Et hundrede og en komma otte to ni
Lørdag den 2. juni har det seneste halve år har været en dato, som jeg har glædet mig helt ubeskriveligt meget til – og på én og samme gang også har frygtet lidt. På årets anden sommer dag ifølge kalenderen – hvad end det så måtte betyde denne sommer – ville jeg stille til start til den største fysiske udfordring, jeg nogensinde har udsat mig selv for; at løbe så langt så muligt på 12 timer. I takt med at juni kom tættere på blev det mere og mere konkret, hvad det var, som jeg havde meldt mig til – og en snigende bekymring blandet med en stor del ‘forventningens glæde’ begyndte at brede sig i kroppen. Var jeg mon klar? Hvordan ville det være, at løbe på den kun 1,987 kilometer “lange” rundstrækning? Ville jeg kunne svinge mig selv mentalt op til at forsætte i alle 12 timer? Nu er det ovre, trætheden i benene er ved at være på retræte og tæerne er knap så ømme – det er blevet tid til løbsberetningen fra mit første 12 timers løb, hvor 24 Timer Ved Havet leverede fantastiske rammer for en super dag i løbesko.
