Når kroppen begynder at hviske…
…så gælder det om at høre efter, ellers begynder den at råbe! Hvor jeg første gang hørte den sætning, kan jeg ikke huske, men der er noget om snakken. Det her er et indlæg, som jeg egentligt helst ikke ville skrive, men jeg kommer ikke udenom det. Det er blevet tid til revurdere planen for efteråret – ikke mindst planen for CPH Half. Siden Coast 2 Coast har jeg kæmpet lidt med at motivere mig selv til at komme af sted og få løbet ugens fire pas. Ikke så meget at undskyldningerne har fået overtaget, men tilpas meget til at skoene ikke er blevet snøret samme glæde som tidligere. Der er jo ikke noget unormalt i at miste motivationen lidt en gang imellem – og slet ikke på bagkanten af en milepæl i form af et løb – alligevel kom det lidt bag på mig. Indtil nu har jeg kunne holde mig selv motiveret ved løbende at indstille sigtekornet på et nyt mål, og så ellers arbejde hen imod det. Denne gang er det dog anderledes – og efter at have gået og tumlet lidt med det, gik det en dag op for mig hvorfor. Årsagen har sådan set været lidt foran næsen på mig i en længere periode, jeg har bare – mere eller mindre bevist – valgt at ignorere den…
