Tre forsøg, to DNF’er, én Golden Ticket
Tilbage i 2018 en mørk decemberdag dukkede der pludseligt et løb ved navn The Great Dane Backyard Ultra op i mit Facebook-feed. Det lød vildt, men også super spændende med et løb, der bliver ved og ved, indtil der kun er én deltager tilbage. Jeg var muligvis lidt letpåvirkelig efter en nylig skilsmisse, så jeg meldte mig til uden større overvejelser. Dengang anede jeg ikke, hvor meget det her ‘Backyard Ultra’ ville komme til at få af betydning.
Men wow – bare WOW! Her godt og vel 3½ år senere sidder jeg med en sund træthed i kroppen, og kan tænke tilbage på den vildeste weekend, hvor den danske rekord for Backyard Ultra blev slået.
Et nyt løbskoncept kommer til landet
Siden min deltagelse i det første Backyard Ultra i 2019 har jeg været hooked på konceptet. Det er bare en helt særlig måde at løbe på, som virkelig tiltaler mig. Jeg bliver ikke motiveret af at løbe hurtigt, jeg bliver motiveret af at udfordre mig selv. Og her er bare nogle perfekte rammer for at udfordre sig selv på en måde, som er helt unik.
I 2019 anede jeg ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg havde løbet 4 ultraløb forinden, hvoraf det længste var 101 km til et 12-timers løb i Sæby. Men allerede fra første omgang var jeg solgt og kunne mærke, at det ramte lige ind i alt det jeg elsker ved løb – og som jeg (åbenbart) har en eller anden grad af talent for. Derfor har The Great Dane Backyard Ultra også været mit primære mål i 2020 og igen her i 2021. Vinderen her får nemlig den eftertragtede ‘Golden Ticket’, der giver adgang til at deltage i Big Dog’s Backyard Ultra.
Min første deltagelse stoppede efter 21. omgange, hvor der var mange timer, hvor jeg var umådeligt presset pga. alt for dårlig energistrategi. Jeg manglede ganske enkelt rutine i den her type løb. Alligevel var jeg godt tilfreds, det var en pæn debut – og ikke mindst utroligt lærerigt. Sidste år kom jeg tilbage. Bedre forberedt og med langt mere rutine fra nogle ganske solide ultraløb i bagagen. Men en ekstrem varm dag – kombineret med en energistrategi, der stadig ikke var on point – fik effektivt sat en stopper for min deltagelse efter “bare” 14 omgange.
Koden knækkes
Det lidt nedslående resultat åbnede dog en ny mulighed, da jeg fik plads til Big Dog’s Backyard Ultra Satellite Races, der blev afholdt grundet covid-19. Her knækkede jeg koden til en energistrategi, der virker for mig – og erfarede hvor meget det betyder, at have hjælpere med der selv har prøvet at være presset ud fysisk og mentalt. Ruten var markant nemmere og med kun 1/3 af de højdemeter, der er på Great Dane ruten. Det gjorde, at jeg nåede 26 omgange, inden jeg måtte smide håndklædet i ringen på 27. omgang pga. mindre overbelastning i benet.
Det at være nået ud på den anden side af 24 timer – uden at have problemer med energiindtaget – gav et enormt selvtillidsboost og troen på, at 2021 ville blive året. Med et år, hvor det var småt med løb pga. covid-19, så lå det lige til højrebenet, at gå all in. Fuld fokus på træning målrettet at kunne være i gang i lang tid ved lav intensitet.
Race day
Endelige blev det fredag den 13. Lillejuleaften for ultraløbere, som en meget passende kaldte det. Starten skulle gå lørdag morgen kl. 07.00, og derfor kørte vi syd på fredag formiddag så vi havde god tid til at sætte campen op og nyde stemningen på pladsen. Jeg fik en del stikpiller over det store villatelt, vi havde med. Men altså! Jeg havde allerede meldt ud, at jeg kom for at vinde, så det ville blive en lang weekend. Og eftersom Julie ikke har kørekort, så kunne vi først køre nord på igen, når jeg var i forsvarlig stand til at føre en bil.
