Tyvetyve – here’s to you!

Nogle vil nok sige, at der ikke har været meget at skåle for i 2020 – og ja det er da i den grad blevet et noget andet år, end de fleste af os havde forestillet os. Men når jeg sidder her foran brændeovnen og reflekterer over året, så er der blandt corona-trætheden og frustrationen over aflysningerne faktisk en masse at skåle for. Året startede jo rigtigt godt med en plan for #ProjectUltra20, der involverede 3 fede ultraløb og det ikoniske Boston Marathon. Inden hverdagen eksploderede i pressemøder, forsamlingsforbud, smittetryk og mundbind nåede jeg endda at løbe Thy Trail Marathon – der helt i 2020-ånden, var den barskeste version til dato. Men så skal jeg da love for, at planen blev derailed for fuld skrue – og ganske ligesom det kan gå under et løb, så er det med at omstille sig og ligge en ny plan, så det gjorde jeg…

Man har en plan – indtil man har en ny!

Corona-situationen gjorde i korte træk, at Boston Marathon blev flyttet så jeg måtte droppe Mors 100 miles. Great Dane Backyard Ultra, der var forårets helt store A-mål blev flyttet til efter Everesting. Så pludseligt var Everesting var det nye A-mål – og ny prioritering kræver ny målsætning. Oprindeligt havde jeg sagt, at jeg bare skulle gennemføre – med en forventning om, at det ville blive indenfor ca. 28 timer. Det nye mål var 23 timer. Et ambitiøst, men ikke urealistisk mål. Træningen gik fantastisk, aldrig har jeg løbet så mange højdemeter, og jeg følte mig virkelig klar. Jeg savnede den spænding, glæde og hygge, som jeg forbinder med at deltage i løb – og jeg følte mig virkelig privilegeret over at kunne deltage i et løb, nu hvor mange andre blev aflyst og flyttet.

Foto: TrailBear Films

Det gik lige så fantastisk godt, som det gik fantastisk dårligt. Benene og kroppen var klar, hovedet var klar, men som så mange gange før fik jeg problemer med maven – og er der noget, der ikke er sjovt, så er det at løbe rundt time efter time med ondt i maven. Som natten skred frem blev det tydeligt for mig, at 23 timer var urealistisk, men måske jeg kunne presse den ind under 24 timer? Der gik nogle timer, inden det blev klart, at det heller ikke ville være muligt. 25 så da? Det så heller ikke for godt ud – og så alligevel. Jeg kunne faktisk godt snige mig ind under 25 timer, hvis jeg lige hankede op i mig selv. Med en fantastisk støtte fra arrangørerne, mine forældre og venner fik jeg mig kæmpet igennem på 24 timer og 41 minutter – en tid jeg er super stolt af og bestemt vil skåle for her på årets sidste dag!

Når en dør lukkes åbnes en ny

Jeg har igennem årene mange gange sagt, at hvis jeg vidste, det jeg ved nu, så havde jeg for 10-15 år siden truffet nogle helt andre jobmæssige valg. I foråret blev der truffet et valg for mig; min stilling blev skåret væk, og fra i sommers stod der ikke længere IT Projektleder på visitkortet. Det er aldrig sjovt at blive valgt fra, men det gav mig rum til at reflektere over, hvad der fremover skulle stå på visitkortet. Jo mere jeg tænkte, jo mere blev det klart for mig, at der ikke skulle stå noget med IT eller projektledelse. Der skulle stå noget med løb, mental sundhed, motivation og træningvejledning. Der skulle stå noget, som jeg uden at blinke kunne sige, at det brænder jeg 100% for.

Det var – og er – et stort spring at skifte branche og oven i købet blive selvstændig. Det er angstprovokerende at vide, at jeg ikke ved hvor mange, der kommer ind af døren i til min lille digitale butik i morgen. Og alligevel har der ikke været et gran af tvivl i mit hoved om, at det her, det er dét, som jeg skal lave fremover! Det er da også svært ikke at smile bredt, når man modtager en stolt besked med tilhørende billede af en solid PR på halvmarathon fra en atlet, der har trænet målrettet og fokuseret uge efter uge. Det føles som en sejr, og det er i den grad motiverende at se, hvordan hver og en flytter sig fysisk men i den grad også mentalt.

