Telenor Copenhagen Marathon 2017 – måske det bedste løb nogensinde?

Da uret vibrerer kl 05.30 søndag morgen er jeg egentligt allerede klar til at stå op, ikke at jeg har ligget vågen hele natten af spænding, jeg har faktisk sovet rigtigt godt – måske takket være den Ale No. 16 jeg tillod mig selv aftenen før? Kravler forsigtigt ud af sengen i et forsøg på ikke at vække Dorte, jeg tror umiddelbart det lykkedes, men lejlighedens gulv, der knirker bare man kigger på det, gør det ikke ligefrem nemmere. Jeg tager mig god tid på badeværelset, der er næsten fire timer til starten går, og alt hvad jeg skal nå, er at spise morgenmad og komme i tøjet. Da jeg sidder og spiser min skyr med musli og sipper til vandet og juicen, reflekterer jeg over den forestående udfordring. Virker knæene ikke lidt ømme? Og hælene føles som om, jeg har løbet 10 km barfodet på asfalt. Nej stop nu Morten, der er to timer til starten går – du kan sgu da ikke ramme muren allerede inden løbet er startet!

Telenor Copenhagen Marathon 2017 har været et pejlemærke i mere end et halvt år, jeg har lagt planer for alt. Intet har været overladt til tilfældighederne – og alligevel fandt jeg mig selv stå på expo’en og være dybt frustreret over mig selv. Jeg havde været så skødesløs ikke på forkant at have købt de energiprodukter (IsoGel fra High5 og Chews fra 32Gi), som jeg har testet under træningen. Hvor dum har man lov at være? Det er da indbyde til en dårlig oplevelse ikke at have styr på det allerede ugen inden! Nå hvilke alternativer er der så? Den flinke dame fra High5 forsøgte at overbevise mig om, at deres normale gels næsten var ligesom deres IsoGels – det blev et venligt men bestemt nej tak herfra. Jeg kan simpelthen ikke med normale gels, og jeg aner ikke hvordan maven reagerer på dem. De eneste chews jeg kunne opdrive var fra GU, jeg kender ikke produktet særligt godt, men vurderede at det var det alternativ, som lå tættest på dem jeg kender fra 32Gi. Peter kunne heldigvis godt undvære en enkelt eller to IsoGels, så jeg i det mindste kunne starte, som jeg oprindeligt havde planlagt.

I teltet mødtes jeg med Peter og fik hyggesnakket lidt. Selvom jeg var super spændt og egentligt har været det i lang tid, så var der en anden ro i kroppen end sidste år. Det var som om, at der ikke var helt så meget på spil, hvilket nok ikke kunne være længere fra sandheden – for jeg har virkeligt sat mig op til at skulle løbe under 3.10! På trods af at jeg ikke længere er en ren debutant på marathon, og så var sidste år ikke ligefrem en opvisning i det perfekte løb, men det har nok alligevel taget toppen af nervøsiteten. Jeg havde besluttet mig for at tage en softbottle med for at slippe for det kaos, der har en tendens til at være ved de første depoter. Tanken var også, at det ville hjælpe mig til at bygge et godt væske fundament i starten af løbet. Inden jeg fik set mig om var der mindre end 10 minutter til start, og vi gik ud på startgaden. Det slog mig, hvor langt fremme i gaden 3.10 fartholderne lå, det gav lidt kuldegysninger at ligge så langt fremme i feltet. På en eller anden måde forpligter det – måske ikke overfor andre, men i hvert fald overfor en selv. Ja jeg stod faktisk og blev en lille smule rørstrømsk – det lyder fjollet, men det her var kulminationen på mange ugers fokuseret træning og har været genstand for mange overvejelser de seneste par uger. Starten gik og lettere skuffet måtte jeg konstatere, at det ikke var til Metallica’s Fuel vi blev sendte af sted, men i stedet (blev jeg fortalt efterfølgende) til et af deres nyere numre. Skidt pyt der gik ikke mange minutter, inden vi havde startlinjen så langt bag os, at vi ikke kunne høre andet end lyden af hundredvis af sko, der ramte jorden i et forsøg på finde deres egen rytme.