Teltet kom op ca. 30 cm fra startboksen, vi fik gået en tur på ruten, sludret lidt med nogle af de andre deltagere – og så ellers lavet mad på gasblusset, en Limfjordsporter og derefter på hovedet i seng. Det var en smule køligt, men ikke noget der ødelagde søvnen alt for meget. Omkring halv seks begyndte der at være liv og rumsteren i camp-området – ca. en halv time tidligere end jeg egentligt ville have stået op. Men skidt pyt så var der ekstra tid til at hyggesludre lidt inden start.
Da de 3 fløjt kunne høres for første gang stod der allerede en masse topfriske løbere i startboksen. Det var ren ultraløber reunion med massevis af kendte ansigter og højt humør da vi løb ud på ruten. Mange deltagere var gengangere fra tidligere år og blandt dem var der en overvægt, der løb meget konservativt.
Team Fejeblad opstår
Jeg fandt hurtigt sammen med 4 andre Great Dane ‘veteraner’, Jesper Leander, Henrik Offersen, Martin Clément og Peter Kjeldmann. Alle fire uhyre dygtige løbere med imponerende løbe-CV’er – men endnu vigtigere så er de bare ‘good people’! Der var så god stemning og vi hyggede os uden egentligt at skænke en tanke på, at vi var i gang med et ultraløb. Vi løb bare og sludrede. Henriks solo eventyr på 212 km fra Korsør til Helsingør, skulle naturligvis også lige vendes sammen med anekdoter fra de foregående år.
Årets rute var meget lig de to foregående år, og med en samlet kapacitet på et godt stykke over 200 omgange var vi på hjemmebane. Alle vidste hvilke mellemtider på udvalgte områder vi skulle ramme, så holdt planen. Allerede efter bare en håndfuld omgange kørte den på ren autopilot. Når vi passerede målstregen var det ofte som de sidste på omgangen, og udnævnte derfor os selv til ‘Team Fejeblad’.
Jeg kom ind med 6-8 minutters pause hver omgang. Det passede perfekt, der var tid til lige at rette på sko og strømper, få lidt mad, komme på toilet eller bare sidde lidt ned inden næste omgang startede. Det gav mig også tid til at sludre lidt med nogle af alle de løbere, som jeg ellers aldrig mødte ude på ruten, fordi de fra start løb et helt andet pace.
Tid til at indkalde forstærkning
Julie og jeg havde en aftale med min gode ven og løbemakker Peter om, at han ville dukke op i løbet af lørdagen og fungere som hjælper for os. Han stemplede ind først på eftermiddagen, og tog derefter fuld styring på depotet herfra. Det havde været ret nemt at styre depotet selv indtil nu, men det var alligevel en lettelse, da han kom ind og med en ophøjet jysk ro overtog.
Vejret var virkelig lækkert, ikke for varmt og heller ikke særligt blæsende. Temperaturen kravlede dog stille og roligt opad som tiden gik. Selvom sidste års afslutning lå en smule i baghovedet, så var det ikke noget, jeg lod mig påvirke af. Jeg vidste, at så længe jeg holdt mig til planen, så var jeg dækket godt af. En kortere overgang følte jeg dog, at jeg havde lidt for meget væske i maven – men efter en hurtig sparring med Peter fik vi også det løst.
De første milepæle
Jeg havde masser af overskud, og Team Fejeblad samarbejdet spillede bare til UG med kryds og slange. Og så er det jo lige pludseligt let at løbe Backyard Ultra! Eftermiddag blev til aften og vi rundede 12 timer – 50 miles. En milepæl for mange, og det kunne da også ses ved start på 13. omgang.
Feltet var nu halveret, og vi rykkede lidt tættere sammen i startboksen. Jeg forholdte mig ikke super meget til, hvem der var tilbage. Jeg vidste, at der i det resterende felt var mange stærke løbere, der kom for at vinde. Og der blev løbet hurtigt oppe foran. En hollandsk kvinde – Hinke – havde løbet runder på lige omkring 40 minutter!
