens solen langsomt men sikker brændte disen væk. Det var på den ene side vildt flot, men varslede også at temperaturen var støt på vej op. Udsigten til en lang, varm dag gjorde at jeg i ugerne op til undersøgte jeg alternativer til min løbevest fra Salomon. Med 15 depoter på ruten ville det være begrænset, hvad jeg skulle have med, og der er jo ingen grund til at slæbe rundt på en masse ekstra vægt på 100 km, jeg ville dog have en softflask, lidt energi og – hvor tåbeligt det så end lyder nu – en jakke med. Ved et tilfælde faldt jeg over Free Belt Pro fra Compressport, og det endte med at være den perfekte løsning.

Efter 12 kilometer nåede vi rutens 2. depot, hvor jeg besluttede at det var på tide at få flasken i bæltet fyldt op. Et toiletbesøg var også ved at presse sig på, så med et depot der tog 5-7 sekunder længere end de andre – og et besøg i en busk kort efter depotet befandt jeg, Jonathan og Rasmus os en lille halv kilometer bag Thomas og Svend. Kort tid efter måtte Rasmus ind i skoven, Jonathan ventede på ham, og jeg besluttede mig for at løbe af sted solo. Det gik ikke hurtigt, men meter for meter løb jeg mig ind på Thomas og Svend. Det handlede på ingen måde om placering eller sluttid, men udelukkende om at have selskab undervejs. Hvorfor løbe 80 kilometer alene, hvis der er mulighed for selskab få hundrede meter længere fremme 🙂

Da jeg kom op på siden af Thomas og Svend igen, fik jeg et klap på skulderen og et “Velkommen tilbage!”. Jeg følte mig virkelig priviligeret ved at have selskab af to erfarne, lokalkendte løbere. De havde helt styr på ruten, og hvor næste depot var – ja endda rigeligt overskud til at agere naturguides for mig også. Depotet efter 20 kilometer, der lå ved Stauning Kirke, blev klaret meget effektivt, jeg havde egentligt forestillet mig, at depoterne ville tage lidt længere tid, men jeg blev holdt til ilden af de to erfarne herrer – det var ingen skade til! Jeg fik fyldt min flaske, drukket et glas vand og snuppede lidt fra depotet, inden jeg løb af sted. Samlet set tog det vel 8-10 sekunder i stedet for de 15-20, som jeg nok et eller andet sted havde forestillet mig. Herfra gik det videre imod trækfærgerne ved Skjern Enge, hvor Vivi, der følger med her på bloggen, ville stå klar i depotet med high-fives.

Ruten gik ud af små, idylliske veje blandt kornmarker og gylletanke imens solen bagte ned over os. Herude ‘midt i ingenting’ var der ikke en vind, der rørte på sig. Faktisk var der ikke rigtigt noget overhovedet udover os tre, der rørte på sig. Vi stod til gengæld ikke stille, det gik stadig i et frisk tempo, der til trods for varmen og snakketøjet, der kørte for fuld blus, bare føltes helt ‘on point’. Vi nåede trækfærgerne ca. 12-15 minutter forud for planen – og havde altså løbet et snitpace på 5.10/km på de første små 28 kilometer.

Depotet ved trækfærgerne blev taget lidt mere roligt, ikke fordi vi skulle vente på, at de kom retur, men det var ligesom et godt sted, at give os selv lidt ekstra pause – og vi var jo meget foran tidsplanen. Det gjorde kun oplevelsen endnu bedre, at få en krammer af Vivi – og så var der en fantastisk overraskelse i form af trekant is i depotet! Med et glas vand i maven, en fyldt flaske, lidt slik og en is i hånden gik jeg om bord på færgen sammen med de to andre, og kort tid efter var vi på den anden side af Skjern Å.