De første par kilometer løb vi som sild i en tønde, det var umuligt at løbe sit eget tempo og man måtte konstante være opmærksom på ikke at løbe op i dem foran – og for den sags skyld ikke at løbe ind foran andre bagfra. Det gjorde naturligvis ikke situationen bedre, at jeg havde lagt mig 2-3 meter bag 3.10 fartholderne i stedet for at løbe foran dem, hvor der var bedre plads. Da vi kom ud på Nørre Voldgade, der er rimelig bred, blev der lidt mere plads, og jeg kunne begynde at finde min egen rytme. I år valgte jeg at bruge mit ur mere vejledende, end det normalt er tilfældet, når jeg løber efter målsætninger. Der var et tempo felt, men de to vigtigste felter var aktuel omgangstid og sidste omgangstid. Planen var at markere for hver femte kilometer og forsøge at ramme splittiden. Når målet er at løbe 4.30/km er det dejligt nemt at regne med; 22.30 på fem km og 18 rent på fire. Inden længe kom vi til første depot, hvor jeg nød godt af at kunne holde til venstre og løb forbi det. Efter de første fem kilometer sagde splittiden 22.18 – rimeligt fint alt taget i betragtning, jeg havde fundet et god rytme, som føltes helt perfekt. 3.10 fartholderne lå lidt bag mig, og ja jeg ved godt, at jeg tidligere har sagt, at jeg skulle holde mig til dem, men rytmen og tempoet passede bare ikke lige på dagen! Telenor’s store Power Zone kunne efterhånden anes, her ville mit personlige heppekort i form at forældre, søster, svoger, nevø og niece stå og heppe, det var en dejlig tanke. Smilet var stort, da jeg fik øje på dem, og vinkede glad tilbage til dem. Herfra gik det ind i Fælledparken, hvor jeg fik en dejlig overraskelse, da en af mine surfbuddys pludselig stod og gav high-five. Jeg genkendte ham med det samme, men det var som om, min hjerne ikke kunne få brikkerne til at passe, og jeg var faktisk forbi ham, inden det rigtigt gik op for mig, at det var Dion.

Jeg havde besluttet mig for at sætte mit nummer på brystet i stedet for at bruge det nummerbælte, som jeg ellers normalt bruger. Det endte jeg med at fortryde, da jeg fik ramt det med min softbottle og den første sikkerhedsnål røg af. Men skidt pyt, der var jo tre tilbage og jeg måtte vel kunne styre mine arme udenom den fremover? Niks efter ca. 9,5 kilometer gjorde jeg det igen, og måtte flytte rundt på de to sidste sikkerhedsnåle, så det sad bare nogenlunde. Ved 10 kilometer mærket markerede jeg endnu en gang en omgang og kunne se, at jeg til trods for bøvlet med mit nummer havde løbet lidt hurtigere end de første 5 kilometer med et split på 22.09. Det var lige til den hurtige side, så jeg bestemte mig for at fokusere lidt mere på at holde tempoet ved at holde øje ved hver kilometer fremover.

Pga. bøvlet med mit nummer valgte jeg at smide min flaske ved depotet ved 9,8 kilometer, jeg kunne ikke lige overskue at løbe med den i hånden og samtidig sætte nummeret fast igen. Det fortrød jeg efterfølgende ved næste depot, hvor jeg fremviste et show i hvordan man ikke drikker effektivt, imens man løber. Jeg besluttede mig for, at jeg fremover ville tage et helt glas gående og et andet i hånden imens jeg så småt kom op i fart igen. Både for ikke at bryde rytmen alt for meget og for ikke at tabe for meget tid, men også for at dele det lidt mere ud. Effekten af at dele det ud har nok overvejende været mentalt, men det skal man jo heller ikke underkende.