Lige inden mørket for alvor faldt på, startede vi på 15. omgang. Endnu en milepæl – 100 km. Denne gang var jeg lidt stresset for Julie var gået på toilet og ikke at se nogle steder med under et minut til start. Nok var det aftalen at vi hver især løb vores eget løb. Men jeg vidste, også hvor ked af det hun ville blive, hvis hun ikke nåede de 15 omgange pga. en teknikalitet. Hun dukkede heldigvis op kort tid før start, og fik hendes pandelampe og energi stukket i hånden.
I mørket kan alt ske
Jeg havde set frem til mørkets frembrud. Det giver noget andet, at løbe i skoven om natten, hvor man kun kan se det, lyskeglen lige falder på. Jeg var ganske sikker på, at der ville falde flere løbere fra nu. Nogle fordi de nåede 100 km, andre fordi tanken om måske at skulle løbe alene i en mørk skov ikke var tillokkende – og nogle fordi trætheden begyndte at melde sig efter en lang dag. Peter Kjeldman var en af dem, der takkede af efter 16. omgang imens resten af Team Fejeblad løb videre ud i mørket.
Vi tøffede forsat rundt som rosinen i pølseenden og hyggede os. Ingen af os fire havde tidligere nået magiske 24 timer, der udløser en flaske Great Dane rom, så det var naturligvis et samtaleemne i den lille gruppe. Jesper havde personlig rekord på 18 omgange, og vi tre andre på 21 omgange – så tæt på og alligevel så langt fra. Men i år så det endelig ud til at blive anderledes.
På omgang 17 mødte jeg Julie kort efter starten, hun virkede ikke helt motiveret længere. Og jeg viste at tanken om at løbe selv i skoven ikke var noget, hun fandt super tiltalende. Jeg fortalte hende, at jeg var super stolt af hende – og at det skulle hun også være. En forbedring med næsten 40 km fra hendes personlige rekord er ikke at kimse af. Da jeg kom retur i depotet igen sad hun der allerede, hun havde fået nok for denne gang.
Trætheden havde ramt mig en lille smule, men det fik en Red Bull og overraskelsen i pludseligt at se min søster ved startlinjen hurtigt gjort kål på. Hvor er det da bare helt fantastisk, at have mennesker i sit liv, der gider køre det halve rige rundt, for at se mig løbe en tur. Det gav i den grad humøret et par takker opad, og måske også årsagen til noget nærmest magisk skete i nattens mulm og mørke.
Vi skal ikke hjem, vi skal videre
I løbet af dagstimerne havde jeg ikke været super glad for det nedløb, der bliver kaldt ‘backyard climb’. Jeg synes mine knæ gjorde lidt mere ondt end de burde, når jeg løb nedad. Det var ikke noget viste eller sagde til nogen – ikke engang Peter eller Julie. Men på et tidspunkt i løbet af natten knækkede jeg koden til at løbe det.
Og til at løbe det hurtigt og effektivt. Det gjorde det til en leg, at komme igennem runden med minimal energiforbrug. Og gav en enormt boost af selvtilliden, at jeg havde fået vendt et ‘øv-stykke’ på ruten til et ‘yay-stykke’. Jeg kunne nu gå lidt mere, uden at det påvirkede tiden, jeg kom ind på – eller løbe lidt mere, hvis jeg skulle bruge ekstra tid i depotet.
Vi nærmerede os hastigt Jespers nemesis – nemlig 19. omgang, hvor han begge de foregående år er endt med at dreje fra og udgå. I år var det anderledes, der var ingen slinger i valsen. Vi skulle videre i mod de 24 omgange, 100 miles og Great Dane rommen.
…og der blev lys
I løbet af natten havde jeg ikke prioriteret søvn super højt, men omvendt heller ikke følt behov for det. En enkelt gang forsøgte jeg mig, men faldt aldrig i søvn – det var dog alligevel rart bare at ligge og slappe helt af. I stedet blev tiden brugt på at pleje fødderne og skifte strømper med jævne mellemrum. Jeg var ikke gået helt fri for vabler, men intet kritisk der ikke kunne håndteres.