Herfra gik det videre imod Bork Havn, hvor flokken af 60 km løbere ville starte kl. 11.00. Det var bestemt ikke et mål, at nå det inden de startede – faktisk passede det rigtigt fint, hvis de var kommet af sted 10-15 minutter før os. Jeg var begyndt at time det sådan, at min flaske var tom, når vi nåede det næste depot. Frem til 65. kilometer lå depoterne hver 7-9. kilometer, herefter ville de komme lidt oftere på det sidste stykke. Jeg havde kun taget en enkel softflask med i mit bælte, og havde derfor plads til en halv liter, så det var vigtigt for min væskestrategi at få udnyttet kapaciteten maksimalt.

Ved 35. kilometer var endnu et depot, hvor flasken kunne fyldes, jeg snuppede et glas cola, peanuts og lidt æble. Min plan for energi var rimelig simpel, jeg havde taget chews og gels med til at dække mit behov, og så kunne jeg supplere efter behov på depoterne. 10 timers løb kræver selvfølgelig noget undervejs, men med en god morgenmad (og aftensmad dagen før) er der ikke behov for decideret fast føde.

Humøret var stadig højt i vores lille gruppe, og samtalerne stak i alle retninger: Køb/salg og belåning til landbrugsejendomme, den fagre nye dating verden for os, der nu er endt der igen og naturligvis ‘warstories’ fra tidligere løb – jo vi kom skam vidt omkring i mere end en forstand. Thomas havde kørt fuld iron man distance til Thor Beach Triathlon 14 dage tidligere, og Svend er gammel nok til at kunne være min far, men det var bestemt ikke træthed, der dominerede gruppen. Faktisk blev vi flere gange nødt til at holde hinanden op på, at tempo altså skulle skrues ned omkring 5.20.

De sidste par kilometer ind til Bork Havn nød vi godt af at løbe i skyggen fra en lille række træer. Det var åbenbart ca. her, Thomas for to år siden var stukket af fra blandt andet Svend og løbet solo resten af vejen – og vundet! Svend bad mig spænde ben for ham, hvis han lagde an til det igen – lidt kammerartlig konkurrence skal der være plads til, det er jo bare noget vi leger 🙂

Kl. 11.03 stod vi i depotet ved Bork Havn, hvor de friske 60 kilometer løbere netop var blevet sendt af sted få minutter før. Vand i flasken, et glas i halsen, lidt vand i hovedet og lidt frugt på depotet og så ellers videre imod Nymindegab, der markerer 50. kilometer og den første dropbag. Der gik ikke mange kilometer inden vi begyndte at spotte de første 60. kilometer løbere foran os. Varmen havde efterhånden sat sine spor hos os alle, men særlig Thomas var lidt mere ramt end os andre – han var også den eneste af os, der løb med vest på ryggen. Han og Svend blev enige om at sænke pace, jeg fulgte trop, men kunne godt mærke at rytmen og mit flow ikke var til at løbe 5.40, så efter en halv kilometers penge satte jeg tempo op omkring 5.15-5.20 igen.

Den første marathon havde været ren hygge i godt selskab, og jeg ville faktisk rigtigt gerne have forsat sammen med de to fantastiske mennesker, som jeg havde brugt formiddagen med, men der kommer et tidspunkt i ethvert løb, hvor man skal gøre op, om man løber sit eget løb eller andres løb. Det her var tiden til at løbe mit eget løb – på godt og ondt.

Igennem de næste kilometer løb jeg mig langsomt, men sikkert op igennem hvad der viste sig at være 60 kilometer løbernes hovedfelt. Det var meget hyggeligt at snakke lidt undervejs med de friske løbere, som jeg passerede undervejs. Jeg var efterhånden ved at glæde mig ret meget depotet på 50. kilometer og min dropbag. I hovedet gik jeg igennem hvad jeg skulle have med, sådan at depotet kunne klares mest muligt effektivt. Jeg ville af med min singlet og – for en gangs skyld – løbe i bar overkrop, så den smule luft jeg løb op, kunne køle overkroppen bedre. Også selvom jeg godt viste, at det ville koste en solskoldning, da de næste 50 kilometer stort set ville være med solen i ryggen hele vejen. Mit bælte skulle have et par gels og en pakke chews – og så skulle jakken i bæltet smides. Aldrig har det være mere tåbeligt at medbringe en jakke, men i ugerne op til, havde der være skybrud flere gange i Aalborg, så min logik sagde mig, at den kunne være rar at have med. Til gengæld ville jeg have en tynd singlet med, om ikke andet så kunne den gøres våd og tages på.