Fra 10. til 11 kilometer gik det op af Grønningen og videre ud af Esplanaden, over i Toldbodgade, Havnegade og så videre ud på Kalvebord Brygge. Kort sagt modsat retning af ruten fra sidste år (Og i øvrigt også CPH Half ruten). Det er nok det mest kedelige del af ruten, og den kan godt virke lidt ‘rå’, hvis der er noget vind – til gengæld havde vi jo fornøjelsen af at skulle op på Dybbølsbro ved Fisketorvet, og der var pænt med heppere. Men selvom der er dele af ruten, der kan være lidt kedeligt – eller måske specielt når det netop er det – så gælder det om at bruge dem, der står og hepper. Jeg har sagt til mig selv, at jeg allerede fra starten af løbet skulle sørge for at komme ind i en god rytme mentalt, en rytme hvor jeg viste overskud til at interagere med dem, der hepper. Den smule energi, det koster, får man igen mange gange, det er svært helt at sætte en finger på. Men det er skønt lige at smide et high-five, eller et kækt svar tilbage på en frisk kommentar. Det giver et boost til selvtilliden, at man lige har det overskud, og det kan være med til at flytte fokus, når det begynder at blive hård. På Dybbølsbro passerede vi 15 kilometer mærket og uret viste 22.21 – det havde givet pote at fokusere på tempoet ved hver kilometer. Jeg tilstår blankt, at jeg var nervøs for, hvad der ville ske omkring 35. kilometer – oplevelsen fra sidste år sad stadig i baghovedet. Derfor var jeg også rimelig fokuseret på, ikke at komme til at løbe for hurtigt i starten.

Med lidt over en tredjedel tilbagelagt kom vi ind på den nye del af ruten, der blandt andet i år inkluderede Istedgade, Sønder Boulevard, Vesterbrogade og naturligvis Frederiksberg Allé. Hele løbet indtil nu havde været stort set med de samme mennesker omkring mig, nogle gange lå jeg foran dem, andre gange lå de foran mig. Specielt en kvindelig løber havde jeg lagt mærke til, allerede da jeg stod i startgaden. Hun kan vel ikke have vejet meget mere end 45 kilo, hun løb i en rød singlet fra en atletikklub, og på alle måder udstrålede hun, at hun var seriøs omkring sit løb. Der var en lethed og elegance over hendes løb, som gav mig en fornemmelse af, at hun på et hvilket som helst øjeblik kunne løbe den hjem i 4.00/km. Omkring 18-19 kilometer spurgte hun ud i gruppen, hvor langt 3.10 farholderne var bag os. Jeg sagde, at de ifølge mit ur måtte være ca. ét minut bag os, og benyttede åbningen til at høre hvad hendes målsætning var. Hun skulle bare i mål inden fartholderne, det var et mål, som både jeg og den tredje løber i vores lille gruppe kunne tilslutte os. Hun gav udtryk for, at hun nok skulle have lidt hjælp omkring 25. kilometer, hvortil jeg svarede, at med det overskud hun viste, så var det nok nærmere mig, der skulle have hjælp af hende og ikke omvendt. Flere ord var der ikke brug for, derefter løb vi igen i tavshed i den lille gruppe.

Da jeg passerede mærket ved 19 kilometer markerede jeg endnu en omgang på uret, jeg registrerede det faktisk ikke, før jeg efterfølgende kunne se, at sidste splittid var 17.58. Ok den var altså rent på, ganske vist kun over fire kilometer og ikke fem, men helt spot on. Så var det op på Frederiksberg Allé, der på alle måder lignede en skygge af sig selv fra Copenhagen Half sidste år. Ud af de fire vejbaner blev ca. 1½ brugt, og selvom der var mange tilskuere, så kunne de ikke helt løfte stemningen op på niveauet fra sidste efterår – det var lidt en skam!