Da klokken ringede for 23. gang var Team Fejeblad et medlem mindre, Martin havde trukket stikket efter 22. omgang. Det ærgrede mig, jeg havde set frem til at vi alle fire kunne tage rommen med hjem. Men man må også respektere, når lysten er slukket og valget er taget. Sådan er det med Backyard Ultra, pludseligt kan man få nok – og så er det bare nemt at stoppe og gå ud.
Det var dejligt at se solen stå op, og det gav da lige et ekstra skud energi. Herfra var der massevis af timer, inden lygterne igen skulle frem. Det passede også med, at første omgang i dagslys var 24. omgang. De første 100 miles var i hus. Herfra bliver det spændende. Vi var 12 der løb ud og 12 der kom ind på 24. omgang. Det er nu løbet begynder. I løbet af den næste times tid finder vi ud af, hvem der her for at vinde – og hvem der har fået nok for denne gang.
Let the mental-games begin!
I de fleste Backyard Ultra er der et vist frafald efter omgang 24 og 25. I dag var ingen undtagelse. Da klokken ringede 26. omgang ud, stod vi 6 løbere tilbage. Når jeg kiggede rundt på de andre, så følte jeg mig ikke overbevist om at jeg var den stærkeste, men absolut heller ikke den svageste.
Hinke, der har den hollandske rekord på 100 km på imponerende 7 timer og 34 minutter, virkede forsat utrolig godt løbende. Lue virkede også rimelig upåvirket af det første døgns strabadser. Hendes bror Thure var mere shaky at se til, men han er en yderst erfaren herre, og bestemt ikke en man skal undervurdere. Gotfred virkede heller ikke helt så frisk som tidligere, men dog ved godt humør og smilende som altid. David kørte den rundt i dieseltrækker tempo. Han løb de fleste steder, hvor jeg gik, men havde været inde et par minutter efter mig de sidste par omgange. Jeg vidste, at han tidligere havde haft problemer med vabler, da hans crew lånte grej hos os til at håndtere det. Jeg vurderede ham ikke til at være min stærkeste konkurrent på nuværende tidpunkt.
Jeg havde absolut ingen kriser haft undervejs, og jeg følte min utroligt stærk og godt løbende. Alligevel var jeg påvirket af Hinke’s performance. Hun var i mine øjne klar favorit med Lue som en stærk assist. Hvor jeg passede ind i de regnestykke var jeg mere i tvivl om. Jeg kunne godt mærke, at troen på en sejr var gået fra 100% til 90%. Ikke et stort nok fald til at få mig til at droppe ud, men dog alligevel nok til at jeg overvejede mit næste træk.
Game-face on!
Ved starten af 28. omgang snakkede jeg lige kort med Gotfred, han gav udtryk for, at hans ben var ved at være færdige. Men jeg vidste også godt, at han er en mand, der bliver ved til det sidste – og med 30. omgang indenfor rækkevidde, så var det nok rimeligt sandsynligt, at det var et delmål for ham. Jeg havde forsat stilen fra de foregående mange runder, hvor jeg gik hovedparten og så gav den gas på nedløbet til sidst, så mine tider var stabile med 9-11 minutters pause. Nok tid til at kunne nå at få benene op og slappe af.
Inden Peter skulle hjemover lavede vi sammen en gameplan frem til omgang 35. Så der var ligesom ro på, hvad der skulle ske den næste håndfuld timer. Og så måtte vi se derefter, hvordan landet lå. Jeg fokuserede mest af alt bare på at hygge mig sporet, og lade slaget udvikle sig i den retning, det nu ville. Og der gik ikke længe, for til starten på omgang 29, var Gotfred ikke nået ind. Så var vi fem.