Da jeg kom ind i depotet afleverede jeg min flaske og gik ind i skyggen i den lukkede trailer. Tog en slurk af den medbragte Cult, som jeg havde været forudseende at smide i og fandt de ting, som jeg skulle bruge. Jeg havde lovet Thomas, at han måtte få den ekstra softflask, som jeg havde liggende, hvis han ville smide sin vest, så jeg tog den med tilbage til depotet. Nok havde jeg løbet hurtigere end dem, men ikke mere end de stod ved depotet, da jeg var retur fra traileren. Thomas takkede nej til flasken. Jeg belsluttede mig for, at tage den med i stedet for at smide den retur i min dropbag – en beslutning jeg senere på dagen skulle blive rigtig glad for!

På vej ud af depotet snuppede jeg et par salami sandwiches fra bordet og løb af sted imod Hvide Sande. Der var efterhånden længere imellem de 60. kilometer løbere, som jeg passerede, men det var ok. Jeg var ikke helt så meget i humør til at snakke, som jeg havde været tidligere på dagen, ikke at jeg egentligt var presset – faktisk løb jeg omkring pace 5.05. Løbet var kommet til det punkt, hvor jeg begynder at gå ind i mig selv. Der hvor jeg er meget fokuseret på at lytte og tolke på kroppens signaler. Er der nogle gule lamper, der begynder at lyse? Og hvad kan jeg gøre for at få dem slukket? Klokken havde passeret 13.00 og solen bankede nådesløst ned på det åbne landskab, klitterne kastede varmen tilbage, og der var stadig ikke en vind der rørte sig. Jeg var fuld ud bevist om, at varmen ville ende med at knække mig, hvis ikke jeg sørgede for at håndtere det.

I min optakt havde jeg begået 2 rookie mistakes, og det var ca. her omkring, at den første ramte mig. Jeg havde ikke noteret mig godt nok, hvor de enkelte depoter lå, kun at de sådan ca. lå med 6-7 km imellem. Det betød, at jeg løb uden den store fornemmelse for, hvor langt der var til næste depot – og det gjorde det meget sværere at rationere det vand, jeg havde med. Det var ikke længere et spørgsmål om at have flasken tømt, når jeg nåede til næste depot – nu gjaldt det om at få den til at strække sig til næste depot. Depotet i Bjerregård var meget kærkommet, jeg havde løbet næsten 9 kilometer siden Nymindegab, og flaskerne var for længst tomme. Denne gang fik jeg begge flasker fyldt op og snuppede noget frugt inden jeg løb videre.

Med 15 kilometer til Hvide Sande var det for tidligt, at begynde at fokusere på det som pejlemærke – alligevel var det det, jeg gjorde. Tempoet lå stadig meget stabilt omkring 5.05-5.10. Selvom mit bælte fungerede super til en flaske, så var det lige rigeligt at have to liggende i det. Derfor drak jeg også relativt hurtigt det meste i den ene flaske – jeg følte mig faktisk lidt i underskud, uden at det overhovedet var kritisk, men der var jo mange timer i solen endnu.

Efter bare 5 kilometer kom det næste depot – og det var et af dem, som flere deltagere uden tvivl havde set frem til; hotdog depotet. Hotdogs var meget langt nede på listen over ting, som jeg havde lyst til i dag, så det blev endnu en gang lidt slik og peanuts – og naturligvis fyldte vandflasker.