Halvmarathon markeringen blev passeret ca. ét minut før planen, og jeg følte mig flyvende. Mentalt var jeg på toppen, jeg havde overskud til at klappe tilbage til tilskuerne, stikke en high-five – endda ændre min linje for lige at komme helt ud til publikum og mærke suset. Det var bare fedt, og ja fødderne begyndte da at være ømme, men jeg skubbede tanken væk. Tænkte på noget andet, det var alt for tidligt at begynde at få negativt tanker. Hvad der var værre var, at maven begyndte at røre på sig. Åh nej det skulle lige passe, at de chews, som jeg ikke har testet, alligevel ville ødelægge min mave. Nej stop nu! Det er bare fordi, du er ude og arbejde Morten, og det er efterhånden nogle timer siden, du har spist andet end vingummi. Skub tanken væk, du kan alligevel ikke bruge den til noget eller gøre fra eller til. Så det gjorde jeg! Er par af vejviserne råbte, at det så godt ud, jeg kvitterede med et “I lige måde!” og løb videre fast fokuseret på at holde et positivt mindset. De sidste 10 kilometer havde været lidt hårde, ikke fordi jeg havde sat til på tiden, omvendt havde jeg heller ikke løbet meget hurtigere end det planlagte pace. Jeg kan ikke helt placere hvorfor, men det var måske stadig tanken om hvad der ville ske omkring 30. kilometer, der spøgte i kulissen.

Fra 25 til 30 kilometer fik den fuld gas på humøret, først igennem Mikkeller Power Zone og Team Guldbamsens heppekor – der var virkelig lagt op til fest. Så ned af Nørrebrogade imod Dronning Louises bro, der danner scene for NBRO Power Zone, hvor der altid bliver heppet for fulde gardiner. Det var en fest uden lige, armene over hovedet, high-fives, konfetti, der blev tanket så meget positiv energi her, at man skal opleve det for helt at forstå det. På vej ned til Nørreport station blev jeg et øjeblik hylet ud af den. Der var 50-100 meter op til dem, der lå foran mig, de blev vist til højre, og lige som jeg skulle til at følge efter, blev jeg bedt om at løbe lige ud. Det må have været tydeligt, at jeg var forvirret, for et par heppere var hurtige til at råbe til mig, at den var god nok. Så gik det op for mig, at det jo var en bilsluse, og efter 150 meter var jeg igen tilbage på ruten. Splittiden på uret ved 30 kilometermærket var nede på 21.50, 8 sekunder/km hurtigere end planen – men på den anden side, jeg havde det jo faktisk skide godt alt taget i betragtning. Der var ingen indikation af, at noget ikke var, som det skulle være i kroppen.

Næste fixpunkt var Telenors Power Zone, jeg viste, at familien ville vente deroppe og heppe på mig, når jeg for tredje gang løb igennem, og så var det deres plan at gå til målområdet, så vi kunne mødes efter løbet. Jeg fik dog en overraskelse, da de stod og heppede ved svinget ved Gothersgade og Østre Voldgade. Det gav lidt ekstra energi, og det gode tempo fra de foregående fem kilometer blev holdt ved lige. Jeg begyndte at fokusere mere på den næste kilometer, frem for at kigge fem kilometer frem. Det er nu det gælder, sagde jeg til mig selv. Det er først nu, at løbet rigtigt er gået i gang. De sidste to timer og et kvarter har bare været transport, det er nu du skal vise, at du kan holde distancen og løbe den hjem! Den ene kilometer efter den anden forsvandt under fødderne, der blev mere og mere ømme i takt med at løbet skred frem. Hver eneste gang tankerne begyndte at blive det mindste negative, fandt jeg en måde at flytte fokus. En tilskuer med et sjovt skilt, en high-five til et barn, når man er i slutningen af et marathon, så er det de små ting, der kan gøre en stor forskel – og de negative tanker, der kan ødelægge det fuldstændigt.