Så selvom jeg ikke vil skåle for at blive opsagt, så vil jeg alligevel skåle. For at have taget springet ud på det dybe uden badevinger. For at turde stoppe op og skifte retning. For at skabe en platform til at dele min viden, glæde og passion med andre. Og for at have fundamentet til at bygge noget, jeg drømmer om op fra bunden!

So we meet again Mr. Dane

Ovenpå Everesting var kroppen overraskende frisk. Udover lidt muskel-ømhed og generel træthed var alt tip top. Så da jeg små 2 måneder senere stod på startlinjen ved ‘Det lille hus på prærien’, var jeg klar. Klar til at give den gas, som det hele tiden havde været meningen. Klar til at jagte ny rekord. Klar til at kæmpe om den eftertragtede guldmønt. Klar til at løbe Great Dane Backyard Ultra!

Da løbet startede kl. 01.00 var der 20 grader. I løbet af natten var der omkring 17 grader, da det var koldest. Sagt på en anden måde, det var en varm dag på kontoret – og da solen stod op, bagte den nådesløst ned over de knap 100 deltagere. Det var ikke de nemmeste forhold, men jeg var fast besluttet på ikke at lade det slå mig ud. En beslutning der, som timerne skred frem, ikke længere var så meget i min kontrol. Varmen, væsketab og endnu en gang problemer med maven endte med effektivt at sætte en stopper for drømmen om 24 timer – 100 miles.

Jeg burde måske være skuffet, vel vidende at de 14 omgange det blev til, er uendeligt langt fra 24 omgange. Og jo jeg er også skuffet over, at jeg ikke var bedre til at justere og tilpasse mig situationen. Jeg burde vide bedre! Derfor kan det også lyde underligt, at selvom jeg er skuffet, så er jeg også super stolt og tilfreds med. Men det er jeg. Det er jeg, fordi at jeg – til trods for at også jeg er motiveret af målet – motiveres i høj grad af processen til at nå dertil. Og jeg ved at for at nå målene, så skal jeg være god til at filtrere i de tanker, der opstår i hovedet undervejs. Tankerne om at stoppe når målet synes urealistisk, langt væk.

De tanker var der mange af undervejs til Great Dane i år, men jeg formåede alligevel at skubbe dem fra mig. Jeg lykkedes med at presse mig selv til grænsen – og måske også ud over den, men det er prisen for at søge en grænse, man ikke er helt sikker på, hvor er. Jeg vil gerne være god til at ‘navigere i min egen krop’. Til at kende mine stærke og svage sider. Til at kende mine grænser. Og til at flytte dem. Jeg gik fra Great Dane med et nederlag i forhold til målet, men en sejr i forhold til at være blevet klogere på mig selv, mit hoved og min krop. Hvis ikke dét fortjener en skål, så ved jeg ikke hvad gør.

Rock around the clock

Mit lille backyard-inspirerede løb Run O’Clock blev også ramt af corona og måtte flyttes. Uden at have konsulteret kalenderen specielt meget, endte jeg med at vælge weekenden efter Great Dane. Det gav naturligvis lidt frafald fra deltagere, der havde andre planer i en tid på året, hvor mange løb blev flyttet hen. Alligevel dukkede der 60 super seje og topmotiverede løbere op i skoven ved Lundby Bakker. Sikken en stemning i start/mål området, hvor der blev slået telte og pavilloner op, så baserne var på plads til en lang dag i skoven.

Ganske som den foregående weekend var vejret fantastisk flot men også meget varmt. Der var ingen, der ikke led under varmen som dagen skred frem – og nogle måtte ligesom jeg selv weekenden før erkende, at det ikke var dagen, hvor målet var indenfor rækkevidde. 10 deltagere kæmpede sig igennem alle 10 omgange – 65 km med 1750 højdemeter – det var skønt at se, hvordan de lokale drenge fra LarsenLøb og brødrene Baltzersen fra Midtjylland havde en fest i sporet og spredte godt humør hele dagen.