Mine forældre har haft sommerhus lidt nord for Hvide Sande, og jeg kender derfor området lidt. Måske er det fordi, det er et barns hukommelse, måske fordi strækningen blev kørt i bil, men jeg husker bestemt strækningen fra Nymindegab til Hvide Sande, som værende kortere end den føltes i dag. Men der er ingen vej udenom; 25 kilometer er 25 kilometer. Jeg var efterhånden ved at være ret klar på depotet ved 75 kilometer og min dropbag – ikke at der egentligt var noget særligt i den. Men den symboliserede på en måde, at jeg snart var færdig – ja ja altså der var jo selvfølgelig lige 25 kilometer igen, men det er jo en distance jeg har løbet så mange gange før.

Mit ur fortalte mig, at jeg indtil nu havde løbet med et snitpace på 5.18 over 68 kilometer, det tegnede jo godt for mit mål under 9½ time. En helt igennem vandvittig tanke, om en tid under 9 timer begyndte at rumstere i hovedet – kunne det lade sig gøre? Ah ro på Morten, lidt over 30 kilometer i den her varme kan hurtigt sætte en stopper for det, så slap nu af og løb fornuftigt.

Depotet efter 70 kilometer var ikke stillet an, da jeg kom, men jeg var heller ikke så krævende, så længe der var vand. Fik fyldt flaskerne og bad om at få et æble med i hånden, de næste par hundrede meter gik jeg, imens jeg spise det. Undervejs havde jeg taget Iso gels og chews efter behov, men jeg ved også, at jeg skal være opmærksom på mit sukkerindtag, når der er så varmt, som det var tilfældet.

Da jeg kom ud af sommerhusområdet kaldte naturen og for første gang i løbet af de sidste 60 kilometer, måtte jeg stoppe op for at tisse. Jeg har ikke styr på, hvor meget væske jeg havde indtaget indtil da, men lad os regne med en halv liter imellem hvert depot, så har det været ca. 5 liter i løbet af de 6½ time, der var gået indtil nu.

Hvide Sande camping markerede at depotet var tæt på. Det var ved at være tiltrængt – igen! Hmm det er sgu ikke helt godt, det her Morten. Du har kun løbet 5-6 kilometer, men det føles lige nu som 10-15 km. Da jeg løb ind i byen begyndte jeg i mit hoved at gå igennem, hvad jeg skulle i depotet. I min dropbag lå der salt-tabletter, folk kan mene om dem, hvad de vil, men jeg har en god effekt af at tage dem, når der er meget varmt. Dem skulle jeg huske lige at snuppe et par stykker af, bæltet skulle også fyldes op med chews og gels, så der var til resten af turen. Og bananen! Jeg havde lagt en banan i tasken fra morgenen, den så jeg virkelig frem til lige her.

I depotet blev jeg for en stund overvældet af træthed, måske fordi det havde været et fokuspunkt igennem de sidste par timer. Jeg viste godt det var dumt, men jeg trængte simpelthen lige til at sidde ned, bare lige 15 sekunder af benene, imens jeg fandt det, jeg skulle bruge i tasken. Jeg fik mine flasker fyldt, tog et par slurke af min drikkedunk med Cult, og hilste på Ole, der løb 60 km i dag. Jeg viste godt, at det var slut med at løbe kontinuerligt herfra. Vi snakkede kort, han virkede også ramt af varmen. Vi lavede en halv aftale om at følges ad, og han forlod depotet og luntede i forvejen. Med bananen i hånden fulgte jeg trop kort efter. Besøget i depotet havde taget små tre minutter.

Selvom det var et kort stop – og endnu kortere tid siddende – var jeg mentalt lidt mere klar igen. Jeg gik det første stykke efter depotet, imens jeg spiste min banan. Jeg skulle bruge en ny plan, der kunne få mig igennem de sidste 25 kilometer uden at knække. 5 minutters løb og så 1 minuts gang, det virkede som et godt kompromis. Med det pace jeg kunne løbe ville jeg tilbagelægge en god kilometer på 6 minutter, det ville alt taget i betragtning være et helt igennem godkendt pace på de sidste 25 kilometer.