Jeg løb ind i Telenor Power Zone, hvor der (stadig) var en fantastisk fest og stemning, derefter rundt i Fælledparken for sidste gang. Der var mange tilskuere, der nød det skønne vejr i parken. Inden længe passerede jeg 34. kilometer, og tænkte ved mig selv, at nu er der kun 8 kilometer igen. Du har den sgu Morten! På vej igennem Telenor Power Zone fik jeg lige nøjagtigt hilst på Telenors administrerende direktør, Jesper Hansen, der naturligvis stod og heppede ivrigt. Pludseligt råbte Peter: “Det ser godt ud Morten”, han var på vej ind i power zonen, kort efter jeg var kommet ud af den. Fik vist kvitteret med et: “I lige måde!”. Jeg forsøgte at regne mig frem til, om han lå til at nå ind i 3.20, men droppede det igen. Det var den mentale kapacitet ikke helt til alligevel. Jeg passerede den 35. kilometer i splittiden 21.54. Jeg må tilstå, at jeg ikke husker at have taget specielt meget notits af splittiden, fokus lå på hver enkelt kilometer og at mærke nøje efter i kroppen, hvor meget jeg kunne presse den. Med 7 kilometer tilbage måtte det ikke gå galt, omvendt ville jeg også fortryde, hvis jeg kom i mål og ikke følte at jeg havde givet den alt.

Det vist åbenlyst, at det er hårdt at løbe marathon, og det påvirker kroppen og ens evne til at løbe mest optimalt. Omkring 36. kilometer blev det tydeligt for mig, da jeg rev den 3. sikkerhedsnål af mit startnummer. Flot din klaphat! Nå men der var ikke andet for, end at tage det af og løbe med det i hånden, som var det depeche. Det var faktisk et rigtigt dårligt tidspunkt, det var nu at jeg skulle gøre ekstra meget brug af tilskuerne. Når der står fremmede mennesker og opmuntrende råber dit navn (Fordi det står på startnummeret), så gør det noget ved en mentalt. Det giver energi, det er – som jeg har sagt før – de små ting der tæller. Noget andet der giver energi og en fed følelse er, når man kan begynde at fiske! Smide en krog i en løber oppe foran og lige så stille hale ham/hende ind, når man er oppe på siden, er det tid til at kaste en ny krog ud. Det er med til at holde fokus og giver selvtillid at opleve at have overskud til at overhale selv så sent i løbet. Omkring 38-39 kilometer begyndte det for alvor at blive hårdt – dermed ikke sagt at det ikke var hårdt indtil nu, men nu strammede det til. Omvendt var det ikke fordi, det var muren, der ramte mig. jeg kunne sagtens holde mit pace. Dronning Louises bro og NBROs fest blev mit næste fokuspunkt – et fokuspunkt jeg aldrig kom til, da ruten i år kun én gang gik over den!

40. kilometer mærket blev passeret i tiden 21.35, ikke at jeg egentligt lagde mærke til det. Det var bare tid til at komme i mål. Ved væskedepotet ved Det kongelige Bibliotek lige efter 40 kilometer mærket tillod jeg mig en lille pause, hvor jeg stod stille og drak et glas vand. Jeg tjekkede totaltiden på uret, og konstaterede – ja jeg sagde det vist endda højt – at jeg kunne løbe i 6.00/km og stadig holde den i mål under 3.10! Ikke mere pause, nu skal de sidste kilometer bare ædes. Nu var det bare benhård fokus på den næste kilometer, men det var som om, at 41 kilometer mærket aldrig dukkede op, og pludseligt løb jeg op af Langebro. Lyden af målet kom tættere på, og tankerne begyndte for alvor i hovedet på mig: “Lige om lidt drejer jeg ned og svinger under broen og op på opløbsstrækningen. Lige om lidt gennemfører jeg fandme Copenhagen Marathon under 3.10!”

