Menu

long distance

AMCH0001-resized

Amsterdam marathon 2018 – en hård dag i løbeskoene

Whatever it takes. ‘Cause I love the adrenaline in my veins. I do whatever it takes. ‘Cause I love how it feels when I break the chains. Omkvædet fra “Whatever it takes” kører på repeat i hovedet, da jeg står op. Klokken er 6.00 og der er 3½ time til start. Kroppen kører nærmest på autopilot, men hovedet er fyldt af en masse tanker. Jeg er ét stort miks af følelser; på den ene side er det en lettelse, at det endelig er blevet ‘race day’, på den anden side er det helt vildt angstprovokerende. Nu gælder det sgu – uanset om jeg er klar eller ej så skal jeg løbe marathon på under tre timer om ganske få timer. Det siger jeg til mig selv, udtryk som “forsøge” eller “prøve” eksisterer ikke i dag. Der er ikke noget, der hedder “at håbe på” eller “at drømme om” – nej jeg skal, jeg kan og jeg gør!

Mere

PRS

Så skete det, jeg er blevet ramt af PRS!

“Prærace syndrom (PRS) er en række symptomer, der optræder i perioden op til et længe ventet løb. Symptomerne kan være af både psykisk og fysisk karakter. I de sværeste tilfælde påvirkes de daglige aktiviteter.” Sådan kunne netdoktor.dk have beskrevet den følelse, som jeg går rundt med i disse dage. Lige om hjørnet venter en helt vanvittig udfordring, og jeg føler mig helt klar til at tage den op – og alligevel overhovedet ikke! For hvornår er man klar til at stille til start til et løb uden en målstreg eller en tidsgrænse? Et løb med så godt som 100% sandsynlighed for at få det tvivlsomme prædikat “DNF” (Did Not Finish) klistret på sig for første gang? Jeg ved det ikke, men uanset om jeg er klar eller ej, så er det i aften kl. 22.00, det går løs. Om jeg glæder mig? Ja det kan du bande på!Mere

List2

10 marathon råd fra en debutant

“Danmark er verdens største maratonnation” – sådan skrev Politikken tilbage i 2013. Om det stadig er sandt skal jeg lade være usagt, men én ting er sikkert; vi er blevet mange flere, der kan kalde os marathon-finishers siden da. Hvor den legendariske distance på 42,195 kilometer for 10-15 år siden overvejende blev løbet af elite og sub-elite løbere, så er det i dag en distance, som bliver gennemført af motionsløbere i alle aldre og med vidt forskellig træningsmæssig baggrund. Ja man fristes næsten til at sige, at det er blevet mainstream at gennemføre et marathon. Og når man ser på, at der er mange ‘helt almindelige’ familiefædre og -mødre med en travl hverdag, der i løbet af et år gennemfører 5-10 stykker – ja så er der måske noget om det. Jeg er ikke en af dem, jeg er faktisk ganske uerfaren indenfor marathonløb – men det skal da ikke afholde mig fra at dele ud af de erfaringer, som jeg har gjort mig. Erfaringer fra en marathon debutant.

Mere

24TimerVedHavetSinglet

Hvad har 206 æg, Seattle og Warszawa til fælles?

Lige knap 206 æg! Det er hvad jeg ifølge Dirch Passer kan nå at servere på 12 timer. På 12 timer kunne jeg også nå at flyve til Seattle, eller køre til Warszawa i Polen – men nej jeg er jo en løbetosse, så de 12 timer skal naturligvis bruges i løbesko. “Men Morten – hvor har du tænkt dig at løbe hen på de 12 timer?” Ingen steder egentligt jeg har tænkt mig at løbe rundt og rundt – og rundt. Og når jeg bliver træt at det, så tvinge mig selv til at forsætte de resterende 11½ time. I morgen kl. 12. lyder starten til mit første 12 timers løb – og jeg er lige nu ét stort miks af følelser omkring det. Jeg glæder mig super meget, jeg er helt vildt spændt, jeg er nervøs for hvad kroppen siger til det, og jeg frygter lidt hvordan hovedet reagerer. Kort sagt; alt er lige præcis som det skal være dagen før et ‘stort’ løb!Mere

sko

Paris tur/retur i løbesko!

2400 kilometer – eller hvad der svarer til at køre fra København til Paris og tilbage igen – har jeg tilbagelagt i løbesko i 2017. Når jeg tænker på det på den måde, så virker det jo helt fjollet at løbe så langt. Nej så lyder det straks meget bedre, at sige 200 kilometer om måneden – det er jo kun fra Aalborg til Fredericia. 2017 har budt på mange gode løbeoplevelser, den bedste uden tvivl da jeg løb mit andet marathon i København, men året har også budt på skader og frustrationer over manglende motivation. Traditionen tro er det blevet tid til et kig tilbage på året, der er gået – og et kig på hvad 2018 kommer til at byde på!

Mere

newyear

Tyvetyve – here’s to you!