Efter ca. halvanden kilometer havde jeg indhentet Ole, jeg hilste på ham og sagde, at planen herfra var skiftevis at løbe og gå. Det passede ikke umiddelbart ind i hans planer, og jeg fortsatte alene videre med min cykelguide foran mig. Da jeg kom til Nr. Lyngvig campingplads, havde jeg nogenlunde holdt planen med at løbe 5 minutter og gå 1 minut de sidste 5 kilometer, men det begyndte at knibe med at holde mig i løb – og flaskerne var tomme for vand.

Ifølge rutekortet skulle der være et depot ca. 4 km efter Hvide Sande, hvor marathon løberne, der ville starte senere på dagen, skulle vende. Jeg har absolut ingen erindring om et depot der, og jeg mener trods alt ikke, at jeg har været så langt ude, at jeg har fået blackout. Jeg har efterfølgende nærstuderet min tracking, og der er intet, der antyder, at jeg har været stoppet, hvor depotet skulle have været. Det skulle blive step et af en tre-trinsraket, der næsten knækkede mig med under 20 kilometer igen.

Lyngvig fyr var nu kun et par kilometer væk, her ville der – fortalte min cykelguide mig – være depot. Det var meget tiltrængt, og gav mig et moralsk boost til at komme i løb igen. Da jeg drejede rundt om den sidste klit, kunne jeg se min far stå ved den velkendte parkeringsplads ved fyret. Det var her mine forældres sommerhus lå, og jeg huskede tilbage på alle de gange, hvor vi har travet stranden tynd og sluttet af ved ishuset. Jeg tænkte på alle de gange, jeg som barn har løbet op af trapperne i fyrtårnet, og glædede mig over, at jeg ikke skulle op af en masser trapper i dag.

Lige her ved fyret kom step to i føromtalte tre-trinsraket; depotet var ingen steder at se. Min cykleguide mente, at det måske var placeret helt nede ved fyret, og jeg løb derned. Bag mig kunne jeg høre min mor råbe, at de endnu ikke havde fået sat depotet op. Ganske rigtigt nede ved fyret var der heller ingen depot, jeg spurgte min cykelguide, om han ikke ville rende ind og fylde min ene flaske med vand på toilettet – og gik retur på ruten. Heldigvis havde mine forældre medbragt sodavand, som min cykelguide fik med til mig. Jeg var træt, udkørt – men mest af alt frustreret over det manglende depot.

Den næste kilometer gik jeg, imens jeg drak lidt vand, og en god del sodavand. Det var ikke lysten til sukkerholdig sodavand, jeg havde, men den halve liter vand i min flaske, var bare slet ikke nok til at dække mit behov på nuværende tidspunkt. Jeg havde været i gang i lidt over 7½ time, og solen stod efterhånden på sit højeste. Der var ingen vind, der var ingen skygge, der var bare den velkendte, vestjyske klithede.

Jeg forsøgte at få gang i benene, og komme i løb igen, men det gik ikke særlig længe af gangen, så måtte jeg ned og gå igen. Under de her lange løb har jeg et problem, som jeg virkelig skal have fundet en løsning på; selvom jeg er træt, så har jeg stadig svært ved at justere mit pace, så i stedet for at løbe pace 5.45 på nuværende tidspunkt, der ville have været passende, så løb jeg stadig pace 5.10-5.15 – og det var for hurtigt, til at jeg kunne holde mig i løb. Jeg løb et par hundrede meter, så gik jeg et par hundrede meter. Sådan gik de næste 4-5 kilometer, men der kom aldrig rigtig en ordentlig rytme i det, det var super frustrerende – et eller andet sted vidste jeg godt, at løbet var ved at være kørt.