Jeg snakkede lidt med Lue, der mente at Hinke var ved at være lidt slidt efterhånden – til trods for, at hun forsat løb nogle super hurtige tider. Spændende udvikling! Hvis det var sandt, så var det jo et totalt åben spil igen. I den sidste fase af løbet er det et mindgame blandt deltagerne. Hvem er frisk og med motivationen intakt? Hvem rendte rundt med småskavanker, der kunne sætte dem ud af spillet? Det var et spil, jeg var klar til at spille det. På omgang 30 gav jeg den lidt mere gas for at vise, at jeg stadig var her og en stærk konkurrent til mønten.
Tap in/Tap out
Efter Peter tog hjem havde Julie og min søster Christina overtaget ansvaret for depotet. En imponerende præstation af Julie, der selv havde løbet over 100 km og stort set været vågen over 30 timer. Men det kørte lige efter den gameplan, som vi havde lavet tidligere. Jeg løb nu ind som 2. hurtigste på omgangene selvom mine omgangstider forsat lå som de foregående mange omgange. De andre havde altså sat tempoet ned imens jeg havde fastholdt mit.
Da jeg kom ind på omgang 31 havde Thure trukket stikket. Det kom ikke som den store overraskelse, ude på ruten havde han ikke lignet en, der havde mange omgange tilbage i sig. Jeg fulgtes med Lue ud på starten af omgang 32 og spurgte, om hun var ved godt humør – men kunne godt mærke, at hun var påvirket af, at Thure var udgået. Vi gik lidt videre, og pludseligt fik jeg en følelse af, at jeg var alene. Jeg vendte mig rundt og Lue var ingen steder at se. Havde jeg været træt og udkørt, så havde jeg nok være i tvivl om samtalen overhovedet havde fundet sted eller om det havde været en hallucination.
De sidste mange timer havde jeg løbet med musik i ørene og bare nydt turen. Efter så mange timer med den samme rutine – gå her, løb der – var jeg i en form for meditativ state, hvor jeg bare koblede af. Dem, der var på pladsen eller kiggede med på livestreams, må have bemærket mit overskud og spekuleret på, om det bare var ren skuespil. Men sandheden er, at jeg virkelig havde det fantastisk og løb med masser af overskud.
Løb eller poker?
Inden starten på omgang 33 brugte jeg på at afkode Hinke lidt. Hun virkede ganske rigtigt lidt slidt i det, og da starten gik strøg hun heller ikke ud af boksen med samme iver som tidligere. Der gik ikke lang tid, inden jeg var oppe på siden af hende, og vi begyndte at sludre lidt. Jeg havde en helt klar fornemmelse af, at hun havde ladet mig komme op på siden, så hun kunne finde ud af, hvor jeg stod. Og ganske rigtigt. Hun spurgte hvad mit mål var, hvortil jeg prompte svarede, at det var at vinde. Jeg fulgte op med “…it’s gonna be a long night!”. Mit ordvalg var meget bevist, det handlede udelukkende om at ryste hende, hun lignede bestemt ikke en, der havde lyst til at bruge endnu en nat i skoven.
Vi havde gået et godt stykke, og var også blevet overhalet af David, så da vi kom til et af mine ‘løbe-stykker’ sat jeg i løb igen. Også her var jeg meget fokuseret på udstråle overskud, så hun ikke var i tvivl om, at jeg mente det. Da vi kom op på siden af David forsatte jeg alene, og Hinke løb sammen med ham. Der var ingen tvivl om, at hun også lige skulle høre, hvordan han stod. Jeg smilede for mig selv ved tanken om, at løbet var gået ind i den her poker-fase, hvor alle ser hinanden an.
Jeg gav den lidt mere gas, da jeg løb fra de to andre. Det var egentligt primært for at Hinke ikke skulle aflure, hvor jeg gik og hvor jeg løb. Jeg vidste, hun var ret skarp på nedløbene, så hun kunne sikker kopiere min taktik ganske nemt. Da jeg kom retur på omgangen blev jeg mødt med den overraskende nyhed, at hun var udgået. Det havde jeg alligevel ikke troet. Hun var efter sigende faldet, og det havde gjort udslaget. Jeg havde dog fornøjelsen af at snakke med hende den efterfølgende dag. Hun fortalte, at hun havde fortrudt, at hun gik ud, for der var reelt ikke sket noget. Hun havde simpelthen bare ikke hovedet med sig længere, og styrtet gav hende en nem udvej.