Det var en helt fantastisk dag, og der har jeg også indtryk af, at deltagerne synes. Jeg har ikke styr på, hvor mange der fik skubbet deres grænser i form af at have løbet længere end nogensinde før. Men jeg ved, at der var flere, der da dagen var omme kunne kalde sig ultraløbere. Dét er da bare fedt!

På det personlige plan var det også en fantastisk dag, hvor det endeligt lykkedes mig at møde Julie. Vi har kendt hinanden ‘digitalt’ et par års tid, og jeg har altid haft et godt øje til hende. Men selvom vi faktisk har deltaget i en hel del af de samme løb, så har vi aldrig mødtes. Det har vi nu fået rodet godt og grundigt bod på – og det er blevet et ganske langvarigt møde siden da. Så i aften skal der også lyde en skål for Run O’Clock – og for kærligheden.

Med de rette mennesker er alt muligt

Boston Marathon var blevet flyttet til September, men blev nu endelig aflyst. I stedet fik deltagerne – og kun deltagerne – mulighed for at løbe Boston Marathon Virtuelt. Det bliver aldrig det samme at løbe et virtuelt løb men hvad pokker! Lidt unikt var det da trods alt, så jeg planlage en A-B tur langs hærvejen nord for Aalborg. Den første halvdele havde jeg selskab af min gode ven Kenneth, og den sidste løb jeg solo igennem Hammer Bakker, langs Limfjorden inden jeg sluttede på havnefronten i Aalborg. Det var let, det var kendt territorie – og mest af alt brugte jeg det som en træningstur. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at give den lidt gas, og 3.22 på et marathon med 370 højdemeter er jeg faktisk ganske godt tilfreds med.

Foto: TrailBear Films

Løb verden over er blevet aflyst, men det gav mig en helt unik mulighed i Oktober; nemlig deltagelse på det danske team til Big Dog’s Backyard Ultra Satellite Races. Wow! Bare wow. Det var en oplevelse af de helt store – og nok det løb i 2020, som jeg vil tænke mest tilbage på. Dels var det første gang på de længere ultraløb, at jeg ikke havde problemer med maven. Det var også et løb, der gav ny PR med 177 km inden jeg måtte stoppe pga. smerter i både skinneben og under den ene fod. Og så var det første gang at Julie, skulle være med som hjælper for mig – noget hun klarede fantastisk godt, med en enkelt svipser i forhold til pandelampen, men det gik jo alligevel.

Udover at jeg nu endelig har fået knækket 24 timer/100 miles barrieren, så har det også givet min nogle fantastiske nye bekendtskaber, som jeg ikke ville være foruden. Så inden aftenen er omme, har jeg også skålet for nye bekendtskaber, ny PR og et lille håb om at jeg på et tidspunkt for lejlighed til at løbe det rigtige Boston Marathon.

Going out in style

I kølvandet på Big Dog’s måtte jeg tage lidt tid ud af planen for at komme helt tilbage på sporet. Kroppen var mere slidt end jeg nogensinde har oplevet det før – og oveni det havde jeg raget en mindre overbelastning til mig. Det tog dog ikke så lang tid inden jeg var nogenlunde tilbage og i December kunne Julie og jeg løbe julekalender. Det var også meningen, at jeg skulle have løbet Juleløbet Skamling Ultra, men det måtte som så mange andre løb lade livet til coronaens hersken. Det gav dog lejlighed til at løbe lidt mere varieret, nu jeg vidste, at jeg ikke skulle spare mig selv til et ultra midt i december. Så både smukke Rebild Bakker og Backyard området ved Silkeborg fik besøg.

Årets sidste løbetur blev en baby drage 🙂

December måned blev en helt igennem solid måned, hvor jeg virkelig har følt mig tilbage for fuld styrke. Jeg er ikke så hurtig, som jeg har været. Men jeg er stærkere, bedre løbende og super motiveret for at træne hårdt, men fornuftigt. Årets sidste tur er blevet løbet, nu venter blot den gode mad, hyggen – og ja alle de skåle for 2020, som der skal drikkes. Jeg er bange for, at løbeturen i morgen bliver en kort og begrænset fornøjelse, hvis de alle skal være i vin eller øl – og det ville da være en skam ikke at starte 2021 ud med en lille løbetur, ikke?! 🙂