Jeg nævnte jo tidligere, at jeg havde lavet 2 rookie mistakes i optakten til løbet. Det her var punktet, hvor den anden ramte mig i form af tredje og sidste del af min tre-trins kamikaze raket. Jeg følte, jeg kendte området ret godt, og ruten burde give sig selv; op til Søndervig og ud af landevejen retur til Ringkøbing og i mål. Easy peasy! Jeg havde dog på kortet bidt mærke i, at det var i det øverste, vestlige hjørne af fjorden, at vendepunktet for halvmarathon ville være. I mit hoved betød det, at der ved depotet i Søndervig ville være godt og vel 10 kilometer igen.

Sjældent har jeg følt mig så modløs, som da jeg – efter at have løbet 88-89 kilometer – så et skilt med teksten “4,8 km til Søndervig”. Som med et trylleslag var den sidste smule energi væk. Jeg havde næsten 15 kilometer igen, på nuværende tidspunkt kunne det lige så vel have været 50 kilometer. Lige dér knækkede min selvtillid og tro på, at jeg rent faktisk ville kunne holde min føring hjem. Jeg kunne ikke overskue at løbe mere, det var slut. Hvor surt det end var, så måtte jeg simpelthen bare gå de sidste 15 kilometer hjem. Vandflasken var for længst tom – og der ville være næsten 5 kilometer til Søndervig og det næste depot.

Ved et sving på ruten sad en familie og hyggede i det gode vejr. På jorden stod 9 halv liters flasker vand, som de tilbød mig en af. Det faldt på et tørt sted – bogstaveligt talt – og jeg var og er umådelig taknemmelig for deres venlighed. De fortalte, at de ventede på deres søn, der også deltog. Jeg takkede mange gange og fortsatte videre i rask gang. Selvom jeg bevægede mig fremad i et pænt tempo omkring 9 min/km, kunne jeg jo hurtigt regne ud, at jeg ville tabe 3½-4 minutter per kilometer, og så vidt jeg viste, så var Jonathan ca. et kvarter efter mig.

“Jeg kommer nu, jeg kommer nu” lød det bag mig. Det var Ole, der langsomt men sikkert havde indhentet mig. Han forsøgte virkelig at løfte humøret hos mig, og få mig i gang med at løbe igen, men lige lidt hjalp det. “Alt løb er bedre end gang” kom det fra ham i et sidste forsøg, inden han fortsatte, jeg smilte og gav ham ret, men der var ikke mere tilbage at give af. Jeg var mentalt knækket.

Ruten gik ud til vejen, og jeg forberedte mig på at skulle gå langs den til Søndervig – ikke ligefrem top motiverende. Der ville stadig være 2-3 kilometer til depotet, og den halve liter vand, jeg havde fået, var for længst væk. 300 meter længere henne på modsat side af vejen så jeg noget, der ligenede et depot. Var det et ekstra et, der var sat ind pga. varmen? Det var et depot. Da jeg ankom, var Ole løbet videre. De søde hjælpere fyldte min flaske og kom med opmuntrende ord. Jeg svarede, at jeg ikke kunne løbe mere. “Nej der er kun 10 km hjem, bare lige det sidste”. slukøret sagde jeg, at jeg desværre mente, at jeg havde et godt stykke mere end 10 km hjem, men at jeg da ikke havde tænkt mig at udgå nu. Et lille lys af håb blev tændt i mig. Var det her vendepunktet for halvmarathon? Var der virkelig kun 10 kilometer igen?

Dét var vendepunktet – i mere end én forstand. Her skulle halvmarathon løberne senere på dagen vende næsen retur imod Ringkøbing – og her vendte mit humør. Jeg tog en banan på depotet og gik af sted, fast besluttet på at give det en chance mere med at løbe. Efter en lille halv kilometer løb jeg igen for første gang i mere end 30 minutter! Og hvad var vigtigere endnu; jeg kunne holde mit pace på 5.35-5.45, så jeg kunne blive ved uden at måtte gå efter bare få hundrede meter. Jeg besluttede mig for, at løbe 12 minutter og så give mig selv en lille gå-pause. Jeg havde indhentet og overhalet Ole igen, og inden jeg så mig om, var jeg ved ‘Surfspot’ depotet ved 94. kilometer.