Mønten på danske hænder!
Og så var vi bare os to; David og mig. Selvom jeg ikke havde set David som min stærkeste konkurrent 7-8 timer tidligere, så tog jeg bestemt ikke let på det. David er på ingen måde en Hr. Hvem-som-helst. Samme år jeg løb mit første ultraløb, løb han på Det Danske Traillandshold og har repræsenteret Danmark ved flere lejligheder siden. Selvom det naturligvis ikke er den samme type løb så fortæller det alligevel lidt om Davids niveau.
Da vi startede på omgang 34, var humøret højt hos os begge. Jeg var ret godt tilfreds med, at uanset udfaldet af herfra, så ville mønten ende på danske hænder. Jeg følte mig helt klart også forsat, som den stærkeste af os to. Jeg vidste godt, at David også havde sagt, at han kom for at vinde. Alligevel var der en lille del af mig, der tænkte, at nu var sejren min.
Jeg lod mig ikke rive med og holdt mig til planen. Det var ikke til at sige, hvor mange omgange vi skulle ud på inden en af os ville trække sig. Det blev ikke mig, blev jeg ved med at sige til mig selv. Og eftersom jeg stadig løb ind med 9-10 minutters pause, så var udsigterne umiddelbart lange til at det ville blive kritiske at nå ind.
To teams, en vinder
Det var tydeligt at mærke, at konkurrencen spidsede til. Vi ville begge det her. Det eneste spørgsmål, der stod tilbage var, hvem der ville det mest. Nu var det bare snuden i sporet, løbe klogt og forsat holde humøret højt.
Der var efterhånden kun vores telt og en enkelt fællestelt tilbage på pladsen, hvor David sad helt oppe ved startlinjen og havde knap 2 meter til start. Jeg havde måske 30-40 meter derop. Flere var inde og foreslå, at flyttet teltet eller at jeg kunne få plads i fællesteltet. Det takkede jeg pænt nej til. Teltet var min zone, hvor jeg kunne være mig selv. Der var også med i overvejelserne, at der ikke var nogen grund til at Team David så, hvis jeg udviste svaghedstegn.
Flere fra det lokale trailmiljø var dukket op og naturligvis også Simon Grimstrup, der nærmest bor på ruten. Han stod flere steder ude på ruten, og på et tidspunkt ved ‘backyard climb’ udvekslede vi et par ord, som jeg brugte resten af omgangen på at fortryde. Jeg havde sagt noget i retning af, at David da gerne snart måtte stoppe, for jeg trængte til et bad. Simon er en super cool fyr, men jeg viste også godt, at han var på Team David. Og jeg havde bestemt ikke brug for, at vise tegn på træthed nu.
Der var ikke så mange timer til at mørket ville falde på, og det så ikke ud til at David ville stoppe inden. Jeg bad Christina om at gå op og sørge for, at lampen og ekstra batterier var ladet op – og meget gerne sikre, at Team David så det. De måtte gerne vide, at jeg var helt klar på at tage hul på nat nummer to. For det var jeg.
I see you and I raise you…
Omgang 36. var forløbet uden drama ligesom de utallige før den, og jeg sad i teltet med benene oppe og ventede på, at David kom ind. Indtil nu var han kommet ind med en god margin til de 3 fløjt. Men denne gang gik der længere tid, og da fløjten hørtes første gang, var han stadig på vej op af opløbsstrækningen. Nu har jeg ham tænkte jeg, det er bare et spørgsmål om det er på denne, eller næste omgang han ikke når ind.