Nogle vil nok sige, at der ikke har været meget at skåle for i 2020 – og ja det er da i den grad blevet et noget andet år, end de fleste af os havde forestillet os. Men når jeg sidder her foran brændeovnen og reflekterer over året, så er der blandt corona-trætheden og frustrationen over aflysningerne faktisk en masse at skåle for. Året startede jo rigtigt godt med en plan for #ProjectUltra20, der involverede 3 fede ultraløb og det ikoniske Boston Marathon. Inden hverdagen eksploderede i pressemøder, forsamlingsforbud, smittetryk og mundbind nåede jeg endda at løbe Thy Trail Marathon – der helt i 2020-ånden, var den barskeste version til dato. Men så skal jeg da love for, at planen blev derailed for fuld skrue – og ganske ligesom det kan gå under et løb, så er det med at omstille sig og ligge en ny plan, så det gjorde jeg…Mere

collage

#ProjectUltra20 – når en løbetosse får gode ideer…

2019 har på mange måder været et år, hvor jeg har skulle finde mig selv lidt igen. Jeg har længe sagt, at den – for mig – hurtige marathon blev lagt på hylden den dag i Amsterdam sidste år. Det er også mange gange kommet fra min mund, at nu vil jeg til at løbe noget mere ultraløb. I skrivende stund har jeg løbet 9 ultraløb på lidt over 2 år – med udsigt til yderligere 2 inden året er omme. Til sammenligning har jeg løbet 7 marathons på 3,5 år. Så Morten hvad er det egentligt, du mener, når du siger du vil til at løbe noget mere ultraløb? Jah jeg kalder det #ProjectUltra20 – og det ér måske ikke den bedste ide, jeg har fået. Men det er muligvis heller ikke den dårligste!

Mere

Start

Big Dog’s Backyard Ultra Satellite Races

Løbeåret 2020 er indtil videre blevet noget kun anderledes, end da jeg tilbage i slutningen af 2019 lagde planer for, hvad jeg skulle løbe i år. Jeg havde tre store ultraløb planlagt i år; Great Dane Backyard Ultra i maj, Everesting i Juni, og Mors 100 Miles i september. Great Dane blev flyttet til efter Everesting, der trods alt kunne afholdes på den planlagte dato, og jeg måtte melde afbud til Mors 100 miles pga. flytningen af Boston Marathon – der så efterfølgende blev aflyst. Men fra asken af aflyste, flyttede og ‘amputerede’ løb opstod en helt unik mulighed; nemlig at deltage i ‘Big Dog’s Backyard Ultra Satellite Races’. Intet mindre end verdensmesterskabet i Backyard Ultra. Nå ja det er selvfølgelig ikke et officielt mesterskab, det er bestemt ikke sanktioneret under IAAF, og det afvikles som satellit-løb verden over simultant – men titlen som verdensmesterskab lyder da meget godt alligevel ikke 😉Mere

20170624_161538

Coast 2 Coast – 50 km i ly af natten

Alt imens det meste af Danmark tændte bålet, lavede snobrød og sang med på ‘Midsommervisen’ gjorde små 4000 løbere, cykelryttere, rulleskøjte- og rulleski-løbere sig klar til en oplevelse ud over det sædvanelige. For langt hovedparten af deltagerne til årets Coast 2 Coast er det næppe en fast ugentlig aktivitet at løbe, cykle og ‘rulle’ fra den jyske vestkyst til Palmestranden på østkysten. Men lige nøjagtigt denne nat var det, hvad vi gjorde – og det var en oplevelse, der tog os igennem en stor del af følelsesregistret. Coast 2 Coast 2017 ‘is a wrap’ og mit første ultraløb er i bogen – og på et tidspunkt fortager trætheden i kroppen sig vel og de ømme fødder føles igen normale?!

Mere

startnummer

Tag 100 km fjord, tilsæt ultraløbere og bag i direkte sollys ved knap 30 grader!

For knap 3 ugers tid siden løb jeg mit første 100 km løb. Men Morten du har da løbet 100 km før? Jah jeg nåede lige nøjagtigt over 100 km til 24 Timer Ved Havet i 2018, men det var jo et time-løb – ikke et 100 km løb. Og der er altså forskel, særligt når det her 100 km løb var Ringkøbing Fjord Rundt. Ingen runder, ikke noget med til enhver tid at have et depot indenfor maks 1 kilometer som ved 24 Timer Ved Havet. Til gengæld var der noget af den flotteste natur, som Danmark kan byde på – og lige denne dag var den ikke så barsk og vindomblæst, som den jyske vestkyst kan være.

Min gode løbemakker Peter påtog sig – fandt jeg efterfølgende ud af – rollen som middelmådig spåkone, og kom med følgende forudsigelse forud for løbet:
“Op til løbet har der været så meget snak om det forventede pace og planen for dagen. I de første par timer vil happy go Lucky Morten løbe for hurtigt, men vælge at ignorere det, omkring halvvejs kommer han til at nævne, at han løber for hurtigt ifølge planen. Et par timer efter bider det ham i røven, og han er max presset. Til slut konkluderer han, at det var hårdt, og at han lagde for hårdt ud.“.

Det er bestemt ikke taget ud af den blå luft. Faktisk må jeg – modvilligt – give Peter kredit for en opsummering, der nogenlunde rammer indenfor skiven, men der er nu lidt mere til historien end det, så her er en løbsberetning fra årets 5. ultraløb 🙂

Mere

Load More