Med fornyet motivation fokuserede jeg på at være så effektiv så muligt i depotet, jeg fik fyldt min vandflaske og greb lidt slik, og så var det videre. Berit, der stod i depotet – som jeg ellers havde lovet et svedigt kram – må have det til gode til en anden god gang, nu gjaldt det bare om at komme i mål. Jeg havde undervejs fået en opdatering fra min søster om, at jeg var ca. 10 minutter foran Jonathan ved vendepunktet. Nu var det på tide at ‘harden the fuck up’ og give det sidste. 300 meter efter depotet var jeg i løb igen. Én kilometer i løb, så gå 2-300 meter og så i løb igen.

Friske marathon løbere kom imod mig, og gav opmuntrende tilråb som de passerede – jeg kvitterede med den smule energi, jeg kunne mønstre. Stien blev til villavej og indikerede, at byskiltet var lige om hjørnet – og dermed kunne der ikke være langt igen. Jeg kiggede tilbage på ruten i et forsøg på at se, om Jonathan var i hælene på mig. Jeg kunne ikke umiddelbart se nogen andre end en enkelt løber, jeg genkendte som Ole.

Det sidste stykke gik ikke hurtigt – jeg ville rigtigt gerne have løbet det sidste stykke i byen. Der var bare ikke energi til det, men med udsigten til byen atletikstation, hvor vi startede i morges, gav jeg det absolut sidste, jeg havde for trods alt at slutte i løb. Det var den længste og samtidig den korteste 500 meter, jeg har løbet. Det var bare lige derhenne, så var det slut. Jeg ville løbe over målstregen til Ringkøbing Fjord 100 km – som første løber! Hvor vildt er det ikke lige!

Der gik ikke mange minutter inden Ole kunne krydse målstregen som 2. hurtigste løber på 60 km distancen. Kort efter fulgte Jonathan trop, han lignede ikke en, der var nær så presset som jeg – og skal jeg være ærlig, så tror jeg helt bestemt, at han ville have indhentet mig, hvis ruten havde været bare 5 kilometer længere. En halv times tid efter jeg kom i mål, krydsede en meget træt og udkørt Thomas målstregen, som 3. hurtigste mand – men ikke uden at være blevet overhalet af en formidabelt stærkt løbende Katja Bjerre, der weekenden før havde løbet og vundet DM i 100 km løb!

Ringkøbing Fjord Rundt var en fantastisk oplevelse og udfordring, som jeg sent vil glemme. Hvor frustreret jeg end var over manglende depoter undervejs, så har jeg fuldt forståelse for, at der sker fejl – og i år var der bare ekstraordinært varmt på dagen. Det gav nogle ekstra udfordringer på logistikken, og det ramte så i denne omgang de forreste løbere – men et eller andet sted, så hellere det, end at de bagerste, der kæmpede i op til 16 timer ude på ruten, kom til tomme depoter.

Jeg tager en masse erfaring med mig fra et lækkert løb med den mest fantastiske stemning, sødeste hjælpere og toplækker rute. Selvom jeg ikke kom under de 9½ time, som jeg i hemmelighed havde ønsket – omend mit ur faktisk siger 100 km i tiden 9.28 da jeg har tracket 102 kilometer – så er det en præstation, som jeg er mega stolt af. Det har også givet mig blod på tanden for at jagte en tid på under 9 timer. Jeg tror på det – og en dag så skal det nok lykkedes!

Og nej kære Peter – denne gang vurderer jeg ikke, at jeg lagde for hårdt ud. Det var slet og ret en kombination af varmen, manglende depoter og et par rookie mistakes omkring forberedelserne mht. ruten, der var udslagsgivende. Så måske din krystalkugle skal pudses lidt 🙂