I samme øjeblik klokken ringer os ud på 37. omgang blæser David ud af startboksen. Altså sådan helt kamikaze-hurtigt af sted – i hvert fald set med mine øjne. Et splitsekund overvejer jeg at følge efter, men hvorfor skulle jeg? Lad ham da bare brænde en masse energi af. Jeg så kun to mulige udfald af det træk. Enten ville han hurtigt rundt, så jeg ikke kunne se, at han drejede fra, eller også forsøgte han at psyke mig ved at løbe en hurtig omgang. Uanset hvad så var det eneste rigtige, at jeg forsatte med at gøre det, der havde virket i så mange omgange tidligere. Ca. midtvejs begyndte det at regne, det gjorde mig nu ikke noget på det tidspunkt, faktisk fandt jeg det forfriskende. Jeg så mit snit til lige at sige til kameraet, at nu havde jeg jo fået det bad, jeg nævnte for Simon tidligere, så alt var godt. Jeg krydsede stregen. David sad i stolen og lignede en, der havde været der i noget tid – og også at han skulle ud igen. Jamen så spiller vi da bare lidt videre!
Omgang 38 var David endnu en gang hurtigere ude af startboksen end han havde været tidligere, men langt fra samme tempo som sidste omgang. Der gik dog ikke super lang tid, inden jeg ikke kunne se ham længere. Regnen tog til og blev faktisk ganske kraftig som omgangen skred frem. Sporene på ruten var efterhånden godt trådt ned, og det betød nu, at vandet samlede sig i dem. At holde sko og fødder tørre var en tabt kamp. Jeg kunne mærke, at det generede mig – og at det ville resultere mange vabler, hvis det forsatte på den måde. Men mon ikke David havde det på samme måde.
Til trods for styrtregn, da jeg kom ind på opløbsstrækningen hyggede jeg mig med Metallica’s ‘Whiskey in the jar’ i ørene. Der var endnu engang tid til at få benene op inde i teltet, og mit dejlige crew havde sørget for varm kakao. De kunne også fortælle, at Team David lige havde haft en stafet i form af Gitte nede for at høre, hvordan jeg havde taget det, da han blæste af sted på omgang 37. Det må have været lidt skuffende at høre, at jeg var ganske upåvirket af det. Jeg kunne høre på Julie, at hun synes det var lidt frækt sådan at komme og udfritte dem, men jeg fandt hele det her spil super underholdende. Bluffet var for mig åbenlyst, og jeg lod mig ikke skræmme.
Tid til bromance
Det var ikke super tillokkende, at skulle ud i regnen igen, da fløjten havde lydt for sidste gang, men det var heller ikke til debat. Ud på næste omgang og se hvad den bringer. David kom ud i startboksen med få sekunder igen. Denne gang satte han ikke af sted i løb. Simon råbte om ikke vi skulle tage en bromance-omgang. Jeg vendte mig om og sagde smilende, at det ikke virkede som om David havde lyst til det. Men vi endte alligevel med at løbe rimelig tæt sammen. Der blev ikke snakket meget, men vi blev enige om, at det her måske ville gøre, at udenlandske løbere fremover ikke ville kigge på Danmark og tænke, at der nemt kunne hentes en golden ticket her.
Der havde om muligt samlet sig mere vand i sporene, så det kom ind ovenfra i skoene. Jeg kunne mærke vablerne poppe frem jo længere ud på ruten jeg kom. Og dér, lige der blev jeg for første gang ramt på motivationen og glæden. Jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle løse det. Dumme tanker begyndte i hovedet. Skulle jeg bare stoppe på 40. omgang, det var jo et dejligt rundt tal? Hvis du alligevel stopper, hvorfor så ikke bare gøre det nu, om det er 39 eller 40 omgange, er da lige meget! Fuck det – jeg stiller til start på 40. omgang, giver ham hånden, ønsker ham god tur og går så tilbage i teltet. Øv hvorfor skal det slutte på den her måde, jeg er jo den stærkeste løber – og havde det ikke regnet så meget, så havde jeg mange runder i mig endnu.