Omkring 42. kilometer mærket stod familien og heppede af deres lungers fulde kraft, det var lige hvad der skulle til. Jeg havde i forvejen god fart på, men da jeg så dem, fik den en ekstra skalle, og de sidste 200 meter blev en regulær spurt, hvor jeg lå omkring 3.45/km. Ind over målstregen brølende af glæde (Ved 03.06.46 på live videoen kan man tydelig høre mig) med armene hævet over hovedet. Stoppede uret og kunne se, at det stod på 3.06.07 – shit mand har jeg virkeligt lige løbet marathon næsten 4 minutter hurtigere end min ellers ambitiøse målsætning? Ja jeg har så! Det føles uvirkeligt, jeg går ned og får min medalje, der står Dion og ønsker mig stort tillykke. Vi sludre lidt, jeg kan ikke rigtigt sætte ord på, hvordan det er. Det bliver til en begrænset beskrivelse mest bestående af ordene “fedt” og “fantastisk”. Jeg går videre ned til teltet for at mødes med Dorte, hun har troligt fulgt med via live tracking, og min søster har sendt løbende opdateringer ude fra ruten. Hun er forberedt på, at få en nærmest euforisk mand at se, jeg vil egentligt gerne fortælle om det hele. Men det bliver til nogle kortere historier, igen er ordforrådet overvejende bestående af ordene “fedt” og “fantastisk”. Skoene og strømperne ryger hurtig af, tæerne trænger til luft, det føles rart at gå rundt på det bløde græs med bare tæer. Det føles afslappende, det signalerer til resten af kroppen, at det er ovre – ikke mere løb i dag!

Som tiden går, kommer der flere og flere kendte ansigter ind i teltet, Peter ligger i græsset og ser godt brugt ud. Han kom ind i tiden 3.26.02 (men tror på det tidspunkt, den hedder 3.27-ish, han kiggede på uret over portalen, da han løb over stregen), han er sådan middelmådigt tilfreds. Han ville gerne under 3.20, men benene drillede ham på de sidste 10 kilometer – ikke desto mindre en super flot performance. Vi sammenligner noter fra ruten, og snakker om løst og fast. Der er arrangeret burger og fadøl i teltet, det er lige, hvad vi har brug for. Dorte, Peter og jeg hygger i solen med et par velfortjente fadøl og tjekker app’en for at se, hvordan det går med de andre, vi kender. Nogle er kommet i mål, andre er stadig ude på ruten – sådan skal det være, vi løber alle vores eget løb, vi har løbet den samme rute, men hver især oplevet det forskelligt, vores veje hertil, hvor vi er i dag, har været mange, men vi startede og sluttede alle ved den samme streg, vi er ens og alligevel vidt forskellige. Vi er marathonløbere!

Copenhagen Marathon 2017 står som det bedste løb, jeg nogensinde har løbet. Selve løbet, vejret afviklingen, depoterne, ruten osv. levede op til alle forventninger. Men det der får oplevelsen helt op og ringe var, at jeg ramte dagen! Den dag, man som løber går og håber på, man rammer. Der hvor man på magisk vis kan balancere lige på grænsen, men aldrig gå over den. Den dag ramte jeg den 21. Maj 2017 i Københavns gader, jeg er ikke i tvivl om, at jeg pressede den lige til grænsen – lige dertil hvor jeg kunne yde mit absolut optimale. Det sætter jo nogle tanker i gang; sub3 ligger jo lige om hjørnet, skal jeg gå efter det? Omvendt så er jeg bange for, at jeg måske aldrig på marathon distancen kommer til at opleve et løb, som det her igen? Det er også en fin måde at slutte sin (korte) marathon karriere. Jeg vil ikke sige definitivt, at jeg ikke kommer til at løbe flere marathons – jeg vil heller ikke sige, at jeg kommer til at gå efter en sub3 tid. tiden må vise, men én ting er definitivt, jeg er langt fra færdig med at løbe!