For 39. gang kom vi til ‘backyard climb’, der var fedtet og glat at løbe ned af her i mørket. Det kommenterede David også på, jeg gav ham ret, men forsatte rimelig ubesværet ned i god stil. Jeg løb videre og kæmpede med tankerne om at stoppe, imens jeg løb igennem vand til op over anklerne. Jeg havde ikke kunne give den helt lige så meget gas som normalt, derfor undrede det mig også, at jeg ikke kunne se Davids pandelampe bag mig, men jeg slog det fra mig. Jeg kom rundt på min langsomste omgang med ca. 5½ minut igen. Inde i teltet fortalte jeg Christina, at jeg ville stoppe nu. Jeg havde dog fået overtalt mig selv til, at hvis David kom ind med under 2½ minut igen, så ville jeg kæmpe en omgang mere.
Skal jeg løbe en omgang mere?
I teltet fik jeg lidt varm mad. Tankerne kørte stadig rundt i hovedet. Jeg var frustreret over at have ladet mig gå på af et par vabler. Julie begyndte at snakke om, at de stadig ikke kunne se nogen pandelampe nede ved søen. Det lød underligt, så langt bag mig kunne han ikke være. Så lød der tre fløjt. Stadig ingen lys. Jeg forsikrede Julie om, at han var så skarp en løber, at han sagtens kunne nå det. 2 fløjt. Lyset fra lampen var ingen steder at se, fik jeg at vide. Et fløjt – du vinder Morten! Du skal op og stå i boksen, sådan at han kan se, at du er klar, hvis det helt utrolige skulle ske, at han når ind.
Selv med 15 sekunder igen var jeg sikker på, at David på magisk vis ville materialisere sig. Men der var ingen David at se. Da klokken lød spurgte jeg, om jeg skulle løbe en omgang mere. Det skulle jeg ikke, jeg blev i stedet erklæret vinder af The Great Dane Backyard Ultra 2021. Det første der kørte igennem mit hoved var, at David måtte være faldet og kommet til skade. Det var den eneste mulige forklaring på, at han ikke var kommet ind. For mig lagde det en dæmper på glæden ved at vinde, og derfor var noget af det første jeg sagde, at vi skulle finde ud af, hvad der var sket. Der gik heldigvis ikke længe, inden der kom melding om, at David var fundet i god behold.
Det var så surrealistisk at stå der og få den famøse mønt overleveret. Jeg havde tilbagelagt 261,5 km på lidt under 39 timer, fuldstændigt smadret den eksisterende løbsrekord med 12 omgange, lavet ny Danmarksrekord indenfor Backyard Ultra – på en markant hårdere rute end den gamle – og løbet 50% længere end mit længste løb. Alt det havde jeg gjort uden at have en eneste krise undervejs bortset fra den her på sidste omgang. Og uden at føle at jeg havde nået min grænse. Det var så vildt, og jeg har først rigtigt forstået det her sidst på ugen.
Next stop Tennessee
Jeg kunne på ingen måde havde gjort det uden mit helt fantastiske crew, der bare gjorde alt for, at jeg havde de bedste forudsætninger hele løbet igennem. Jeg kan ikke udtrykke nok, hvor taknemmelig jeg er for, at Peter, Julie og min dejlige familie er klar på at stille op, når jeg skal ud og tosse rundt. Og lige om lidt, kommer jeg til at trække på nogle af dem igen!
Den famøse mønt giver jo adgang til at deltage i Big Dog’s Backyard Ultra i Tennessee den 16. oktober. Det bliver den vildeste oplevelse, det er jeg sikker på. Og jeg håber af hele mit hjerte, at det bliver muligt at rejse ind i USA. For hvornår får jeg nogensinde igen mulighed for at løbe blandt titaner som Courtney Dauwalter, Dave Proctor, Guillaume Calmettes, Karel Sabbe og Maggie Guterl.
Mange ting skal falde på plads, ikke mindst finansieringen af turen, der på ingen måde er gratis. Men jeg tror på, at det nok skal lykkedes med hjælpe fra nogle sponsorer. Jeg blev snydt for mit Boston Marathon, det er ok – men fandme om jeg vil snydes for Big Dog’s Backyard Ultra 😀